Religion & styre
Ældste Wilford W. Andersen
De Halvfjerds
Religion og styre kører ad forskellige, men parallelle spor. Det er størrelser, der virker bedst, når de beskytter og stimulerer hinanden.
Fotoillustration: David Stoker
Religion og styre kan sammenlignes med et par, der til tider har svært ved at leve sammen, men som heller ikke kan leve adskilt. Både religion og styre eller kirke og stat har brug for uafhængighed for at kunne blomstre, men historien har vist, at en total adskillelse ikke gavner nogen af dem. De kører ad forskellige, men parallelle spor. Det er størrelser, der virker bedst, når de beskytter og stimulerer hinanden.
Et styre spiller en væsentlig rolle for at beskytte og opretholde trosfrihed og afgøre, hvilken rolle forskellige kirker skal have i samfundet. Heldigvis er det sådan i dag, at der de fleste steder er trosfrihed i det mindste til en vis grad, og folk har ret til at dyrke Gud og udøve deres religion, som deres samvittighed byder dem. Sådan har det ikke altid været.
Mange generationer har været vidne til det stivnende tab af frihed, der er opstået, når et styre har påtvunget en statsreligion. Andre har oplevet det moralske kollaps, der følger, når religion helt og holdent er blevet forbudt. Vi er taknemlige for, at en voksende del af verdens lande har forfatninger, der indeholder en vision om et samfund, hvor frihed til at tro og udøve sin tro bør sikres og beskyttes mod forfølgelse, også når den er adskilt fra selve styret.1
Den himmelsk inspirerede styreform, der beskrives i Mormons Bog, sikrede folket denne frihed til tro og udøvelse af samme:
»Se, hvis et menneske ønskede at tjene Gud, var det hans privilegium, eller rettere, hvis han troede på Gud, var det hans privilegium at tjene ham; men hvis han ikke troede på ham, var der ingen lov, der kunne straffe ham …
For der var en lov om, at mennesker skulle dømmes efter deres forbrydelser. Alligevel var der ingen lov mod et menneskes tro« (Alma 30:9, 11).
Som troende bør vi være taknemlige for det offentliges beskyttelse, der tillader os at tage imod og udøve vores religiøse tro, som vi ønsker det.
Religionens væsentlige rolle
Det er måske mindre indlysende for nogle, at religion og moral spiller en væsentlig rolle for at opretholde og fremme et godt og effektivt styre. De eneste virkelige løsninger på mange af de alvorlige problemer, som verden står over for i dag, er af åndelig og ikke hverken af politisk eller økonomisk art. Racisme, vold og hadforbrydelser for eksempel er åndelige problemer og den eneste egentlige løsning på dem er åndelig. Ældste Dallin H. Oaks fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt:
»Mange af de mest væsentlige moralske fremskridt i den vestlige verden har været motiveret af religiøse principper, som er blevet taget til offentlig indtægt takket været forkyndelse fra prædikestolen. Eksempler på dette er blandt ophævelsen af slavehandlen i England og Uafhængighedserklæringen i USA. Det samme gør sig gældende for borgerrettighedsbevægelsen i det sidste halve århundrede.«2
Samfund afhænger i høj grad af religion og kirker, som sætter en moralsk orden. Et styre kan aldrig bygge fængsler nok til at huse de kriminelle, der affødes af et samfund uden moral, karakter og tro. Disse egenskaber fremmes bedre af religiøs observans end ved lovgivning eller politistyrker. Det er umuligt for et styre at kontrollere sindelag eller de ønsker og håb, der ligger i et menneskes hjerte. Og alligevel er det frø, der avler en adfærd, som et styre må regulere.
Den franske historiker og statsmand, Alexis de Tocqueville, skrev: »Despotisme kan herske uden tro, men det kan frihed ikke.«3 Og selv despoter kan ikke herske uendeligt uden tro. For som Boris Jeltsin, Den Russiske Føderations første præsident, bemærkede: »Man kan bygge en trone med bajonetter, men det er svært at sidde på en.«4
I bjergprædikenen sammenlignede Jesus den lov, der er skrevet i bøger med den, der er skrevet i hjertet.
»I har hørt, at der er sagt til de gamle: ›Du må ikke begå drab,‹ og: ›Den, der begår drab, skal kendes skyldig af domstolen.‹
Men jeg siger jer: Enhver, som bliver vred på sin broder, skal kendes skyldig af domstolen« (Matt 5:21-22).
Mens et styre kan håndhæve den lov, der er skrevet i bøger, kan religion undervise i og opmuntre til at lyde den lov, der skrives i hjertet. De, som følger sidstnævnte, vil sjældent om nogensinde overtræde den førstnævnte. Som vi læser i Lære og Pagter: »Den, der holder Guds love, har ingen grund til at bryde landets love« (L&P 58:21).
Men når samvittigheds- eller hjertesager ignoreres, kan lovens bogstav og et styres juridiske maskineri i sidste ende bryde sammen. Høflighed eller civiliseret adfærd i et samfund opnås, når størstedelen af folket handler moralsk forsvarligt, fordi de tror, de bør gøre det, og ikke fordi de tvinges af lov eller politistyrker.
Et styre overvåger indbyggernes adfærd. Det prøver at få dem til at opføre sig på en ordentlig og moralsk forsvarlig måde. Religion prøver på den anden side at få dem til at ønske at opføre sig på en ordentlig og moralsk forsvarlig måde. Præsident Ezra Taft Benson (1899-1994), som var minister i den amerikanske regering under præsident Dwight D. Eisenhower, forklarede denne væsentlige forskel:
»Herren arbejder med det indre. Verden arbejder med det ydre. Verden fjerner folk fra slummen. Kristus tager slummen ud af folk, hvorpå de selv fjerner sig fra slummen. Verden vil forme mennesker ved at ændre deres omgivelser. Kristus ændrer mennesker, som derpå ændrer deres omgivelser. Verden vil forme menneskers adfærd, men Kristus kan ændre den menneskelige natur.«5
Med tiden må ethvert frit styre til syvende og sidst forlade sig på velvilje og støtte fra sine indbyggere. Som den legendariske statsmand og politiske filosof Edmund Burke sagde: »Det står skrevet i altings evige forfatning, at mennesker med et ubehersket sind ikke kan være frie. Deres begær vil smede deres fodlænker.«6
I den henseende beskytter et godt styre troslivet og sikrer trosfrihed. Og god religion opfordrer til at være gode medborgere og give agt på landets love.
Et godt styre behøver ikke at tage parti. Det bør ikke favorisere en religion frem for en anden. Dets repræsentanter bør være frie til at tro og udøve deres tro, som deres samvittighed byder dem. På samme vis bør god religion heller ikke hverken støtte eller gå imod noget politisk parti eller nogen kandidat. Og dens tilhængere bør være frie og tilmed tilskyndes til at deltage i den politiske proces og støtte det parti eller den kandidat, de anser for bedst.
Giv jeres mening til kende
Selvom Kirken som institution gentagne gange har bekræftet sin politiske neutralitet, så opfordres de sidste dages hellige til at engagere sig i det politiske liv og give deres mening til kende i den offentlige debat. Det er en del af vores religion at være gode samfundsborgere, hvor end vi bor.
I Håndbog 2: Forvaltning af Kirken står der: »I henhold til lovgivningen i deres land opfordres medlemmer til at benytte deres stemmeret, til omhyggeligt at sætte sig ind i politiske emner og kandidater samt til at stemme på personer, som de mener vil handle hæderligt og fornuftigt. Sidste dages hellige har en særlig forpligtelse til at finde, stemme på og støtte ledere, der er ærlige, gode og vise (se L&P 98:10).«7
En dag kommer Frelseren igen. Det er hans ret at herske og regere som kongernes konge og vores store højpræst. Til den tid vil styrets magt og præstedømmets kraft blive samlet i et.
Indtil den store dag må religion og styre gå hånd i hånd ad menneskehedens vej gennem historien – og respektere hinandens uafhængighed og påskønne hinandens rolle og indsats.