Besøgsbudskabet
Jesus Kristus: Tilgivende og nådig
Studér bønsomt dette materiale for at vide, hvad I skal tale om. Hvordan kan en forståelse af Frelserens liv og rolle øge jeres tro på ham og velsigne dem, I våger over som besøgslærere? Få yderligere oplysninger ved at besøge reliefsociety.lds.org.
Tro, Familie, Tjeneste
En forståelse af, at Jesus Kristus er tilgivende og nådig kan hjælpe os til at tilgive og vise andre nåde. »Jesus Kristus er vores eksempel,« har præsident Thomas S. Monson sagt. »Hans liv er et stort eksempel på kærlighed. Han helbredte de syge; han opløftede de sørgmodige, han frelste synderen. Til sidst tog den vrede hob hans liv. Og stadig klinger disse ord højlydt fra Golgata: ›Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør‹ – det ypperste udtryk i livet for barmhjertighed og kærlighed.«1
Hvis vi tilgiver andre deres overtrædelser, vil vor himmelske Fader også tilgive os. Jesus sagde: »Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig« (Luk 6:36). »Tilgivelse for vore synder kommer med betingelser,« har præsident Dieter F. Uchtdorf, andenrådgiver i Det Første Præsidentskab, sagt. »Vi må omvende os … Har vi ikke alle på et eller andet tidspunkt, ydmygt nærmet os kilden til al barmhjertighed og tryglet om nåde? Har vi ikke alle af vores sjæls inderste ønsket nåde – at blive tilgivet for de fejl, vi har gjort, og de synder, vi har begået? … Tillad Kristi forsoning at ændre og helbrede jeres hjerte. Elsk hinanden. Tilgiv hinanden.«2
Yderligere skriftsteder
Fra skrifterne
»Vi skal tilgive, som vi selv bliver tilgivet,« har ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum sagt.3 Historien om den fortabte søn viser begge sider af tilgivelse. Den ene søn bliver tilgivet, og den anden søn kæmper for at tilgive.
Den yngste søn krævede sin arv og ødslede den hurtigt bort, og da sulten meldte sig, måtte han passe svin. Skriften siger: »Da gik han i sig selv og tænkte«, at han ville vende hjem og sige, at han ikke fortjente at blive kaldt søn. Men hans far tilgav ham og slagtede fedekalven og festede. Da den ældste søn vendte hjem fra arbejdet ude i marken, blev han vred. Han mindede sin far om, at han havde tjent ham i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af hans bud; men »mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner.« Faderen svarede: »Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet« (se Luk 15:11-32).