Fremkomsten af Mormons Bog
Dette er den anden af to artikler om profeten Joseph Smith. Den første artikel »Vejen til Palmyra« udkom i Liahona, juni 2015.
Ligesom Joseph Smith, behøver I ikke at være fuldkomne for at blive et kraftfuldt redskab i Guds hænder.
Foto af Joseph Smiths hjem og omegnen i Harmony i Pennsylvania, af George Edward Andersen
Ligesom Joseph Smiths vej mod Palmyra var strøet med prøvelser, sorger og genvordigheder, var hans bestræbelser på at få Mormons Bog frem det også – det var en proces, der på et vist tidspunkt indebar den dybeste fortvivlelse.
Joseph havde svært ved at finde hvile om aftenen den 21. september 1823. Der var gået tre år siden hans store teofani, hvor han havde set Gud Faderen og hans Søn Jesus Kristus ansigt til ansigt som svar på en oprigtig forespørgsel om, hvilken kirke der var rigtig. Siden da havde han ofte begået »mange tåbelige fejltagelser og [udvist] ungdommens svaghed og den menneskelige naturs små karakterfejl« (JS-H 1:28).
Bevidst om disse mangler tryglede den 17-årige Joseph om »tilgivelse for alle [sine] synder og tåbeligheder« (JS-H 1:29). Som svar viste en engel sig ved hans seng, og Joseph fortæller, at »han sagde, at Herren havde tilgivet mig mine synder«1
Englen, der kaldte sig Moroni, fortalte Joseph om en bog, der var »skrevet på guldplader« og som indeholdt »det evigtvarende evangeliums fylde«, den var gemt i et højdedrag nær Josephs hjem i Palmyra i New York. Udover bogen var der »to sten, indfattet i sølvbuer – og disse sten, fastgjort til et brystskjold, udgjorde det, der kaldes Urim og Tummim«, som »Gud havde beredt … med det formål at oversætte bogen« (JS-H 1:34, 35).
Moroni besøgte den stadigt mere forbløffede unge mand to gange mere den aften og gentog nøje alt, han havde sagt tidligere. Joseph sagde, at hver gang tilføjede han en advarsel, »idet han sagde, at Satan (som følge af de trange kår i min fars familie) ville forsøge at friste mig til at få fat i pladerne med det formål at blive rig. Dette forbød han mig, idet han sagde, at jeg ikke måtte have noget andet for øje, når jeg fik pladerne, end at herliggøre Gud, og at jeg ikke måtte lade mig lede af noget andet motiv end at opbygge hans rige; ellers kunne jeg ikke få dem« (JS-H 1:46).
Da Joseph gik hjem for at hvile fra sit arbejde i marken, besøgte Moroni ham en fjerde gang.
Joseph Smith får besøg af Moroni, af Gary E. Smith.
Den næste dag var Joseph helt udmattet efter nattens oplevelser. Hans far sendte ham hjem fra arbejdet i marken, og da Joseph var på vej hjem for at hvile sig, besøgte Moroni ham for fjerde gang. Englen bød Joseph at vende tilbage til sin far og fortælle ham om det syn, han havde haft. Derefter gik han hen til den nærliggende høj (se JS-H 1:49-50).
Da Joseph ankom til højen, brød han en nedgravet stenkiste op, som pladerne lå i, og rakte ud efter dem. Da han gjorde det, blev han slået tilbage af et kraftigt ryk, som drænede ham for styrke. Da han grædende spurgte, hvorfor han ikke måtte tage pladerne, svarede Moroni: »Fordi du ikke har holdt Herrens bud.«2
Trods englens udtrykkelige advarsel havde Joseph næret tanker om, at pladerne kunne løse hans families økonomiske trængsler.3 Derfor fastsatte Moroni en fireårig prøveperiode, så Joseph kunne modnes og forberede sit hjerte og sind til at gå til sin kaldelse med den renhed og reelle hensigt, der er påkrævet for så helligt et arbejde.
Hindringer for oversættelsen
Fire år senere var Joseph endelig klar. Men der tårnede sig store forhindringer op for oversættelse af pladerne. Som nygift var Joseph nødt til at arbejde for at forsørge Emma, sig selv og desuden sin familie, som stadig var afhængige af hans bidrag. Men hvad der måske var endnu mere forstyrrende var, at Joseph mødte så voldsom en modstand og griskhed fra lokalsamfundet, at pladerne let kunne falde i de forkerte hænder eller gå tabt.
Da en pøbelhob fra Palmyra krævede, at Joseph viste dem pladerne, hvis han ikke skulle dyppes i tjære og rulles i fjer, vidste han, at det var tid til at tage væk.4 Så sidst på året i 1827 lagde Joseph pladerne i en tønde med bønner, pakkede nogle ejendele, lånte 50 $ af sin ven og en af de første troende, Martin Harris, og rejste mere end 160 km sydpå med sin gravide hustru, Emma, til Harmony i Pennsylvanien for at bo hos hendes forældre. Han håbede på, at dette skifte ville lette deres daglige arbejdsbyrde og lade dem slippe for den griskhed og fjendtlighed, der havde grebet Palmyra.
Den vinter blev forholdene så meget bedre, at Joseph var i stand til at oversætte nogle få tegn i Mormons Bog. I april flyttede Martin Harris til Harmony for at bistå Joseph som skriver, og arbejdet med oversættelsen tog for alvor fart. I midten af juni – omkring 5 år efter den skæbnesvangre dag, hvor Joseph første gang var blevet ledt til Cumorahøjen for at hente pladerne – havde de 116 håndskrevne sider med oversættelse.5
På det tidspunkt plagede Martin Joseph om tilladelse til at tage siderne med til Palmyra og vise dem for sin hustru, Lucy, som forståeligt nok gerne ville se, hvad det var, der tog så meget af hendes mands tid og penge. Efter at have spurgt Herren fik Joseph to gange besked på ikke at lade Martin tage siderne med sig.6
Desperat efter at mildne sin hustrus skepsis og skingre krav plagede Martin igen Joseph. I fortvivlelse gik Joseph til Herren en tredje gang. Som svar sagde Herren til Joseph, at han kunne lade Martin tage siderne med sig på betingelse af, at han kun viste dem til fem udvalgte personer og returnerede dem straks efter. Modvilligt gav Joseph ham siderne, men først efter at Martin havde skrevet under på en skriftlig ed om at gøre, som Herren havde sagt.7
Dette satte gang i et væld af hændelser, der bragte Joseph ud i noget af det sværeste i hans liv. Kort til efter at Martin var rejst, fødte Emma en lille dreng. De gav deres førstefødte navnet Alvin til ære for Josephs kære afdøde bror, der var gået bort fem år tidligere. Men frem for at fylde et tomrum gjorde den unge Alvin det tragisk nok større, da han døde senere samme dag, som han var blevet født, den 15. juni 1828.
Men som om det ikke var nok med en lang og hård fødsel og den følelsesmæssige smerte ved at miste sit barn, kom Emma selv faretruende tæt på at dø. I to uger var Joseph syg af bekymring for Emma og passede og plejede hende, samtidig med at han sørgede over tabet af baby Alvin. Da Emma endelig viste tegn på at komme til hægterne igen, vendte Josephs tanker sig mod Martin og siderne.8
Idet Emma fornemmede Josephs uro, opmuntrede hun ham til at tage tilbage til Palmyra og se til Martin og siderne. Synligt forstemt tog han en postvogn nordpå. Ude af stand til at spise eller sove på turen ankom Joseph til sine forældres hjem – efter at have gået 32 km midt om natten, fra hvor postvognen havde sat ham af – og kun takket være en medpassager, som havde fået ondt af ham.9
Efter Joseph var nået frem og endelig havde fået lidt mad i sig, sendte man bud efter Martin. Han skulle spise morgenmad hos familien Smith, men han dukkede ikke op før til middag. Han gik langsomt og standsede op ved lågen, hvor han satte sig på stakittet, trak hatten ned over øjnene og bare blev siddende.10
»Alt er tabt!«
Martin kom endelig ind i huset. Uden at sige et ord tog han sit bestik op for at spise. Men inden han tog en bid, råbte han: »Åh, jeg fortabte sjæl!«11
Hvortil Joseph sprang op og udbrød: »Martin, har du mistet siderne? Har du brudt din ed og bragt fordømmelse over mit hoved såvel som dit eget?«
Martin svarede dystert: »Ja, de er væk, og jeg ved ikke, hvor de er.«12 (Martin havde vist siderne til flere end de fem personer, og som Joseph senere fandt ud af, var de »ved list blevet taget fra ham«).13
Joseph eksploderede i et hyl og råbte: »Alt er tabt! Alt er tabt! Hvad skal jeg gøre? Jeg har syndet – det er mig, der har fristet Guds vrede.« Dermed fyldte »hulken og jamren og de mest bitterlige klager huset,« og Joseph var den, der viste størst sorg af dem alle.14
Arbejdet med oversættelsen lå stille for en tid, og pladerne og oversætterne blev taget fra Joseph indtil den 22. september – en skarp påmindelse om den tidligere prøveperiode. Han blev også irettesat skarpt af Herren:
»Og se, hvor ofte har du ikke overtrådt Guds befalinger og love og ladet dig overtale af mennesker.
For se, du burde ikke have frygtet mennesker mere end Gud. Skønt mennesker regner Guds råd for intet og ringeagter hans ord,
burde du dog have været trofast; og så ville han have udstrakt sin arm og beskyttet dig imod alle Modstanderens brændende pile; og han ville have været med dig i hver modgangsstund« (L&P 3:6-8).
Forestil jer, hvor svært det har været at modtage sådan en åbenbaring. Joseph havde lige mistet sin førstefødte søn. Han havde nær mistet sin hustru. Og hans beslutning om at give Martin siderne var drevet af et oprigtigt ønske om at hjælpe en ven, som hjalp ham med det hellige værk. Men uanset hvor knust Joseph var, og hvor afhængig af Martin, han tænkte, at han var, så havde han glippet den ene ting, som Gud altid forventer af sine disciple: At man altid sætter sin lid til Herren og ikke til en arm af kød. Men til Josephs evige ære må man lade ham, at han lærte en lektie så dyb og grundlæggende, at han aldrig begik den samme fejl igen, og at han snart fik pladerne og oversætterne igen, hvorefter han udgav religiøse bidrag med en fart, man i verden ikke havde set, siden Jesus Kristus selv gik på jorden. I begyndelsen af foråret 1829 og nu med Oliver Cowdery ved sin side oversatte Joseph hele 588 sider af Mormons Bog på noget, der svarer til 65 arbejdsdage.15 Det var i sandhed en blændende fart sammenlignet med hans tidligere bestræbelser. Til sammenligning er det også værd at bemærke, at det tog 47 lærde 7 år at færdiggøre oversættelsen af King James Bibelen fra sprog, de allerede kendte.16
Midt i oversættelsen af Mormons Bog forkyndte Joseph og Oliver også, og de modtog og nedskrev åbenbaringer og blev døbt.
Joseph Smith prædiker, af Sam Lawlor.
Og midt i al denne afgørende produktivitet forkyndte Joseph og Oliver også, udover at de modtog og nedskrev åbenbaringer, deltog i gengivelsen af Det Aronske og Det Melkisedekske Præstedømme, blev døbt og passede deres huslige pligter og flyttede til Fayette i New York for at få manuskriptet trykt. Men det største mirakel i al dette ligger ikke i, hvor hurtigt tingene skete, men i kompleksiteten i det, der blev frembragt inden for den pressede tidsramme.
En bemærkelsesværdig, kompleks bog
Ifølge en nyere akademisk redegørelse er dette, hvad Joseph fik produceret i løbet af 65 dages arbejde med oversættelse: »Ikke alene rummer [Mormons Bog] mere end 1000 års historie, hvilket indebærer 200 forskellige navne og næsten 100 specifikke stedsangivelser, men selve fortællingen præsenteres som et værk af tre primære redaktører/historiefortællere – Nefi, Mormon og Moroni. Og disse skribenter hævder til gengæld, at de har baseret deres beretning på dusinvis af tidligere optegnelser. Resultatet er et komplekst miks, som rummer flere genrer, der spænder lige fra den direkte fortælling til indirekte prædikener og breve til kommentarer til skriften og poesi. Det kræver en betragtelig tålmodighed at udarbejde alle detaljerne i kronologien, geografien, genealogien og kildematerialet, men Mormons Bog er bemærkelsesværdig konsistent i alt dette. Kronologien er nærmest håndteret uden fejl, til trods for adskillige flashbacks og tidsmæssigt overlappende historier … og fortællerne har styr på både rækkefølge og familieforhold blandt de 26 nefitiske optegnelser og 41 jereditiske konger (inklusive rivaliserende slægtslinjer). Kompleksiteten er af en sådan art, at det ellers forudsætter, at forfatteren har arbejdet med oversigter og kort, alligevel benægtede Joseph Smiths hustru udtrykkeligt, at han havde skrevet noget ned på forhånd, eller at han havde husket noget udenad eller rådført sig om noget, når han oversatte, og hun hævdede, at Joseph begyndte arbejdsmøderne med at diktere uden at se på manuskriptet eller få det sidst skrevne læst op.«17
Tilføj desuden de ovenud sofistikerede litterære strukturer og de slående paralleller med fortidige traditioner og kommunikationsformer, der blandt andre ting er forbundet med den bog og oversættelsen af den.18
I lyset af dette er man nødt til at spørge, hvordan én mand kunne – og i særdeleshed næsten uden formel uddannelse – præstere den bedrift? For mig at se i det mindste, udtænkte Joseph Smith ikke Mormons Bog, for det kunne han ganske enkelt ikke. Men hvor logisk det end måtte lyde, er det ikke noget endeligt eller afgørende bevis for bogens sandfærdighed, og mit vidnesbyrd hviler heller ikke på det grundlag. Derimod understøtter det noget, som Ånden lærte mig for nylig som fuldtidsmissionær. I missionærskolens hellige haller i Provo og på græsklædte højdedrag i Skotland har jeg modtaget åndeligt vidnesbyrd på åndeligt vidnesbyrd om, at Joseph Smith var kaldet af Gud, at han var et redskab i hans hænder i disse sidste dage, og han fik en bog frem, som allerede fandtes lang tid, inden han blev født, en bog, der er sand og uden sidestykke – den unikke slutsten for et lykkeligt liv i retfærdighed.
Jeg erklærer også, at Joseph Smiths liv er et brændende vidnesbyrd om det, der måske er selve bogens samlede budskab. I begyndelsen af Mormons Bog erklærer Nefi: »Men se, jeg, Nefi, vil vise jer, at Herrens milde barmhjertighed er over alle dem, som han har udvalgt på grund af deres tro« (1 Ne 1:20; fremhævelse tilføjet). Og i slutningen af bogen siger Moroni tryglende: »Se, jeg vil formane jer til, at I, når I læser dette, hvis Gud anser det for víst, at I læser det, at I husker på, hvor barmhjertig Herren har været mod menneskenes børn fra Adams skabelse helt op til den tid, da I modtager dette« (Moro 10:3; fremhævelse tilføjet).19
Fra ende til anden viser vidnesbyrd og historien i Mormons Bog, at Gud længselsfuldt og ivrigt arbejder med, helbreder og velsigner dem – der trods deres synder og ufuldkommenheder – vender sig til ham i oprigtig anger og tro.
Sæt jeres lid til Gud
Ligesom Joseph Smith, behøver I ikke at være fuldkomne for at blive et kraftfuldt redskab i Guds hænder. Fejltagelser, fiasko og forvirring var en del af Josephs liv og mission, og de vil også være en del af jeres. Men fortvivl ikke. Lad jer ikke friste til at tænke »alt er tabt.« Alt er ikke tabt og vil aldrig være tabt for dem, der ser hen til nådens Gud og lever.
I har en broder, som våger over jer, som står rede til at redde jer og styrke jeres tjeneste med arme, som er langt stærkere end jeres egne arme – ja rent faktisk stærkere end alle menneskers arme. Disse arme vil bevare og velsigne jer »i hver modgangsstund« (L&P 3:8), uanset hvor ensomme og modløse I måtte føle jer. Stol derfor på de arme på jeres vej gennem livet og »vær modige og stærke! Vær ikke bange, og nær ikke rædsel … for Herren din Gud går selv med dig, han lader dig ikke i stikken og svigter dig ikke« (5 Mos 31:6).
Det opdagede Joseph og ændrede verden. Det kan I også.
Martin Harris standsede ved lågen hos familien Smith, satte sig på stakittet, trak hatten ned over øjnene og blev bare siddende.
Joseph og Oliver deltog i gengivelsen af Det Aronske Præstedømme i Susquehanna-dalen i foråret 1829.
New York
Pennsylvania
Palmyra
Harmony