Til vi ses igen
Af lam og hyrder
Min lille ven var bange i uvejret, og jeg kunne høre det bræge.
Fotografi: Suren Manvelyan/Thinkstock
Da jeg var en meget lille dreng, fandt min far et lam, der var helt alene ude i ørkenen. Den fåreflok, som dets mor tilhørte, var rykket videre, og på en eller anden måde var det lille lam blevet væk fra sin mor, og det havde hyrden tilsyneladende ikke opdaget. Eftersom det ikke var i stand til overleve alene i ørkenen, tog min far det med hjem. Det havde været den visse død for lammet, hvis det var blevet efterladt der, hvor prærieulvene havde spist det, hvis det ikke var død af sult, for det var så lille, at det stadig diede. Min far gav mig lammet, og jeg blev dets hyrde.
I adskillige uger varmede jeg komælk i en sutteflaske og fodrede lammet. Vi blev de bedste venner. Jeg kaldte ham Nigh – jeg husker ikke hvorfor. Det begyndte at vokse. Mit lam og jeg legede på græsplænen. Sommetider lå vi sammen på græsset, hvor jeg hvilede mit hoved på dets bløde, uldne side og så op på den blå himmel og de hvide, drivende skyer. Jeg bandt ikke mit lam fast i dagens løb. Det løb ingen vegne. Snart lærte det at spise græs. Jeg kunne kalde på mit lam alle steder på gården ved at lave så ægte en brægen, som jeg kunne: Mææh. Mææh.
En nat blev det et forfærdeligt vejr. Jeg havde glemt at lukke mit lam ind i laden den aften, hvilket jeg burde have gjort. Jeg gik i seng. Min lille ven var bange i uvejret, og jeg kunne høre det bræge. Jeg vidste, at jeg burde gå ud og hjælpe mit lille lam, men der var dejligt trygt, varmt og tørt i min seng. Så jeg stod ikke op, som jeg burde. Da jeg gik ud næste morgen, var mit lam dødt. En hund havde også hørt det bræge og dræbt det. Mit hjerte var knust. Jeg havde ikke været en god hyrde eller vogter for det, min far havde betroet mig. Min far sagde: »Søn, burde jeg ikke kunne regne med, at du tog dig af et enkelt lam?« Min fars bemærkning sårede mig mere end tabet af min uldne ven. Den dag besluttede jeg mig som dreng for, at jeg aldrig mere ville forsømme min pligt som hyrde, hvis jeg nogensinde kom i den situation igen …
Her mere end tres år efter kan jeg stadig høre det brægende, bange lam fra min barndom, som jeg ikke passede, som jeg burde. Jeg husker også stadig min fars kærlige irettesættelse: »Søn, burde jeg ikke kunne regne med, at du tog dig af et enkelt lam?« Jeg tænker på, hvordan vi vil have det i evigheden, hvis vi ikke er gode hyrder.
Fra James E. Faust, »Hyrdens ansvar« Stjernen, juli 1995, s. 45-46.