Pionererne: Et anker i denne tid
Ældste Marcus B. Nash
De Halvfjerds
Fra talen »Pioneers – Anchors for the Future«, som blev holdt i Salt Lake City ved et solopgangsmøde for the Sons of Utah Pioneers den 24. juli 2013.
Husk pionererne, husk deres historier og Guds bærende, frelsende og udfriende kraft, der kom som følge af deres håb og tro.
Overbevist om Mormons Bogs sandfærdighed bad Weltha Bradford Hatch om at blive døbt i en tilfrossen flod, frem for at vente til det blev sommer.
I 1832 boede Weltha Bradford Hatch – en af min hustru Shelleys formødre – og hendes mand, Ira, i den lille by Farmersville i New York i USA, der ligger nær Lake Seneca. Da missionærerne Oliver Cowdery og Parley P. Pratt besøgte dem, købte Weltha en Mormons Bog og læste den med det samme. Overbevist om dens sandfærdighed bad hun om at blive døbt.
Men hendes mand rådede hende til at vente på grund af den tiltagende forfølgelse og en nær forestående fødsel. Kort tid efter Weltha havde født, blev hun døbt – men først var man nødt til at hugge et hul i isen på floden, før man kunne udføre ordinancen.1
Ira var fascineret af det evangeliske budskab. Han ville gerne vide mere og følte sig også tilskyndet til at bidrage til tempelbyggeriet i Kirtland. Derfor rejste han og Weltha i hestevogn til Kirtland i Ohio i USA for at møde profeten Joseph Smith. Da de ankom, fik de at vide, at profeten var at finde med en gruppe mænd, der beskar træer i en nærliggende lund.
Da de kom til lunden, satte en af mændene sin økse i et træ og gik hen til dem og sagde: »Broder Hatch, jeg har ventet dig i tre dage; pengene, du har med, skal bruges til at bygge forhøjningen i templet.«
Manden hed Joseph Smith. Det er vel unødvendigt at sige, at Ira blev døbt, og han og Weltha vendte hjem for at samle deres habengut og slutte sig til de hellige i Kirtland.2
En af mine forfædre, Isaac Bartlett Nash, sluttede sig til Kirken i Wales og krydsede Atlanten og de amerikanske sletter for at slutte sig til de hellige i Salt Lake City. Efter han var kommet frem, hørte han en af Kirkens præsiderende ældster fordømme brugen af tobak med disse ord: »Der er ældster i denne forsamling, som sidder med tobak i munden, som end ikke et svin ville tygge.« Isaac, der sad og tyggede tobak, tog det langsomt ud af munden og smed det ned på jorden og sagde til tobakken: »Bliv der, til jeg kommer og henter dig.« Det gjorde han aldrig.3
Hvad var det, der drev Weltha til at lade sig døbe i en tilfrossen flod, frem for at vente til det blev sommer? Hvad var det, der motiverede Ira til at rejse fra New York til Ohio for at give penge til et tempelbyggeri i en kirke, som han endnu ikke var medlem af? Hvad gjorde Isaac i stand til at forlade sit fædreland, sejle over Atlanterhavet, krydse sletterne og udover alle de andre ting, han havde ladet bag sig, droppe tobakken?
Præsident Gordon B. Hinckley (1910-2008) sagde: »Kraften, som bevægede vores forfædre i evangeliet, var kraften i troen på Gud. Det var den samme kraft, der gjorde udvandringen fra Egypten mulig, der åbnede en vej i Det Røde Hav, muliggjorde den lange vej gennem ørkenen og grundlæggelsen af Israel i det forjættede land.«4
Tro er både et princip om handling og kraft.5 Den »er ikke at have fuldkommen kundskab om noget« (Alma 32:21). Den er snarere en »overbevisning« fra Ånden (se Hebr 11:1, fodnote 1), som bevæger os til handling (se Jak 2:17-26; 2 Ne 25:23; Alma 34:15-17), til at følge Frelseren og holde alle hans bud, selv i svære og genvordige tider (se Eter 12:4-6).6 Lige så sikkert som solen gryr om morgenen, afføder tro håb – forventningen om kommende gode ting (se Moro 7:40-42) – og oppebærer os i Guds kraft.7
Dersom tro var den kraft, der bevægede vore pionerforfædre, så var det håbet, som deres tro affødte, der forankrede dem. Moroni skrev:
»Ved tro bliver alt opfyldt.
Derfor kan den, der tror på Gud, med vished håbe på en bedre verden, ja, en plads ved Guds højre hånd, hvilket håb kommer af tro og udgør et anker for menneskenes sjæl, som vil gøre dem sikre og standhaftige, altid rige på gode gerninger, og lede dem til at herliggøre Gud« (Eter 12:3-4).
Pionerernes klippefaste tro på Kristus bevægede dem til at handle i håb, forventningen om en bedre fremtid – ikke blot for sig selv, men også for deres efterkommere. Takket være det håb, var de sikre og standhaftige, og de priste Gud trods alle afsavn. For de standhaftige og trofaste viste Guds kraft sig på mange mirakuløse måder.
Hvordan kan pionererne være et anker for os i dag? Jeg har tre forslag:
Husk pionererne
Husk pionererne, husk deres historier og Guds bærende, frelsende og udfriende kraft, der kom som følge af deres håb og tro. Vore pionerforfædre kan hjælpe os til at huske, at vi er et pagtsfolk og bekræfte, at Gud, som vi har indgået pagt med, og som er uforanderlig (se Morm 9:19), vil velsigne os i svære tider, ligesom han velsignede vore pionerfædre og -mødre.
Alma belærte om, at Gud »vil opfylde alle sine løfter, som han vil give [os], for han har opfyldt sine løfter, som han har givet vore fædre« (Alma 37:17). Med denne viden kan vi lade os inspirere af pionererne til som dem at handle i tro og være forankret i håb.
Det er det anker, vi søger i en moralsk, åndeligt og timeligt tumultagtig verden: Den levende, bevægende tro på Kristus og det håb, der forankrer os på hans vej.
Historien om Willies og Martins håndkærrekompagnier er blevet et symbol på de tidlige pionerers tro og håb. Det er et mirakel, at kun 200 af de omtrent 1000 medlemmer af kompagnierne døde.8 Den tro og det håb, som deres redningsmænd udviste, reddede tillige med guddommelig assistance håndkærrekompagnierne.9
Da de var taget fra Saltsødalen, blev redningsfolkene ramt af de samme tidlige, hårde og ubarmhjertige vinterstorme, som havde begravet håndkærrekompagnierne. I mødet med naturens voldsomhed vaklede nogle af redningsfolkene i deres tro og mistede håbet og vendte om.
Men Reddick Allred bemandede standhaftigt en redningsstation i tre uger i det voldsomme vintervejr. Selvom en anden redningsmand forsøgte at overtale broder Allred til at vende om med ham, afviste broder Allred det:
»Jeg afslog hans forslag og … rådede ham til at blive, for livet for dem i kompagniet afhang af os,« skrev han i sin dagbog. »Derpå foreslog han, at jeg som leder af stationen, og de satte deres lid til mig, skulle spørge Herren om, hvad vi skulle gøre. Det gjorde jeg indsigelser imod, da [Herren] allerede havde sagt, hvad han ønskede af os.«10
En sådan urokkelig tro i svære tider skaber standhaftige mænd og kvinder og giver en sikker og stabil kurs, når potentielt slørende storme raser. En af frugterne ved en sådan tro er, at de, som er i besiddelse af den, bliver i stand til at nære, redde og velsigne andre. Forestil jer den varme, som Reddick Allred følte, da han så håndkærrekompagniet ankomme til sin station. Forestil jer den glæde, de oplevede i kompagniet, da de så ham!
Husk, at de stod sammen
Husk, at pionererne generelt set stod samlet og forenet. Historikere har bemærket, at de sidste dages helliges udvandring mod vest adskilte sig fra andre udvandringer mod det vestlige USA.
»De var bogstavelig talt små landsbyer på vandring, landsbyer bestående af ædruelighed, solidaritet og en disciplin, der var uhørt noget andet sted på sporene mod vest …
Der var ikke mange af emigranterne på vej mod Californien eller Oregon, der havde tanke for dem, der fulgte … Det gjaldt ikke for mormonerne. Pionerkompagniernes første tanke var at notere, hvor det var godt at slå lejr, finde brænde, vand og græs og måle afstande og sætte milepæle op. De og de følgende kompagnier knoklede for at bygge broer og grave ud i de stejle skrænter for at lette adgangen til vadesteder. De lavede rafter og færger og efterlod dem til senere brug for de efterfølgende kompagnier.«11
Årsagen til denne forskel var, at medlemmerne af Kirken var ude i det ærinde at opbygge Zion. Sagt mere praktisk er Zion, hvor »enhver agte[r] sin broder som sig selv og øve[r] dyd og hellighed over for [Herren]« (L&P 38:24). Zion er – et samfund, hvor folk er ét af hjerte og sind og lever i retfærdighed, og der er ingen fattige iblandt dem (se Moses 7:18) – og det var og er resultatet af, at »enhver stræber efter at tilgodese sin næste og gøre alt alene med Guds ære for øje« (L&P 82:19).
Denne følelse af fællesskab og gensidigt ansvar affødte en samlet og forenet bestræbelse på at følge Guds profet. Det er en primær årsag til, at pionererne nød den fremgang, de gjorde, og det er en vigtig del af arven efter dem. De hvisker fra støvet, at vi også kun kan gå fremad i Herrens kraft i den udstrækning, at vi handler som ét i fællesskabsånd og gensidigt ansvar for at følge Herrens profet.
Videregivelse af pionerånden
Vi er ansvarlige for at indgyde den samme ånd, der drev pionererne fremad, i vore børn og børnebørn. Vi kan se et enkelt eksempel på, hvordan det gøres i familien Muñoz i Otavalo i Ecuador. Da jeg i marts 2013 mødte bror Juan José Muñoz, hans hustru, Laura, og en af deres sønner, Juan Amado, for at høre om deres tid i Kirken. Jeg fandt ud af, at bror Muñoz var en de første konvertitter i Otavalo.
Da han var dreng, fik bror Muñoz en Mormons Bog på spansk. Han kunne ikke læse den, men han kunne mærke en særlig kraft og ånd, når han havde den i hånden. Han gemte den derhjemme, for han vidste, at hans brødre ville ødelægge den.
Fra tid til anden tog han bogen frem fra gemmestedet og holdt den bare og mærkede dens kraft. Trods markant modgang og modstand sluttede han sig til Kirken og blev en af de allerførste missionærer, der blev kaldet fra byen Otavalo. Senere giftede han sig med en hjemvendt søstermissionær og sammen har de opfostret en trofast og evangelieorienteret familie. Han har tjent trofast som leder i Kirken og bistået med oversættelsen af Mormons Bog og tempelordinancerne til hans modersmål quechua.
Juan Amado, som var hjemvendt fra sin mission, græd, da vi lyttede til bror Muñoz fortælle sin historie. Da hans far afsluttede, sagde denne gode søn: »Jeg har altid påskønnet de tidlige pionerer, som gik tværs over de nordamerikanske sletter med deres håndkærrer. Deres tro, selvopofrelse og hengivenhed har inspireret mig og rørt mig dybt hele mit liv. Men det er først i dag, at jeg indser, at der også er pionerer her i Otavalo, og det er mine forældre! Det fylder mig med glæde.«
Af bror og søster Muñoz lærer vi, at vi videregiver en pionerarv af tro ved at være pionerer – ved at åbne for, vise og efterleve evangeliet på en måde, andre kan følge. Når vi vedvarende udøver tro på Herren og forankrer vores sjæl i håb til ham, bliver vi »sikre og standhaftige, altid rige på gode gerninger, og [ledt] til at herliggøre Gud« (Eter 12:4). Så kan vi ligesom Reddick Allred redde dem, der er faret vild på livets spor, og de – og fremtidige generationer – vil af os lære om kraften og freden i sådant et liv.
Ældste M. Russell Ballard fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt:
»De fleste af os vil ikke blive bedt om at udvise tro og mod ved at pakke nogle få ejendele ned i en vogn eller håndkærre og vandre 2.000 km. Vi møder anderledes udfordringer i dag – andre bjerge, der skal bestiges, andre floder, der skal krydses og andre dale, vi skal få til at ›blomstre som rosen‹ (Es 35:2) …
Vores kamp består i at leve i en verden gennemsyret af synd og åndelig ligegyldighed, hvor vellevned, uærlighed og grådighed synes at være til stede overalt. Vor tids ødemark er fyldt med forvirring og modstridende budskaber.«
Vi må ikke være lemfældige omkring Guds bud, tilføjede ældste Ballard. »Det kræver tro og styrke af en oprigtig, nutidig pioner at undgå verdens fristelser og ondskab.«12
Må vi hver især ligeledes beslutte os for at være pionerer og gå foran og bane vejen for andre, som er blevet slået af en verden, der er gennemsyret af synd, forvirring og tvivl. Må vi huske pionererne og deres historier, huske, at de kom for at opbygge Zion ved fælles hjælp, og dernæst påtage os ansvaret for at indgyde en sådan tro i alle, vi møder – især blandt de unge – og gøre det ved at bringe vores eget »levende …offer« (Rom 12:1) ved en livsførelse, der er motiveret af tro på Herren Jesus Kristus og forankret i håbet om alle de gode gaver, der kommer gennem ham.
At være pioner betyder, at vi ikke bliver »trætte af at gøre godt« (L&P 64:33). Weltha Hatch tillagde det uden tvivl ingen særlig betydning at skulle døbes i den iskolde flod. Isaac Nash tænkte ej heller på, at det var af afgørende betydning, at han spyttede tobakken ud. Og hvad angår Reddick Allred, så gjorde han jo bare, hvad Herren havde sagt, han skulle gøre.
Af alle disse små og enkle ting kom der noget stort! Så lad os huske, at der ikke findes for små ting i store bestræbelser. Når vi efterlever evangeliet, følger profeten, vælger tro frem for tvivl og gør de små ting, der fremmer tro og afføder det håb, som er et anker for sjælen, vil vi alle blive pionerer, som baner en vej, som andre kan følge.
»Pengene, du har med, skal bruges til at bygge forhøjningen i templet,« sagde profeten Joseph Smith til Ira Hatch, da de mødtes første gang. Ira blev imponeret af profeten og blev døbt og flyttede med sin familie fra New York til Kirtland i Ohio.
Illustrationer: Dan Burr; fotografier anvendt med tilladelse fra Kirkens historiske bibliotek; rammeillustrationer: kittimages/iStock/Thinkstock
Fotografi af familien Muñoz udlånt af ældste Marcus Nash