Min mors brudekjole
Angélica Flores Algaba, Querétaro, Mexico
Jeg var en lille pige, da jeg første gang så min mors brudekjole. Den var omhyggeligt pakket ned i en æske, og jeg husker, at min mor foldede den forsigtigt ud, så jeg kunne se den. Hvor var den smuk! Jeg ønskede brændende at bære den kjole, når jeg engang skulle giftes.
Min mor lagde den forsigtigt sammen og lovede, at jeg måtte låne den en dag. Hun fortalte, at kjolen havde været en særlig gave fra min far. Hun så så forelsket og smuk ud på sine bryllupsbilleder. Mine forældre, der ikke var medlemmer af Kirken, var vidunderlige mennesker.
Jeg lærte Kirken at kende, da jeg mødte den mand, jeg senere giftede mig med. Mødet med ham blev usædvanligt, for selvom han ikke var aktiv i Kirken, førte det til historien om det første syn. Jeg syntes, det var en forrygende historie, men jeg var ikke parat til at godtage den.
Da vi havde gået ud sammen i 16 måneder, gik mine drømme i opfyldelse, da jeg iført min mors brudekjole med langt slæb gik op ad kirkegulvet mod min forlovede. Jeg var så forelsket. Der var mange, der sagde, at jeg lignede min mor, da hun blev gift.
Årene gik, og vi fik to sønner. Når min mand prøvede at komme tilbage til Kirken, satte jeg en kæp i hjulet. Selvom jeg ikke var aktiv i den kirke, jeg var vokset op med, så havde jeg svært ved at acceptere en anden kirke.
Det ændrede sig endeligt efter 19 års ægteskab. Min mand vendte tilbage til Kirken, og nogle få uger efter begyndte jeg at tage med ham. Jeg fik hurtigt et vidnesbyrd, og jeg blev døbt og bekræftet. Snart efter blev mit største ønske at forberede mig til at blive beseglet til min mand i templet.
Da dagen for den glædelige begivenhed oprandt, bar jeg igen min mors hvide kjole. En ven fra Kirken havde tilpasset den, så den passede bedre til templet. Jeg har båret den i templet lige siden.
Da var min far død, og i min mors sidste tid var hun endnu ikke klar til at acceptere den genoprettede kirke. Men jeg fortalte hende mange vidunderlige ting om genoprettelsen. Jeg fortalte hende også, at hun ville høre budskabet om at det sande evangelium, når hun var kommet igennem sløret. Jeg lovede hende, at når der var gået et år, ville jeg bære vores kjole på vegne af hende, så hun kunne modtage tempelordinancerne og blive beseglet til min far. Og det gjorde jeg.
Min kjole er gammel nu, og jeg ved, at jeg en dag bliver nødt til at opgive den. Men indtil den dag vil jeg bære den i kærlighed – til min mand, min mor og far, de familiemedlemmer, jeg har udført ordinancer for i templet, det sande evangelium, mine hellige pagter og vor himmelske Fader og hans søn, Jesus Kristus.