Guddommelig utilfredshed

Michelle D. Craig

Førsterådgiver i Unge Pigers hovedpræsidentskab

Guddommelig utilfredshed kan få os til at handle i tro, følge Frelserens opfordring til at gøre godt og ydmygt give ham vores liv.

Da jeg gik i folkeskolen, gik vi hjem ad en asfalteret sti, der snoede sig op og ned ad en bakke. Der var en anden sti, der ikke var asfalteret og blev kaldt »drengestien«. Drengestien var en nedtrådt sti på jorden, der førte direkte op ad bakken. Den var kortere, men meget stejlere. Som lille pige vidste jeg, at jeg kunne gå op ad alle de stier, drengene kunne. Og hvad der var vigtigere, så vidste jeg, at jeg levede i de sidste dage, og at jeg var nødt til at gøre svære ting, ligesom pionererne, og jeg ønskede at være beredt. Så med jævne mellemrum forlod jeg mine venner på den asfalterede sti, tog mine sko af og gik barfodet op ad drengestien. Jeg prøvede at hærde mine fødder.

Som lille primarypige tænkte jeg, at det var det, jeg kunne gøre for at berede mig. Nu er jeg blevet klogere! Frem for at gå barfodet op ad bjergstier ved jeg, at jeg kan berede mine fødder til at gå på pagtens sti ved at reagere på Helligåndens opfordringer. For Herren kalder gennem sin profet os alle til, at vi skal leve og tage os af andre på et »højere plan og en helligere måde« og til at »tage et skridt opad«.¹

Når disse profetiske kald til handling kombineres med vores medfødte fornemmelse af, at vi kan gøre og være mere, skaber det sommetider det inden i os, som ældste Neal A. Maxwell kaldte »guddommelig utilfredshed«.² Guddommelig utilfredshed opstår, når vi sammenligner »det, vi er, [med] det, vi kan blive«.³ Hvis vi er ærlige, føler vi alle en kløft mellem hvor og hvem vi er, og hvor og hvem vi ønsker at blive. Vi længes efter at kunne mere. Vi har disse følelser, fordi vi er Guds døtre og sønner, som er født med Kristi lys og dog lever i en falden verden. Disse følelser er gudgivne og skaber en trang til at handle.

Vi bør byde disse følelser af guddommelig utilfredshed velkomne, idet de kalder os til et højere plan, samtidig med at vi erkender og undgår Satans efterligning: lammende modløshed. Det er et stort hul, som Satan er alt for ivrig efter, vi hopper ned i. Vi kan vælge at gå ad den højere vej, der fører os til at søge efter Gud og hans fred og nåde, eller vi kan lytte til Satan, som bombarderer os med budskaber om, at vi aldrig vil være nok: rige nok, kloge nok, smukke nok eller noget som helst nok. Vores utilfredshed kan blive guddommelig – eller destruktiv.

Handl i tro

En måde at skelne mellem guddommelig utilfredshed og Satans efterligning på er, at guddommelig utilfredshed leder os til trosbaseret handling. Guddommelig utilfredshed er ikke en opfordring til at blive i vores tryghedszone, ej heller vil den føre til, at vi bliver fortvivlede. Jeg har lært, at når jeg svælger i tanker om alt det, jeg ikke er, går jeg ikke fremad, og jeg synes, det er meget vanskeligere at føle og følge Ånden.⁴

Som ung mand blev Joseph Smith aldeles opmærksom på sine mangler og blev bekymret for sin »udødelige sjæls velfærd«. Med hans egne ord: »Jeg blev meget ulykkelig, for jeg blev klar over mine synder, og … jeg følte lyst til at sørge over mine synder samt over verdens synder.«⁵ Dette førte til, at han havde »alvorlige overvejelser og stor uro«.⁶ Lyder det bekendt? Er I urolige eller ulykkelige over jeres mangler?

Men Joseph gjorde noget. Han fortalte: »Jeg [sagde] ofte til mig selv: Hvad kan man stille op?«⁷ Joseph handlede i tro. Han vendte sig mod skrifterne, læste opfordringen i Jakobs Brev 1:5 og vendte sig mod Gud for at få hjælp. Den deraf følgende åbenbaring indvarslede genoprettelsen. Hvor er jeg taknemmelig for, at Josephs guddommelige utilfredshed, hans periode med uro og forvirring, ansporede ham til at handle i tro.

Følg tilskyndelser til at gøre godt

Verden bruger ofte utilfredshed som en undskyldning for selvoptagethed, for at vende vores tanker indad og bagud og dvæle personligt ved, hvem jeg er, hvem jeg ikke er, og hvad jeg ønsker. Guddommelig utilfredshed motiverer os til at følge Frelserens eksempel, han som »færdedes overalt og gjorde vel«.⁸ Når vi går ad disciplens vej, vil vi få nogle åndelige puf til at række ud til andre.

En beretning, jeg hørte for år tilbage, hjalp mig til at genkende og derefter følge Helligåndens tilskyndelser. Søster Bonnie D. Parkin, tidligere hovedpræsident for Hjælpeforeningen, fortalte følgende:

»Susan … var en fantastisk syerske. Præsident [Spencer W.] Kimball hørte til hendes menighed. En søndag bemærkede Susan, at han havde fået et nyt jakkesæt. Hendes far havde for nylig … haft noget udsøgt silkestof med til hende. Susan tænkte, at det stof kunne blive et flot slips, der ville passe til præsident Kimballs nye jakkesæt. Så om mandagen lavede hun slipset. Hun pakkede det ind i silkepapir og gik hen til den gade, hvor præsident Kimball boede.

På vej hen mod hoveddøren stoppede hun pludselig op og tænkte: ›Hvem er jeg at lave et slips til profeten? Han har sikkert en masse af dem.‹ Hun besluttede, at hun havde begået en fejltagelse og vendte sig for at gå.

Lige i det øjeblik åbnede søster Kimball døren og sagde: ›Åh, Susan!‹

Susan blev helt nervøs og pinligt berørt og sagde: ›Jeg så præsident Kimball i sit nye jakkesæt i går. Far har lige haft noget silke med til mig fra New York … og derfor lavede jeg et slips til ham.‹

Før Susan kunne nå at fortsætte, stoppede søster Kimball hende, tog fat om hendes skuldre og sagde: ›Susan, undertryk aldrig en tanke om at gøre godt.‹«⁹

Det elsker jeg! »Undertryk aldrig en tanke om at gøre godt.« Når jeg sommetider får en indskydelse til at gøre noget for nogen, spekulerer jeg på, om det var en tilskyndelse eller bare mine egne tanker. Men så husker jeg, at »det, som er af Gud, opfordrer og tilskynder til bestandig at gøre godt; derfor er alt det, som opfordrer og tilskynder til at gøre godt og til at elske Gud og til at tjene ham, inspireret af Gud.«¹⁰

Hvad enten de er direkte tilskyndelser eller blot indskydelser til at hjælpe, er en god gerning aldrig spildt, for »kærligheden hører aldrig op«¹¹ – og det er aldrig forkert.

Ofte er tidspunktet ubelejligt, og vi kender sjældent virkningen af vores små tjenestegerninger. Men nu og da kan vi se, at vi har været redskaber i Guds hænder, og vi bliver taknemmelige for at vide, at når Helligånden virker gennem os, er det en tilkendegivelse af Guds billigelse.

Søstre, I og jeg kan bønfalde Helligånden om at vise os »alt det, som [vi] skal gøre«,¹² selv når vores huskeseddel allerede er helt fyldt ud. Når vi tilskyndes til det, kan vi lade opvasken stå i vasken eller rejse os fra en indbakke fuld af udfordringer, der kræver opmærksomhed, for at læse for et barn, besøge en ven, passe en nabos børn eller tage til templet. Misforstå mig ikke, jeg elsker huskesedler, og jeg elsker at strege ting ud. Men fred kommer, når vi ved, at det at være mere ikke nødvendigvis er det samme som at gøre mere. At reagere på utilfredshed ved at beslutte at følge tilskyndelser ændrer den måde, som jeg tænker på »min tid« på, og jeg anser ikke mennesker som forstyrrelser, men som formålet med mit liv.

Guddommelig utilfredshed leder os til Kristus

Guddommelig utilfredshed leder til ydmyghed, ikke til selvmedlidenhed eller modløshed, som kommer af at lave sammenligninger, hvor vi altid kommer til kort. Kvinder, der holder deres pagter, findes i alle størrelser og former: deres familie, deres livserfaringer og deres omstændigheder er forskellige.

Naturligvis vil vi alle komme til kort i forhold til vores guddommelige potentiale, og der er en vis sandhed i at indse, at alene slår vi ikke til. Men evangeliets gode nyhed er, at med Guds nåde slår vi til. Med Kristi hjælp kan vi gøre alt.¹³ Skrifterne lover, at vi vil »finde nåde til hjælp i rette tid.«¹⁴

Den overraskende sandhed er, at vores svagheder kan være en velsignelse, når de gør os ydmyge og vender os til Kristus.¹⁵ Utilfredshed bliver guddommelig, når vi ydmygt henvender os til Jesus Kristus med vores mangler frem for at holde os tilbage på grund af selvmedlidenhed.

I virkeligheden begynder Jesu mirakler ofte med en erkendelse af mangler, behov, nederlag eller utilstrækkelighed. Kan I huske brødene og fiskene? I alle evangelierne beskrives, hvordan Jesus mirakuløst bespiste de tusinder, der fulgte ham.¹⁶ Men beretningen begynder med, at disciplene erkender deres utilstrækkelighed. De så, at de kun havde »fem bygbrød og to fisk; men hvad er det til så mange?«¹⁷ Disciplene havde ret: De havde ikke mad nok, men de gav det, de havde, til Jesus, og da sørgede han for miraklet.

Har I nogen sinde følt, at jeres talenter og gaver var for små til den opgave, der lå foran jer? Det har jeg. Men I og jeg kan give, hvad vi har, til Kristus, og han vil mangedoble vores indsats. Det, I har at byde ind med, er mere end rigeligt, selv med jeres menneskelige skrøbeligheder og svagheder, hvis I stoler på Guds nåde.

Sandheden er, at vi hver især er én generation væk fra guddommen, alle er vi et barn af Gud.¹⁸ Og ligesom vor himmelske Fader har gjort med både profeter og almindelige mænd og kvinder gennem tiderne, har han også til hensigt at forandre os.

C.S. Lewis forklarede Guds forvandlende kraft på denne måde: »Forestil jer, at I er et levende hus. Gud kommer ind for at ombygge dette hus. I begyndelsen forstår I måske det, han gør. Han ordner afløbene og stopper hullerne i taget og så videre. I vidste godt, at disse opgaver skulle udføres, så I er ikke overraskede. Men nu begynder han at hamre i huset på en måde, som gør utroligt ondt … [Ser I,] han er ved at bygge et helt andet hus end det, I havde tænkt jer … I troede, at I skulle gøres til en pæn lille hytte, men han bygger et palads. Han har i sinde at komme og bo i det selv.«¹⁹

Takket være Frelserens sonoffer kan vi blive i stand til at løse de opgaver, der ligger forude. Profeterne har forklaret, at når vi bestiger disciplens sti, kan vi blive helliget gennem Kristi nåde. Guddommelig utilfredshed kan få os til at handle i tro, følge Frelserens opfordring til at gøre godt og ydmygt give ham vores liv. I Jesu Kristi navn. Amen.