Indledende bemærkninger

Præsident Russell M. Nelson

Det er nu tid for en kirke centreret om hjemmet, som støttes af det, der foregår i vores grenes, menigheders og staves bygninger.

Mine kære brødre og søstre, vi har set frem til at samles med jer igen ved Kirkens generalkonference i oktober. Vi byder hver eneste hjertelig velkommen. Vi er dybt taknemlige for jeres styrkende bønner. Vi kan mærke deres virkning. Tak!

Vi er taknemlige for jeres kolossale indsats for at gennemføre de råd, der kom ved generalkonferencen for seks måneder siden. Stavspræsidentskaber over hele verden har søgt den nødvendige åbenbaring til at reorganisere ældsternes kvorummer. Mænd i disse kvorummer arbejder flittigt sammen med vores hengivne hjælpeforeningssøstre på at udvise omsorg for vores brødre og søstre på en højere og helligere måde. Vi er inspireret af jeres godhed og ekstraordinære indsats for at bringe Frelserens kærlighed ud til jeres familier, naboer og venner og for at vise dem omsorg, som han ville.

Siden aprilkonferencen har søster Nelson og jeg mødtes med medlemmer på fire kontinenter og på øerne i havet. Fra Jerusalem til Harare, fra Winnipeg til Bangkok har vi oplevet jeres store tro og styrken i jeres vidnesbyrd.

Vi er overvældet af glæde over antallet af vores unge, som har tilsluttet sig Herrens bataljon af unge for at bidrage til at indsamle det adspredte Israel.¹ Vi takker jer! Og når I fortsætter med at følge mine opfordringer ved vores verdensomspændende foredrag for unge, er det jer, der sætter en standard, som resten af os kan følge. Og I unge gør en utrolig forskel!

De seneste år har vi i Kirkens præsiderende råd kæmpet med et fundamentalt spørgsmål: Hvordan kan vi bringe evangeliets i dets enkle renhed og ordinancerne med deres evige virkning ud til alle Guds børn?

Som sidste dages hellige er vi blevet vant til at tænke på »kirke«, som noget der sker i vores kirkebygninger, og som støttes af det, der sker i hjemmet. Vi har behov for en justering af dette mønster. Det er nu tid for en kirke centreret om hjemmet, som støttes af det, der foregår i vores grenes, menigheders og staves bygninger.

Efterhånden som Kirken fortsat vokser over hele verden, bor mange medlemmer et sted, hvor der ikke er kirkebygninger – og hvor der måske heller ikke kommer nogen i den umiddelbare fremtid. Jeg husker en familie, der på grund af sådanne omstændigheder var nødt til at mødes i deres hjem. Jeg spurgte moderen, hvordan hun havde det med at gå i kirke i sit eget hjem. Hun svarede: »Jeg kan lide det! Min mand taler pænere i hjemmet nu, hvor han ved, at han skal velsigne nadveren her hver søndag.«

Kirkens mål har længe været at hjælpe alle medlemmer til at øge deres tro på vor Herre Jesus Kristus og på hans forsoning, at hjælpe dem med at indgå og holde deres pagter med Gud og at styrke og besegle deres familie. Det er ikke let i denne komplicerede verden i dag. Modstanderen forøger eksponentielt sine angreb på tro og på os og vores familie. For at overleve åndeligt må vi have modstrategier og proaktive planer. Derfor ønsker vi nu at iværksætte organisatoriske justeringer, der vil styrke vores medlemmer og deres familie yderligere.

I mange år har kirkeledere arbejdet på en koordineret læseplan til at styrke familier og enkeltpersoner gennem en plan baseret på hjemmet og understøttet af Kirken til at lære læren, styrke tro og fremme mere inderlig gudsdyrkelse. Vores indsats de seneste år har været at helligholde sabbatten – at gøre den frydefuld og et personligt tegn til Gud om vores kærlighed til ham – og det forstærkes af de justeringer, vi nu vil introducere.

Her denne formiddag bekendtgør vi en ny balance og forbindelse mellem evangelisk undervisning i hjemmet og i Kirken. Vi er hver især ansvarlig for vores personlige, åndelige vækst. Og skrifterne siger klart, at forældre har det primære ansvar for at undervise deres børn i læren.² Det er Kirkens ansvar at støtte hvert enkelt medlem i det guddommeligt fastsatte mål om at forøge sin åndelige kundskab.

Ældste Quentin L. Cook vil nu forklare disse vigtige justeringer. Alle medlemmer af Rådet bestående af Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum står forenet i at godkende dette budskab. Vi anerkender taknemligt inspiration fra Herren, der har påvirket udviklingen af de planer og procedurer, som ældste Cook vil præsentere.

Mine brødre og søstre, jeg ved, at Gud lever! Jesus er Kristus! Dette er hans kirke, som han leder ved profeti og åbenbaring til sine ydmyge tjenere. Det vidner jeg om i Jesu Kristi navn. Amen.