Kvinder og evangelisk læring i hjemmet

Præsident Henry B. Eyring

Andenrådgiver i Det Første Præsidentskab

Frelseren er jeres fuldkomne eksempel på, hvordan I vil spille en større rolle i hans tiltag om at lægge større vægt på evangelisk læring i hjemmet.

Mine elskede søstre, det er vidunderligt at være sammen med jer. Dette er en spændende tid i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Herren udøser kundskab ud over sin kirke, som han lovede, at han ville.

Kan I huske, det han sagde: »Hvor længe kan rindende vand forblive urent? Hvilken magt kan holde himlene tilbage? Mennesket kunne lige så godt strække sin svage arm ud for at standse Missourifloden i dens fastlagte løb, eller for at vende strømmen i modsat retning, som at hindre den Almægtige i at øse kundskab fra himlen ned over de sidste dages helliges hoveder.«¹

En del af Herrens nuværende deling af kundskab vedrører at fremskynde hans udgydelse af evig sandhed over hans folks hoved og ind i deres hjerte. Han har gjort det klart, at vor himmelske Faders døtre vil spille en fremtrædende rolle i den mirakuløse fremskyndelse. Et bevis på det mirakel er, at han leder sin levende profet til at lægge større vægt på evangelisk vejledning i hjemmet og i familien.

I spørger måske: »Hvordan gør det trofaste søstre til en primær kraft til at hjælpe Herren med at udgyde kundskab over sine hellige?« Herren kommer med svaret i »Familien: En proklamation til verden.« I husker ordene, men I kan måske se en ny betydning og se, at Herren forudså disse spændende ændringer, der nu sker. I den proklamation gav han søstrene ansvaret for at være den primære underviser i evangeliet i familien med disse ord: »Mødre har primært ansvaret for at opdrage deres børn.«² Det omfatter at nære evangelisk sandhed og kundskab.

Proklamationen fortsætter: »Fædre og mødre [er] forpligtet til at hjælpe hinanden som jævnbyrdige partnere.«³ De er jævnbyrdige partnere, lige i deres potentiale for åndelig udvikling og for at opnå kundskab og bliver således ét ved at hjælpe hinanden. De er ligeværdige i deres guddommelige skæbne om at blive ophøjet sammen. Mænd og kvinder kan faktisk ikke blive ophøjet alene.

Men hvorfor får en Guds datter, der er i et harmonisk og ligeværdigt forhold, så hovedansvaret for at nære med det vigtigste af alle næringsmidler, som alle må modtage, en kundskab om sandhed fra himlen? Så vidt som jeg forstår, har det været Herrens måde, siden familier blev skabt i denne verden.

Det var for eksempel Eva, der modtog kundskaben om, at Adam skulle spise af frugten fra kundskabens træ, for at de kunne holde alle Guds bud og stifte en familie. Jeg ved ikke, hvorfor Eva fik det at vide først, men Adam og Eva var i fuldkommen harmoni, da kundskaben blev udgydt over Adam.

Et andet eksempel på, at Herren bruger kvinders særlige gaver til at styrke og hjælpe, er den måde, hvorpå han styrkede Helamans sønner. Jeg får en klump i halsen, når jeg læser beretningen og mindes min mors stille forsikrende ord, da jeg forlod mit hjem for at tjene i militæret.

Helaman skrev:

»Det var blevet dem fortalt af deres mødre, at hvis de ikke tvivlede, ville Gud udfri dem.

Og de gentog deres mødres ord for mig, idet de sagde: Vi tvivler ikke på, at vore mødre vidste det.«⁴

Selvom jeg ikke kender alle Herrens grunde til at give hovedansvaret for at tage sig af familien til trofaste søstre, tror jeg, at det har noget at gøre med jeres evne til at elske. Det kræver stor kærlighed at føle andres behov mere end jeres egne. Det er Kristi rene kærlighed for den person, I skal tage jer af. Den følelse af næstekærlighed kommer fra den person, der blev valgt til at være den omsorgsgivende, og som er værdig til eftervirkningerne af Jesu Kristi forsoning. Hjælpeforeningens motto, som min egen mor var et eksempel på, synes for mig at være inspireret: »Kærligheden ophører aldrig.«

Som Guds døtre har I en medfødt og stor evne til at fornemme andres behov og til at elske. På grund af det er I mere modtagelige for Åndens hvisken. Ånden kan derefter vejlede jeres tanker, hvad I siger, og hvad I gør for at tage jer af folk, så Herren kan udøse kundskab, sandhed og mod over dem.

I søstre, der hører min røst, er alle på et unikt sted i jeres rejse gennem livet. Nogle er unge piger, der er til kvindernes møde for første gang. Nogle er unge kvinder, der forbereder jer til at være de omsorgsgivere, som Herren ønsker I er. Nogle er nygifte, der endnu ikke har fået børn, andre er unge mødre med et eller flere børn. Nogle er mødre til teenagere, og andre med børn i missionsmarken. Nogle har børn, der er blevet svage i troen, og som er langt væk hjemmefra. Nogle bor alene uden en trofast ledsager. Nogle er bedstemødre.

Uanset jeres personlige situation er I en del – en vigtig del – af Guds familie og af jeres egen familie, hvad enten det er i fremtiden, i denne verden eller i åndeverdenen. Jeres ansvar fra Gud er at nære så mange af hans og jeres familiemedlemmer, som I kan, med kærlighed og jeres tro på Herren Jesus Kristus.

Jeres praktiske problem er at vide, hvem I skal tage jer af, hvordan og hvornår. I har brug for Herrens hjælp. Han kender andres hjerte, og han ved, hvornår de er parate til at tage imod jeres hjælp. Jeres trosfyldte bønner vil være jeres nøgle til succes. I kan stole på, at I vil modtage hans vejledning.

Han kom med denne opfordring: »Bed Faderen i mit navn i tro, overbevist om at I skal modtage, så skal I få Helligånden, der tilkendegiver alt det, som er nødvendigt.«⁵

Udover bøn så vil et seriøst studium af skrifterne være en del af jeres tiltagende kraft til at tage jer af andre. Her er løftet: »Vær heller ikke på forhånd bekymrede for, hvad I skal sige; men gem bestandigt livets ord i jeres sind, så skal det gives jer i samme stund, hvilken del der skal måles ud til enhver.«⁶

Så I vil bruge mere tid på at bede, overveje og meditere over åndelige anliggender. I vil få kundskab om sandhed udøst ud over jer, og I vil vokse i jeres kraft til at tage jer af andre i jeres familie.

Der vil være tider, hvor I føler, at jeres fremgang, med hensyn til at lære, hvordan man bedre hjælper, er langsom. Det vil kræve tro at holde ud. Frelseren sendte jer denne opmuntring:

»Bliv derfor ikke trætte af at gøre godt, for I lægger grundvolden til et stort værk. Og af det, som er småt, udspringer det, som er stort.

Se, Herren kræver hjertet og et villigt sind; og de villige og lydige skal i disse sidste dage spise Zions lands goder.«⁷

Jeres tilstedeværelse her til aften er et bevis på, at I er villige til at tage imod Herrens invitation om at tage jer af andre. Det er sandt for selv de yngste her til aften. I kan vide, hvem I skal tage jer af i jeres familie. Hvis I beder med oprigtig hensigt, vil I komme i tanke om et navn eller et ansigt. Hvis I beder for at vide, hvad I skal gøre, eller hvad I skal sige, vil I føle svaret. Hver gang I adlyder, vil jeres kraft til at hjælpe vokse. I vil forberede jer på den dag, hvor I skal opdrage jeres egne børn.

Mødre til teenagere kunne bede om at vide, hvordan de kan opfostre en søn eller en datter, der ikke synes at reagere på hendes hjælp. I kan eventuelt bede for at få at vide, hvordan I kan have den åndelige indflydelse, som jeres barn har brug for og vil tage imod. Gud hører og besvarer sådanne inderlige bønner fra bekymrede mødre, og han sender hjælp.

Det kan også være, at en bedstemor her til aften føler hjertesorg på grund af sine børns og børnebørns problemer og vanskeligheder. Det kan være, at I kan finde mod og vejledning fra oplevelser, som familier i skrifterne har haft.

Fra Eva og Adams tid til fader Israel og til alle familier i Mormons Bog er der en sikker lektie om, hvad man skal gøre ved sorgen over uimodtagelige børn: Hold aldrig op med at elske.

Vi har Frelserens opmuntrende eksempel, da han tog sig af sin himmelske Faders oprørske åndelige børn. Selv når de og vi forårsager smerte, er Frelserens hånd stadig strakt ud.⁸ Han talte i 3 Nefi om sine åndelige søstre og brødre, som han uden held havde forsøgt at tage sig af: »O, I folk … som er af Israels hus, hvor ofte har jeg ikke samlet jer, som en høne samler sine kyllinger under sine vinger og har passet jer.«⁹

Til søstre på alle stadier af livets rejse, i enhver familiesituation og i enhver kultur er Frelseren jeres fuldkomne eksempel på, hvordan I vil spille en større rolle i hans tiltag om at lægge større vægt på evangelisk læring i hjemmet.

I vil tage jeres medfødte følelse af næstekærlighed med i ændringer i aktiviteter og praksisser i jeres familie. Det vil medføre større åndelig udvikling. Når I beder med og for jeres familie, vil I føle jeres og Frelserens kærlighed til dem. Det vil mere og mere blive jeres åndelige gave, når I søger det. Jeres familie vil føle det som om, at I beder med større tro.

Når familien samles for at læse skrifterne højt, har I allerede læst dem og bedt om dem for at forberede jer selv. I vil have fundet øjeblikke til at bede om, at Ånden vil oplyse jeres sind. Så når det er jeres tur til at læse, vil jeres familie føle jeres kærlighed til Gud og til hans ord. De vil blive næret af ham og af hans Ånd.

Den samme udgydelse kan komme, når familien er samlet, hvis I beder om det og planlægger det. Det kan kræve en indsats og tid, men det vil bringe mirakler med sig. Jeg kan huske noget, som min mor lærte mig, da jeg var lille. Jeg kan stadig se de farvede kort for mig, som hun havde lavet over apostlen Paulus’ rejser. Jeg undrer mig over, hvordan hun fandt tiden og energien til at gøre det. Og jeg er den dag i dag velsignet af hendes kærlighed til den trofaste apostel.

I vil hver især finde måder til at bidrage til udgydelsen af sandhed over jeres familie i Herrens genoprettede kirke. I vil hver især bede, studere og overveje for at finde ud af, hvad jeres unikke bidrag vil være. Men jeg ved dette: I vil alle, når I trækker på samme hammel sammen med Guds sønner, være en stor del af et mirakel med evangelisk læring og efterlevelse, der vil fremskynde Israels indsamling, og som vil forberede Guds familie på Herren Jesu Kristi glorværdige tilbagevenden. I Jesu Kristi hellige navn. Amen.