Glæden ved uselvisk tjeneste

Cristina B. Franco

Andenrådgiver i Primarys hovedpræsidentskab

Vi har lovet vor Fader i himlen, at vi vil tjene ham og andre med kærlighed og gøre hans vilje i alt.

Efter sidste generalkonference stillede mange mennesker mig det samme spørgsmål: »Er de stole behagelige?« Mit svar har hver gang været det samme: »De stole er meget behagelige, hvis man ikke skal tale.« Det er sandt, ikke? Min stol har ikke været lige så behagelig ved denne konference, men jeg er virkelig taknemmelig for den velsignelse og den ære, det er at tale til jer denne aften.

Somme tider, når vi tjener, kommer vi til at sidde i nogle andre stole. Nogle gange er de meget behagelige, og andre gange er de ikke, men vi har lovet vor Fader i himlen, at vi vil tjene ham og andre med kærlighed og gøre hans vilje i alt.

For nogle få år siden lærte Kirkens unge, at »når I ›indtræder i Guds tjeneste‹ (L&P 4:2), påbegynder I den mest spændende rejse nogensinde. I hjælper Gud med at fremskynde hans værk, og det er en stor, glædelig og forunderlig oplevelse.«¹ Det er en rejse, der er tilgængelig for alle – i alle aldre – og det er en rejse, der tager os med på det, vores elskede profet har talt om som »pagtens sti.«²

Men vi lever uheldigvis i en selvisk verden, hvor folk hele tiden spørger: »Hvad får jeg ud af det?« i stedet for at spørge: »Hvem kan jeg hjælpe i dag?« eller »Hvordan kan jeg bedre tjene Herren i min kaldelse?« eller »Giver jeg Herren alt, jeg har?«

Et stort eksempel i mit liv på uselvisk tjeneste er søster Victoria Antonietti. Victoria var en af primarylærerne i min menighed under min opvækst i Argentina. Hver tirsdag eftermiddag, når vi mødtes i Primary, havde hun en chokoladekage med til os. Alle elskede kagen – okay, alle undtagen mig. Jeg hadede chokoladekage! Og selvom hun forsøgte at dele kagen med mig, nægtede jeg altid at tage imod den.

En dag, da hun havde delt chokoladekagen med resten af børnene, spurgte jeg hende: »Hvorfor kommer du ikke med en anden slags kage – en med appelsiner eller vanilje?«

Da hun havde leet lidt, spurgte hun mig: »Hvorfor prøver du ikke at smage et stykke? Denne kage er lavet med en særlig ingrediens, og jeg lover dig, at hvis du prøver, vil du kunne lide den!«

Jeg så rundt og blev overrasket over at se, at alle virkede til at kunne lide kagen. Jeg indvilligede i at gøre et forsøg. Kan I gætte, hvad der skete? Jeg kunne lide den! Det var faktisk allerførste gang, jeg havde kunnet lide chokoladekage.

Det var først mange år senere, at jeg fandt ud af, hvad den hemmelige ingrediens i søster Antoniettis chokoladekage var. Mine børn og jeg besøgte hver uge min mor. Under et af vores besøg spiste min mor og jeg et stykke chokoladekage, og jeg fortalte hende, hvordan jeg var kommet til at kunne lide kagen for allerførste gang. Og hun fortalte mig derefter resten af historien.

»Ser du, Cris,« sagde min mor, »Victoria og hendes familie havde ikke mange penge, og hver uge skulle hun vælge mellem at betale for bussen for sig selv og sine 4 børn eller at købe ingredienserne til at bage chokoladekagen til sin primaryklasse. Hun valgte altid chokoladekagen frem for bussen, og hun og hendes børn gik 3 km hver vej uanset vejret.«

Den dag satte jeg endnu mere pris på hendes chokoladekage. Men hvad der er vigtigere, så lærte jeg, at den hemmelige ingrediens i Victorias kage var den kærlighed, hun havde for dem, hun tjente, og hendes uselviske offer på vores vegne.

At tænke tilbage på Victorias kage hjælper mig til at mindes et uselvisk offer i et af Herrens tidløse budskaber til sine disciple, da han gik hen mod tempelblokken. I kender historien. Ældste James E. Talmage sagde, at der var 13 blokke, og »i disse beholdere lod folk deres gaver falde til de forskellige formål, som var forklaret på inskriptioner på blokkene.« Jesus så rækkerne af givere, der udgjorde alle slags mennesker. Nogle kom med deres gaver med »oprigtighed for formålet«, mens andre »kastede store summer af sølv og guld«, i håb om at blive set, bemærket og rost for deres gaver.

»Blandt de mange var der en fattig enke, som … lod to små bronzemønter, kaldet skærver, falde i en af blokkene. Hendes gave beløb sig til et par øre i danske penge. Herren kaldte sine disciple til sig, henledte deres opmærksomhed på den fattige kvinde og hendes handling og sagde: ›Sandelig siger jeg jer: Denne fattige enke har givet mere end alle de andre, som lægger penge i tempelblokken. For de har alle givet af deres overflod, men hun har givet af sin fattigdom, alt, hvad hun havde, alt det, hun havde at leve af« (Mark 12:43-44).«³

Enken virkede ikke til at have en fremtrædende status i samfundet på den tid. Hun havde faktisk noget, der var vigtigere: Hendes hensigt var ren, og hun gav alt, hvad hun havde. Hun gav måske mindre end andre, mindre synligt end andre, noget andet end andre. I nogles øjne var det, hun gav, ubetydeligt, men i Frelserens øjne, han, »som kender hjertets tanker og hensigter«,⁴ gav hun alt.

Søstre, giver vi alt til Herren uden forbehold? Ofrer vi vores tid og talenter, så den opvoksende slægt kan lære at elske Herren og holde hans befalinger? Drager vi flittigt omsorg for både dem omkring os og dem, vi har fået tildelt, og ofrer vi tid og energi, der kunne være blevet brugt på noget andet? Efterlever vi de to store bud – at elske Gud og at elske hans børn?⁵ Den kærlighed vises ofte gennem tjeneste.

Præsident Dallin H. Oaks har sagt: »Vor Frelser gav sig selv i uselvisk tjeneste. Han lærte os, at vi alle bør følge ham ved at fornægte vores egne egoistiske interesser for i stedet at tjene andre.«

Han fortsatte:

»Et velkendt eksempel på at miste sig selv i tjeneste for andre … er det offer, som forældre bringer for deres børn. Mødre lider smerte og giver afkald på personlige prioriteter og komfort for at få og opdrage hvert barn. Fædre tilpasser deres liv og prioriteter for at forsørge en familie …

Vi glæder os også over dem, som passer handicappede familiemedlemmer og gamle forældre. Ingen spørger i denne indsats: ›Hvad får jeg ud af det?‹ Det kræver altsammen at tilsidesætte personlig bekvemmelighed til fordel for uselvisk tjeneste …

[Og] alt dette illustrerer det evige princip om, at vi er lykkeligere og mere tilfredse, når vi handler og tjener for at give, ikke for at få.

Vor Frelser lærer os at følge ham ved at yde de nødvendige ofre for at miste os selv i uselvisk tjeneste for andre.«⁶

Præsident Thomas S. Monson forklarede på samme måde, at »vi [måske] ikke [bliver] spurgt, når vi står ansigt til ansigt med vores Skaber: ›Hvor mange stillinger havde du?‹ men snarere: ›Hvor mange mennesker hjalp du?‹ Faktisk kan man slet ikke elske Herren, før man tjener ham ved at tjene hans folk.«⁷

Med andre ord, søstre, så vil det ikke betyde noget, om vi sad i de behagelige stole, eller om vi kæmpede med at komme igennem mødet på en rusten klapstol på bagerste række. Det ville ikke engang betyde noget, hvis det var nødvendigt, at vi gik ud i forhallen for at trøste en grædende baby. Det, der betyder noget, er, at vi kommer med et ønske om at tjene, at vi ser dem, vi drager omsorg for, og hilser glade på dem, og at vi præsenterer os for dem, der deler vores række med klapstole – at vi rækker ud i venskab, selvom vi ikke har fået til opgave at drage omsorg for dem. Og det vil især betyde noget, at vi gør alt det, vi gør, med tjeneste som den særlige ingrediens og kombineret med kærlighed og offervilje.

Jeg har erfaret, at vi ikke behøver at bage en chokoladekage for at blive en god eller hengiven primarylærer, for det handler ikke om kagen. Det var den kærlighed, der lå bag handlingen.

Jeg vidner om, at den kærlighed helliggøres gennem ofre – en lærers offer og endnu mere gennem Guds Søns ultimative og evige offer. Jeg bærer mit vidnesbyrd om, at han lever! Jeg elsker ham, og jeg ønsker at tilsidesætte alle mine selviske ønsker for at elske og tjene, som han gør. I Jesu Kristi navn. Amen.