Gør ikke oprør, I skal ikke være bange

Ældste Kevin R. Duncan

De Halvfjerds

Josva og Kaleb kendte til de udfordringer, som de stod overfor, men de vidste, at de kunne stole på Herren.

I mit liv har jeg bemærket, at folk ofte reagerer på inspiration, der modtages af Kirkens ledere på en af to måder:

De forstår visionen om, hvad lederen føler, at Herren har brug for at få gjort, taler positivt om det og tilskynder andre til at have det samme syn. Nogle gange kan dette kræve, at de bevæger sig fremad med tro, indtil de får en fuld forståelse.
De gør oprør mod synet, plukker det fra hinanden og finder grunde til, at de frygter, at det ikke kan lade sig gøre. Eller de ignorerer helt inspirationen og gør ingenting overhovedet. Til sidst indser de, der befinder sig i denne kategori, at Herrens værk vil lykkes, selvom de valgte ikke at støtte det.

Herrens løfte til Moses

Vi læser om lignende reaktioner på inspiration fra israelitternes ledere, da de nærmede sig det, der var kendt som Kana’ans land. Herren havde udfriet israelitterne fra Egypten. Han havde fortalt Moses, at hvis folket ville holde hans bud, ville han føre dem til det forjættede land, et land, som Herren havde lovet at give Abrahams efterkommere, »et land, der flyder med mælk og honning« (2 Mos 3:17). Da de rejste gennem ørkenen til dette sted, gennemgik israelitterne mange prøvelser, der satte deres tro på prøve. De gjorde ofte oprør og forvildede sig bort fra Herrens befalinger (se 2 Mos 32:1-9; 4 Mos 11:1-34).

Da israelitterne endelig nærmede sig det forjættede land, befalede Herren Moses at sende tolv spioner – en fra hver af Israels tolv stammer – for at »udspejde Kana’an« (4 Mos 13:2). De blev befalet at finde ud af, om folket, der boede der, var »stærkt eller svagt, om de er få eller mange«, og om landet var frugtbart. To af disse spioner var Josva og Kaleb (se 4 Mos 13:4-20).

Disse spioner brugte 40 dage på at gennemsøge Kana’ans land, før de vendte tilbage til Moses og Israels børn i ørkenen. Spionerne bar Kana’ans lands frugter med sig. De rapporterede om landet, at det »flyder virkelig med mælk og honning … Men det folk, der bor i landet, er stærkt, og byerne er befæstede og meget store« (se 4 Mos 13:25-29, 33).

To måder at se tingene på

Alle tolv spioner havde været vidne til de samme fordele ved og de samme hindringer for at opfylde Herrens befaling om at bo i Kana’an. Imidlertid viser deres svar, hvordan ti medlemmer af gruppen kun så problemerne, mens de to andre satte deres lid til Gud.

Ti af spionerne kunne kun se de vanskeligheder, som de stod overfor. Fordi de ikke stolede på Herren, frygtede de at følge hans befaling om at drage op til Kana’ans land. På den anden side vidste Kaleb og Josua, at hvis israelitterne havde tro, så kunne Herren give dem Kana’ans land. Kaleb sagde: »Lad os dog drage op og erobre landet. Det kan vi sagtens!« (4 Mos 13:30).

De ti andre spioner modsagde Kalebs råd. »Vi kan ikke drage op mod det folk,« sagde de, »for de er stærkere end vi … Alle de folk, vi så i landet, var umådeligt store … så vi var som græshopper i vores egne øjne; det var vi også i deres øjne!« (4 Mos 13:31-33).

Valg baseret på frygt

Desværre fokuserede israelitterne på denne frygtbetonede rapport. Fordi vejen syntes vanskelig, og de frygtede de mennesker, der boede der, nægtede de at komme ind i det forjættede land. De begyndte at vise modvilje mod Moses og mod Gud. De var uden tro i en sådan grad, at de tilmed ønskede, at Gud havde ladet dem dø i Egypten eller i ørkenen. »Var det ikke bedre, om vi vendte tilbage til Egypten?« spurgte de og fortsatte: »Lad os vælge os en anfører og vende tilbage til Egypten!« (4 Mos 14:3-4).

Josva og Kaleb forsøgte dog stadig at få folket til at stole på Herren. »Hvis Herren holder af os,« sagde de, »vil han føre os ind i dette land og give os det, et land der flyder med mælk og honning.

Gør ikke oprør mod Herren! I skal ikke være bange for landets befolkning … Herren er med os. I skal ikke være bange for dem!« (4 Mos 14:8-9).

Israelitterne ville ikke lytte til Josva og Kaleb og forsøgte i stedet at slå dem ihjel (se 4 Mos 14:10). På grund af deres oprør, fortalte Herren dem, at de skulle vandre i ørkenen i 40 år. Først da alle, der havde vist ham modvilje, var gået bort, ville han bringe dem tilbage til det forjættede land. Af de tolv spioner kom kun Josva og Kaleb ind i det forjættede land (se 4 Mos 14:22-38).

Kaleb og Josva i vor tid

Der er mange Kaleb’er og Josva’er i vor tid. En af dem var min kones bedstefar, John Hulme. En dag i 1926 havde biskoppen en samtale med John. Biskoppen bragte emnet mission på bane. Dette overrumplede John.

John havde altid ønsket at tage på mission, men hans liv var ikke nemt. Hvorfor? Fordi John var 42 år gammel. Han var en gift mand med fire børn på 2 år, 4 år, 12 år og 15 år. Han var en selvstændig kvægfarmer. Han havde jord og kvæg, der skulle holdes opsyn med, mens han var væk. Han ville være nødt til at finde ud af, hvem der kunne passe på hans familie og ejendom, mens han var væk.

Biskoppen fortalte John, at dette ikke var en officiel opfordring, bare et forslag. John fortalte biskoppen, at han ville tænke over det og give ham besked den næste dag.

John opsøgte biskoppen tidligt næste morgen og sagde, at han ville tage imod kaldet til at tjene. Den morgen efter hvad der sandsynligvis havde været en søvnløs nat, vidste John ikke, hvordan han kunne få tingene ordnet til at tjene på en mission. Han vidste kun, at han ville tjene. Ligesom Kaleb og Josva vidste han, at Gud ville hjælpe ham med at finde en vej. Og det gjorde Gud. John var i stand til at ansætte en nabo til at tage sig af hans jord og hans kvæg, og menigheden og samfundet samledes for at støtte hans kone og børn.

missionærer på en gade i New York med mange mennesker omkring sig — Det må have været noget af et kulturchok, da John, en kvægfarmer fra en lille by, ankom til sin mission i New York.

John kom fra en lille landsby med en befolkning på omkring 500. Han var vant til at ride på en hest og arbejde med jorden. Da han blev kaldet til New York, må det have været noget af et kulturchok. Han følte sig sikkert som en græshoppe blandt kæmper. Men Johns mission blev vellykket. Hans eksempel har givet hans efterkommere lyst til at sætte deres lid til Gud uanset forhindringerne og det, som man ikke kan forudse. »Thi intet er umuligt for Gud« (Luk 1:37).

At imødegå forhindringer med tro

Ligesom Israels børn står vi over for store forhindringer. Men disse forhindringer kan ikke adskille os fra de velsignelser, Herren har lovet os, hvis vi vil adlyde hans bud. Det er ikke forkert af os at erkende disse hindringer. Men det er vigtigt, at vi møder dem med tro.

Josva og Kaleb kendte til de udfordringer, som de stod overfor, men de vidste, at de kunne stole på Herren.

Gennem linsen af den igangværende gengivelse af evangeliet kan vi nemt se, at når profeterne fortæller os om Herrens vilje, bør vi afsøge, hvordan vi kan hjælpe med at gennemføre den. Der er sikkert forhindringer, men med tro på Gud kan vi overvinde dem. Her er nogle eksempler:

Da højpræster og ældster blev slået sammen til et enkelt kvorum, var der nogle, der undrede sig over, hvordan denne ændring overhovedet kunne fungere. Andre favnede ændringen og søgte at opbygge nye relationer.
Da omsorg erstattede hjemme- og besøgsundervisningen, var der nogle, der kun så udfordringerne. Andre begyndte at tjene på en højere og mere hellig måde.
Da præsident Russell M. Nelson understregede behovet for at bruge Kirkens fulde navn, var der nogle, der tøvede og kom med grunde til, at kortere navne var lettere. Andre favnede straks vejledningen og fandt måder at bruge det navn, som er givet os i skriften.
Da mødeplanen for sabbatsdagen blev forkortet fra tre til to timer, mente nogle, at undervisningstiden ville være utilstrækkelig, og at læseplanen ville være forvirrende. Andre tilpassede sig hurtigt forandringen.

Selvfølgelig er der mange flere eksempler, men pointen er klar. Hver udfordring og hver forhindring, vi står over for, er en mulighed for at vælge, ligesom Josva og Kaleb gjorde, at stole på Herren. »Gør ikke oprør … I skal ikke være bange« (4 Mos 14:9) var et godt råd for Israels børn, og det er stadig et godt råd for os alle i dag.