Sidste dages helliges røster

Aldrig alene

Renan Apolonio de Sá Silva fra Pernambuco i Brasilien

Den syge mand var en fremmed for mig, men ikke for vor himmelske Fader.

Fotokomposition fra Adobe Stock og Janae Bingham

Vi var seks brasilianske missionærer og netop landet i Argentina og ventede på fly til vores missioner. Så snart vi kom ind i venteområdet for vores afgående fly, ønskede vi at tage billeder af landingsbanen med byen i baggrunden. Mens de andre fem gik hen for at tage billeder, blev jeg i nærheden og holdt øje med vores bagage.

Efter at de var vendt tilbage, kiggede jeg mig omkring og så et sted, hvor jeg ville tage et billede. »Jeg er straks tilbage,« sagde jeg til de andre.

Da jeg havde taget billedet, hørte jeg nogen kalde: »Ældste!« Jeg kiggede mig hurtigt omkring, men kunne ikke se nogen. Så kørte jeg nogen kalde for anden gang: »Ældste!«

Da jeg kiggede mig omkring igen, så jeg en gammel mand sidde på en bænk i nærheden. Så jeg gik hen til ham, og han sagde: »Ældste, jeg vil gerne modtage en præstedømmevelsignelse for de syge.«

Hans anmodning overraskede mig. En mand, jeg aldrig havde mødt, havde bedt mig om en velsignelse på min første dag i et land, hvor jeg næsten ikke kunne tale sproget.

På famlende spansk stillede jeg ham en række spørgsmål: »Har du tro? Tror du på præstedømmets kraft? Kender du Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige?«

Lidt forvirret over mine spørgsmål svarede han: »Jeg er medlem af Kirken, ældste. Jeg er fra Salta, oppe nordpå. Jeg er alene, jeg er syg, og jeg har brug for en velsignelse.«

Jeg gik hen for at hente de andre missionærer. Vi præsenterede os og talte et øjeblik med manden. Så tog min kammerat og jeg ham med til et roligt område, hvor vi gav ham en velsignelse.

Ved den lejlighed havde jeg ikke tid til at tænke over, hvad manden havde sagt til mig, andet end at han havde brug for en velsignelse. Men senere rørte hans ord »Jeg er alene« mit hjerte dybt. Han følte sig alene, men han havde en himmelsk Fader, som vidste, hvor han var, og at han var syg. I stedet for at forlade ham sendte vor himmelske Fader missionærer for at trøste ham, give ham en velsignelse og minde ham om, at han ikke var alene.

Denne oplevelse styrkede mit vidnesbyrd om, at vi har en himmelsk Fader, som kender os og aldrig vil svigte os.