Kun digitalt: Kom og følg mig
Lektier om lederskab fra Moses
Forfatterne bor i Utah i USA.
Fire oplevelser fra Moses’ liv kan hjælpe os til at tjene med større ro i vores kaldelser.
Alle kirkekaldelser involverer ledelsesansvar, og mange omfatter også administrative opgaver. Men vi har ikke alle erfaring med lederskab eller administration, når vi bliver kaldet. Hvordan kan vi lære at være effektive i vores tjeneste og administration?
Udover at studere Kirkens håndbog: Tjeneste i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige kan vi studere, hvordan fordums profeter som Moses håndterede deres lederskabsansvar. Her er fire principper, vi kan lære af Moses.
1. Moses tjente, selv om han følte sig uforberedt.
Moses måtte hastigt forlade Egypten, efter han standsede gennempryglingen af en israelitisk slave og dræbte en egyptisk slavefoged i processen (se 2 Mos 2:11-12, 15), og så vidt vi kan se, levede han efterfølgende stille som hyrde under Jetros formynderskab, den mand, der blev hans svigerfar (se 2 Mos 2:21; 3:1).
Så viste Herren sig en dag for Moses (se Joseph Smiths Oversættelse, 2 Mos 3:2) og kaldte ham til at »redde [folket] fra egypterne og føre dem op fra dette land til et godt … land« (2 Mos 3:8).
Selvom Moses forsvarede den ene israelit, der blev slået af den egyptiske slavefoged, så Moses ikke sig selv som en, der skulle redde alle israelitterne. Han var trods alt en omvendt til troen blandt dem, der havde lært og efterlevet den hele deres liv.
Moses sagde endda til Gud: »Hvem er jeg, at jeg skulle gå til Farao og føre israelitterne ud af Egypten?« (2 Mos 3:11). Og da Moses derefter blev bedt om at give et budskab til Israels ældste (se 2 Mos 3:16), svarede han Herren: »Undskyld mig, Herre, men jeg har ikke ordet i min magt … Jeg har svært ved at udtrykke mig i ord« (2 Mos 4:10).
Men Herren lovede at lære ham, hvad han skulle gøre (se 2 Mos 4:12), så Moses gik frem i tro (se 2 Mos 4:18, 20). Moses tøvede på grund af de svagheder, han så i sig selv, men han fulgte alligevel Herrens opfordringer.
Anvendelse i vores liv
Ligesom Moses har I måske ikke følt jer kvalificerede til at modtage en bestemt kaldelse. I er måske både blevet overraskede og ydmyge, da I blev kaldet. De fleste af os har det sådan. Men når nogen bliver kaldet til at tjene i Kirken, kan vi huske på, at Herren har valgt denne person til denne kaldelse på dette tidspunkt. Det princip gælder for alle kaldelser.
Vi har hver især evner, der overgår det, man umiddelbart kan se ved første øjekast. Vi har også alle et potentiale, der ikke fuldt ud vil blive realiseret i dette liv. Men vi kan stole på, at Herren har brug for, at vi tjener i bestemte kaldelser på bestemte tidspunkter for at hjælpe både os selv og andre til at vokse. Og ligesom Moses kan vi stole på Herrens løfte: »Jeg vil være med dig« (2 Mos 3:12).
Ældste Neal A. Maxwell (1926-2004) fra De Tolv Apostles Kvorum gav gode råd om at acceptere kaldelser, selv når vi ikke føler os forberedt: »Gud begynder ikke med at spørge os om vores evne, men kun om vores rådighed, og hvis vi så viser vores pålidelighed, vil han øge vores evner!« 1
Som præsident Thomas S. Monson (1927-2018) også mindede os om: »Når vi er i Herrens ærinde, er vi berettiget til Herrens hjælp. Husk på, at den, som Herren kalder, gør Herren egnet.« 2
Ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum talte om at sætte sin lid til Herren, da han blev kaldet som apostel: »Jeg tror, at jeg bedre end nogen anden ved, at i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er der bogstavelig talt hundredvis og tusindvis af mænd, som er bedre kvalificeret – som er dygtigere end jeg … men jeg ved, hvor kaldet kommer fra. Og derfor er det en ære for mig at tage imod kaldet. Jeg ser frem til at tjene, og jeg glæder mig til muligheden for at lære.« 3 Vi kan vise lignende tillid, når vi søger at lære og tjene, når vores kaldelse synes udover vores evner.
Moses fik at vide, at han skulle udføre en gerning (se Moses 1:6). Joseph Smith fik at vide, at Gud havde en gerning, han skulle udføre (se Joseph Smith – Historie 1:33). Det samme kan siges om hver enkelt af os. Dette er sandt i vores kaldelser, og det er også sandt på andre måder, som Herren inspirerer os til at tjene på, når vi stræber efter at »være ivrigt engageret i en god sag og gøre meget af egen fri vilje og udvirke megen retfærdighed« (L&P 58:27). Vi kan tjene som tempelbesøgende eller tempeltjener. Vi kan deltage i arrangementer på JustServe.org og andre værdige tjenestemuligheder. Vi kan være en hjælpsom nabo. Og vi kan selvfølgelig være en betænksom og samvittighedsfuld omsorgsbror eller -søster for de medlemmer, vi har fået tildelt.
Det er usandsynligt, at vi nogensinde vil opbruge alle muligheder, når vi går »Herrens ærinde« (L&P 64:29).
2. Moses stolede på Herren.
Herren forsikrede Moses om, at det med tiden ville lykkes ham at befri Israel, selvom der ville være hindringer på vejen. Da han havde kaldet Moses til gerningen, viste Herren Moses, at han kunne udføre mirakler, såsom at få en stav til at blive til en slange (se 2 Mos 4:2-4). Herren instruerede Moses i, hvordan han og hans bror, Aron, skulle forårsage forskellige plager (se 2 Mos 7-11), og de blev udført. Herren fortalte Moses, at ved at komme blod fra påskelammet på overliggeren og to dørstolper af deres dør ville israelitterne blive skånet for død i deres hjem (se 2 Mos 12:3-13, 21-23). Senere fortalte Herren Moses, at ved blot at få folk til at se på en kobberslange kunne de blive helbredt for dødbringende slangebid (se 4 Mos 21:8-9; Alma 33:19-22).
Moses havde hverken kundskaben eller kraften til selv at gøre nogen af disse ting på egen hånd. Men han stolede fuldt og fast på, at Herren ville skabe de lovede resultater. Fordi Moses gjorde, som Herren bad om, udførte Herren mange mirakler blandt sit folk (se 1 Ne 17:23-42).
Anvendelse i vores liv
Vi kan ligeledes vise Herren tillid, når vi vælger at handle i tro. Præsident Henry B. Eyring, andenrådgiver i Det Første Præsidentskab, har sagt: »I viser Herren jeres tillid, når I lytter i den hensigt at lære, omvende jer og derpå gå hen og gøre, hvad han end beder om.« 4
Da Nefi blev bedt om at gøre noget vanskeligt, sagde han: »Jeg vil tage af sted og gøre det, som Herren har befalet, for jeg ved, at Herren ikke giver nogen befalinger til menneskenes børn, uden at han bereder en vej for dem, så de kan udføre det, som han befaler dem« (1 Ne 3:7). Med denne indstilling fortsatte Nefi »uden på forhånd at vide, hvad [han] skulle gøre« (1 Ne 4:6). Han gik så langt, som han kunne gå i det øjeblik, idet han stolede på, at han ville se mere, når han gik videre. Og så blev det næste trin gjort klart for ham, og så det næste, indtil han var i stand til at udføre sin opgave.
Vi kan stole på, at, hvis vi følger Herren, »så skal alting virke sammen til gavn for [os]« (L&P 90:24).
3. Moses lærte af Gud, og så underviste han andre.
I Moses 1-4 lærer vi, at Herren viste Moses et syn af utallige verdener og skabelsen af vores verden. Dette lagde et grundlag for, at Moses kunne forstå Guds frelsesplan, mens han forberedte sig på at lede folket. Senere fik Moses et sæt bud, der ville gøre israelitterne i stand til at leve værdigt til Guds velsignelser (se 2 Mos 20:1-17). Moses underviste derefter sit folk i disse bud. Undervisning af folket var en vigtig del af hans gerning.
Og efter Jetro havde set, hvordan folket ofte kom til Moses for at få ham til at dømme i sager, hvor de havde brug hans hjælp, gav Jetro Moses dette råd: »Du skal indskærpe dem forordningerne og lovene og kundgøre dem den vej, de skal følge, og hvad de skal gøre« (2 Mos 18:20).
Anvendelse i vores liv
Herren har altid opfordret sit folk til at søge kundskab og sandhed. Adam blev bedt om frit at undervise sine børn i læren (se Moses 6:58). I vores uddeling er vi blevet vejledt af Frelseren til at »stræb[e] efter at lære, ja, ved studium og også ved tro« og til at »organiser[e] jer«, til at grundlægge »et undervisningens hus … et ordens hus« (L&P 88:118, 119; se også L&P 93:36).
Og når vi har lært det, skal vi ihærdigt undervise andre (se L&P 11:21). Vi bliver befalet at undervise hinanden i evangeliets læresætninger og principper (se L&P 42:12-14). Når vi underviser, skal vi opbygge hinanden til at »handle i al hellighed« over for Gud (L&P 43:9; se også vers 7-8).
Der er også et vigtigt princip i Lukas 22:32: »Når du engang vender om, så styrk dine brødre«. Vi søger først selv at komme Gud nærmere, og derefter kan vi også være med til at styrke andre gennem Guds ord.
Når vi er i lederstillinger, kan vi, i stedet for at styre enhver handling hos dem, der tjener sammen med os, fokusere på at undervise i læresætninger og principper og opfordre dem til først at »rådføre [sig] med Herren« (Alma 37:37) og derefter sammen som gruppe, så de kan handle »på egne vegne« (L&P 58:28).
4. Moses lærte at uddelegere.
Jetro gav Moses et godt råd, da Moses blev overbebyrdet i sin rolle som dommer over folket: »Det er for stor en byrde for dig; du kan ikke være alene om det« (2 Mos 18:18). Han rådede Moses til at lære andre, hvordan man dømmer, og til også at oprette et administrativt hierarki, hvor Moses kun skulle dømme i de sværeste sager, og andre kunne håndtere de øvrige sager (se 2 Mos 18:14-26). Senere fik 70 andre mænd mulighed for at se Herren sammen med Moses og hjælpe i åndelige anliggender (se 2 Mos 24:9-10; 4 Mos 11:16-17, 25).
Anvendelse i vores liv
I vores tjeneste bør vi stræbe efter at fokusere på vores vigtigste opgaver. Vi kan finde mange af dem ved at studere Kirkens håndbog . Vi kan søge og handle efter vejledning fra vor himmelske Fader for at finde ud af, hvad vi bør gøre, og hvad vi bør uddelegere til andre. Selvom vi måske ønsker at gøre alting selv, kan vi huske på eksemplet med de nylige organisatoriske ændringer, der blev indstiftet for at hjælpe biskopper med at uddelegere og fokusere på deres højeste prioriteter. Ældste Quentin L. Cook fra De Tolv Apostles Kvorum sagde i den forbindelse: »Som I husker, blev Det Melkisedekske Præstedømmes kvorummer i 2018 tilpasset for at arbejde endnu tættere sammen med Hjælpeforeningen, så ældsternes kvorum og Hjælpeforeningen under biskoppens ledelse kan udføre vigtige opgaver, som tidligere optog meget af hans tid.« 5
Ældste Dieter F. Uchtdorf fra De Tolv Apostles Kvorum har mindet os om ikke at overkomplicere vores tjeneste:
»Derfor må vi som ledere nøje beskytte Kirken og evangeliet i dets renhed og enkelhed og undgå at bebyrde vores medlemmer unødigt.
Og som medlemmer af Kirken må vi alle bevidst bestræbe os på at bruge vores energi og tid på det, der virkeligt betyder noget, mens vi opløfter vores medmennesker og opbygger Guds rige.« 6
Det er nogle af de lektier, vi lærer af Moses og også af nutidige kirkeledere, der følger i mesterlederens, Jesu Kristi, fodspor. Når vi tænker på vores egen tjeneste i hans rige, så lad os stræbe efter at overveje, hvordan vi kan opbygge lignende lederevner i os selv og andre.