Fader, hjælp mig

Thelma Endicott fra Utah i USA

I det øjeblik hvor skuespilleren, der skildrede Jesus Kristus, steg ned fra himlen, vidste jeg, at Frelseren var svaret på mine prøvelser.

I juli 2021 fik jeg den velsignelse at arbejde som statist i de nye videoer om Mormons Bog, der blev filmet i bjergene øst for Springville i Utah i USA. Vi filmede scener, der fandt sted efter den »stor[e] og skrækkelig[e] ødelæggelse« (se 3 Ne 8:11-12) i den nye verden, som vidnede om Frelserens korsfæstelse i den gamle verden.

Under optagelserne lå min bror Byron i en hospitalsseng i Californien i USA, mens mit nyfødte barnebarn lå i en hospitalsseng i Salt Lake City i Utah. Byron var ved at dø af kræft, og det var ikke forventet, at mit barnebarn, der var født med en alvorlig fødselsfejl, kunne leve.

Da min mand og jeg kom tilbage til vores motel på andendagen på optagelserne, ringede min søster til mig og var bekymret for Byron.

»Jeg ved ikke, hvad der sker,« sagde hun. »Byron besvarer ikke sin telefon eller sine beskeder.«

Af mine fem søskende var jeg mest knyttet til Byron. Han var nummer to i søskendeflokken, og jeg var den yngste. Han tog sig ofte af mig, da jeg var lille. Vi voksede op i ydmyge kår i Guatemala. Vi havde intet fjernsyn, men vi havde hinanden. Vi var fattige, men vi var lykkelige.

Jeg savnede Byron, da han flyttede til USA i håb om at hjælpe vores familie økonomisk. Han fandt sig et job som buschauffør for et turistselskab. Flere år senere flyttede jeg til USA, giftede mig og sluttede mig til Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Efter min dåb tilsluttede mine forældre sig også kirken. Da min mand og jeg slog os ned i det sydlige Utah, så jeg Byron, hver gang han tog turister med til besøgscentrene ved templet i St. George i Utah og templet i Salt Lake City.

»Noget helt særligt«

Da jeg talte med Byron om Kirken, sagde han til mig: »Sidste dages hellige har noget helt særligt. Når jeg taler med folk på besøgscentrene, kan jeg se, at de er gode, venlige mennesker.« Han gik med til at mødes med fuldtidsmissionærerne, men han arbejdede altid og var næsten aldrig hjemme.

To gange var Byron blevet behandlet for kræft i spiserøret. I 2020 vendte kræften dog tilbage. I juni 2021 var han knap nok i stand til at rejse til Guatemala til en måned lang familiesammenkomst. Vores far var død tidligere samme år, og vores mor var gået bort i 2015, fire år efter de var blevet beseglet i templet i Guatemala City i Guatemala. Byrons sidste bønsomme ønske var at se sine søskende en sidste gang.

To uger efter han vendte tilbage til Californien, blev han indlagt på hospitalet. Nu lå han i koma.

Jeg måtte misse familiesammenkomsten, for min datter Angie havde brug for min hjælp og støtte. Den 3. juni kom hendes første barn, Athena, til verden med medfødt diafragmabrok. Kirurger opererede hende tre dage senere. De forventede ikke, at hun overlevede.

Heldigvis var min mand og jeg i nærheden i denne svære tid. Hver eftermiddag, når jeg var færdig med mit arbejde med videoerne om Mormons Bog, forlod Angie hospitalet og sluttede sig til os på vores motel, hvor vi trøstede hende og bad for Athena.

»Alt er i orden«

Da jeg ankom til indspilningsstedet dagen efter min søsters telefonopkald, var jeg træt og ked af det. »Fader, hjælp mig,« bad jeg. »Der sker så mange svære ting i mit liv.«

Inden skuespillerne og statisterne samledes for at filme scenen, hvor den opstandne Frelser stiger ned fra himlen (se 3 Ne 11:8), fik vi at vide, at vi skulle tænke på ham, og hvad han betyder for os. Da jeg prøvede at koncentrere mig om Frelseren under scenen, gik mine tanker til min familie. I mit sind så jeg min far, min mor og Byron. I det øjeblik hørte jeg Byrons stemme.

»Alt er i orden,« sagde han. »Jeg er okay.«

folk portrætterer nefitter, der ser på Frelseren

Jeg følte et stort håb og en stor trøst, som om jeg virkelig var i landet Overflod, da Jesus kom for at undervise og helbrede folket og vise dem sit legeme. Jeg vidste, at han var svaret på mine prøvelser, at han og Faderen var der for mig, og at alting sker af en årsag.

Den aften fandt jeg ud af, at Gud havde taget Byron hjem. Jeg er taknemmelig for min tro på, at jeg vil se ham og mine forældre igen. Jeg er også taknemmelig for, at Gud hørte vores bønner for Athena. Da hun havde tilbragt 88 dage med at komme sig på neonatal intensivafdelingen, fik vi hende endelig med hjem.

Mange af os, der deltog i de nye videoer om Mormons Bog, følte Ånden og fik styrket vores vidnesbyrd. Når jeg tænker over den oplevelse og ser mod fremtiden, spørger jeg mig selv: »Gør jeg alt, hvad jeg kan, for at forberede mig på Frelserens andet komme og for at være værdig til hans nærhed?«

Deltagelsen i videoerne var en stor velsignelse i mit liv. Jeg ved, at andre også vil blive velsignet, når de læser Mormons Bog og ser videoerne om Mormons Bog.