Håb og trøst i Kristus

Ældste Ronald A. Rasband

De Tolv Apostles Kvorum

Lad os holde fast ved løftet om, at Herren husker og belønner sine trofaste hellige.

hånd på Kristusfigur — Vi kan forankre vores ultimative håb i Jesus Kristus og hans forsoning.

Jens og Ane Cathrine Andersen havde et dybt og varigt vidnesbyrd om sandheden af Jesu Kristi gengivne evangelium. Trods vrede pøbelhobe og forfølgelse i lokalsamfundet og sognet sluttede de sig til Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige i 1861.

Det efterfølgende forår gav de agt på kaldet om at drage til Zion, der lå 8.000 km væk i Salt Lake-dalen. Indsamlingen til Zion betød, at de skulle forlade deres gode liv i Danmark – deriblandt venner, slægtninge og en smuk gård, der i generationer var blevet overleveret fra far til ældste søn. Gården, der lå i Veddum, sydøst for Aalborg i det frugtbare Nordjylland, var stor og produktiv. Den beskæftigede mange og bibragte respekt for og midler til familien Andersen.

Jens og Ane Cathrine delte disse midler med deres medomvendte og betalte emigrationsomkostningerne for cirka 60 andre hellige, der var på vej til Zion. Den 6. april 1862 sluttede familien Andersen sig med deres 18-årige søn, Andrew, sammen med 400 andre danske hellige på det lille dampskib Albion og sejlede til Hamborg i Tyskland. Da de ankom til Hamborg to dage senere, sluttede de sig til flere grupper af hellige ombord på et større skib for at begynde deres rejse over Atlanten.

Glæden ved at samles i Zion blev dog hurtigt vendt til sorg. Adskillige børn, der var ombord på Albion, havde mæslinger. Da sygdommen sneg sig gennem immigranternes rækker, døde 40 børn og flere voksne, og de blev begravet til søs. Blandt dem var den 49-årige Jens Andersen, min tipoldefar.

Jens’ drøm om at nå til og opbygge Zion med sin familie og andre danske hellige endte blot 10 dages sejlads fra Hamborg. En historiker skrev: »En befrier, der ligesom Moses aldrig satte sine egne fødder i det forjættede land, var Jens Andersen fra [Veddum] i Aalborg, der havde hjulpet ikke mindre end tres af sine medmennesker til at emigrere; han mødte døden på Nordsøen i 1862 kort tid efter, han havde forladt [Tyskland].«¹

Jordelivets prøvelse

Var familien Andersens offer – at forlade deres behagelige gård og miste deres kærlige mand og far – det værd? Jeg er sikker på, at verden ville sige nej. Men verden mangler tro, fremsyn og det »evige perspektiv«,² som Jesu Kristi gengivne evangelium tilbyder.

Det perspektiv hjælper os til at forstå vores jordiske liv og dets mange prøvelser. Vi står over for frygt, forræderi, fristelse, synd, tab og ensomhed. Sygdom, katastrofer, depression og død knuser vores drømme. Til tider synes vores byrder at være mere, end vi kan bære.

»Selv om detaljerne vil være forskellige, vil tragedier, uventede prøvelser og modgang, af både fysisk og åndelig art, ramme os alle, for sådan er livet på jorden,« har ældste Neil L. Andersen fra De Tolv Apostles Kvorum sagt. Han tilføjede: »Vi søger efter lykke. Vi længes efter fred. Vi håber på kærlighed. Og Herren udøser en overflod af velsignelser over os. Men iblandet denne glæde og lykke er en ting helt sikker: Der vil være øjeblikke, timer, dage og nogle gange år, hvor jeres sjæl vil blive såret.«³

Vi går det bitre i møde, så vi kan nyde det søde (se L&P 29:39). Som profeten Esajas’ sagde, bliver vi alle lutret – og udvalgt – »i lidelsens ovn« (Es 48:10).

Forsoningens løfte

Trængsler er en del af Faderens »store plan for lykke« (Alma 42:8; se også 2 Ne 2:11). Men den trøst og det håb, der kommer fra »den store og herlige forsoning«, er central i planen.⁴ Gennem sin forsoning kom Jesus Kristus os til undsætning. (Se Alma 36:3.)

Frelseren »steg ned under alt« (L&P 88:6), så han kunne påtage sig vores trængsler og fejltagelser. Han ved, hvordan han drager omsorg for os med en fuldstændig forståelse af, hvor og hvorfor det gør ondt.

»Eftersom Frelseren har lidt alt, hvad vi nogensinde kunne føle eller opleve, kan han hjælpe de svage til at blive stærkere,« sagde præsident James E. Faust (1920-2007), andenrådgiver i Det Første Præsidentskab. »Han har personligt oplevet det hele. Han forstår vores smerte og vil vandre med os selv i vores mørkeste stunder.«⁵

Det er derfor, vi kan forankre vores ultimative håb i ham og hans forsoning.

»Vores verden er pessimistisk og kynisk – en verden, der i høj grad ikke har noget håb i Jesus Kristus eller i Guds plan for menneskets lykke,« har præsident Russell M. Nelson sagt. »Hvorfor er der en sådan global strid og dysterhed? Årsagen er tydelig. Hvis der ikke er noget håb i Kristus, er der ingen anerkendelse af en guddommelig plan for menneskenes forløsning. Uden den kundskab, tror folk fejlagtigt, at eksistens i dag efterfølges af udryddelse i morgen – at lykke og familieforhold kun er flygtige.«⁶

Jeg finder håb og heling i Jesus Kristus, når jeg tager i templet og lytter til de levende profeters ord. Jeg finder trøst, når jeg studerer skriftsteder, der vidner om ham og hans forsoning. Når jordelivet »os true med ufred«,⁷ så vend jer til det, jeg kalder »beskyttende skriftsteder«. Her er nogle af mine favoritter:

Det Gamle Testamente

»Døden opsluges for evigt. Gud Herren tørrer tårerne af hvert ansigt« (Es 25:8).
»Det var vore sygdomme, han tog, det var vore lidelser, han bar … Han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt« (Es 53:4-5).

Det Nye Testamente

»Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile« (Matt 11:28).
»I verden har I trængsler; men vær frimodige, jeg har overvundet verden« (Joh 16:33).

Mormons Bog

»Og han vil påtage sig døden, så han kan løse dødens bånd, som binder hans folk; og han vil påtage sig deres skrøbeligheder, så hans indre kan fyldes med barmhjertighed, hvad angår kødet, så han, hvad angår kødet, kan vide, hvorledes han kan bistå sit folk, hvad angår deres skrøbeligheder« (Alma 7:12).
»Og hvad er det, I skal håbe på? Se, jeg siger jer, at I skal have håb om ved Kristi forsoning og hans opstandelses kraft at blive oprejst til evigt liv, og dette på grund af jeres tro på ham i overensstemmelse med løftet« (Moro 7:41).

Lære og Pagter

»Vær derfor ved godt mod og frygt ikke, for jeg, Herren, er med jer og vil stå jer bi; og I skal aflægge vidnesbyrd om mig, ja, Jesus Kristus, at jeg er den levende Guds Søn, at jeg var, at jeg er, og at jeg kommer« (L&P 68:6).
»Frygt derfor ikke, om end I skulle dø; for i denne verden er jeres glæde ikke fuldkommen, men i mig er jeres glæde fuldkommen« (L&P 101:36).

Disse og en stor mængde andre vers vidner, som præsident Boyd K. Packer (1924-2015), præsident for De Tolv Apostles Kvorum sagde, om »Kristi forsonings løfte«.⁸

Profetens bønfalden

Når vi forstår den vigtige rolle, som Frelseren spiller for vores lykke nu og i den kommende verden, forstår vi, hvorfor præsident Nelson bønfalder os om at gøre Frelseren til det åndelige fundament i vores liv:

»Jeg bønfalder jer om at tage jer tid til Herren! Gør jeres eget åndelige fundament solidt og i stand til at stå tidens prøve ved at gøre det, der gør det muligt for Helligånden at være med jer altid.« Præsident Nelson tilføjede, at det at tage sig tid til Herren omfatter at tage sig »tid til Herren i hans hellige hus« gennem tempeltjeneste og tilbedelse.⁹

»Alle jer, der har indgået tempelpagter, bønfalder jeg om at søge – i bøn og vedvarende – at forstå tempelpagter og -ordinancer …

Det sikreste sted at være åndeligt, når der er nogen form for omvæltning i jeres liv, [er] inde i jeres tempelpagter!

Tro mig når jeg siger, at når jeres åndelige fundament er bygget solidt på Jesus Kristus, har I ingen grund til at frygte.«¹⁰

Tegnet i hans hænder

Hvad blev der af Ane Catherine og hendes søn, Andrew? Blev de fortvivlede og vendte tilbage til Danmark efter deres triste seks uger lange rejse til New York City? Nej. Idet de stolede på deres vidnesbyrd om Frelseren og frelsesplanen og med tillid til Gud, trængte de sig modigt fremad med tog, dampskib og vogne. De nåede frem til Salt Lake-dalen den 3. september 1862 og sluttede sig til de hellige der, for at opbygge Zion.

De slog sig ned i Ephraim i Utah, hvor Andrew giftede sig og stiftede familie. Senere flyttede Andrew sin familie, inklusive sin mor, til Lehi i Utah, hvor han blev en succesrig landmand, bankmand og borgmester. Han tjente i tre år som missionær i sit hjemland, i mere end to årtier i biskopråd og i mere end tre årtier i højrådet eller i højpræsternes kvorum. Tre af hans sønner tjente på mission i Danmark og Norge.

Med jordiske øjne kan vi ikke se den herlige slutning fra den tårevædede begyndelse. Men med tro på Kristus kan vi med håb se mod fremtiden. Og vi kan holde fast ved løftet om, at Herren husker og belønner sine trofaste hellige, deriblandt Jens, Ane Catherine og Andrew. Herren huskede dem, og han husker os. Han har lovet:

»Jeg [glemmer] ikke dig.

Se, i mine hænder har jeg tegnet dig« (Es 49:15-16).