Kun digitalt
Hvordan kunne jeg holde min tale på et sprog, som jeg stadig var ved at lære?
Som missionsleder lærte jeg at stole på Herren, selv når jeg følte mig utilstrækkelig.
Foto: Karel Denisse Calva Sanchez
Mens jeg tjente i Santiago i Chile, som missionsleder sammen med min mand, der var missionspræsident fra 2012 til 2015, lærte jeg nogle skelsættende lektier om vitterligheden af mirakler, og hvordan de udvirkes. Det var langt udenfor min tryghedszone at acceptere denne kaldelse på grund af min manglende evne til at tale sproget i vores mission. Til at begynde med følte jeg en stor utilstrækkelighed.
Tidligt på min mission hjalp et opkald fra et familiemedlem mig til at indse, at jeg fokuserede alt for meget på mig selv og mine kampe. Jeg kom i tanke om det råd, som præsident Gordon B. Hinckley (1910-2008) havde fået af sin far: »Glem dig selv og kast dig ud i arbejdet«,1 og besluttede mig for at ændre mit fokus. Når jeg følte mig mismodig, spurgte jeg mig selv: »Hvem tænker du på?« Svaret var altid mig. Så jeg omvendte mig og begyndte i stedet at rette mine tanker udad. Jeg valgte at fokusere på missionærerne, dem de underviste eller min familie.
Jeg prøvede også at fokusere på det, jeg kunne gøre, og ikke på det, jeg ikke kunne gøre. Jeg kunne smile, give kram og lære spansk, selvom det ofte betød fiasko. Jeg gik ofte ud med søstermissionærerne (i stedet for at gemme mig på missionshjemmet, hvor der var trygt), selv når jeg følte, at der ikke var så meget, jeg kunne bidrage med.
Så længe jeg var villig til at blive ved med at tage små skridt i tro, følte jeg Kristi styrkende kraft gennem hans sonoffer, der hjalp mig til at overvinde mine svagheder (se Jakob 4:7). Da jeg tænkte over mine oplevelser, genkendte jeg et lignende mønster hos mine yndlinge i skrifterne. Her er mit indlæg i min dagbog fra oktober 2014:
»Der er mange eksempler i skriften på mennesker, der valgte at træde ud af deres tryghedszone, – Maria, Jesu mor, Ruth, Ester, Paulus, Enok, Lehi og Nefi, Alma, Ammon og hans brødre, Samuel, Abinadi, de 2.000 unge lamanitter, Joseph Smith og mange andre. De favnede alle muligheder, der gjorde dem sårbare. De kunne ikke forudsige eller kontrollere resultatet af deres omstændigheder. De blev sat i situationer, der lå langt ud over det for dem velkendte, og risikoen for fare, smerte, lidelse, afvisning og fiasko var reel, hvilket skabte et behov for at blive reddet af Ånden og for Guds gaver.
Det naturlige menneske [se Mosi 3:19] ønsker vished, sikkerhed og kontrol, men jeg har lært, at det generelt ikke er den port, hvorigennem Gud udvirker sine mirakler. Min oplevelse her har lært mig, at når folk vælger at begrænse, hvad de kan og vil gøre til det, de føler sig trygge ved eller for at undgå at fejle, sætter de grænser for, hvad Gud kan gøre med dem. Han synes oftere at udvirke sine mirakler med os, når vi har gjort os sårbare [eller åbne overfor hans vilje], når vi er villige til at træde ud i det ukendte … og støtte os mere til vores tro på ham end på vores egne evner. Jeg har lært, at hvis jeg er mere optaget af processen med at lære, udvikle og blive end med risikoen for fiasko, åbner jeg mig for den bestyrkende kraft, som Jesu Kristi forsoning tilbyder mig.«
En oplevelse, der virkelig lærte mig denne lektie, fandt sted, da ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum besøgte vores og tre andre missioner i Santiago. Der var over 1.000 missionærer samlet i vores kirkebygning, hvor min mand var blevet bedt om at lede mødet. Ældste Holland trådte ind i kirkesalen, satte sig ved siden af min mand, lænede sig over mod os og sagde: »Okay, sådan her gør vi det. Søster Wright, du taler først og repræsenterer alle missionspræsidenternes hustruer her. Så følger præsident Wright efter.«
Jeg hørte ærligt talt ikke resten af dagsordenen. Det var aldrig faldet mig ind, at ældste Holland ville bede mig om at tale, så jeg havde ikke truffet nogen forberedelser. Jeg foretrækker tid til at forberede mig på at tale, tid til at samle mine tanker lidt, men jeg skulle tale umiddelbart efter åbningssalmen og bønnen.
Da mine tanker begyndte at hvirvle igennem hovedet, fik jeg et pludseligt ønske om at give mit budskab på spansk. Men selvom vi var et år inde i vores mission, og jeg havde arbejdet meget hårdt på at lære spansk, kæmpede jeg stadig med sproget, som jeg bestemt ikke talte flydende. Der var en oversætter tilgængelig for mig, hvis jeg talte engelsk, men det var en spansktalende mission, og jeg ville virkelig gerne tale spansk. Det ville være svært for mig at tale på engelsk; så det føltes som et kæmpe spring at tale på spansk. Så midt i koret af 1.000 missionærer, der sang »Tjenere for himlens konge« (Salmer og sange, nr. 164), tog jeg en dyb indånding, bekendte mine utilstrækkeligheder for min Fader i himlen og bad om hjælp til at blive reddet af Ånden.
Jeg fortalte vor himmelske Fader, at jeg ikke anede, hvad jeg skulle sige, eller hvordan jeg skulle sige det på spansk, men jeg lovede ham, at jeg ville åbne min mund og gøre mit bedste, idet jeg havde tro på, at han ville fylde den (se Moses 6:32). I det øjeblik følte jeg en fredfyldt forvisning komme over mig. Efter bønnen rejste jeg mig og gik op på talerstolen og begyndte at tale. Ord, jeg havde tænkt over tidligere, kom tilbage i det nødvendige øjeblik, selv på det fremmedsprog, jeg kæmpede med at tale. Jeg satte mig ned efter min korte tale på tre minutter og følte stadig fred, men jeg var usikker på, hvor godt jeg havde kommunikeret.
Efter mødet kom den bror, der havde oversat for ældste Holland, hen til mig og sagde: »Søster Wright, jeg havde ingen anelse om, at du talte så godt spansk!« Jeg svarede: »Det gør jeg heller ikke.« Han forsikrede mig om, at jeg ikke havde begået nogen fejl.
Jeg er sikker på, at ingen af disse missionærer husker noget om mit korte budskab den dag. Men for mig var det en skelsættende oplevelse. Jeg lærte at sætte min lid til vor himmelske Fader og Frelseren, at de kunne og ville styrke mig trods mine svagheder, når jeg var villig til at tage et skridt i tro. Hvis jeg havde valgt den sikre vej og brugt oversætteren, havde jeg måske aldrig lært, hvordan de redder os, når vi lader Gud råde.2
Jeg har altid elsket denne definition i Bible Dictionary på »nåde«: »Det er … ved Herrens nåde, at mennesker ved tro på Jesu Kristi forsoning og omvendelse fra deres synder modtager styrke og hjælp til at gøre gode gerninger, som de ellers ikke ville have været i stand til at gøre, hvis de kun var blevet overladt til deres egne evner.«
Jeg følte Herrens nåde den dag. At tage det skridt i tro gav mig modet til at hoppe ud af min tryghedszone igen og igen fremover. At fejle vil altid være en del af læringsprocessen, og det oplevede jeg masser af gange med sproget resten af min mission. Men når det var mest afgørende, følte jeg Jesu Kristi støtte og styrke løfte mig over mine egne naturlige evner, så jeg kunne være det redskab i hans hænder, som han havde brug for, at jeg skulle være til velsignelse for andre. Min tro på og tillid til ham er vokset eksponentielt, hvilket er den største gave, jeg tog med hjem fra vores mission. Da vi kom hjem, var jeg i stand til at tale flydende spansk, og jeg er nu i stand til at bruge det til at tjene andre som frivillig i mit lokalsamfund og i den spanske gren, hvor vi for tiden går i kirke.
Jeg har et vidnesbyrd om at Gud, »hvis menneskene kommer til [ham], vil … vise dem deres svaghed. Jeg giver menneskene svaghed, så de kan være ydmyge; og min nåde er tilstrækkelig for alle mennesker, som ydmyger sig for mig; for hvis de ydmyger sig for mig og har tro på mig, så vil jeg gøre det svage stærkt for dem« (Eter 12:27).
Noter