»Vi vil altid blive ved med at lære«

Priscilla Biehl Motta og Richard M. Romney

Kirkens tidsskrifter

Uddannelse har gjort en stor forskel for familien Carvalho, der anser læring for at være et anker i deres liv.

Da Raimundo Carvalho var 18 år, døde hans far. Hans far havde tjent til føden ved at vaske tøj for andre familier. Nu var den beskedne indkomst væk.

»Jeg var det ældste barn, den eneste søn, med fire yngre søstre. Så jeg var nødt til at hjælpe min mor med at forsørge familien,« mindes han. »Vi stod over for en masse udfordringer, og vi var virkelig fattige.«

Raimundo lærte at lave sko. Men snart efter stod det klart, at han ikke kunne studere og arbejde nok til at give sin mor den hjælp, hun havde brug for. »At tage sig af familien kom først,« siger han. »Jeg fik færdiggjort mine klasser det år, og det var det.«

I sit hjerte vidste han, at han ville komme tilbage til skolen igen. Men hvornår og hvordan?

Han fortsatte med at arbejde, og familien overlevede.

»Så mødte og giftede jeg mig med denne smukke kvinde,« siger han og smiler til sin hustru, Eréroythe. »Og vi påbegyndte selv en familie. I dag har vi tre børn og tre børnebørn.«

Eró, som hans hustru bliver kaldt, opfordrede Raimundo til at vende tilbage til skolen. »Men på grund af mit ansvar som ægtemand og far,« siger Raimundo, »vidste jeg, at jeg ikke kunne få den uddannelse, jeg ønskede på det tidspunkt. Jeg opgav ikke min drøm – jeg satte den bare på pause. Det blev noget, jeg ville gøre i fremtiden.«

Det, han kunne gøre, opdagede han, var at opmuntre sin hustru og sine børn i deres uddannelse.

»Skrifterne lærer os, at Guds herlighed er intelligens,«¹ siger han. »Der står også, at vi bør opdrage vores børn i lys og sandhed,² og at vi bør stræbe efter at lære ved studium og tro.³ Disse principper blev standarder for vores familie.«

Gå efter uddannelse i dag

I dag er Raimundo 62 år. Og den drøm satte han på pause? Den er endelig ved at gå i opfyldelse. Han blev for nylig færdig med gymnasiet. Desuden forbereder han sig på at komme på universitetet. »Jeg er nødt til at tage en udfordrende prøve for at blive optaget,« siger han. »Men jeg ønsker, at folk, gamle som unge, kan se, at de kan sætte et mål og nå det.«

Raimundos hustru og børn er også ved at tage en uddannelse.

»Da jeg begyndte på universitetet for nogle få år siden,« siger Eró, der er 57, »var der ingen i familien, der havde en videregående uddannelse.« Men jeg troede på, at når denne mur blev brudt, ville uddannelse fylde vores hjem. Det ville gøre tingene bedre fremadrettet. Jeg er uddannet kok, og jeg laver mad, fordi jeg elsker at lave mad. Men jeg tænkte, at jeg kunne lære mere, og min datter Dielle ønskede også at lære mere.«

De tilsluttede sig kirkens selvhjulpenhedsgruppe, og formidleren foreslog, at de søgte et lån fra Kirkens selvsupplerende uddannelsesfond. »Lånene blev godkendt,« siger Eró. »Så vi begyndte på universitetet for at studere gastronomi. Vi studerede det samme, og vi var datter og mor, der studerede sammen på samme tid. Vi arbejdede hele dagen med at lave mad, og tog så på universitetet om aftenen.« Nogle dage begyndte Eró at arbejde kl. 5.00, arbejdede hele dagen og havde så klasser, der begyndte kl. 20.00.

Hun indrømmer, at hun sommetider falder i søvn. »Selvfølgelig er det hårdt,« siger hun. »Men man stoler bare på, at Herren vil hjælpe en, og så bliver man ved.«

en mand og hans hustru ved hendes dimission — Raimundo og Eró Carvalho den dag, hun fik sin eksamen i gastronomi.

Nu er både mor og datter blevet færdiguddannet. Eró arbejder ikke længere på en restaurant. Hun er selvstændig og arbejder hjemmefra. »Vi laver begge stadig mad, men vi er mere kvalificerede og har flere muligheder for at blive forfremmet. Vi tjener nok til at betale vores lån tilbage, og Dielle arbejder på en kandidatgrad i event management!«

ung kvinde smiler — Dielle arbejder nu på en kandidatgrad.

Eró forklarer også: »Vores søn Odirlei er, selv om han sidder i fængsel, ved at færdiggøre en eksamen i regnskab online og er blevet optaget på et konkurrencepræget føderalt universitet. Han venter på en dommers afgørelse, der kan give ham mulighed for at deltage personligt i klasserne. Vi opfordrer ham til at bruge sin tid på at studere, blive kvalificeret, så han kan få et bedre liv, når han bliver løsladt. Han har lært, at uddannelse giver én mulighed for at skabe en ny virkelighed, og han ved, at Gud ved, hvad han kan blive.«

Eró erklærer: »Uddannelse har gjort en stor forskel for vores familie. Det er ikke kun kundskab; det er et anker i vores liv.« Og Raimundo bemærker, at hans mor, der var analfabet det meste af sit liv, som en ældre kvinde lærte at læse og skrive.

»Studium og tro blev standarder for vores familie,« siger Raimundo.

En anden slags kundskab

Raimundo og Eró kender også til en anden form for uddannelse – åndelig kundskab.

»For omkring 30 år siden,« siger Raimundo, »var vi ikke aktive i Kirken. Men vores biskop bad Eró og mig om et interview. Han opfordrede os til at tage en klasse om evigt ægteskab, og på grund af den klasse kom vi tilbage til Kirken, og sammen studerede vi og vi lærte og vi opbyggede vores vidnesbyrd. Et år senere blev vi beseglet til vores familie i templet i São Paulo i Brasilien.«

Nu har de ydet årtiers tjeneste i deres menighed og stav, »og vi studerer stadig evangeliet og lærer stadig mere sandhed,« siger Raimundo.

»Selvom vi er ældre,« siger Eró, »er vi nødt til at blive ved med at lære. Vi er især nødt til at blive ved med at opnå åndelig kundskab. Det er alt sammen en del af en evig plan.«

Raimundo siger, at han elsker dette citat af ældste Dieter F. Uchtdorf fra De Tolv Apostles Kvorum.

»Som folk sætter vi med rette stor pris på verdslig uddannelse og erhvervsmæssig udvikling. Vi ønsker og vi må udmærke os bogligt og håndværksmæssigt. Jeg roser jer for flittigt at stræbe efter at få en uddannelse og blive eksperter inden for jeres felt. Jeg opfordrer jer til også at blive eksperter i evangeliets lære.«⁴

Og Raimundo elsker også dette skriftsted:

»Uanset hvilket intelligensniveau vi opnår i dette liv, så opstår det sammen med os i opstandelsen.

Og hvis en person ved sin flid og lydighed opnår større kundskab og intelligens i dette liv end en anden, så har han en tilsvarende fordel i den kommende verden.«⁵

»Det skriftsted motiverer mig,« siger han. »Det gør mig glad at vide, at der kommer mere. Jeg vågner tidligt om morgenen og studerer skrifterne. Så går jeg på arbejde tilfreds, for jeg var i stand til at lære noget tidligt om morgenen.«

Husk på det, I har lært.

For ikke så længe siden blev Raimundo og Eró kaldet til at rådgive de unge voksne i deres region.

»Det er vidunderligt!« siger Eró. »Vi modtager deres positive energi, og vi giver dem visdom tilbage. Det er ligesom en perfekt forbindelse. Alder adskiller os ikke. Ønsket om at forbedre os fører os sammen. Vi har opdaget, at de kan lære os færdigheder, vi endnu ikke har lært. Og til gengæld kan vi give dem livserfaring og hjælpe dem til at forstå, hvordan uddannelse kan øge deres evne til at være selvhjulpne. Vi er her for at støtte hinanden og lære af hinanden.«

»Sikke en vidunderlig mulighed vi har nu,« siger Raimundo, »for at hjælpe de unge til at se, hvordan uddannelse kan hjælpe dem til at blive selvhjulpne. Men jeg håber, at vi også kan hjælpe dem til at forstå, at Guds herlighed er intelligens. Jeg tror, at vi alle har et ønske om at lære. Jeg tror, at vi altid vil blive ved med at lære.«