Kun digitalt: Unge Voksne
Hvad et hækleprojekt lærte mig om at genopbygge mit vidnesbyrd
En pandemi-hobby hjalp mig til at forstå processen med at udvikle og styrke min tro.
Jeg rodede gennem den gamle, støvede kasse med en engel i hånden. Jeg havde hæklet englens hoved og krop, men jeg havde brug for gult garn til at færdiggøre glorien og vingerne, og jeg var ikke sikker på, at jeg havde noget.
Jeg havde lært at hækle, da jeg var 11, men så gik jeg omkring et årti uden at samle en hæklenål op. Det var først under pandemien, at det igen var blevet en hobby at hækle, og jeg var blevet ambitiøs. Jeg prøvede at færdiggøre et fuldt sæt figurer til et krybbespil inden jul.
Lige da jeg skulle til at give op, fik jeg øje på et gult stykke stof. Jeg hev i materialet og et stort, ujævnt tæppe kom til syne. Det havde gigantiske striber i skrigende farver, der ikke matchede: orange, lyserød, marineblå og gul, der alle var hæklet sammen i et alt for farvestrålende mønster.
Striberne var alle mulige forskellige størrelser. Maskerne var løse og uensartede. Men tæppet fik mig alligevel til at smile, da jeg genkendte det fra mine første år med at hækle. Mit fokus og min motivation var stået af, længe før projektet var færdigt. Og det havde ligget i denne bunke ufærdige projekter i årevis uden at blive brugt eller set.
Jeg tog den løse, uhæftede ende af tæppet og trak. Tæppet var aldrig blevet hæftet, så jeg kunne trævle adskillige masker op ad gangen med et enkelt hurtigt ryk.
Jeg tøvede, inden jeg trævlede det yderligere op. Tæppet var forældet og overdrevent farverigt. Men det gjorde mig lidt ked af det at tænke på, at jeg var ved at ødelægge alt det, mine unge fingre havde arbejdet så hårdt på at skabe. Men jeg indså, at ved at hækle dette tæppe for alle de år siden havde jeg bevaret materialet lige der, hvor jeg havde brug for det. Nu var det tilgængeligt og klart til at blive brugt til dette bedre formål.
Så jeg trævlede op. Jeg trak og trak, indtil garnet lå i en sammenviklet dynge på mit skød, og så begyndte jeg at hækle. Mine langt dygtigere hænder omdannede de kluntede, barnlige masker på mit tæppe til indviklet mønstrede englevinger.
Mens jeg arbejdede, opstod der en mærkelig tanke i mit sind:
Mit vidnesbyrd er ligesom denne lille engel.
Genopbygning af min tro
Selvom tanken først fik mig til at smile, indså jeg, jo længere jeg tænkte over det, at det var sandt. Mit vidnesbyrd havde, ligesom mit lille tæppe, til at begynde haft en enkel, barnlig opbygning. Så kom optrævlingen, da visse ting prøvede min tro. De løse, kluntede masker, der havde dannet grundlaget for mit vidnesbyrd, føltes som om, at de blev trukket fra hinanden.
Og til sidst skete genopbygningen. Da jeg var holdt op med at holde så hårdt fast i det, jeg havde haft før, var begyndt at stole på Frelseren og lod mit vidnesbyrd vokse og ændre sig, havde det formet sig til noget langt smukkere, noget dybere og mere betydningsfuldt end det, jeg havde været i stand til at skabe som barn.
Generalautoritet emeritus fra De Halvfjerds ældste Bruce C. Hafen forklarede dette fænomen, da han beskrev det, han kaldte »enkelheden, bagom kompleksiteten«1 – der i bund og grund er idéen om, at hvis vi arbejder os igennem de svære spørgsmål i livet, så vil vi modtage en ny, stærkere form for enkelhed. Han forklarede, at »vores tunneller af uklarhed er der for at lære os noget, ikke pine os … Det er ved tro, at vi bevidst vælger at udvikle os gennem den kompleksitet, der lader os se med vidtåbne øjne og vores hjerte på vid gab.«2
Jo længere tid jeg tænkte over det, indså jeg, at det ikke blot var mit vidnesbyrd, men mit liv, der havde fulgt dette mønster. Det skete ikke alt sammen på en gang, men langsomt og gradvist havde jeg forandret mig. Jeg havde forandret mig gennem Kristus. Jeg havde klaret modgang og var blevet noget nyt gennem Kristus.
Kundskab om Kristus som vor Forløser
Dette hækleprojekt begyndte som en isolationshobby, men endte med at blive den perfekte påmindelse om Kristi indflydelse og fejring af nyt liv. For det er det, Kristus tilbyder os: En chance for at blive til noget helt nyt. Vi fejrer barnet i Betlehem, fordi vi ved, at det barn voksede op og blev en, der kunne give os muligheden for at udvikle og ændre os og for at blive helbredt.
Som præsident Thomas S. Monson (1927-2018) sagde: »Når vi følger den sti, som Jesus trådte, vil vi opdage, at han er mere end en baby fra Betlehem, mere end tømrerens søn, mere end den største lærer, der nogensinde har levet. Vi vil komme til at kende ham som Guds Søn, vor Frelser og vor Forløser.«3
Selvom Kristi fødsel var en mirakuløs og vidunderlig begivenhed, bliver min julefejring større og beriget ved at huske præcis, hvorfor englens tidender bragte så »stor glæde« (Luk 2:10). Som englen også profeterede: »[Maria] skal føde en søn, og … skal give ham navnet Jesus; for han skal frelse sit folk fra deres synder« (Matt 1:21).
Når vi fejrer Kristi fødsel, kan vi også huske håbet på et nyt liv og de nye chancer, som han giver os. Julen er en vidunderlig tid med traditioner og at give, og den kan også være en tid til at styrke eller tilmed genopbygge vores vidnesbyrd. Vi kan lade Herren, i al sin kundskab og visdom, gøre os til noget bedre end vi kunne have forestillet os.