Du har altid vidst det

José G. Franco fra Utah i USA

Jeg havde modtaget et vidnesbyrd om det gengivne evangelium, men jeg havde stadig 10 måneder tilbage af min kontrakt som præst for en anden kirke.

Da jeg var omkring ni år gammel, fik jeg en slem tandpine. Smerten blev ubærlig, men vi havde ingen penge til at gå til tandlægen. På det tidspunkt boede jeg hos min kærlige bedstemor i Mexico.

Med tårer i øjnene spurgte hun mig: »Tror du på Jesus, og at han kan hjælpe dig?«

Jeg sagde, at det gjorde jeg. Hun bad mig om at gå ind i værelset ved siden af, knæle og bede om et mirakel. Jeg udøste mit hjerte i bøn, men der skete ingenting. Frustreret lagde jeg så meget pres, jeg kunne, på min kæbe og bad endnu en bøn. Snart var smerten væk! Da jeg løb tilbage for at fortælle min bedstemor det, fandt jeg hende på knæ, mens hun bønfaldt Gud om at hjælpe sit lille barnebarn. Jeg har aldrig glemt dette øjeblik, og jeg er taknemmelig over for min bedstemor.

Der fulgte andre åndelige oplevelser.

Da jeg blev 14, flyttede jeg til Texas i USA for at slutte mig til mine forældre og søskende. Jeg fandt en lokal kirke og begyndte at komme der regelmæssigt. På grund af mine oplevelser med Gud ønskede jeg at dele hans navn og evangelium med alle, der ville høre på mig. Da jeg var 15, begyndte jeg på en bibelskole for at blive præst. I to år deltog jeg i bibelundervisning før skole, efter skole og i weekenderne.

En morgen på gymnasiet hørte jeg larm i drengenes omklædningsrum. »Du der, mormon!« råbte nogen. Jeg havde aldrig hørt det udtryk før, men det lød som en fornærmelse.

Senere fandt jeg ud af, at den person, der blev råbt af, var min gode ven Derek.

»Jeg er ked af, at du blev kaldt mormon,« sagde jeg.

Derek smilede og spurgte: »Du ved ikke, hvad en mormon er, gør du?«

Han fortalte mig, at det var et øgenavn for medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.

»Så, er du kristen?« spurgte jeg.

Da han sagde ja, var jeg glad over at vide, at vi begge troede på Jesus Kristus.

»Har du spurgt Gud?«

»Hvem er de mormoner,« tænkte jeg, »og hvad tror de på?«

Jeg gik på internettet for at finde ud af det. Efter nogle få minutter bestemte jeg mig for, at min ven alligevel ikke var kristen, og at han ville komme i helvede. Så det blev min mission at redde ham.

I de næste to år læste jeg hver eneste bog, jeg kunne finde om Kirken, deriblandt hele Mormons Bog – to gange. Jeg mødtes også med Derek og fuldtidsmissionærerne for at prøve at hjælpe dem.

Da jeg blev 17 år, fik jeg min eksamen fra bibelskolen, blev ordineret til præst og blev pastor for en lille menighed i Texas. To måneder efter min ordination havde jeg endnu en samtale med missionærerne.

En af dem spurgte: »Du har læst Mormons Bog, og du har deltaget i alle undervisningstimer, vi kan tilbyde, men har du spurgt Gud, om vores budskab er sandt? Du ville genkende et svar fra ham, ikke?«

»Selvfølgelig,« sagde jeg stolt.

»Som jeg ser det, er det en win-win-situation for dig,« svarede missionæren. »Hvis du spørger Gud, om det, din ven tror, er sandt, og Gud siger nej, så har du fuldført den mission, som du begyndte denne rejse for. Men hvis han siger, at vores budskab er sandt, så tænk over, hvor meget du kan opnå ved det.«

Jeg havde aldrig tænkt på det på den måde. Den aften knælede jeg ned på mit værelse efter at have læst Moroni 10:3-5. Mit svar fra Gud var enkelt, men stærkt. Med en stille, sagte stemme svarede han mig: »Du har altid vidst det«.

Et nyt kapitel i mit liv som discipel

Nu hvor jeg havde et vidnesbyrd om det gengivne evangelium, hvad så med min præstegerning? Jeg havde stadig 10 måneder tilbage af min kontrakt som præst. Efter megen bøn og rådførelse med Gud besluttede jeg mig for at gøre min tjeneste færdig. I de næste 10 måneder fortsatte jeg med at fortælle om de traditionelle sandheder i Bibelen, men når det var muligt, tilføjede jeg det gengivne evangeliums perspektiv. Disse sandheder vakte genklang hos folk, og min lille flok voksede fra 20 til næsten 150.

Da jeg havde afsluttet min kontrakt, blev jeg tilbudt en fast stilling, men jeg vidste, at tiden var inde til at blive døbt ind i Kirken. Det var på tide at begynde et nyt kapitel på min rejse som discipel.

Da jeg fortalte min familie det, var de ikke glade – til at begynde med. Men tre måneder efter jeg var blevet medlem af Kirken, døbte jeg min mor og to af mine søskende. Efter jeg havde tjent som fuldtidsmissionær i missionen i Oklahoma City i Oklahoma, døbte jeg min lillesøster.

Hvis nogen spørger, hvorfor jeg ændrede min religion, svarer jeg altid: »Jeg ændrede ikke min religion – jeg er stadig en trofast kristen. I stedet styrkede jeg ganske enkelt mit forhold til Frelseren ved at blive et døbt medlem af hans kirke – Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Jeg kender ham mere personligt og indgående nu end før på grund af evangeliets gengivelse, Mormons Bog, nutidige profeter og de hellige ordinancer til frelse og ophøjelse, der er tilgængelige i templet.«

I dag har jeg privilegiet af at arbejde som seminarlærer på fuld tid. Jeg vier stadig mit liv til Jesus Kristus og hans evangelium. Og jeg fortæller stadig alle, der vil lytte, om »en stor glæde« (Luk 2:10).