Kraften til at oprejse

Præsident Bonnie H. Cordon

Unge Kvinders hovedpræsident

Vi kan være med til at løfte dem, der venter på, at Frelseren udfrier dem.

Slået. Igen. Jeg sank ned i stolen og hang med hovedet. Jeg så bare på, men jeg havde stadig ingen energi til at rejse mig. Vores hold havde prøvet så hårdt. Nogle havde blå mærker. Nogle haltede fra banen. Vores high school-fodboldhold havde lidt flere nederlag i træk, så vi var ikke bare slået – vi var helt nedslået.

Lige da min skuffelse syntes at overvælde mig, gik en af de yngste piger på holdet forbi. Jeg blev straks draget af den målrettethed, jeg så i hendes ansigt.

Jeg så, da hun, mens hun gik forbi, rakte hånden ud til hver pige, men ikke i erkendelse af nederlag. I stedet gav hun personlig ros, trøst og medfølelse. »Jeg har aldrig set dig løbe så hårdt for at nå over til hver aflevering. Det var din bedste kamp.« Og til en anden: »Wauw, fantastisk kamp. Helt alvorligt, du var på i dag!«

Ved hver highfive blev hendes ene hånd på deres, mens hendes anden hånd lå på deres skulder eller blidt klappede dem på deres forslåede og græs-plettede ben. Jeg kunne mærke, at hun bar noget inde i sig, en kraft, der på en eller anden måde overførtes fra hende til hjertet på hvert holdmedlem. Smilene begyndte at bryde igennem smertens og skuffelsens aftegninger. Langsomt, en efter en, fik hver spiller en ny følelse, der kunne mærkes i luften.

Hvem tænkte på de blå mærker og smerten? Hvem tænkte på vreden og frustrationen? Ikke en eneste. Men hvordan kunne blot en hånd løfte nogen fra lidelse til et sted med formål og styrke?

Lad mig fortælle om nogle ting, jeg har lært om Frelserens kraft til at løfte, og hvordan vi kan hjælpe, ligesom min ven på fodboldholdet.

I Det Nye Testamente læser vi følgende beretning om Jairus’ datter.

»Så kommer der en af synagogeforstanderne, han hed Jairus, og da han så Jesus, faldt han ned for hans fødder

og bad ham indtrængende: ›Min lille datter ligger for døden. Ville du blot komme og lægge hænderne på hende, så hun kan blive frelst og leve.‹

Så gik Jesus med ham« (Mark 5:22-24).

»Så gik Jesus med ham«

Jeg elsker sætningen: »Så gik Jesus med ham« (Mark 5:24). Miraklet var ikke sket endnu. Faktisk ville der ske nogle tragiske forsinkelser, før familien modtog den udfrielse, som de bønfaldt om. Men Kristus var allerede på rejsen sammen med dem.

Når vi har brug for det, som vi ikke selv kan gøre, kan vi stole på, at Jesus er på vej. Og vi kan stole på, at når vi med tro venter på hans mirakler i vores eller vore kæres liv, vil han vandre med os. Han vil vandre med os hele vejen gennem den angst og frygt og sorg, der venter os på vejen til udfrielse.

»Kom og læg hænderne på hende«

Det er ikke os, der kan tilbyde helbredelse, men ligesom Jairus kan vi bringe Jesus Kristus, Helbredelsens Mester, til dem, vi elsker. Jairus vidste, at Frelserens hænder kunne løfte nogen fra et sted med lidelse til et sted med formål og styrke.

Det så jeg i vores lys-givende fodboldspiller. Hun delte Kristi lys på en fodboldbane og gav ham mulighed for at udføre hans helbredelse. Ved at holde hans lys op hjalp hun med at indsamle Israel.

Vi har hver især brug for at blive reddet af andre end os selv. Uanset hvor sårbare, det gør os, kan vi stole på, at vor himmelske Fader sørgede for en Frelser, der kan oprejse os fra fortvivlelse. Og vi kan deltage med ham, ligesom min fodboldhelt gjorde.

Men hvad nu, hvis tingene kun bliver værre, mens man venter på, at hans velsignelser kommer?

»Hvorfor gøre Mesteren ulejlighed mere?«

Mens Kristus var på vej til Jairus’ hus, blev han forsinket. Gaderne var fyldte, og da han forsøgte at komme igennem, rørte en kvinde med stor tro, som også havde ventet på hans helbredende hånd, ved hans tøj.

»For hun tænkte: ›Bare jeg rører ved hans tøj, bliver jeg frelst.‹

Og straks udtørredes kilden til hendes blødninger, og hun mærkede i sin krop, at hun var blevet helbredt for lidelsen« (Mark 5:28-29).

Hvor panisk var Jairus? Hvor frustreret var han over forsinkelsen? Da han forlod sit hus, var hans datter allerede ved at dø. Da Frelseren så opsøgte kvinden, der var blevet helbredt, og talte med hende, kom der en fra Jairus’ hus med de dårlige nyheder: »Din datter er død! Hvorfor gøre Mesteren ulejlighed mere?« (Mark 5:35).

Sikke en velsignelse for kvinden, der havde ventet så længe! Men hvilken tragedie for Jairus og hans familie, der slet ikke havde tid til at vente! Når vi venter, kan det sommetider være svært at bevare håbet om, at han kommer. Men for Jairus og hans familie virkede det nu for sent at håbe på det mirakel, de havde brug for. Hans datter var død. Hvorfor gøre Mesteren ulejlighed mere?

Hvorfor? Fordi de begrænsninger, vi sommetider sætter på Frelserens mirakler, ikke betyder noget. Han er ikke bundet af vore tidsfrister, ej heller er hans magt begrænset af vores forståelse af, hvad der er muligt.

Hvis vi ser med troens øjne, mens vi venter, vil vi se forsikringer om, at hans udfrielse er på vej (se Alma 58:11). Disse forsikringer kan ændre vores hjerte og bekræfte vores tro på ham. Selv om det virker som om, at muligheden er forpasset, kommer han stadig; jeres tid vil komme.

The Raising of Jairus’ Daughter [Oprejselsen af Jairus’ datter]: Gabriel Max / Peter Horree / Alamy Stock Photo

»Frygt ikke, tro kun!«

Så snart Frelseren hørte de dårlige nyheder, sagde han til Jairus: »Frygt ikke, tro kun« (Mark 5:36). Frelserens ord til Jairus viser, hvor ivrig han er efter at forsikre os mens vi venter. Hans tjenestegerning holder ikke pause, selv når vi gør det. Han tilskyndede straks Jairus til at gå fremad i tro.

»Og han gik ind og sagde til dem: ›Hvorfor larmer og græder I? Barnet er ikke død, hun sover‹ …

Så tog han barnets hånd og sagde til hende: ›Talitha kum!‹ - det betyder: ›Lille pige, jeg siger dig, rejs dig op!‹« (Mark 5:39, 41).

Fik I fat i det? »Han [tog] barnets hånd.« Der er kraft i hans hænder. Præsident Howard W. Hunter (1907-1995) sagde engang: »Det, Jesus lægger sine hænder på, vil leve.«¹ Hvad kan vi gøre for bedre at modtage hans helbredende hånd? Og hvordan kan vi være hans hænder til at løfte andre i deres hjertesorg og desperation?

»Og straks stod pigen op og gik omkring«

Straks vendte livet tilbage til Jairus’ datter: »Og straks stod pigen op og gik omkring« (Mark 5:42). Jordelivet rummer senge, som vi må stå op af. Disse senge ser lidt forskellige ud for os hver især – fra skuffelse efter et nederlag på banen til at miste en af vores kære. Lidelse vil uundgåeligt komme. Men han vil aldrig forlade os, uanset hvor frygtelige eller endegyldige omstændighederne måtte synes. Sommetider tillader han os at gå gennem døde eller øde steder, så han kan række sine hænder ud og fylde dem med liv.

Med tegnet på hans forsoning – mærket af et søm i hver hånd – viser han os, at vi er hans tjenestegerning: »Se, i mine håndflader har tegnet dig« (1 Ne 21:16). Kristi tjenestegerning var, er og vil altid være at oprejse os fra en død, som vi ikke kan undslippe fysisk eller åndeligt, og det er alt sammen muligt gennem hans sonoffer.

Når sådanne hjertesorger og udfordringer opstår, kan vi se de hænder for os, der bærer et mærke i hver håndflade, der ikke blot bringer venlighed og kærlighed, men også kraft til at overvinde. Ved at udøve tro på ham vil en fuldstændig genoprettelse ved verdens Forløser sejre over alt, hvad vi står over for.

Og vi kan være forlængelsen af hans hænder til andre, der har brug for hans berøring.

Jeg vidner om, at vi alle vil blive oprejst fra vore egne skrøbeligheder og i sidste ende graven. Husk, at selv om alt føles tabt, så er han der, og han rækker sine hænder ud med frelsens kraft. Forestil jer den glæde, der vil komme, når han rækker sin hånd ud til jer og erklærer: »Jeg siger dig, rejs dig op!« Og rejse os, det skal vi.