Jødiske begravelsesskikke

Lazarus, Martha og Maria var søskende, der boede i byen Betania. De var venner med Frelseren, og han besøgte dem ved flere lejligheder. På et tidspunkt i sin tjenestegerning forlod Jesus Judæa, hvor Betania lå, fordi jøderne i området ønskede at slå ham ihjel (se Joh 10:39-40). Mens Jesus var væk, blev Lazarus syg, døde og blev begravet efter jødisk skik (se Joh 11:1-17).

Dette er nogle af de skikke, de sandsynligvis ville have fulgt ved Lazarus’ død og begravelse.

Efter at personen døde, blev hans eller hendes øjne lukket. Liget blev vasket med velduftende ting som nardus, myrra og aloe (se Luk 23:56; Joh 19:38-40).

Liget blev pakket ind i stof og båret til familiens hjem, hvor slægtninge og naboer kunne komme på besøg (se ApG 9:37).

Normalt blev liget båret til graven på en båre i løbet af otte timer efter dødsfaldet, så alle besøgende kunne se liget (se Luk 7:12-14). Kvinder gik i spidsen for optoget. Familiemedlemmer rev deres tøj i stykker som et tegn på sorg.

Nogle grave var hugget ind i en klippe (se Matt 27:58-60). Gravene havde små åbninger, så folk måtte bøje sig for at komme ind.

Liget blev lagt på en bænk, der var hugget ud af stenen. Gravhulen blev lukket med en stor rund sten for at forhindre tyve eller dyr i at komme ind.¹

Da Jesus oprejste Lazarus fra de døde, havde hans disciple en stærk grund til at håbe frem for blot at sørge over tabet af en af sine kære. De kunne ikke fornægte, at »graven ikke skulle have nogen sejr, og døden ikke skulle have nogen brod« på grund af Jesus Kristus (Mosi 16:7).