Det Nye Testamente i kontekst
Landsbyliv i Galilæa på Jesu Kristi tid
Når vi kender til det første århundredes landsbyliv, som Jesus levede i, kan det hjælpe os til bedre at forstå hans lærdomme og drage os tættere på ham.
I Evangelierne i Det Nye Testamente står der, at Jesus tilbragte det meste af sit liv og sin tjenestegerning i de jødiske landsbyer nær Genesaret Sø, en ferskvandssø nord for Judæa, der er omgivet af bakker og landbrugssletter.1
Denne region udgjorde ikke alene de fysiske, kulturelle og religiøse rammer i Jesu barndom, men det var også der, hvor han kaldte sine første disciple, udførte mange af sine mirakler og begyndte at forkynde rigets »glade budskab«.2
Når vi kender til landsbylivet i det første århundrede i regionen, kan det hjælpe os til bedre at forstå hans lærdomme og bringe liv i evangeliske historier på en måde, der drager os tættere på ham.
Befolkningen
Skrifterne, historiske kilder og arkæologiske udgravninger nær Genesaret Sø indikerer, at selvom dette område engang var beboet af nogle af Israels nordlige stammer,3 blev de galilæiske landsbyer – såsom Nazaret, Kana, Nain, Kapernaum, Chorazim og andre på Jesu tid – bosat i løbet af de første to århundreder f.Kr., da judæiske familier migrerede nordpå som en del af det voksende hasmonæiske rige.
På Det Nye Testamentes tid lå befolkningen i disse landsbyer på mellem nogle få hundrede og til nogle få tusinde indbyggere, hvoraf de fleste var beskæftiget med landbrugs-, fiskeri- og handelsaktiviteter, som Jesus ofte hentydede til i sine lignelser og prædikener.4
Bygninger
Det daglige liv i landsbyerne i Galilæa var relativt beskedent, især i sammenligning med de større byer i regionen (såsom Jerusalem) med deres urbane struktur, byggeteknologi og faciliteter.
Fx havde landsbyerne i Galilæa typisk ingen byplanlægning, asfalterede veje eller pladser, monumental arkitektur eller indlagt vand. I stedet bestod de for det meste af små grupper af hjem med enkle værelser til beboelse, samlet omkring en fælles gårdsplads (hvilket ikke giver rum for meget privatliv). De var lavet af stablede marksten, der var muret sammen med mørtel, og de havde stråtækte tage dækket af et lag gips.5 Og de husede storfamilier, der arbejdede sammen i deres landbrugs-, fiskeri-, håndværks- eller madforarbejdningserhverv.6
Efterhånden som husene blev udbygget til at imødekomme voksende behov, udviklede der sig naturligt trampede jordstier og gangstier, hvilket gjorde levebetingelserne støvede i de varme somre og mudrede i den regnfulde vintertid.
Hjemmeliv
Eftersom skatterne i den periode var høje, og de fleste familier kun levede på et eksistensniveau, havde husene i landsbyerne i Galilæa en meget spartansk indretning, de havde begrænset møblering og indeholdt ingen luksus.
Familiens medlemmer tilberedte typisk måltider ved hjælp af stenkværne og ovne; og de både sad og sov på stråmåtter, der dækkede hjemmets jordgulve. De spiste af gryder og delte maden ved at dyppe brød i supper eller tynde gryderetter.
Måltider omfattede også typisk lokal vin, olivenolie, bælgfrugter (linser, bønner og kikærter), frugt (druer, oliven, figner og dadler), grøntsager (løg, porrer og kål), fisk og mejeriprodukter (gedeost, smør og mælk).
Uden indlagt vand eller badefaciliteter i disse bosættelser må hygiejnen blandt indbyggerne i Galilæa have været betydeligt lavere, end vi kender fra nutidige standarder.
Skikke
Udover regionens fysiske omgivelser var landsbyerne i Galilæa i det første århundrede for det meste beboet af religiøse jødiske familier.
De talte aramæisk (måske blandet med lejlighedsvise hebraiske ord og vendinger), fejrede helligdage som sabbatten (som man bød velkommen ved at tænde små olielamper) og overholdt kosher-spisereglerne, som de er foreskrevet i Toraen,7 bad jødiske bønner som Shema,8 opretholdt forskellige grader af rituel renhed,9 samledes i beskedne synagogeomgivelser10 og videregav mundtligt historier og lærdomme fra skriften.
Tøj
De fleste landsbybeboere havde ikke råd til at bære lange kåber eller flere lag tøj, men bar i stedet den almindelige klædedragt i det romerske Palæstina: En enkel knælang, ærmeløs tunika, der var fæstet om livet med et bælte, lædersandaler og en kappe over skuldrene for ekstra varme i vintersæsonen.
Derudover bar jødiske mænd hellige frynser på hjørnerne af deres kapper (der er ikke noget bevis for religiøst hoveddække på dette tidspunkt), og gifte kvinder havde bundet deres hår op i et lille net.11
Disse og andre aspekter af jødernes hverdag i det første århundrede i Galilæa giver et værdifuldt glimt af den verden, Jesus levede i, og at have dette i tankerne, når vi læser de evangeliske beretninger, kan øge vores forståelse af hans jordiske tjenestegerning, budskaber og kald af disciple.