»Min fred giver jeg jer«

Ældste Dieter F. Uchtdorf

De Tolv Apostles Kvorum

De samme ord, som Jesus sagde til Genesaret sø den stormfulde nat, siger han til stormene i vores liv, så vi kan finde fred: »Ti stille, hold inde!«

For min familie og jeg var den kolde vinter i 1944 en tid med frygt og usikkerhed. Mens min far langt borte ved den vestlige front, kæmpede min mor med at holde sine fire børn mætte og varme, da krigen truede vores hjem i Tjekkoslovakiet.

Hver dag kom faren nærmere. Til sidst besluttede min mor sig for at flygte til sine forældres hjem i Østtyskland. På en eller anden måde fik hun os alle med på et af de sidste flygtningetog vestpå. Eksplosioner i nærheden, bekymrede ansigter og tomme maver mindede alle i toget om, at vi rejste gennem en krigszone.

En aften, da vores tog var stoppet for at samle forsyninger op, skyndte min mor sig af sted for at lede efter mad. Da hun kom tilbage, var toget, vi børn var på, til hendes rædsel væk!

Fyldt af bekymring henvendte hun sig til Gud i desperat bøn og begyndte så febrilsk at søge på den mørke togstationen. Hun løb fra spor til spor og fra tog til tog. Hun vidste, at hvis toget afgik, før hun fandt det, ville hun måske aldrig få os at se igen.

Livets storme

Under Frelserens jordiske tjenestegerning lærte hans disciple, at han kunne stilne livets storme. En aften, efter en hel dag med undervisning ved bredden, foreslog Herren, at de »[tog] over til den anden bred« af Genesaret sø (Mark 4:35).

Da de var taget af sted, fandt Jesus et sted på skibet at hvile sig og faldt i søvn. Snart blev himlen mørk, »og der kom en voldsom hvirvelstorm, bølgerne slog ind over båden, så den var lige ved at fyldes« (se Mark 4:37-38).

Vi ved ikke, hvor længe disciplene kæmpede med at holde båden oven vande, men til sidst kunne de ikke vente længere. De gik i panik og råbte: »Mester, er du ligeglad med, at vi går under?« (Mark 4:38).

Vi står alle over for pludselige storme. I vores jordiske liv med prøvelser og modgang kan vi føle os fortvivlede, mismodige og skuffede. Vores hjerte knuses for os selv og for dem, vi elsker. Vi bekymrer os og frygter og mister sommetider håbet. I sådanne tider kan vi også råbe: »Mester, er du ligeglad med, at jeg omkommer?«

I min ungdom var en af mine yndlingssalmer »Mester, se uvejret truer.«¹ Jeg kunne forestille mig, at jeg var i båden, da »bølgerne [slog] mod sky.« Den afgørende og smukkeste del af salmen lyder således: »Til havet og vinden han sige vil: Ti vær stil!« Så kommer det vigtige budskab: »Er han med i skibene, stol derpå, de kan ej i sø eller storm forgå.«

Hvis vi byder Jesus Kristus, Fredsfyrsten, velkommen i vores båd, behøver vi ikke at være bange. Vi vil vide, at vi kan finde fred midt i de storme, der hvirvler inden i os og rundt omkring os. Da disciplene havde råbt om hjælp, »rejste [Jesus] sig, truede ad stormen og sagde til søen: ›Ti stille, hold inde!‹ Og stormen lagde sig, og det blev helt blikstille« (Mark 4:39).

De samme ord, som Jesus sagde til Galilæasøen den stormfulde nat, siger han til stormene i vores liv, så vi kan finde fred: »Ti stille, hold inde!«

»Ikke som verden giver«

Ligesom disciplene kan vi spørge: »Hvem er dog han, siden både storm og sø adlyder ham?« (Mark 4:41).

Jesus er ulig nogen anden mand. Som Guds Søn blev han kaldet til at udføre en mission, som ingen anden kunne udføre.

Gennem sin forsoning og på en måde, som vi ikke helt kan fatte, påtog Frelseren sig »smerter og trængsler og fristelser af enhver art« (Alma 7:11) og »den samlede vægt af alle jordiske synder.«²

Selvom han ikke skyldte retfærdigheden noget, led han »hele … retfærdighedens krav« (Alma 34:16). Præsident Boyd K. Packer (1924-2015), præsident for De Tolv Apostles Kvorum, sagde: »Han havde ikke gjort noget forkert. Ikke desto mindre fik han det hele at føle – den samlede sum af al skyld, sorg, sørgmodighed, smerte og ydmygelse, al mental, følelsesmæssig og fysisk lidelse, mennesker har kendt til.«³ Og han overvandt det hele.

»Og han vil påtage sig døden, så han kan løse dødens bånd, som binder hans folk; og han vil påtage sig deres skrøbeligheder, så hans indre kan fyldes med barmhjertighed, hvad angår kødet, så han, hvad angår kødet, kan vide, hvorledes han kan bistå sit folk, hvad angår deres skrøbeligheder« (Alma 7:12).

I kraft af en guddommelig begavelse, der blev brændemærket af pinsel, og af kærlighed til os, betalte Jesus Kristus prisen for at forløse os, for at styrke og frelse os. Det er kun gennem forsoningen, at vi kan finde den fred, vi så inderligt ønsker og behøver i dette liv. Frelseren lovede: »Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!« (Joh 14:27).

Jesu Kristi liv og lærdomme lader os føle hans fred, hvis vi vender os til ham.

Kristi billede, af Heinrich Hofmann

Veje til fred

Jesus Kristus, der kontrollerer elementerne, kan også lette vores byrder. Han har kraften til at helbrede det enkelte menneske og nationer. Han har vist os vejen til sand fred, for han er »Fredsfyrsten« (se Es 9:5). Den fred, Frelseren tilbyder, kunne forandre hele menneskeheden, hvis Guds børn ville tillade det. Hans liv og lærdomme giver os mulighed for at føle hans fred, hvis vi vender os til ham.

»Lær af mig,« sagde han, »og lyt til mine ord; vandr i min Ånds sagtmodighed, så skal du få fred i mig« (L&P 19:23).

Vi lærer af ham, når vi opløfter vores sjæl i bøn, studerer hans liv og lærdomme og »stå[r] … på hellige steder,« herunder templet (L&P 87:8; se også 45:32). Tag til Herrens hus så ofte, I kan. Templet er et fredeligt tilflugtssted fra de storme, der er under opsejling i vor tid.

Min kære ven præsident Thomas S. Monson (1927-2019) sagde: »Når vi besøger det hellige hus, og når vi erindrer de pagter, som vi indgår derinde, bliver vi i stand til at udholde enhver prøvelse og overvinde enhver fristelse. Templet giver os et formål med livet. Det indgyder os fred i sjælen – ikke den fred, mennesker giver, men den fred, som blev lovet af Guds Søn.«⁴

Vi lytter til hans ord, når vi giver agt på hans lærdomme fra de hellige skrifter og fra hans levende profeter, følger hans eksempel og kommer til hans kirke, hvor vi bliver ført ind i fællesskabet, undervist og næret ved Guds gode ord.

Vi vandrer i hans Ånds sagtmodighed, når vi elsker, som han elskede, tilgiver, som han tilgav, omvender os og gør vores hjem til et sted, hvor vi kan føle hans Ånd. Vi vandrer også i hans Ånds sagtmodighed, når vi hjælper andre, tjener Gud med glæde og stræber efter at blive »Kristi fredsommelige tilhængere« (Moro 7:3).

Disse skridt og gerninger i tro fører til retfærdighed, velsigner os på vores rejse som discipel og giver os varig fred og formål.

»I skal have fred i mig«

En mørk nat på en grum jernbanestation for mange år siden stod min mor over for et valg. Hun kunne sætte sig og begræde den tragedie at have mistet sine børn, eller hun kunne omsætte sin tro og sit håb til handling. Jeg er taknemmelig for, at hendes tro overvandt hendes frygt, og at hendes håb overvandt hendes fortvivlelse.

Endelig fandt hun i et fjernt hjørne af stationen vores tog. Der blev vi endelig genforenet. Den aften, og i de mange stormfulde dage og nætter, der fulgte, holdt min mors eksempel med at omsætte tro til handling os gående, mens vi håbede på og arbejdede for en lysere fremtid.

I dag oplever mange af Guds børn, at deres tog også er blevet flyttet. Deres håb og drømme om fremtiden er blevet kørt af sporet af krig, pandemi, tab af helbred, beskæftigelse, uddannelsesmuligheder og deres kære. De er mismodige, ensomme og bedrøvede.

Brødre og søstre, kære venner, vi lever i farefulde tider. Folkeslag er desorienteret, straffedomme hviler over landet, og fred er blevet taget bort fra jorden (se L&P 1:35; 88:79). Men fred behøver ikke at blive taget fra vores hjerte, selv om vi må lide, sørge og vente på Herren.

Takket være Jesus Kristus og hans forsoning vil vores bønner blive besvaret. Timingen tilhører Gud, men jeg vidner om, at vores retfærdige ønsker en dag vil blive opfyldt, og at alle vores tab vil blive opvejet, hvis vi bruger omvendelsens guddommelige gave og forbliver trofaste.⁵

Vi vil blive helbredt – fysisk og åndeligt.

Vi vil stå rene og hellige for domstolen.

Vi vil blive genforenet med vores kære i en herlig opstandelse.

Må vi i mellemtiden finde trøst og mod, idet vi stoler på Frelserens løfte: »I skal have fred i mig« (Joh 16:33).