Nyheder
Det sker i Slagelse
En opfølgning
I aprilnummeret af Liahona var en artikel om en skøn julekoncert i Slagelse Menighed. Jeg er efterfølgende blevet gjort opmærksom på, hvad der må betegnes som en beklagelig forglemmelse. I forbindelse med koncerten var der i år i lighed med koncerten i 2021 opstillet en julekrybbe – denne gang dog ikke i kirkesalen med i foyeren (heri ligger nok forglemmelsen).
Men krybben fortjener en fremhævning, da den er blevet til ved møjsomt arbejde af en af menighedens søstre, søster Bettina Ronnenberg og hendes veninde Cille. Et meget smukt stykke arbejde, der ses på billedet.
Næstved
For vel omkring 7 år siden begyndte menigheden på opfordring af nogle søstre i Næstved-området at afholde et månedligt nadvermøde i det område. Alle disse møder er alle blevet afholdt i søster Inga Eifers smukke hjem i Mogenstrup syd for Næstved den 2. søndag i måneden kl. 18.00.
I begyndelsen var det et medlem af biskoprådet, der ledede mødet (Lasse Ronnenberg), senere – da et nyt biskopråds medlemmer alle boede meget langt fra Næstved – blev det til kvorumspræsidentskabet (først Kristian Larsen, senere Søren Larsen), men nu er det tilbage til biskoprådet (Stefan Mølholt). I alle årene er programmerne dog blevet tilrettelagt af menighedsassistenten (Finn Lykkegaard).
Som hovedregel har vi tilstræbt, at organisationslederne på skift deltog som sidste taler, mens de øvrige ofte var gengangere for formiddagens møde i Slagelse. Der er naturligvis nadver, da det jo er et nadvermøde, og så er der hver gang lidt forfriskninger efter mødet, hvilket giver grundlag for 30-45 minutters hyggelig og uformel omgang.
Ånden ved disse møder er altid skøn.
Et eksempel
Søndag d. 8. december afholdtes årets sidste nadvermøde i Mogenstrup. Da vi havde fået to nye søstermissionærer til menigheden, var det passende, at de indledte med at bære deres vidnesbyrd, men ak – i december måned er der mørkt ude på landet, og søstrenes GPS optrådte som drillenisse og sendte dem alvorligt på vildspor, så de kom frem knap 30 minutter efter mødets begyndelse.
Men vi deltog i nadveren og lyttede til den planlagte første taler, der var en af ældsterne, ældste Sommercorn. Men så kom de søde søstre og vi lyttede med glæde til dem. Den ene, søster Erekson, havde kun været i Danmark siden onsdag – altså 4-5 dage – men hendes dansk var så fremragende, at man skulle tro, at hun var »gammel i gårde«.
Efter en mellemsalme kunne vi glæde os over et budskab fra menighedens hjælpeforeningspræsident, søster Dorte van der Put inden afslutningsbønnen. Da enkelte af deltagerne ikke havde haft lejlighed til at overvære julekoncerten, afholdt vi en minikoncert, inden forfriskningerne. Jeg sang Den hellige stad med den udfordring, at bror Johannes Hirschmann som akkompagnatør ikke havde hele klaviaturet, men kun ca. det halve på elorglet, men det gik. Bror Lasse Ronnenberg sang sammen med alle 4 missionærer en skøn julesang, hvorefter bror Hirschmann gav os et velklingende julepotpourri.
Denne aften var vi 13 til stede.
Det er meget opbyggende aftener, som vi glæder os til at kunne fortsætte i det nye år med den ændring, at det fremover bliver de besøgende organisationer, der medbringer forfriskninger i stedet for, at søster Eifer skal gøre det hver gang.