2023
Byd ham velkommen i vores hjem
December 2023


»Byd ham velkommen i vores hjem«, Liahona, dec. 2023.

Sidste dages helliges røster

Byd ham velkommen i vores hjem

Mit barnebarn mindede mig om, at det er vigtigt at give Jesus Kristus en særlig plads i vores hverdag.

krybbe

Illustration: Anastasia Suvorova

En jul for ikke så længe siden var jeg vært for mit fireårige barnebarn i mit hjem. Hendes forældre er langt fra Kirken.

Jeg udnyttede vores tid sammen til at pynte mit juletræ med hende. Da hun så på mit krybbespil, som jeg allerede havde sat op, dukkede der et forundret udtryk op på hendes ansigt. Så jeg begyndte på en enkel måde at fortælle hende historien om Jesu Kristi fødsel. Jeg forklarede hende, at Jesusbarnet blev det bedste menneske på jorden, at han ville blive en stor konge, og at han altid vil hjælpe os.

Jeg fortalte hende, at fordi Maria og Josef ikke kunne finde et sted at sove, måtte de være i en stald med dyr omkring sig. Igen så hun undrende ud.

Mens vi tilbragte dagen sammen, gik hun nu og da over til krybbespillet og flyttede på figurerne. Uden at hun lagde mærke til det, så jeg en gang imellem efter, hvor hun havde flyttet dem hen. Hver gang fjernede hun figuren af Jesusbarnet fra krybben og flyttede plastikhønsene og de andre dyreskikkelser væk fra krybbespillet. Jeg satte dem tilbage på deres plads, men så kom hun igen for at flytte dem en gang til.

Den aften, da mit barnebarn var faldet i søvn, fandt jeg mine små høns kilet ind i små kartonhuse i nærheden, de andre dyr var blevet sluppet ud for at græsse, og Jesusbarnet var igen blevet taget ud af krybben. Jeg forstod det endelig.

Da mit barnebarn havde hørt historien om Jesu fødsel, tænkte hun, at sådan et dyrebart barn ikke skulle være på et ubehageligt og usundt sted. Jeg havde talt så lovprisende om Frelseren, at hun ikke kunne efterlade ham i en krybbe omgivet af dyr.

Mit lille barnebarn mindede mig om, at det er vigtigt at give vor Frelser en særlig plads i vores hverdag. Hun mindede mig også om, at vi ikke må være som værterne på herberget, der ikke havde plads til Jesu familie. Vi er derimod nødt til at byde Jesus velkommen i vores hjem og hjerte som Fredsfyrsten.