Kun digitalt
Jim var vores jul
Forfatteren bor i Utah i USA.
Jeg kunne ikke se meningen med af aflægge dette julebesøg. Men hvor havde det dog stor virkning!
Da den sædvanlige familiefejring af juleaften var ved at være forbi, følte jeg, at jeg næsten ikke kunne vente til næste morgen, da jeg var så spændt!
Jeg var otte år og det ældste barnebarn i min udvidede familie. Med få minutters mellemrum åbnede en forælder, tante eller onkel døren med et udbrød om at høre den svage klang af klokker. Jeg kunne næsten ikke vente, til julemanden kom! Alligevel insisterede bedstefar stadig på at tage ud og synge julesange først – det var en familietradition. »Julemanden kommer aldrig!« tænkte jeg.
Da vi hoppede ind i vores frostklædte biler, indså vi, at det var meget senere, end vi normalt tog ud for at synge. Den lille by i Idaho, som vi boede i, var meget stille og kold. Nogle i familien sagde, at vi ikke skulle synge julesange så sent, men min bedstefar insisterede på, at vi skulle besøge et par huse.
Da vi kørte ned ad den lille vej med træer på begge sider af vejen, kunne vi ikke se lys i den lille bjælkehytte, der tilhørte »gamle Jim«. Jim var en god ven, og han havde et stort hjerte. Han havde været enkemand, så længe jeg kunne huske.
»Jim ville helt sikkert være ligeglad med, at vi ikke kom forbi!« sagde jeg beklagende. Julemanden ville helt sikkert savne os!
Men min gode bedstefar blev ved: »Gå stille hen til soveværelsesvinduet, og begynd med ›O Bethlehem, du lille by‹«.
Til at begynde med var vores stemmer usikre, men da vi var mange, fandt vi melodien, og det varede ikke længe, før musikken udviklede sig til en smuk, harmonisk melodi.
Dog i de mørke gader
ses evighedens lys.
Vort håb og tro for sjælens ro
i krybben lagdes nys.
Der var stadig intet lys i Jims hjem, men vi fortsatte med at synge.
Ej hører vi ham komme,
men stille glad og let
han træder ind, når i vort sind
vi åbner for ham ret.1
Døren til hytten blev åbnet.
I måneskinnet kunne vi se tårerne løbe ned ad kinderne på Jim. Da han omfavnede os alle, græd han – han græd virkelig. Efter et stykke tid tørrede han glædestårerne fra sit ansigt og sagde til os: »Jeg har ventet hele året på, at I skulle komme. I er julen for mig. Og da klokken blev 21.30, troede jeg, at jeg var blevet glemt. Jeg var så skuffet. Jeg var gået i seng, for der var ingen grund til at blive oppe længere.«
Vores hjerter blev rørt. Da Jim vinkede os ind i sit hjem og tændte lyset, kunne vi se, at han virkelig havde ventet os. Hans køkkenbord var smukt dækket op med alt fra julekage og småkager til pålæg, der var anrettet og blot ventede på, at vi kom og spiste det. Kopperne var omhyggeligt talt og nænsomt fyldt med sød æblecider, »så ingen skulle føle sig snydt,« tilføjede Jim.
Havde Jim sagt, at vi var hans jul? Sådan var det ikke. Jim var vores jul.
Kærlighedens gave, som vi modtog den kolde juleaften, var mere vidunderlig, end hvad julemanden nogensinde kunne lægge under vores juletræ. Og det var en påmindelse om, at Herren ønsker, at vi drager omsorg for hans børn, sådan som han gør – en efter en – og bringer hans kærlighed med os (se 3 Ne 11:15-17; 17:21).