»Jul betyder håb, fred og kærlighed«, Liahona, december 2023.
Jul betyder håb, fred og kærlighed
Jesusbarnet, som vi elsker og fejrer ved juletid, giver os håb, fred og kærlighed i vores svære tider.
»Hver gang et barn fødes,« sagde præsident Boyd K. Packer (1924-2015), præsident for De Tolv Apostles Kvorum, »oplever verden en fornyelse af uskyld.«1 Og på grund af den lovede fødsel af et barn for længe siden »i Davids by« (se Luk 2:11), kan hjertet hos dem, der tager imod det barn og hans mission, blive fornyet hver dag i håb, fred og kærlighed.
Håb, fred og kærlighed findes i det store lys (se Es 9:1), som Jesus Kristus bragte til vores mørke verden. Håb, fred og kærlighed findes også i de glædelige tidender om »stor glæde« (Luk 2:10), der velsigner alle Guds børn gennem Jesu fødsel.
Julen er den perfekte mulighed for at fokusere vores hjerte og sind på det Kristusbarn, der blev født for så længe siden, og på den fred og det håb, som hans evangeliums budskab bringer ind i vores hjerte, når vi villigt følger ham.
Håb i Frelseren
For nogle få år siden kastede et enkelt ord – kræft – Nicholas og Christina Gentiles unge familie ind i det, som bror Gentile kaldte »det ukendte dyb ved en liv-eller-død prøvelse.« Deres 19 måneder gamle datter, Hope, var blevet diagnosticeret med en tumor i ryggen.
»I løbet af de næste fem måneder med operationer og kemoterapi,« mindes bror Gentile, »skabte Hopes kamp for livet et væld af oplevelser, der i sidste ende styrkede vores families vidnesbyrd om Frelserens nåde.«
Hopes prøvelser og usikre fremtid førte familien tættere på hinanden og på Frelseren.
»Vi vidste, at det, vi kunne se, kun var en del af den virkelighed, som Gud så for Hope,« sagde bror Gentile. »Trods mørket stolede vi på ham, uanset hvad udfaldet ville blive.«
En mørk nat under Hopes anden fem dage lange behandling med kemoterapi lagde bror Gentile mærke til, hvor meget hår hun havde mistet i løbet af de foregående dage. Hendes få resterende rødblonde hår mindede ham smerteligt om hendes dødelighed. Alligevel fandt han trøst i Herrens løfte om, at »ikke ét hår fra [hendes] hoved skal ubemærket falde til jorden« (L&P 84:116).
»Jeg følte, at Jesus Kristus var meget opmærksom på Hopes rejse – og vores hjertesorg,« sagde bror Gentile. »Han ville ›ikke efterlade [os] faderløse‹ (Joh 14:18).«
Ved sengetid en aften, mens han læste en børnebog for Hope, spurgte bror Gentile med en fjollet stemme: »Hvad siger uglen?« Hope svarede fnisende: »Uh, uh!« Så spurgte han: »Hvad siger koen?« Hope svarede stolt: »Muh, muh!«
I det øjeblik fangede et billede af Frelseren på væggen bror Gentiles opmærksomhed. Ånden tilskyndede ham til at spørge: »Hope, hvad siger Jesus?«
Mens han ventede på sin datters svar, puttede hun sig mod hans skulder, åbnede sine store blå øjne og hviskede: »›Holder dig.‹ Jesus siger: ›Holder dig.‹«
Bror Gentile trak blidt Hopes lille krop tæt ind til sig og krammede hende, mens han græd. Da Hope krammede tilbage med sine små arme, hviskede hun: »Elsker dig, far.«
Gud havde givet bror Gentile og hans familie det øjeblik af en særlig årsag: »Jesus holdt vores familie i sine kærlige arme,« sagde han. »Siden den hellige nat har jeg grundet over den milde sandhed, Gud lærte mig gennem min datters ord: Jesus vil holde os og velsigne os under vores prøvelser, hvis vi lader ham gøre det. Disse velsignelser kommer i overensstemmelse med hans perfekte timing, måde og vilje, men de kommer. Jeg ved, at dette er sandt, fordi Helligånden hjalp mig til at føle dem i Hopes værelse den mørke nat.«2
Fred i Kristus
Jeg er glad for at kunne fortælle, at familien Gentiles tro og bønner blev besvaret. I dag er Hope en sund og glad 10-årig.
Men hvad med de gange, hvor Guds svar ikke er det, vi havde håbet på? Kan fred komme midt i personlig hjertesorg?
Som familien Gentile fandt ud af, findes der altid fred, når vi vender os til Frelseren, hvis fødsel i Betlehem vi fejrer i denne juletid. Når personlige prøvelser, sorg og sygdom lægger en dæmper på vores julefejring, giver vores vidnesbyrd om Frelserens fødsel, død og opstandelse os fred.
Vores elskede profet, præsident Russell M. Nelson har sagt: »Ligesom Frelseren tilbyder en fred, som ›overgår al forstand‹ [Fil 4:7], tilbyder han også en intensitet, dybde og bredde i glæden, som trodser menneskelig logik og dødeliges fatteevne. Det synes for eksempel ikke muligt at føle glæde, når ens barn lider af en uhelbredelig sygdom, eller når man mister sit job, eller når ens ægtefælle svigter. Alligevel er det lige præcis det, Frelseren tilbyder. Hans glæde er konstant, den forvisser os om, at vores ›trængsler skal kun vare et øjeblik‹ (L&P 121:7), og de vil blive helliget til vores gavn [se 2 Ne 2:2].«3
Når Herren trøster vores sjæl, kan vi slutte os til »en himmelsk hærskare, som [lovpriser] Gud og [synger]: Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!« (se Luk 2:13-14).
Vi kan komme til Betlehem og glæde os.4
Vi kan sove i himmelsk fred,5 idet vi ved, at alt i sidste ende vil blive gjort godt igen i henhold til Guds løfter og fuldkomne timing, måde og vilje.
Kærlighedens gave
Faderen kender os alle fuldkomment – vores prøvelser og ufuldkommenheder, vores længsel og tab. Fordi han elsker os, har han givet os den største gave, vi nogensinde kan få.
»For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv« (Joh 3:16).
Fordi Sønnen ligeledes elsker os, gav han villigt sit liv for os.
»[Sønnen] gør ikke noget, uden at det er til gavn for verden; for han elsker verden, så han endog nedlægger sit eget liv, så han kan drage alle mennesker til sig. Derfor befaler han ikke nogen, at de ikke skal tage del i hans frelse« (2 Ne 26:24).
Som Frelserens disciple i de sidste dage har vi ansvaret for og velsignelsen ved at dele den kærlighed, som Faderen og Sønnen har til os. Vi deler den kærlighed, når vi bærer vidnesbyrd for Guds børn om den dyrebare kundskab, vi har om, at Gud lever, at hans Søn kom til jorden for at frelse os fra fysisk og åndelig død, og at Frelseren i vore dage har genoprettet sin kirke – Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.
Guds enbårne Søn er en gave, og han er grunden til, at vi fejrer jul. Julen er løftet om et varigt håb og en varig fred, der er gjort mulig gennem Frelserens forsoning og opstandelse, som blev udvirket af kærlighed til os. Julen betyder evigtvarende liv og evige genforeninger, der er gjort mulige gennem hellige ordinancer, der udføres i hellige templer.
»Hovedårsagen til, at vi fejrer jul, er på grund af påske,« har præsident Nelson har sagt. Han tilføjede: »Takket være Jesus Kristus kan vi omvende os og blive tilgivet for vores synder. Takket være ham vil vi alle opstå.«6
Vi læser hellige beretninger i Det Nye Testamente om Frelserens fødsel. Denne historie er midtpunktet for mange af vores yndlingsjuletraditioner. Men når vi fejrer hans fødsel, så lad os ikke glemme, at uden hans opstandelse og forsoning ville vi ikke have julen.
Mormons Bog vidner om den opstandne Kristus såvel som om rigdommen og dybden i Kristi lære. I juletiden vil de, der anvender de sandheder om Kristus, der findes på dens sider, føje større betydning til deres families fejring af julen.
Jeg ved, at vi på grund af Frelserens kærlighed og centrale rolle i frelsesplanen kan modtage hans fred (se Joh 14:27) og »et mere fortrinligt håb« (Eter 12:32) – ved juletid og altid.