»1. Udvikling af robusthed under stress«, Tilpasning til livet som tjenestemissionær: Ressourcehæfte, 2020
»1. Udvikling af robusthed under stress«, Tilpasning til livet som tjenestemissionær
1. Udvikling af robusthed under stress
Dette afsnit indeholder generelle forslag til, hvordan man kan forebygge overdreven stress samt håndtere stressede situationer, når de opstår. Disse forslag kan være nyttige for alle missionærer.
A. Positiv reaktion på stress
-
Bed indtrængende og ofte. Fortæl Herren om dine følelser, oplevelser, planer og bekymringer. Bed Ånden om at være med dig i alle ting. Nedskriv de indtryk, du får, når du beder og studerer skrifterne. Vær opmærksom på den åndelige vejledning, du modtager i løbet af dagen. Lyt til Åndens røst. Når du gør det, vil du fortsat modtage vejledning, trøst og hjælp. »For se, jeg siger jer igen, at hvis I vil træde ind på vejen og modtage Helligånden, vil den vise jer alt det, som I skal gøre« (2 Ne 32:5). Bed Herren om at hjælpe dig med at erkende og følge åndelige tilskyndelser.
-
Stands op og vær stille. At standse og være stille betyder ikke kun at være fysisk stille, selv om det bestemt også kan være det. At være stille er i denne sammenhæng en indre indstilling. Det er en tilstand af indre ro, der indbyder til Guds nærvær. »Stands, og forstå, at jeg er Gud« (Sl 46:11). Lær at standse op og at være stille. Du vil derefter blive mere opmærksom på Åndens tilskyndelser. Du vil være bedre i stand til at opfylde de krav, som din mission stiller. Når du føler dig for stresset, kan du øve dig i at standse op og være stille. I stedet for at fokusere på tankerne i dit sind, skal du være opmærksom på følelserne i din krop. Læg mærke til, om dine muskler er spændte eller afslappede, og læg mærke til lydene og lugtene omkring dig. Det er især nyttigt at være opmærksom på din vejrtrækning (se Åndedrætsøvelse). Du forsøger ikke at undertrykke nogen tanker eller at slukke for dit sind. Du flytter bare din opmærksomhed væk fra bekymringer og frygt. Det giver Ånden mere plads i dit sind. Det kan også hjælpe dig til at føle dig mere fredfyldt.
-
Anerkend Herrens hånd i alt. Du har det privilegium at deltage i Guds mirakuløse arbejde med at velsigne sine børn. Træn dig i at fokusere hver dag på de velsignelser, du er taknemmelig for. Læg mærke til Åndens indflydelse i dit liv, og skriv om det i din dagbog (se Moro 10:3).
-
Udnyt dine styrker og talenter til at tjene. Lav en liste over dine styrker, talenter og åndelige gaver. Dine styrker er en del af Herrens forrådshus. Han anvender dem til at velsigne sine børn og opbygge sit rige. En vigtig del af din mission er at udvikle dine talenter. Brug dine styrker på en Kristuslignende måde til at hjælpe andre. Husk på, hvad Ånden engang hviskede til en missionær: »Jeg kaldte dig ikke på grund af dine svagheder. Jeg kaldte dig på grund af dine stærke sider.« Fokuser mere på det, du gør godt, end på det, du gør forkert. Planlæg hver uge, hvordan du kan udvikle og bruge dine talenter til at tjene og velsigne andre. (Se L&P 82:18-19).
-
Find og lær skriftsteder, der kan give trøst, udenad. Skriv en liste over de vers, der styrker og trøster dig, efterhånden som du studerer i skrifterne. Du kan læse, lytte til dem eller lære dem udenad.
-
Fokuser på behovene hos dem, du tjener. Overvej, hvad du kan gøre for at velsigne dem, du tjener. Søg inspiration til at finde ud af, hvordan du bedre kan hjælpe dem. Stræb efter at styrke deres tro.
-
Skab forbindelse mellem din tjeneste og mennesker, du kender. Tænk på, hvordan din tjeneste hjælper mennesker, du kender, som har reelle problemer. Skriv i din dagbog eksempler på, hvordan din tjeneste er til gavn for andre.
-
Overvej dine forventninger. Din tjenestemission er måske ikke altid, som du havde forventet den. Nogle gange går tingene ikke, som du havde håbet. Din opgave er måske ikke altid udfordrende eller interessant. Og du gør måske ikke alting helt korrekt. Men husk Herrens råd til Joseph Smith i fængslet i Liberty: »Alt dette skal give dig erfaring og skal være til gavn for dig … Fortsæt derfor på din vej« (L&P 122:7, 9).
-
Bed om lov til at holde en pause fra det, du er i gang med. Måske kan du ikke tage en pause lige med det samme. Hvis det er tilfældet, så sig til dig selv: »Jeg kan vente, indtil der er tid til en pause«.
-
Motionér. Regelmæssig motion er en effektiv måde at håndtere stress på. Prøv at deltage i en række aktiviteter, der både er fornøjelige og fysisk udfordrende. Når du fokuserer på disse aktiviteter, vil du nok opleve, at du får mere energi. Du vil være i stand til at glemme alle dine bekymringer i løbet af dagen. Enhver form for motion kan være med til at øge din udholdenhed og din evne til at tjene Herren. Find en måde at belønne dig selv for at finde måder at øge din fysiske aktivitet på.
-
Lad være med at forsøge at kontrollere ting, du ikke har indflydelse på. Dine retfærdige anstrengelser kan være afhængige af andre menneskers handlefrihed. Du kan ikke kontrollere andre mennesker eller tvinge dem til at gøre noget. »Ingen magt eller indflydelse kan eller bør fastholdes i kraft af præstedømmet, uden at det sker ved overtalelse, ved langmodighed, ved mildhed og sagtmodighed og ved uskrømtet kærlighed« (L&P 121:41). »Lad os derfor, inderligt elskede brødre, med glæde gøre alt, hvad der står i vor magt, og måtte vi da med største vished være stille for at se Guds frelse, og så hans arm kan blive åbenbaret« (L&P 123:17).
-
Træn dig selv i mindfulness, dvs. at være opmærksom og nærværende. Mindfulness er en teknik, der bruges til at håndtere stress. Det indebærer at man er opmærksom på oplevelser i det aktuelle øjeblik. Anvend denne teknik, når du føler dig meget stresset eller ængstelig. Prøv at fokusere din opmærksomhed på det, der sker omkring dig. Fokuser på nuet og lige her, ikke på fremtiden. Læg mærke til, hvordan dit sind reagerer på denne erkendelse.
-
Tag en dyb indånding, luk evt. øjnene, og prøv at slappe af.
-
Gå en kort spadseretur, hvis det hjælper.
-
Iagttag, næsten som en udenforstående, det du bekymrede dig om. Hvordan har du det med det?
-
Tillad at det, der generer dig, forsvinder. Fokuser på, hvad du kan eller bør gøre i de næste par minutter.
-
Hvis situationen ikke bliver bedre, bør du give din missionsleder besked.
-
-
Bliv ven med dine kolleger og øvrige missionærer. Vær med til at udveksle idéer, tjene hinanden, hjælpe hinanden og tilgive hinanden.
-
Lyt til musik. Husk på teksterne til et par sange eller skriftsteder, som du holder af. Når du føler dig stresset eller modløs, kan du tænke på sangteksterne. Spørg, om du må bruge høretelefoner under din arbejdsopgave. Lyt til beroligende musik, hvis den ikke forstyrrer din opgave. Overvej at bruge »Calm« eller en lignende app på din smartphone.
-
Husk på det, du har lært. Du har mødt forandringer og vanskeligheder hele dit liv. Lav en liste over, hvad du har lært af tidligere perioder med stor stress (en flytning, når du har mistet nogen, en ny skole eller et nyt job). Hvordan kan du bruge disse færdigheder nu?
B. Reaktion på en »stress-nødsituation«
En stress-nødsituation opstår, når du pludselig bevæger dig ind i den orange eller røde stresszone. Hvis du er i fysisk eller følelsesmæssig fare, skal du straks ringe til dine forældre eller din tjenestemissionsleder. I andre situationer kan du prøve følgende forslag:
-
Hold en kort pause. Hold en pause, hvis du føler dig meget oprevet eller meget stresset. Tag flere langsomme, dybe indåndinger, stræk dine muskler og slap af fysisk. Når din krop og dit sind igen er roligt, vil du kunne tænke klarere. Gå en tur eller spis noget mad eller få noget at drikke. Eller sid blot i et par minutter og vær stille Bare det at sige, hvad du føler (f.eks. jeg føler mig frustreret eller afvist) kan hjælpe din hjerne til at begynde at bearbejde problemet.
-
Vær god mod dig selv. Tal til dig selv med de samme venlige, trøstende ord, som du ville bruge over for en anden person. Alle bliver frustrerede eller begår fejl fra tid til anden. Du skal vide, at Herren forstår. Forestil dig, at han sidder i nærheden af dig, lytter til og tilbyder dig sin støtte. Husk, at tanker af hjælpeløshed, håbløshed eller hård fordømmelse ikke stammer fra Herren.
-
Fokuser atter på taknemmelighed. Bemærk, hvad der er omkring dig. Fokuser på det, der er rigtigt, godt og positivt ved dig selv og i verden. Bed en bøn og sig tak for mindst fem specifikke ting. Sig til dig selv: »Jeg er Jesu Kristi, Guds Søns, discipel. Jeg er blevet kaldet af ham til at kundgøre hans ord blandt hans folk, så de kan få evigtvarende liv« (3 Nefi 5:13).
-
Tag ét skridt ad gangen. Find frem til det umiddelbare problem, og tag et skridt ad gangen for at løse det. Mind dig selv om: »Alt, hvad jeg skal gøre lige nu, er .«
-
Hjælp en anden person. Fokuser din energi på at tjene en anden. Smil til folk, hjælp dem, og tilbyd dem din støtte. Indled en samtale med nogen for at bringe dine tanker tilbage til nuet.
-
Modsig de negative tanker. Skriv dagens negative tanker på papir lige nu, eller inden du går i seng i aften. Omskriv dem så til at være mere håbefulde, sandfærdige og opmuntrende (se følgende eksempel).
C. Hvordan man hjælper andre, der er meget stressede
-
Læg mærke til andre, der har det svært. Lad dem vide, at du forstår deres situation. Tilbyd at hjælpe. Tag dig tid til at lytte til deres bekymringer. Foreslå, at de holder en kort pause.
-
Husk på din dåbspagt. Vi har lovet »at bære hinandens byrder, så de bliver lette; ja, og … at sørge med dem, der sørger, ja, og at trøste dem, der står i behov for trøst, og at stå som Guds vidner til alle tider og i alle ting og på alle steder« (Mosi 18:8-9). Du kan sætte denne pagt i værk ved at (1) bære en andens byrde, (2) tilbyde forståelse og trøst og (3) vidne om Guds kærlighed.
-
Stil nogle få spørgsmål, men tving ikke personen til at tale. Sig f.eks.: »Du virker ked af det. Hvad skete der?« eller »Vil du fortælle mig om det?« Andre gode kommentarer kunne være:
-
»Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige lige nu, men jeg er glad for, at du fortalte mig det.«
-
»Fortæl mig, hvordan du har det.«
-
»Vi holder af dig.«
-
»Vi er her for at hjælpe dig.«
-
»Det er i orden at have det sådan. Der er ikke noget galt med dig.«
-
-
Mind den anden person om, hvad han eller hun gør godt. Du kan f.eks. sige: »Jeg påskønner virkelig din oprigtighed og dit ønske om at tjene Gud.«
-
Lyt for at forstå, og tilbyd støtte og opmuntring. Før en person føler sig forstået, er det ofte ikke nyttigt at give råd og foreslå løsninger. Stil spørgsmål og hjælp personen med at finde sine egne svar. Du bør ikke påtage dig rollen som vejleder for andre. Men du kan være en indfølende lytter, der hjælper og støtter dem.
-
Bær dit vidnesbyrd. Udtal din overbevisning om Guds kærlighed og villighed til at hjælpe.
-
Vær vis, når du hjælper andre Din kaldelse er hellig. Vær til at stole på, og hold fortroligt hvad der er dig blevet betroet.
-
Fokuser på det, der skal træffes beslutning om lige nu. Hjælp overstressede personer med at undgå at tage stilling til store spørgsmål og i stedet fokusere på de umiddelbare beslutninger, der skal træffes. Tilbyd din hjælp til dem. Tilskynd dem til at vende tilbage til det større problem, når tingene er faldet lidt til ro. Hjælp dem derefter med at finde løsninger. Mind dem om, at Herren med tiden kan hjælpe dem med at finde løsninger. Vi bør gøre alt, hvad vi kan, og overgive vores problemer til ham.
D. Håndtering af en personlig udfordring
Du er et unikt menneske med unikke styrker og svagheder. Hvis du har et personligt problem, som du gerne vil arbejde på, kan du skrive det her:
Udarbejd en liste over det, du allerede har lært, og som hjælper dig med at håndtere det:
Skriv også en liste over nye ting, der skal forsøges. Du kan lære af mennesker omkring dig, af fagfolk eller gennem personlig research. Overvej hvilke fysiske, følelsesmæssige, sociale, intellektuelle eller åndelige tilgange, der kan hjælpe. Husk, at du sandsynligvis bliver nødt til at øve dig på den nye metode i flere uger. Så vil du vide, hvor godt den virker.
Øv dig i at forklare din udfordring for andre samt at bede om hjælp til at håndtere den. Øv dig med dine forældre eller dine tjenestemissionsledere.