Seminar
Lektion 74 – Lære og Pagter 60-62: »Lyt til hans røst, han som har al magt«


»Lektion 74 – Lære og Pagter 60-62: ›Lyt til hans røst, han som har al magt‹«, Lære og Pagter – Seminar – Lærerens hæfte, 2025

»Lære og Pagter 60-62«, Lære og Pagter – Seminar – Lærerens hæfte

Lektion 74: Lære og Pagter 60-62

Lære og Pagter 60-62

»Lyt til hans røst, han som har al magt«

Missouri-floden ved McIlwaine’s Bend

I august 1831 instruerede Frelseren kærligt en gruppe ældster på deres svære rejse fra Missouri til Ohio. Hans råd hjalp ældsterne til at forstå hans forventninger til og ønsker for dem, idet de rejste hjem. Hensigten med denne lektion er at hjælpe eleverne til at forstå mere om Frelserens forventninger til og ønsker for dem.

Mulige læringsaktiviteter

Beslutninger

Overvej at vise følgende situationer som indledning til undervisningen:

Forestil jer, at to af jeres nære veninder kæmper på forskellige måder med at træffe beslutninger. Den ene veninde søger sjældent hjælp eller vejledning fra Gud og forsøger selv at træffe de fleste beslutninger. Den anden veninde beder om vejledning og venter med at gå videre med sin beslutning, indtil hun føler sig sikker på, at Herren har svaret hende.

  • Hvilke årsager kan der være til, at hver enkelt veninde føler, som de gør?

  • Hvilke misforståelser kan I forestille jer i begge situationer?

Bed eleverne om at tænke over de beslutninger, de har brug for at træffe i deres liv, og at overveje, om de kan relatere til en af disse situationer. Tilskynd dem til at se efter sandheder i dagens lektion, der kan hjælpe dem med deres beslutninger.

»Jeg vil tale til jer angående jeres rejse« (L&P 60:5)

Hjælp eleverne til at forstå baggrunden for de lærdomme, de skal studere i dag, ved at oplæse eller sammenfatte oplysningerne i det følgende afsnit.

I august 1831 påbegyndte Joseph Smith og adskillige ældster en rejse på mere end 1.250 km til deres hjem i Kirtland i Ohio. De havde tilbragt de foregående uger i Missouri, hvor Herren havde instrueret dem i at arbejde hen imod at bygge byen Zion. På gruppens rejse hjemad havde de spørgsmål om deres metode og retning for rejsen. Ved visse beslutninger opfordrede Herren dem til at bruge deres dømmekraft og selv vælge. Ved andre beslutninger gav han specifikke instruktioner og befalinger for at vejlede dem.

Eleverne kan bruge følgende diagram til at studere versene. Bed eleverne om at skrive diagrammet af i deres studiebog. Overvej også at skrive det på tavlen og bede forskellige elever om at skrive svarene i det, når de har studeret versene. Du kan opdele eleverne i grupper og give dem til opgave at studere et eller alle skriftstederne sammen.

Hvad betød noget for Herren

Hvad betød ikke noget for Herren

Lære og Pagter 60:5-8

Lære og Pagter 61:21-22

Lære og Pagter 62:5-7

  • Hvilke forskelle bemærkede I i disse vers mellem det, der betød noget for Herren, og hvad der ikke gjorde?

  • Hvordan kan I anvende Herrens lærdomme i disse vers i situationer, I står i?

Læs Lære og Pagter 62:8 og se efter Herrens råd, der kan hjælpe os, når vi skal træffe beslutninger, uden vi har fået specifik vejledning.

Bed eleverne om at fortælle om en sandhed, de har lært af Herrens råd i dette vers. De kan udtrykke et princip lig følgende: Herren forventer, at vi træffer mange beslutninger ud fra Åndens vejledning og vores egen dømmekraft.

Du kan eventuelt bede eleverne om at læse Lære og Pagter 58:26-29 og se efter lærdomme, der kan hjælpe dem til bedre at forstå, hvordan Herren forventer, at vi træffer beslutninger. Du kan bede dem om at krydshenvise eller linke disse vers med Lære og Pagter 62:8.

ikon, øvelseHav fokus på principper for omvendelse: Se mere om, hvordan man gør dette, i oplæringen »Fokuser på sandheder, der fører til omvendelse og opbygger tro på Jesus Kristus« i Lærerudviklingsfærdigheder: Undervis i læren. Overvej at øve dig i denne færdighed og at stille spørgsmål, der kan hjælpe eleverne til at finde frem til og udtrykke principper for omvendelse.

  • Hvorfor tror I, at det er vigtigt at stole på vores dømmekraft og vejledning fra Ånden, når vi træffer beslutninger?

  • Hvordan kan denne sandhed hjælpe os i beslutninger, der relaterer til vores standarder eller værdier?

Overvej at bede eleverne om at fortælle om oplevelser, hvor de har truffet beslutninger ud fra deres egen dømmekraft og Åndens vejledning. Bed dem om at fortælle, hvordan Herren velsignede dem i disse situationer. Du kan eventuelt fortælle om en af dine egne oplevelser.

Frelseren underviser om sig selv

Under rejsen til Ohio oplevede ældsterne usikkerhed, udmattelse og nogle skræmmende situationer. De havde også uenigheder og skænderier. For at hjælpe dem delte Frelseren mange vigtige lærdomme om sig selv. Disse lærdomme kan hjælpe os til bedre at forstå, hvem han er, og hvad han kan gøre for os.

Som en hjælp til elevernes forberedelse til at studere følgende vers kan du overveje at lade dem skrive Jesus Kristus midt på en side i deres studiebog. Du kan også skrive dette på tavlen. Når eleverne studerer følgende skriftsteder, kan de omkring hans navn skrive ord eller vendinger, der beskriver Frelseren.

Læs Lære og Pagter 60:1-4; 61:1-2, 36-39; 62:1-3, 9. Læg mærke til, hvad I lærer om Jesus Kristus af disse vers. Notér det, I finder, i jeres studiebog.

Giv eleverne mulighed for at fortælle, hvad de har lært eller følt i forhold til Jesus Kristus under denne studieaktivitet. De kan drøfte spørgsmål som følgende som klasse, parvist eller i små grupper.

  • Hvad fandt I, der kan have været en hjælp for disse ældster på deres rejse?

  • Hvad lærte I om Frelseren, der kan hjælpe jer eller andre i livet?

Afslut lektionen ved at bede eleverne om at tænke over de tilskyndelser, de har modtaget fra Helligånden ud fra det, de har studeret og drøftet i dag. Tilskynd dem til at nedskrive deres tanker og indtryk i deres studiebog.