“61. kapitel: Mormonbataljonen: Juni 1846–juli 1847,” Historier fra Lære og Pagter (2002), 218–22
“61. kapitel,” Historier fra Lære og Pagter, 218–22
61. kapitel
Mormonbataljonen
(Juni 1846–juli 1847)
De hellige opholdt sig i Council Bluffs. En kaptajn i de Forenede Staters hær, Captain Allen, kom for at tale med Brigham Young.
Kaptajn Allen fortalte at USA‘s præsident ønskede 500 mænd indkaldt til hæren. Brigham Young sagde at de hellige ville gøre som præsidenten ønskede.
Kaptajn Allen talte til mændene og 500 af dem sluttede sig til hæren. De blev kaldt Mormonbataljonen. Somme tider bliver medlemmer af kirken kaldt for mormoner fordi de tror på Mormons Bog.
Brigham Young fortalte maendene at de skulle være de bedste mænd i hæren. De skulle tage Bibelen og Mormons Bog med sig. De skulle være velsoignerede, rene og høflige. De måtte ikke bande og spille kort. Brigham Young bad mændene at holde Guds befalinger. Så ville de ikke behøve at dræbe andre.
Mormonbataljonen rejste med kaptajn Allen. De hellige var kede af at se dem tage af sted. De havde brug for alle mændene til at hjælpe med turen mod vest. De ønskede ikke at mændene skulle tage afsted for at slås. Men de vidste at soldaterne ville få betaling. Pengene ville hjælpe de hellige.
Mormonbataljonen rejste mod syd. Nogle soldater tog deres familie med sig. Det var en meget besværlig rejse. De skulle gå hele vejen.
Vejene var meget dårlige. Til tider sad vognene fast i det dybe sand. Der var intet vand at drikke. Der var ingen træer så mændene kunne hvile i skyggen. Nogle folk blev syge. Kun de syge måtte køres på vognene.
Kaptajn Allen besluttede at de syge soldater samt kvinder og børn skulle blive i Colorado. De blev i en by der hed Pueblo. Soldaterne fik betaling for at være i hæren. Nogle af de syge soldater sendte penge til deres familier i Council Bluffs. De sendte penge til de fattige i Nauvoo og til missionærerne.
Soldaterne i bataljonen marcherede videre. Somme tider vidste de ikke hvor de var. De måtte grave ned i sandet for at finde vand. Vandet smagte ikke godt. Soldaterne havde ikke mad nok. Der var intet træ til at tænde bål med. De måtte afbrænde ukrudt.
Soldaterne mødte indianere og andre mennesker som havde mad. Men soldaterne havde ingen penge til køb af mad. De gav indianerne noget af deres tøj. Indianerne gav soldaterne mad.
Mormonbataljonen rejste mod vest. De kom til nogle stejle bjerge. Mændene måtte binde reb til vognene og trække dem op over bjergene, for igen at lade dem køre ned på den anden side.
En dag så soldaterne nogle tyre. Tyrene gik til angreb på soldaterne. Soldaterne kæmpede med tyrene. Til sidst skræmte de tyrene bort. En mand var kommet til skade. I lang tid kunne han ikke gå.
Til sidst nåede mormonbataljonen Stillehavet. Det var den 29. januar 1847. Mændene var meget trætte. Deres tøj var laset. De var glade for at deres lange vandring var overstået.
Soldaterne fik betaling for at være i hæren. De behøvede ikke længere at være i hæren. De kunne tage hjem til deres familier.
Nogle af mændene blev i Californien. De fleste tog til Klippebjergene for at være sammen med de andre hellige som var ankommet fra Council Bluffs.