»Helligåndsgaven«, Emner og spørgsmål, 2023
Vejledning til studium af evangeliet
Helligåndsgaven
Et medlem af Guddommen som en konstant ledsager
Har I nogensinde overvejet alle de måder, hvorpå I er blevet velsignet gennem Helligåndsgaven? Alle Guds børn kan opleve Helligåndens indflydelse, der leder dem til Jesus Kristus og hans evangelium. Men selve Helligåndsgaven er forbeholdt dem, der ved tro på Jesus Kristus og omvendelse indgår pagter med Jesus Kristus gennem dåb. Denne gave er løftet om, at I kan nyde Helligåndens – et medlem af Guddommen – konstante ledsagelse. Det er ingen almindelig gave – den kan ikke ses – men dens kraft er ubestridelig, når man vælger at modtage den gennem retskaffen levevis. De, der modtager Helligåndsgaven, bliver renset for synd, modtager personlig åbenbaring og nyder de velsignelser, der er kendt som »Åndens gaver«.
Afsnit 1
»Modtag Helligånden«
Når en person bliver bekræftet som medlem af Kirken, får vedkommende at vide, at han eller hun skal »modtage Helligånden«. Helligåndsgaven bliver ikke påtvunget nogen. Det bliver medlemmernes ansvar at indbyde Helligånden til at være hos dem (se L&P 88:33). Ældste David A. Bednar har sagt: »Når vi modtager denne ordinance, accepterer vi alle et helligt og vedvarende ansvar for at ønske, søge, arbejde og leve, således at vi faktisk »modtager Helligånden« og dennes medfølgende åndelige gaver.«
Jesus forklarede Nikodemus – der var medlem af jødernes råd – at »den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige« (Joh 3:5). Så udover at blive døbt med vand ønsker Herren, at vi bliver »født af Ånden« (v. 6). Det sker, når man modtager Helligåndsgaven og oplever en dåb »med ild og med Helligånden« (se 2 Ne 31:13-14). Ild er et symbol på renselse. Denne helliggørende kraft bringer syndsforladelse (se 2 Ne 31:17; 3 Ne 12:1-2). Efter deres dåb kan Kirkens medlemmer opleve dåben med ild gradvist (se 3 Ne 9:20) eller mere direkte (se Mosi 4:2-3).
Noget at tænke over
-
Da den opstandne Jesus Kristus betjente folket på den vestlige halvkugle, gav han de tolv disciple myndighed til at overdrage Helligånden (se 3 Ne 18:36-37). Folket blev undervist om denne gave, og de »bad om det, som de ønskede mest, og de ønskede, at Helligånden måtte blive givet til dem« (3 Ne 19:9). Hvordan vil I beskrive jeres følelser for Helligåndsgaven?
-
Profeten Joseph Smith sagde: »Vanddåben er til ingen nytte uden ilddåben og Helligånden. De to står i absolut nødvendig og uadskillelig forbindelse med hinanden.« Se »The Baptism of Fire« (1:41) for bedre at forstå betydningen af »dåben med ild og med Helligånden«. Hvordan vil I ud fra ældste David A. Bednar kommentarer i videoen forklare betydningen af »dåb med ild«?
Lær mere
-
Boyd K. Packer (»Helligåndsgaven: Hvad ethvert medlem bør vide«, Liahona, aug. 2006, s. 21)
-
Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph Smith, 2007, s. 89)
Afsnit 2
Helligånden kan være vores konstante ledsager
Præsident Eyring har sagt: »Der er mange grunde til, at vi har brug for Helligånden som en konstant ledsager. Vi ønsker den, alligevel ved vi af erfaring, at det ikke er nemt at fastholde den. Vi tænker, siger og gør alle ting i vores daglige liv, der kan støde Ånden. Herren har lært os, at Helligånden vil være vores konstante ledsager, når vores hjerte er fyldt af næstekærlighed, og når dyd uophørligt pryder vore tanker (se L&P 121:45).« Når I søger at udvikle et fællesskab med Helligånden, vil I fornemme, hvad der skal ændres i jeres liv.
Noget at tænke over
-
Nadverbønnerne er en stærk påmindelse om, at Helligånden altid kan være hos os (se L&P 20:77, 79). Når I værdigt forbereder jer til og deltager i nadveren, indbyder I Åndens ledsagelse. Hvordan er jeres liv blevet velsignet ved at stræbe efter at være værdige til hans konstante tilstedeværelse?
Aktivitet til at lære med andre
-
Overvej at læse og tale om denne udtalelse af præsident Gordon B. Hinckley: »Jeg tror, at Mormon af egen erfaring virkelig kendte sandheden af sine ord om, at Talsmanden fylder med håb og fuldkommen kærlighed, hvilken kærlighed holder ud ved flid i bønnen, indtil enden kommer, da alle de hellige skal bo hos Gud (Moro 8:26). Selvom vi sommetider er alene i verden, behøver vi ikke at være ensomme, for Herren har givet os Helligånden som vores ledsager til at vandre med os.« I kan tale om, hvorfor profeten Mormon havde brug for de velsignelser, han beskrev. Hvornår har Helligånden givet jer fred og hjælp?
Lær mere
-
David A. Bednar, »Så vi altid må have hans Ånd hos os«, Liahona, maj 2006, s. 28
-
Dallin H. Oaks, »At hans Ånd altid må være hos dem«, Liahona, jan. 1997, s. 56
-
Gordon B. Hinckley, »The Gift of the Holy Ghost«, Liahona, jan. 2005, s. 5-7
Afsnit 3
Hvordan kan jeg vide, om jeg mærker Helligånden?
Har I nogensinde prøvet at kommunikere med nogen, der taler et sprog, I ikke forstår? Det kan være lige så frustrerende, som når nogen siger, at de kan mærke Ånden, og I ikke ved, hvordan det føles. Det er dog ikke noget at skamme sig over, da vi alle mærker Ånden på forskellige måder. At lære at genkende og forstå, hvordan Helligånden kommunikerer med jer, kan kræve tid og kræfter. Profeten Elias lærte os, at Ånden kan sammenlignes med en »stille, sagte røst« (se 1 Kong 19:11-12). Sommetider kommer Helligånden til udtryk gennem en følelse af håb og glæde (se Rom 15:13). Helligånden er en vigtig måde, hvorpå vi lærer sandhed (se Joh 14:26; Moroni 10:5).
Noget at tænke over
-
Se videoen »Feeling the Holy Ghost: Power of the Holy Spirit« (3:17) for at se, hvordan nogle kirkemedlemmer mærker Ånden. Hvordan har Helligånden kommunikeret med jer?
Aktivitet til at lære med andre
-
Joseph Smith og Oliver Cowdery var i gang med oversættelsen af Mormons Bog, da de erfarede, at Helligånden sommetider kan genkendes gennem en brændende følelse (se L&P 9:8-9). Overvej at læse Lære og Pagter 6:22-23; 8:1-2; 11:11-14, og tal sammen om disse ganske almindelige måder, hvorpå Helligånden kommunikerer med os. Tal om, hvorfor det er vigtigt at huske, at en brændende fornemmelse ikke er den eneste måde, hvorpå man kan føle Ånden.
Lær mere
-
Galaterne 5:22-23; 2 Nefi 32:5, 8; Lære og Pagter 8:1-2; 9:8-9
-
Forkynd mit evangelium: Vejledning til missionering, 2004, s. 95-105
-
Boyd K. Packer, »The Candle of the Lord«, Teaching Seminary: Preservice Readings, s. 32-34.
-
Ronald A. Rasband, »I ‘Hear Him’ by Responding to Promptings«, Inspiration, blog, 21. okt. 2021, ChurchofJesusChrist.org.
-
Videosamlingen »Hear Him«