Bibliotek
Åndeverdenen


»Åndeverdenen«, Emner og spørgsmål, 2023

Billede
lysstråler ned gennem skyer

Vejledning til evangelisk studium

Åndeverdenen

Hvor ånderne bor mellem vores død og opstandelse

Har I nogensinde tænkt over, hvad der sker, når vi dør? Jesu Kristi evangelium lærer os tydeligt, at livet på jorden ikke er alt, der findes. Vores åndelige legeme eksisterede, før vi blev født, og vil fortsætte med at leve, når vi dør. Efter døden tager vi til åndeverdenen for at afvente vores opstandelse. Jesu Kristi evangelium forkyndes også i åndeverdenen. Eftersom hver eneste sjæl er dyrebar for Gud, tilvejebragte Jesus Kristus en vej til frelse for dem, der dør uden mulighed for at modtage evangeliet.

Hvad er åndeverdenen?

Det er i åndeverdenen, at de dødes ånder lever midlertidigt, mens de venter på opstandelsen. Åndeverdenen består af både et paradis og et åndeligt fængsel. Jesu Kristi evangelium forkyndes for de personer, der ikke havde mulighed for at tage imod evangeliet og modtage frelsens og ophøjelsens ordinancer.

Emneoversigt: Åndeverdenen

Relaterede skriftstudievejledninger: Frelsesplanen, Opstandelse, Stedfortrædende ordinancer for de døde, Deltagelse i tempeltjeneste og slægtshistorie

Afsnit 1

Der er et liv efter døden

Billede
pige lægger blomster på en grav

En vens eller nærtståendes død opleves med smerte og sorg. Mens sorg over tabet af andre er en del af vores erfaring med jordelivet, bekendtgør skrifterne, at Jesus Kristus fjernede »dødens brod« gennem sin opstandelse fra de døde (Mosi 16:8; Alma 22:14; Mormon 7:5). Fordi Jesus Kristus brød dødens bånd, vil vi alle leve igen (se Alma 11:42-43). Når vi dør, adskilles vores fysiske legeme og vores åndelige legeme. Vores åndelige legeme »får tildelt en plads i henhold til [vores] gerninger sammen med de retfærdige eller uretfærdige, og venter der på opstandelsen.« (Se Alma 40:11-13).

Noget at tænke over

  • Ældste Weatherford T. Clayton udtalte: »Verden ser fødsel og død som begyndelsen og enden. Men på grund af Guds hellige plan ved vi, at fødsel og død faktisk bare er milepæle på vores rejse mod evigt liv sammen med vor himmelske Fader.« Hvordan kan dette perspektiv forberede jer på at miste en, I elsker, engang?

  • Se 1 Kor 15:51-55, 57. Tænk tilbage på engang, hvor en, I elskede, døde. Hvordan hjalp kundskaben om, at Jesus Kristus overvandt døden, jer? Hvordan kan I bruge den kundskab til at styrke andre, der har spørgsmål om tab og død?

Aktivitet til at lære med andre

  • For at hjælpe dem, der ikke kender begrebet åndelige legemer, kan I bruge en handske til at repræsentere det fysiske legeme og jeres hånd til at repræsentere en ånd. Stik jeres hånd i handsken og gør opmærksom på, at handsken kun er »levende«, så længe hånden er i den. Træk derefter hånden ud igen og forklar, at hånden stadig lever, uanset hvad der sker med handsken. I kan derefter tage handsken på igen og forklare, at når vi opstår, vil vores ånd og krop aldrig blive adskilt igen. (Se Alma 11:45).

Lær mere

Afsnit 2

Hvad ved vi om åndeverdenen?

Billede
tom grav

Efter døden drager vores åndelige legeme videre til åndeverdenen. Der modtages de retfærdiges ånder »i en tilstand af lykke, som kaldes paradis, en tilstand af hvile, en tilstand af fred, hvori de skal hvile fra alle deres besværligheder og fra al bekymring og sorg« (Alma 40:12). »Dem, der var døde i deres synder uden kundskab om sandheden eller i overtrædelse, idet de havde forkastet profeterne«, er ånder i fængsel (L&P 138:32, se også 1 Pet 3:18-20).

Noget at tænke over

  • Ånder, der er i fængsel, kan modtage lærdommene i Jesu Kristi evangelium. Men visse ånders tilstand i fængslet omtales nogle gange i skrifterne som »helvede«, eller det midlertidige sted, hvor de utro og de, der ikke vil modtage evangeliet, lider før deres opstandelse (se L&P 76:81-85). Personer, der vælger ikke at omvende sig fra deres synder eller acceptere Jesu Kristi evangelium, vil lide for deres synder, før de bliver frelst i et herlighedsrige i evigheden (se L&P 19:16-18). Hvilken indsigt giver dette skriftsted jer om, hvordan det må være for dem i det åndelige fængsel?

  • Ånderne i paradis er de retfærdiges ånder, som »modtages i en tilstand af lykke … en tilstand af hvile, en tilstand af fred, hvori de skal hvile fra alle deres besværligheder og fra al bekymring og sorg« (Alma 40:12). Hvordan øger denne sandhed jeres ønske om at holde Guds befalinger og leve retskaffent?

Aktivitet til at lære med andre

  • For at forstå, hvad skrifterne lærer os om åndeverdenen, kan I på et stykke papir lave to kolonner med overskrifterne »Retfærdig« og »Ugudelig«. Studér derefter Moroni 40:6-14; Lære og Pagter 138:12-14, 20-22. Drøft det, I finder i disse skriftsteder.

Lær mere

Afsnit 3

Evangeliet forkyndes i åndeverdenen

Billede
ung kvinde

Har I overvejet, hvad der sker med mennesker, der dør uden nogensinde at have hørt Jesu Kristi evangelium eller uden at have haft mulighed for at modtage frelsens og ophøjelsens ordinancer? En klog og kærlig himmelsk Fader har beredt en vej for alle sine børn, så de kan vende tilbage og bo sammen med ham, hvis de vælger det. Profeten Joseph Smith erklærede til kirkemedlemmer: »Lad de døde synge hymner til evig pris for kong Immanuel, som, før verden blev til, har forordnet det, der vil sætte os i stand til at forløse dem fra deres fængsel; for fangerne skal gives fri« (L&P 128:22).

I 1918 så præsident Joseph F. Smith et himmelsk syn om åndeverdenen. Detaljerne i det syn, der er optegnet i Lære og Pagter 138, tydeliggør vores forståelse af, hvordan Jesus Kristus gjorde det muligt for dem i trældom i det åndelige fængsel at lære om evangeliet, omvende sig og modtage de nødvendige præstedømmeordinancer.

Noget at tænke over

  • Læs Lære og Pagter 138:16-19, 50-52. Hvordan er hele åndeverdenen ifølge disse vers ligesom et fængsel for selv de retfærdige ånder? (Se også 1 Pet 3:18-20; 4:6). Hvilke følelser havde disse personer i paradis ved Jesu Kristi død og hans tilsynekomst i åndeverdenen?

  • Læs Lære og Pagter 138:29-37, 57-59, og se efter, hvordan evangeliets velsignelser bliver tilgængelige for personer, der døde uden at modtage evangeliet i dette liv. Hvad betyder det for jer, at jeres forfædre kan blive frelst på grund af det, Jesus Kristus gjorde?

Aktivitet til at lære med andre

  • Præsident Russell M. Nelson har sagt: »Hver gang I gør noget, der hjælper nogen – på den ene eller anden side af sløret – til at tage et skridt mod at indgå pagter med Gud og modtage deres nødvendige dåbs- og tempelordinancer, bidrager I til Israels indsamling.« Tal om, hvordan I kan hjælpe dem, der er døde, til at blive forløst og modtage afgørende ordinancer. Bed de gruppemedlemmer, der har deltaget i dette arbejde, om at fortælle om deres egne oplevelser.

Lær mere

Noter

  1. Joseph Fielding Smith, Answers to Gospel Questions, 1958, 2:85.

  2. Weatherford T. Clayton, »Vor Faders herlige plan«, Liahona, maj 2017, s. 26.

  3. Russell M. Nelson, »Zions ungdom«, verdensomspændende foredrag for unge, 3. juni 2018, Evangelisk Bibliotek.

Udskriv