Bøn og personlig åbenbaring

»Det er Guds børns privilegium at komme til Gud og få åbenbaring.«

Fra Joseph Smiths liv

I juni 1829 var mange vigtige begivenheder i den igangværende gengivelse af evangeliet allerede sket. Himlen havde været åbnet på tidspunktet for det første syn, og Gud havde igen talt til mennesker på jorden. Profeten Joseph Smith havde modtaget pladerne med Mormons Bog og var ved at oversætte deres hellige budskab. Det hellige præstedømme var blevet gengivet, og dåbsordinancen var allerede tilgængelig for Guds børn. Hver af disse begivenheder havde fundet sted som svar på bøn, når profeten havde søgt vejledning fra Herren.

Da oversættelsesarbejdet nærmede sig afslutningen, søgte profeten atter vejledning fra Herren. Fordi Moroni havde befalet Joseph ikke at vise pladerne til nogen, medmindre han fik befaling om det, havde Joseph følt sig meget alene og tungt bebyrdet af sit ansvar, mens han oversatte pladerne. Dog havde han ud fra optegnelsen selv erfaret, at Herren ville sørge for tre særlige vidner, som ville bære vidnesbyrd til verden om, at Mormons Bog er sand (se 2 Ne 11:3; Eter 5:2-4).

»Næsten lige efter vi havde gjort denne opdagelse,« berettede Joseph Smith, »faldt det Oliver Cowdery, David Whitmer og … Martin Harris (som var kommet for at spørge til vores fremgang med værket) ind, at de ønskede, at jeg skulle adspørge Herren om at få at vide, om de måtte få det store privilegium af ham at blive disse tre særlige vidner.«¹ Profeten bad om vejledning og modtog en åbenbaring, der erklærede, at de tre mænd skulle få lov til at se pladerne, samt Labans sværd, Urim og Tummim og liahonaen (se L&P 17).

Nogle dage senere gik profeten og de tre mænd ind i skoven nær familien Whitmers hjem i Fayette i New York og begyndte at bede om at modtage dette store privilegium. Martin trak sig tilbage, fordi han følte sig uværdig. Profeten nedskrev det, der derpå skete: »Vi … havde ikke bedt i mange minutter, før vi straks så et lys over os i luften, som var usædvanligt klart, og se, en engel [Moroni] stod foran os. I sine hænder holdt han pladerne, som vi havde bedt om, at de måtte se. Han vendte siderne en efter en, så vi kunne se dem og tydeligt se indgraveringerne på dem.«² Mændene hørte også Guds røst vidne om sandheden af oversættelsen og befalede dem at vidne om det, de havde set og hørt. Joseph gik derpå hen for at finde Martin, som bad et andet sted i skoven. De bad sammen og så det samme syn og hørte den samme røst.

Joseph Smiths mor, som besøgte profeten i Fayette på det tidspunkt, erindrede sin søns glæde og lettelse efter denne tilkendegivelse: »Da Joseph kom ind [i familien Whitmers hjem], kastede han sig ned ved siden af mig. ›Far! Mor!‹ sagde han ›I aner ikke, hvor glad jeg er. Herren har ladet pladerne vise til tre andre end mig, som også har set en engel og skal vidne om det, jeg har sagt, for de ved selv, at jeg ikke forsøger at narre folket. Og det føles som om, jeg er blevet lettet for en forfærdelig byrde, som næsten var for meget for mig at bære. Men de skal nu bære en del af den, og det glæder min sjæl, at jeg ikke længere skal være helt alene i verden.‹«³

Gennem hele sit liv gik Joseph Smith til Herren i bøn for at søge den hjælp og vejledning, som han havde brug for. Et kirkemedlem erindrede at have hørt ham bede i Kirtland i Ohio på et tidspunkt, hvor han havde store personlige problemer: »Aldrig før havde jeg hørt en mand tale til sin Skaber, som om han var til stede og lyttede, som en venlig far ville lytte til et pligtopfyldende barns sorger … Der var intet praleri, han hævede ikke stemmen i iver, men bad i en tone, som når en mand taler til en ven. Det var for mig, som om jeg ville kunne se Herren stå over for sin allermest ydmyge tjener, den mest ydmyge jeg nogen sinde har set, hvis sløret blev fjernet«⁴.

Joseph Smiths lærdomme

Gud hører vore bønner og taler til os i dag, ligesom han talte til de fordums hellige.

»Eftersom Herren aldrig i nogen åbenbaringer har ladet verden forstå, at han for evigt er hørt op med at tale til sine skabninger, når de søger ham på passende vis, hvorfor skulle det så anses for utroligt, at han finder behag i atter i de sidste dage at tale til frelse for dem?

Måske forundres I over min påstand om, at det er til frelse for hans skabninger i disse sidste dage, eftersom vi allerede er i besiddelse af en omfattende mængde af hans ord, som han tidligere har talt. Men I vil sikkert medgive mig, at de ord, som blev talt til Noa, ikke var tilstrækkeligt for Abraham, og at det ikke krævedes af Abraham, at han skulle forlade sit fædreland og søge en arv i et fremmed land på grundlag af de ord, der blev talt til Noa, men at han i stedet selv modtog løfter fra Herrens hånd og vandrede i en sådan fuldkommenhed, at han blev kaldt Guds ven. Af Isak, den lovede efterkommer, krævedes det ikke, at han satte sin lid til de løfter, hans far, Abraham, havde fået, men han blev begunstiget med forvisning om, at han var anerkendt i himlens øjne gennem Herrens direkte røst til ham.

Hvis et menneske kan basere sit liv på åbenbaringer givet til en anden, kan jeg så ikke med berettigelse spørge, hvori nødvendigheden ligger i, at Herren talte til Jakob, som han gjorde, og som det er optegnet i det 26. kapitel i 1 Mosebog? For der gentager Herren, eller han lover snarere igen at opfylde den ed, som han tidligere havde svoret med Abraham. Og hvorfor denne gentagelse til Isak? Hvorfor var det første løfte ikke lige så sikkert for Isak, som det var for Abraham? Var Isak ikke Abrahams søn? Og kunne han ikke have ubetinget tillid til sin fars ord, fordi han var en Guds mand? Måske vil I sige, at han var en meget mærkelig mand og anderledes fra mennesker i disse sidste dage, og at Herren derfor begunstigede ham med velsignelser, der var besynderlige og anderledes, fordi han var anderledes end mennesker på denne tid. Jeg indrømmer, at han var en særlig mand, og at han ikke kun var særligt velsignet, men yderst velsignet. Men den eneste særegenhed, som jeg kan se ved den mand, eller forskellen på ham og mennesker i vor tid, er, at han var mere hellig og mere fuldkommen for Gud og kom til ham med et renere hjerte og mere tro, end mennesker i vor tid.

Det samme kan siges angående Jakob. Hvorfor talte Herren til ham angående det samme løfte, efter han én gang havde givet det til Abraham og fornyet det til Isak? Hvorfor kunne Jakob ikke med tilfredshed sætte sin lid til det ord, der blev talt til hans forfædre?

Da tiden nærmede sig for opfyldelsen af løftet om at udfri Israels børn fra Egyptens land, hvorfor var det da nødvendigt, at Herren skulle begynde at tale til dem? Løftet eller ordet til Abraham var, at hans efterkommere skulle være trælle og plages i fire hundrede år, og derefter skulle de drage ud med store rigdomme. Hvorfor satte de ikke deres lid til det løfte og drog ud uden at vente på yderligere åbenbaring, da de havde været i trældom i Egypten i firehundrede år, men handlede alene ud fra det løfte, som Abraham havde fået om, at de ville blive udfriet? …

Jeg tror måske på, at Enok vandrede med Gud. Jeg tror måske på, at Abraham talte med Gud og med engle. Jeg tror måske på, at Isak fik fornyet den pagt, som blev givet Abraham ved Herrens røst. Jeg tror måske på, at Jakob talte med hellige engle og hørte sin Mesters ord, og at han kæmpede med englen, indtil han sejrede og fik en velsignelse. Jeg tror måske på, at Elias blev taget op til himlen i en ildvogn med ildheste. Jeg tror måske på, at de hellige så Herren og talte med ham ansigt til ansigt efter hans opstandelse. Jeg tror måske på, at den hebræiske kirke kom til Zions bjerg, til den levende Guds by, det himmelske Jerusalem, og til tusinder af engle. Jeg tror måske på, at de så ind i evigheden og så dommeren over alle og Jesus, den nye pagts formidler.

Men vil alt dette skaffe mig sikkerhed og føre mig til evighedens boliger med mine klæder pletfrie, rene og hvide? Eller skal jeg ikke snarere, gennem min egen tro og flid ved at holde Herrens befalinger, selv opnå en forvisning om min egen frelse? Og har jeg ikke samme rettigheder som de fordums hellige? Og vil Herren ikke høre mine bønner og lytte til mine råb, lige så hurtigt, som han altid har lyttet til deres, hvis jeg kommer til ham på samme vis, som de gjorde?«⁵

Vi kan gøre alt, hvad vi foretager os, til genstand for bøn.

Sarah Granger Kimball har berettet: »I profeternes skole … når Joseph Smith underviste brødrene, bad han dem gøre alt, hvad de beskæftigede sig med, til genstand for bøn.«⁶

»Søg at lære Gud at kende i jeres kammer, og påkald ham på marken. Følg retningslinjerne i Mormons Bog og bed for jeres familie, jeres kvæg, jeres flokke, jeres hjorde, jeres korn og alt, hvad I ejer og har (se Alma 34:18-37). Nedbed Guds velsignelse over alt jeres arbejde og alt, hvad I tager del i.«⁷

»Forsøm ikke jeres pligter i jeres familie, men påkald Gud for at få hans velsignelser til jer og jeres familie, jeres flokke og jeres hjorde og alt, der tilhører jer – så I kan have fred og fremgang – og mens I gør dette, så ›bed om fred for Jerusalem: Gid de, som elsker dig, må leve trygt‹ (Sl 122:6)«⁸

En bøn, som profeten nedskrev i august 1842, viser hans ønske om visdom fra Gud: »O, du som kender alles hjerter … se ned til din tjener Joseph i denne tid, og lad tro på din Søns Jesu Kristi navn i højere grad end din tjener nogensinde før har oplevet det, blive skænket ham, ja endda Elias’ tro, og lad det evige livs lys blive tændt i hans hjerte for aldrig at blive taget fra ham, og lad det evige livs ord blive udøst på din tjeners sjæl, så han kan kende din vilje, dine love, dine befalinger og dine domme, så han kan efterleve dem. Lad din guddommelige nåde, herlighed og ære i din overflod af nåde, magt og godhed blive udgydt på din tjeners hoved som duggen på Hermon-bjerget.«⁹

Når vi beder med tro og ligefremhed, modtager vi de velsignelser, som Gud anser det for passende at give os.

»Bed ydmygt for nådens trone om, at Herrens Ånd altid må hvile på jer. Husk på, at hvis vi ikke spørger, kan vi ikke modtage noget, så bed derfor i tro, og I vil modtage de velsignelser, som Gud anser for passende at give jer. Bed ikke med begærlige hjerter, så I ødsler det bort i jeres lyster, men bed oprigtigt om de bedste gaver (se L&P 46:8-9).«¹⁰

»Dyd er et af de mest fremtrædende principper, der sætter os i stand til at have selvtillid til at komme til vor Fader, som er i himlen, for at bede om visdom fra hans hænder. Derfor, hvis I vil værdsætte dette princip I jeres hjerte, kan I tillidsfuldt komme til ham i bøn, og den skal udøses over jeres hoved (se L&P 121:45-46).«¹¹

»Lad de helliges bønner nå himlen, så de kan nå den Herre Zebaoths ører, for de retfærdiges bønner formår meget (se Jak 5:16).«¹²

Henry W. Bigler har berettet: »Nu vi taler om at bede til vor Fader i himlen, så hørte jeg engang Joseph Smith sige følgende: ›Vær tydelige og enkle og bed om det, I ønsker, på samme måde som I ville gå hen til en nabo og spørge, om I måtte låne hans hest for at ride til møllen.‹«¹³

Vi kan modtage personlig åbenbaring gennem Helligånden.

»Det er Guds børns privilegium at komme til Gud og få åbenbaring … Gud gør ikke forskel på nogen – vi har alle de samme rettigheder.«¹⁴

»Vi tror, at vi har ret til åbenbaringer, syn og drømme fra Gud, vor himmelske Fader, og til lys og intelligens gennem Helligåndsgaven, i Jesu Kristi navn, angående alt, der har med vores åndelige trivsel at gøre, hvis vi blot holder hans bud, så vi kan stå værdige for hans åsyn.«¹⁵

»En person kan have udbytte af at lægge mærke til den første tilkendegivelse fra åbenbaringens ånd; fx når du føler den rene intelligens tilflyde dig, kan den give dig et pludseligt indfald af visse tanker, så at du – ved at lægge mærke til det, kan finde dem opfyldt samme dag eller snart derefter – med andre ord vil de tanker, der blev udgydt i dit sind ved Guds Ånd, gå i opfyldelse – og ved således at lære og forstå Guds Ånd, kan du udvikle dig i åbenbaringens princip, indtil du bliver fuldkommen i Kristus Jesus.«¹⁶

»Jeg har en gammel udgave af Det Nye Testamente på latin, hebraisk, tysk og græsk … Jeg takker Gud for, at jeg har denne gamle bog, men jeg takker ham endnu mere for Helligåndsgaven. Jeg har verdens ældste bog; men jeg har den ældste bog i mit hjerte, nemlig Helligåndsgaven … Helligånden … er inden i mig og forstår mere end hele verden, og jeg vil slutte mig til ham.«¹⁷

»Intet menneske kan modtage Helligånden uden at modtage åbenbaringer. Helligånden er en åbenbarer.«¹⁸

John Taylor berettede følgende, mens han tjente som præsident for De Tolv Apostles Kvorum: »Jeg husker tydeligt noget, som Joseph Smith sagde til mig for mere end fyrre år siden. Han sagde: ›Ældste Taylor, du er blevet døbt, du har fået håndspålæggelse for at modtage Helligånden, og du er blevet ordineret til det hellige præstedømme. Hvis du fortsat vil følge denne Ånds vejledning, vil den altid lede dig på rette vej. Måske vil den nogle gange gå imod dit skøn, men det betyder intet: Følg dens befalinger. Og hvis du er tro mod dens tilhvisken, vil det med tiden blive et åbenbaringsprincip for dig, så du vil kende alle ting.‹«¹⁹

Forslag til studium og samtale

Tænk over disse forslag, mens du studerer kapitlet eller forbereder dig til at undervise. Du kan finde yderligere hjælp på s. vii-xi.

Læg mærke til betydningen af bøn i det, som Joseph Smith og de tre vidner til Mormons Bog oplevede (s. 125-126). Hvordan har bøn påvirket dine egne oplevelser med Mormons Bog? Hvilke andre sider af dit liv påvirkes af bøn?
Hvad tænker du, når du læser afsnittet nederst på s. 126? Mens du overvejer denne udtalelse, så tænk over, hvordan du kan forbedre den måde, hvorpå du »tale[r] til [din] Skaber«.
Hvorfor kan vi ikke udelukkende sætte vores lid til tidligere tiders åbenbaringer? (Se eksemplerne på s. 127-129). Hvorfor har vi brug for fortsat, personlig åbenbaring?
Gennemgå det afsnit, der begynder på s. 129. Find frem til profetens lærdomme om, hvornår vi bør bede, og hvad vi bør bede om. Hvordan kan disse lærdomme hjælpe dig med dine personlige bønner? Hvordan kan de hjælpe familien med familiebøn?
Studér profetens lærdomme på s. 129-130 om, hvordan vi bør bede. Hvilken værdi har det at anvende tydelig og enkel tale, når vi beder? Hvordan giver en retfærdig levevis os selvtillid til at komme til vor himmelske Fader i bøn? Hvad har hjulpet dig til at få et vidnesbyrd om, at Gud hører og besvarer bønner?
Læs det tredje underafsnit på s. 131. Hvornår har du draget fordel af at lægge mærke til »den første tilkendegivelse« af Åndens tilskyndelser til dig? Hvordan kan vi lære umiddelbart at genkende Åndens hvisken, når den kommer?

Skriftstedshenvisninger: 1 Kong 19:11-12; Jak 1:5-6; Hel 5:30; 3 Ne 18:18-21; L&P 6:22-23; 8:2-3; 88:63-65.

I juni 1829 blev Oliver Cowdery, David Whitmer og Joseph Smith begunstigede med at se Moroni og guldpladerne. Kort efter samme dag så Martin Harris ligeledes englen og pladerne.

family praying — »Forsøm ikke jeres pligter i jeres familie, men påkald jer Gud for at få hans velsignelser til jer og jeres familie.«