Håbefulde og trøstende ord i dødens time

»Hvilken trøst har vi med hensyn til de døde? Vi har grund til at nære det største håb og stor fortrøstning for vore døde blandt alle folk på jorden.«

Fra Joseph Smiths liv

Profeten Joseph Smiths smertelige tab ved at miste en af sine kære berørte gentagne gange hans liv. Den 15. juni 1828 i Harmony i Pennsylvania døde Joseph og Emmas første søn, Alvin, kort tid efter fødslen. Da Joseph og Emma flyttede fra New York til Kirtland i Ohio i februar 1831, var Emma igen gravid, denne gang med tvillinger. Kort efter Joseph og Emmas ankomst til Kirtland flyttede de til en hytte på kirkemedlemmet Isaac Morleys gård. Der blev lille Thadeus og Louisa født den 30. april, men de overlevede ikke længe og døde få timer efter fødslen.

I en by nær Warrensville i Ohio mistede bror John Murdock på samme tid sin hustru, Julia, som netop havde født nogle sunde tvillinger. Med en familie der nu bestod af fem børn, følte bror Murdock sig ude af stand til at tage sig af de nyfødte, og han bad Joseph og Emma om at adoptere dem som deres egne. Det gjorde Joseph og Emma og indlemmede taknemligt de to små børn, Joseph og Julia, i familien. Tragisk nok døde lille Joseph elleve måneder senere i marts 1832 som følge af at have været udsat for den kolde natteluft, mens han havde mæslinger, da profeten blev rullet i tjære og fjer af en pøbelhob. Med dette dødsfald havde de sørgende forældre stedt fire af deres første fem børn til hvile, og Julia som deres eneste levende barn.

Af Joseph og Emmas elleve børn, hvoraf hun havde født ni og to var adopterede, blev kun fem voksne: Julia Murdock, født i 1831, Joseph III, født i 1832, Frederick, født i 1836, Alexander, født i 1838 og David, født i november 1844, fem måneder efter sin fars død. Joseph og Emmas 14 måneder gamle søn, Don Carlos, døde i 1841, og en søn født i 1842 døde samme dag, som han blev født.

Mens Joseph Smith levede, mistede han også tre brødre, der fik en alt for tidlig død. Ephraim døde kort tid efter fødslen i 1810. Josephs ældre bror, Alvin, døde i 1823 i en alder af 25 år, og en yngre bror, Don Carlos, døde i 1841, også i en alder af 25 år.

Profeten led et andet stort tab, da hans far, som han satte sin lid til for rådgivning og styrke, døde i Nauvoo i Illinois i 1840. Da faderen blev klar over, at hans død var umiddelbart forestående, kaldte han sin familie sammen ved sin seng. Han talte til sin hustru og sagde: »Når jeg ser på mine børn og indser, at selv om de er blevet opdraget til at udføre Herrens værk, at de så alligevel må gennemleve bekymringer og lidelser så længe de lever på jorden, smertes mit hjerte, og jeg frygter for at efterlade jer så omringede af fjender.«¹

Derefter talte han til hver eneste søn og datter på skift og gav dem sin sidste velsignelse. Som nedskrevet af profetens mor sagde han disse beroligende ord til profeten Joseph:

»›Joseph, min søn, du er kaldet til en stor og hellig kaldelse. Du er kaldet til at udføre Herrens værk. Hold trofast ud, og du vil blive velsignet, og dine børn efter dig. Du skal leve længe nok til at fuldføre dit værk.‹

Da udbrød Joseph grædende: ›Åh, far, skal jeg?‹ ›Ja,‹ sagde hans far, ›du skal leve længe nok til at udføre hele planen til det værk, som Gud har givet dig at udføre. Det er min sidste velsignelse på dit hoved i Jesu navn.‹«²

Profeten Joseph Smith trak på disse svære erfaringer fra sit eget liv og på sin inspirerede forståelse af Frelserens forsoning og var i stand til at trøste mange trængende og sørgende hellige.

Joseph Smiths lærdomme

Når elskede familiemedlemmer eller venner dør, er det en stor trøst for os at vide, at vi vil møde dem igen i den tilkommende verden.

Profeten talte ved en kirkekonference i Nauvoo den 7. april 1844. Han talte om sin ven King Follett, som lige var død: »Kære hellige: Jeg vil bede om denne forsamlings opmærksomhed, mens jeg taler til jer angående de døde. Vores elskede, afdøde bror, ældste King Follett, som blev mast i en brønd af en nedfaldet sten, har mere direkte ledt mig til dette emne. Hans venner og slægtninge har bedt mig tale, men eftersom der er temmelig mange i denne forsamling, der bor i denne by så vel som andre steder, og som har mistet venner, er jeg stemt for at tale om dette emne i almindelighed og lade jer kende mine tanker, så langt mine evner nu rækker og for så vidt som jeg nu bliver inspireret af Helligånden til at dvæle ved dette emne. Jeg ønsker, at jeg med jeres bønner og tro må have den Almægtige Guds vejledning og Helligåndsgaven, så jeg kan sige det, som er sandt og sige det på en måde, som I let vil kunne forstå, og således at vidnesbyrdet kan overbevise ejeres hjerte og sind om sandheden af det, jeg siger …

Jeg ved, at mit vidnesbyrd er sandt. Når jeg derfor taler til de sørgende her, hvad har de så mistet? Deres slægtninge og venner er kun adskilte fra deres legemer et kort stykke tid: Deres ånd, som eksisterede hos Gud, har rent faktisk kun forladt dette tabernakel et kort øjeblik og findes nu et sted, hvor de taler sammen, ligesom vi gør her på jorden …

Hvilken trøst har vi med hensyn til de døde? Vi har grund til at nære det største håb og stor fortrøstning for vore døde blandt alle folk på jorden, for vi har set dem vandre værdigt i vores midte og falde sovende om i Jesu arme …

I sørgende har grund til at glæde jer, når vi taler om ældste King Folletts død, for jeres ægtefælle og far er taget hen for at vente indtil de dødes opstandelse – indtil den resterende fuldkommengørelse, for ved opstandelsen vil jeres ven opstå i fuldkommen lykke og gå til en celestial herlighed …

Jeg er bemyndiget gennem Helligånden til at sige, at I ikke har nogen grund til at frygte, for han er taget til de retfærdiges hjem. Sørg ikke og græd ikke. Jeg ved det gennem Helligåndens vidnesbyrd, som er i mig, og I kan forvente, at jeres venner kommer frem for at møde jer i den celestiale verdens morgen …

Jeg har en far, brødre, børn og venner, som er gået til åndeverdenen. De er kun væk et øjeblik. De er i ånden, og vi skal snart mødes igen. Den tid vil snart komme, da basunen skal lyde. Når vi går bort, skal vi gense vores mor, far, venner og alle dem, vi elsker, som er sovet ind i Jesus. Vi kommer ikke til at frygte pøbelhobe, forfølgelser eller ondsindede retssager og arrestationer, men der vil være en evighed af lykke.«³

Ældste Lorenzo D. Barnes døde, mens han tjente som missionær i England. Profeten talte om hans bortgang ved et møde, der blev afholdt i det ufærdige tempel i Nauvoo: »Jeg vil fortælle jer, hvad jeg ønsker. Hvis jeg i morgen bliver kaldet til at ligge i graven, lad mig da i opstandelsens morgen give min far hånden og råbe ›min far‹, og han vil sige ›min søn, min søn‹ så snart klippen revner, og før vi kommer frem af graven.

Og kan vi betragte dette på denne måde? Ja, hvis vi lærer, hvordan vi skal leve, og hvordan vi skal dø. Når vi lægger os for natten, tænker vi på, hvad vi står op til om morgenen, og det er rart for venner at lægge sig sammen, omsluttet af kærlighedens arme, for at sove og vågne i hinandens omfavnelse og genoptage deres samtale.

Ville I synes, det var mærkeligt, hvis jeg fortæller, hvad jeg har set i et syn angående dette spændende emne? De, som er døde i Jesus Kristus, kan, når de kommer frem, forvente at indtræde i virkeliggørelsen af den store glæde, som de havde eller så hen til her.

Så tydeligt var synet, at jeg faktisk så mennesker, før de var steget op fra graven, som om de rejste sig langsomt. De tog hinanden i hånden og sagde til hinanden: ›Min far, min søn, min mor, min datter, min bror, min søster.‹ Og når røsten kalder på de døde til opstandelse, og vi antager, at jeg ligger ved min fars side, hvad ville så være mit hjertes første glæde? At møde min far, min mor, min bror og min søster. Og når de er ved min side, omfavner jeg dem, og de mig …

For mig er tanken om tilintetgørelse mere smertefuld end døden. Hvis jeg ikke har nogen forventning om at se min far, mor, brødre, søstre eller venner igen, ville mit hjerte briste på et eneste øjeblik, og så ville jeg gå i min grav. Forventningen om at se mine venner i opstandelsens morgen opløfter min sjæl og får mig til at udholde livets onder. Det er som om, de tager på en lang rejse, og ved deres hjemkomst møder vi dem med større glæde …

Lad mig yde trøst til Marcellus Bates [et kirkemedlem, hvis hustru døde]. Du vil snart få selskab af din partner i en herlig verden, og det vil bror Barnes’ venner og alle de sørgende hellige også. Det har været en advarselsrøst til os alle om at være besindige og flittige og aflægge lystighed, forfængelighed og tåbelighed og om at være beredte til at dø i morgen.«⁴

Forældre, hvis børn dør, vil modtage dem i opstandelsen, ligesom de lagde dem i graven.

Ved begravelsen af den to år gamle Marian Lyon sagde profeten: »Advarselsrøsten, som viser det menneskelige livs usikkerhed, lyder igen i vores midte, og i mine ledige stunder har jeg tænkt over emnet og stillet spørgsmålet, hvordan det kan være, at små børn, uskyldige børn, bliver taget væk fra os, især de, der synes at være de mest intelligente og interessante. De vægtigste grunde, der dukker op i mit sind, er disse: Denne verden er en meget ugudelig verden, og … den bliver mere og mere ugudelig og fordærvet … Herren tager mange væk, selv i den spæde alder, så de må slippe for menneskets misundelse og den nuværende verdens sorger og onder. De var for rene, for prægtige til at leve på jorden. Hvis vi betragter det i det rette lys, har vi derfor grund til at glæde os i stedet for at sørge, da de er udfriet fra det onde, og vi vil snart få dem igen …

Den eneste forskel mellem de gamles og de unges død er den, at den ene lever længere i himlen og i det evige lys og herlighed end den anden og udfries lidt hurtigere fra denne elendige og ugudelige verden. Til trods for al denne herlighed, mister vi dem et øjeblik af syne og sørger over tabet, men vi sørger ikke på samme måde som dem uden håb.«⁵

»Man kunne stille et spørgsmål: ›Vil mødre have deres børn hos sig i evigheden?‹ Ja! Ja! Mødre, I skal have jeres børn hos jer, for de skal have evigt liv, for deres gæld er betalt.«⁶

»Børn … skal opstå, nøjagtigt som de døde. Vi kan der gense vore dejlige spædbørn med den samme herlighed – den samme prægtighed i den celestiale herlighed.«⁷

Præsident Joseph F. Smith, Kirkens sjette præsident, berettede: »Joseph Smith forkyndte den lære, at det lille barn, der er gået bort i døden, vil komme frem i opstandelsen som et barn, og idet han pegede på en mor, hvis barn var dødt, sagde han til hende: ›Du vil få den glæde, den fornøjelse og den tilfredsstillelse at opfostre barnet efter dets opstandelse, indtil det når sin ånds fulde størrelse‹ …

I 1854 mødtes jeg med min tante [Agnes Smith], som var gift med min onkel Don Carlos Smith, og som var mor til den lille pige [Sophronia], som Joseph Smith, profeten, talte om, da han sagde til moderen, at hun ville få den glæde, fornøjelse og tilfredsstillelse at opfostre barnet efter opstandelsen, indtil det havde nået sin ånds fulde størrelse, og at det ville være en langt større glæde, end hun nogensinde kunne få i jordelivet, fordi hun ville blive befriet fra det jordiske livs sorger, frygt og svagheder, og hun ville vide mere, end hun kunne vide i dette liv. Jeg mødte denne enke, barnets mor, og hun fortalte mig om denne lejlighed og bar vidnesbyrd for mig om, at det var, hvad profeten Joseph Smith havde sagt, da han talte ved hendes lille datters begravelse.«⁸

Mary Isabella Horne og Leonora Cannon Taylor mistede begge et lille barn. Søster Horne fortalte, at profeten Joseph Smith trøstede de to søstre med disse ord: »Han fortalte os, at vi ville få disse børn i opstandelsens morgen, lige som vi lagde dem i graven, i renhed og uskyldighed, og vi skulle opfostre dem og tage vare på dem som deres mødre. Hans sagde, at børn bliver oprejst i opstandelsen, ligesom de blev lagt i graven, og at de ville opnå al nødvendig intelligens til at indtage troner, fyrstendømmer og herredømmer.«⁹

Mens vi sørger, når vore kære dør, kan vi stole på, at »al jordens Gud vil handle ret«.

Ved den 24-årige Ephraim Marks’ begravelse sagde profeten: »Det er en meget højtidelig og svær tid. Jeg har aldrig følt mig mere højtidelig til mode. Det vækker minder om min ældste bror, Alvin, som døde i New York, og min yngste bror, Don Carlos Smith, som døde i Nauvoo. Det har været svært for mig at leve på jorden og se disse unge mænd, som vi har støttet os til for at få hjælp og trøst, blive taget fra os midt i deres ungdom. Ja, det har været svært at forlige sig med dette. Jeg har undertiden tænkt, at jeg lettere kunne have forsonet mig med selv at blive kaldt bort, hvis det havde været Guds vilje. Og dog ved jeg, at vi bør være stille og vide, at det er af Gud og forsone os med hans vilje. Alt er vel. Det vil kun vare kort tid, før vi alle vil blive kaldet på lignende måde: det kan ske for mig såvel som jer.«¹⁰

I et brev af 6. juni 1832 skrev Joseph Smith til Emma Smith: »Det voldte mig sorg at høre, at Hyrum har mistet sit lille barn. Jeg tror, at vi til en vis grad kan sætte os i hans sted, men vi må alle forsone os med vores lod og sige Herrens vilje ske.«¹¹

I et brev af 20. januar 1840 skrev Joseph Smith til Emma Smith: »Jeg fik et brev fra Hyrum, der frydede mit hjerte, idet jeg fik at vide, at min familie stadig var i live. Dog sørger mit hjerte over dem, der er blevet taget fra os, men ikke uden håb, for jeg skal se dem igen og være sammen med dem. Derfor kan vi bedre forsone os med Guds handlemåde.«¹²

»Med hensyn til de døde i Zion, ønsker vi at sørge med dem, der sørger, men husk, at al jordens Gud vil handle ret.«¹³

»Der har været mange dødsfald, som efterlader sørgmodige overvejelser, men vi kan ikke gøre noget ved det. Når Gud taler fra himlene og kalder os herfra, så må vi underkaste os hans befaling.«¹⁴

Ved James Adams’ begravelse sagde profeten: »Jeg traf ham første gang i Springfield [i Illinois], da jeg var på vej fra Missouri til Washington. Han opsøgte mig, da jeg var fremmed, inviterede mig med hjem, opmuntrede mig og gav mig penge. Han har været en meget nær ven … Han har haft åbenbaringer angående sin bortgang og er gået til et vigtigere arbejde. Når mennesker er rede, er de bedre tjent med at komme herfra. Bror Adams er draget af sted for at åbne en mere virkningsfuld dør for de døde. De retfærdiges ånder bliver ophøjet til et større og herligere værk. Derfor er de velsignede i deres bortgang til åndeverdenen.«¹⁵

Forslag til studium og samtale

Tænk over disse forslag, mens du studerer kapitlet eller forbereder dig til at undervise. Du kan finde yderligere hjælp på s. vii-xi.

Hvad tænker og føler du, når du læser beretningen på s. 169-171? Hvordan kan disse erfaringer have påvirket den måde, som profeten Joseph underviste på om død og opstandelse?
Dette kapitel indeholder budskaber, som Joseph Smith fortalte til mennesker, som sørgede over deres kæres død (s. 172-177)). I disse budskaber tilbød profeten »håb og fortrøstning« ved at undervise i evangeliets lærdomme og vise sine tilhørere, hvordan de kunne anvende disse lærdomme i deres liv. Når du tænker på dine kære, som er døde eller måske snart dør, hvilke evangeliske sandheder bringer dig så trøst? Hvorfor er disse sandheder betydningsfulde for dig?
Læs det råd, som Joseph Smith gav, da han talte om ældste Barnes’ død, i forbindelse med »hvordan vi skal leve, og hvordan vi skal dø« (s. 173-174). Hvad betyder dette råd for dig? Tænk over, hvordan dit liv måske kan ændres, når du husker hans råd.
Læs profetens ord til forældre, hvis små børn er døde (s. 174-176). Hvordan kan disse lærdomme tilvejebringe håb for sørgende forældre?
Studér Joseph Smiths råd om at forsone sig selv med Guds vilje, når vore kære dør (s. 176-177). Hvordan vil vores beslutning om at acceptere Guds vilje påvirke vore følelser og vore ord og handlinger? Hvordan kan vores beslutning hjælpe andre?

Skriftstedshenvisninger: Joh 20:1-29; Mosi 16:7-8; Alma 40:11-12; Moro 8:11-20; L&P 42:45-46.

Joseph and Emma with twins — Joseph og Emma Smith med de tvillinger, som de adopterede kort tid efter, at deres egne nyfødte tvillinger døde. Joseph og Emma indlemmede taknemligt Joseph og Julia i familien, men lille Joseph døde i marts 1832.

mother with daughter — Joseph Smith underviste i, at små børn »skal opstå, nøjagtigt som de døde«, og at forældre vil hilse deres børn med »den samme prægtighed i den celestiale herlighed.«