Den store frelsesplan

»Den store frelsesplan er et emne, som bør optage hele vores opmærksomhed og betragtes som en af himlens største gaver til menneskeheden.«

Fra Joseph Smiths liv

I september 1831 flyttede profeten Joseph Smith og hans familie 50 km sydøst for Kirtland til Hiram i Ohio, hvor de boede i ca. et år i John og Alice (også kendt som Elsa) Johnsons hjem. I dette hus udførte profeten meget af sit arbejde på Joseph Smiths oversættelse af Bibelen.

Dette vigtige arbejde, som profeten kaldte »en del af min kaldelse«¹, bidrager betydeligt til vores forståelse af frelsesplanen. Profeten begyndte dette arbejde i juni 1830, da Herren befalede ham at påbegynde en inspireret revision af King James-udgaven af Bibelen. Profeten havde længe vidst, at Bibelen ikke altid var tydelig på visse vigtige områder. Han havde bemærket, at Moroni citerede nogle bibelske passager for ham »med en lille afvigelse i forhold til, hvordan [de] står i vore bibler« (JS-H 1:36). Mens han oversatte 1 Ne 13:23-29, fandt han ud af, at »mange dele … som er tydelige og yderst dyrebare«, var blevet fjernet fra Bibelen, deriblandt »mange af Herrens pagter« (1 Ne 13:26).

Profeten sagde senere: »Jeg tror på Bibelen, som den lød, da den kom fra de oprindelige forfatteres pen. Uvidende oversættere, skødesløse afskrivere eller beregnende og fordærvede præster har begået mange fejl … Se Heb 6:1 med hensyn til modsigelser: ›Derfor vil vi nu lade begynderundervisningen om Kristus ligge og gå videre til en undervisning for voksne‹. Hvis et menneske lader begynderundervisningen om Kristus ligge, hvordan kan det så blive frelst uden at bygge videre på den selv samme begynderundervisning? Det er en modsigelse. Det tror jeg ikke på. Jeg vil gengive det, som det burde være – ›Derfor vil vi nu ikke lade begynderundervisningen om Kristus ligge, men gå videre til en undervisning for voksne.‹«²

Under åndens vejledning brugte Joseph ca. 3 år på at gennemgå Bibelen, og foretog tusindvis af rettelser til teksten og gengav oplysninger, som var gået tabt. Disse gengivne oplysninger kaster et vidunderligt lys over mange lærdomme, som ikke fremstår tydeligt i Bibelen, som den findes i dag. Disse inspirerede revisioner af Bibelens tekst er kendt som Joseph Smiths Oversættelse af Bibelen. Hundredvis af passager fra Joseph Smiths oversættelse er nu medtaget i Sidste Dages Hellig-udgaven af King James-udgaven af Bibelen.

Profetens oversættelse af Bibelen var en vigtig del af hans egen åndelige uddannelse og den åbenbarede gengivelse af evangeliske sandheder. Da han reviderede Det Gamle og Det Nye Testamente, fik han ofte åbenbaringer, der kastede yderligere lys og forståelse over bibelske passager. På denne måde modtog profeten mange lærdomme fra Herren, deriblandt dem, der nu findes i Lære og Pagter 74, 76, 77, 86 og 91, og i dele af mange andre afsnit af Lære og Pagter.

Da profeten først begyndte sin oversættelse af Bibelen i juni 1830, åbenbarede Herren en længere passage fra Moses’ skrivelser for ham. Denne passage blev kapital 1 i Moses’ Bog i Den Kostelige Perle. Den gengiver et syn, hvori Moses så og talte med Gud – et så bemærkelsesværdigt syn, at Joseph Smith kaldte det »et dyrebart stykke skrift« og »en stor styrke«.³ I dette syn underviste Gud Moses i det grundlæggende formål med den store frelsesplan:

»Og Gud Herren talte til Moses og sagde: … For se, dette er min gerning og herlighed: At tilvejebringe udødelighed og evigt liv for mennesket« (Moses 1:37, 39).

Lærdommene, ordinancerne og løfterne, som udgør frelsesplanen, blev åbenbaret til jorden i disse sidste dage gennem profeten Joseph Smith. Som en, der tydeligvis forstod betydningen af denne plan, erklærede profeten: »Den store frelsesplan er et emne, som bør optage hele vores opmærksomhed og betragtes som en af himlens største gaver til menneskeheden.«⁴

Joseph Smiths lærdomme

I det førjordiske liv blev Jesus Kristus udvalgt til at være Frelseren, og vi valgte at acceptere frelsesplanen.

»Ved den første organisering i himlen var vi alle til stede og så Frelseren blive udvalgt og udpeget og frelsesplanen blive udarbejdet, og vi godkendte den.«⁵

»Herren [er] en præst for evigt på Melkisedeks vis, og Guds salvede Søn, fra før verdens grundlæggelse (se Sl 110:4).«⁶

»Jesu Kristi frelse blev udvirket for alle mennesker for at sejre over Djævelen … Alle vil lide, indtil de adlyder Kristus selv.

Kampen i himlen var denne: Jesus sagde, at der ville være visse sjæle, der ikke ville blive frelst. Djævelen sagde, at han ville frelse dem alle og forelagde sine planer for det store råd, som gav Jesus Kristus deres stemme. Derfor gjorde Djævelen oprør imod Gud og blev forstødt sammen med alle, som gav ham deres støtte.«⁷

Vi er evige væsener. Vi bevæger os frem mod ophøjelse, når vi adlyder Guds love.

Profeten Joseph Smith modtog følgende åbenbaring fra Herren i maj 1833, senere nedskrevet i Lære og Pagter 93:29: »Mennesket var også i begyndelsen hos Gud. Intelligens, eller sandhedens lys, er ikke blevet skabt eller dannet, ej heller kan det blive det.« I april 1844 forklarede profeten følgende: »Jeg har et andet emne, jeg fæstner mig ved, og som er beregnet på at ophøje mennesket … Det har forbindelse til emnet om de dødes opstandelse, nemlig sjælen, menneskets ånd, den udødelige ånd. Hvor kom den fra? Alle lærde mænd og teologer siger, at Gud skabte den i begyndelsen, men det er ikke tilfældet. Bare tanken gør efter min mening mennesket ringere. Jeg tror ikke på denne lære. Jeg ved bedre. Hør, alle I jordens ender, for Gud har fortalt mig det. Hvis I ikke tror mig, gør det dog ikke sandheden virkningsløs …

Jeg taler om menneskets ånds udødelighed. Er det logisk at sige, at åndens intelligens er udødelig, og at den alligevel har en begyndelse? Åndens intelligens havde ikke nogen begyndelse og vil heller ikke have nogen ende. Det er sund fornuft. Det, der har en begyndelse, må have en slutning. Der har aldrig været noget tidspunkt, hvor menneskets ånd ikke har eksisteret …

Jeg tager min ring af fingeren og sammenligner den med menneskets ånd – den udødelige del, fordi den ikke havde nogen begyndelse. Forestil jer, at vi deler den i to. Så har den en begyndelse og en slutning, Men sæt den sammen igen, så fortsætter den i et evigt kredsløb. Således er det med menneskets ånd. Hvis den havde en begyndelse, vil den lige så sikkert, som Herren lever, have en slutning. Alle tåber og lærde og vise mennesker fra skabelsens begyndelse som siger, at menneskets ånd havde en begyndelse, beviser, at den må have en slutning. Hvis den lære er sand, så er læren om tilintetgørelse sand. Men hvis jeg har ret, kan jeg med frimodighed forkynde fra hustagene, at Gud aldrig havde magt til overhovedet at skabe menneskets ånd. Gud selv kunne ikke skabe sig selv.

Intelligens er evig og eksisterer efter et selveksisterende princip. Den er en ånd fra evighed til evighed, og der er ikke nogen skabelse ved den. Alle de ånder, som Gud nogensinde har sendt til verden, er modtagelige for udvidelse.

De første principper angående mennesket er selveksisterende med Gud. Gud selv, der befandt sig midt mellem ånder og herlighed, fordi han var mere intelligent, fandt det passende at indstifte love, hvorved de øvrige kunne få lov til at bevæge sig fremad som han selv. Det forhold, vi har til Gud, sætter os i en stilling, hvor vi kan vokse i kundskab. Han har magt til at indstifte love til at belære de svagere intelligenser, så de kan blive ophøjet med ham selv, så de kan opnå yderligere herlighed og al den kundskab, magt, herlighed og intelligens, der er nødvendig for at frelse dem i åndeverdenen.«⁸

»Vi er af den opfattelse, at Gud har skabt mennesket med et sind, der er modtageligt for belæring og med evner, som kan udvides i forhold til den opmærksomhed og flid, som udvises over for det lys, der kommunikeres fra himlen til intellektet. Jo nærmere mennesket kommer fuldkommenheden, desto klarere bliver dets indsigt, og desto større dets glæde, indtil man har overvundet det onde i sit liv og mistet ethvert ønske om at begå synd, og som dem fordums opnår den grad af tro, hvor man bliver indhyllet i sin Skabers magt og herlighed og bliver taget op for at bo hos ham. Men vi er af den opfattelse, at det er en tilstand, som intet menneske nogensinde er nået til på et øjeblik.«⁹

Vi kom til jorden for at få et legeme, opnå kundskab og sejre gennem tro.

»Alle mennesker ved, at de skal dø. Og det er vigtigt, at vi forstår grundene og årsagerne til, at vi bliver udsat for livets og dødens omskifteligheder og Guds formål og hensigter med vores indtræden i verden, med vore lidelser her og vores bortgang herfra. Hvad er hensigten med vores eksistens og derefter døden og vores bortgang, så vi ikke er her mere? Det er kun rimeligt at tro, at Gud ville åbenbare noget angående emnet, og det er et emne, vi bør studere mere end noget andet. Vi bør studere det nat og dag, for verden er uvidende med hensyn til deres sande stilling og forhold [til Gud].«¹⁰

»Guds formål før verdens grundlæggelse var, at vi skulle modtage et tabernakel (legeme), at vi skulle sejre gennem trofasthed og derved opnå opstandelse fra de døde og på denne måde opnå herlighed, ære, magt og herredømme.«¹¹

»Vi kom her til jorden, for at vi kunne få et legeme og fremlægge det rent for Gud i det celestiale rige. Lykkens store princip består i at have et legeme. Djævelen har ikke noget legeme, og heri ligger hans straf. Han er glad, når han kan skaffe sig et menneskes tabernakel, og da han blev jaget ud af Frelseren, bad han om lov til at blive sendt ind i en svineflok, hvilket viser, at han foretrækker en svinekrop frem for ingen at have. Alle væsener, som har et legeme, har magt over dem, som intet legeme har.«¹²

»Frelse betyder, at et menneske bliver frelst fra alle sine fjender, for et menneske er ikke frelst, før det kan triumfere over døden …

Ånderne i den evige verden er ligesom ånderne i denne verden. Når de er kommet ind i denne verden og har modtaget et tabernakel, dør og igen opstår og modtager et herliggjort legeme, vil de have herredømme over de ånder, som ikke har fået noget legeme eller ikke har bestået deres første prøvestand, ligesom Djævelen. Djævelens straf var, at han ikke skulle have en bolig, ligesom menneskene har.«¹³

»Kundskabens princip er frelsens princip. Dette princip forstår de trofaste og flittige, og enhver, der ikke opnår tilstrækkelig kundskab til at blive frelst, bliver fordømt. Vi får frelsens princip gennem kundskab om Jesus Kristus.

Frelse er intet mere eller mindre end at sejre over alle vore fjender og lægge dem under vore fødder. Og når vi har magt til at lægge alle fjender under vore fødder i denne verden og kundskab til at sejre over alle onde ånder i den kommende verden, da er vi frelste, som tilfældet var med Jesus, der skulle regere, indtil han havde lagt alle fjender under sine fødder, og den sidste fjende var døden (se 1 Kor 15:25-26).

Måske er det principper, som kun få mennesker har tænkt på. Intet menneske kan opnå denne frelse, uden det sker gennem et tabernakel.

Her i verden er menneskene af naturen selviske, ærgerrige og stræber efter at overgå hinanden. Alligevel findes der visse mennesker, der er villige til at opbygge andre så vel som sig selv. På samme måde er der en mangfoldighed af ånder i den anden verden. Nogle søger at overgå andre. Og dette var, hvad Lucifer gjorde, da han faldt. Han søgte efter det, der ikke var tilladt. Derfor blev han forvist, og det siges, at han drog mange med sig. Hans store straf er, at han ikke får et tabernakel. Det er hans straf.«¹⁴

Gud har givet os handlefrihed og magten til at vælge godt frem for ondt.

»Hvis mennesker skal opnå frelse, er de nødt til, før de forlader denne verden, at være underlagt visse regler og principper, der blev fastsat ved et uforanderligt dekret, før verden blev til … Organiseringen af de åndelige og himmelske verdener og af åndelige og himmelske væsener var i overensstemmelse med den mest fuldkomne orden og harmoni: Deres begrænsninger og grænser blev uigenkaldeligt fastsat og frivilligt tilsluttet i deres himmelske tilstand og blev tilsluttet af vores første forældre på jorden. Derfor er det så betydningsfuldt, at alle mennesker på jorden, som forventer evigt liv, antager og tilslutter sig den evige sandheds principper.«¹⁵

»Alle mennesker har ret til deres handlefrihed, for sådan har Gud fastsat det. Han har indstiftet handlekraften til menneskeheden og givet dem magt til at vælge godt eller ondt og til at søge efter det gode ved at stræbe efter hellighedens sti i dette liv. Det giver fred i sindet og glæde gennem Helligånden her og en fylde af glæde og lykke ved hans højre hånd i det næste liv. Eller menneskene kan vælge at følge en ugudelig kurs og fortsætte i synd og oprør mod Gud og derved bringe fordømmelse over deres sjæl i denne verden og evig fortabelse i den tilkommende.«¹⁶

»Satan kan ikke forføre os med sine fristelser, medmindre vi i vores hjerte samtykker og giver efter. Vi er indrettet således, at vi kan modstå Djævelen. Hvis vi ikke var sådan indrettet, ville vi ikke være frie til at handle.«¹⁷

»Djævelen har kun den magt over os, som vi tillader ham at få. I samme øjeblik vi gør oprør mod det, der kommer fra Gud, får Djævelen magt.«¹⁸

Den 16. maj 1841 talte profeten til de hellige: »Præsident Joseph Smith … lagde mærke til, at Satan i almindelighed fik skyld for de onde gerninger, vi begik, men dersom han var grunden til al vor ugudelighed, kunne menneskene ikke fordømmes. Djævelen kunne ikke tvinge menneskeheden til at øve ondt, for alt skete uden tvang. De, der modstod Guds ånd, blev udsat for fristelser, og så blev samkvem med himlen unddraget dem, der nægtede at tage del i så stor en herlighed. Gud vil ikke anvende nogen som helst tvangsmidler, og Djævelen kan ikke. De forestillinger, som mange mennesker nærede (angående disse emner), var absurde.«¹⁹

Eliza R. Snow nedskrev: »[Joseph Smith] sagde, at han er ligeglad med, hvor hurtigt vi løber på dydens sti. Modstå det onde, så vil der ingen fare være. Gud, mennesker og engle vil ikke fordømme dem, som modstår alt ondt, og djævle kan ikke. Djævelen kunne lige så godt prøve at støde Jahve fra tronen som at ødelægge en uskyldig sjæl, der modstår alt ondt.«²⁰

Forslag til studium og samtale

Tænk over disse forslag, mens du studerer kapitlet eller forbereder dig til at undervise. Du kan finde yderligere hjælp på s. vii-xi.

Hvilke specifikke sandheder om frelsesplanen og livets formål kender vi på grund af de åbenbaringer, som profeten Joseph Smith modtog? Hvordan har disse sandheder hjulpet dig?
Joseph Smith underviste i, at frelsesplanen er »et emne, vi bør studere mere end noget andet« (s. 209) og »et emne, som bør optage hele vores opmærksomhed« (s. 206). Hvordan kan vi studere frelsesplanen? Hvordan kan vi i vore daglige gøremål give frelsesplanen vores fulde opmærksomhed? Hvordan kan vi undervise andre i frelsesplanen?
Læs Joseph Smiths lærdomme om rådet i himlen og om vores evige natur (s. 207-209). Hvordan kan kendskabet til disse lærdomme være en velsignelse for dig i dit liv på jorden?
Profeten Joseph Smith vidnede: »Alle de ånder, som Gud nogensinde har sendt til verden, er modtagelige for udvidelse« (s. 208). Hvad tror du, det betyder? Hvordan kan denne sandhed påvirke din måde at håndtere udfordringer på? Hvad føler du omkring dit eget værd og dine evner, og om måden du behandler andre mennesker på?
Læs afsnittet, som begynder nederst på s. 208. Overvej de velsignelser, vi modtager, når vi viser »flid og opmærksomhed … [mod] det lys, der skænkes … fra himlen«.
Læs Joseph Smiths lærdomme om vigtigheden af at have et fysisk legeme (s. 209-211). Hvordan kan denne kundskab påvirke den måde, som vi varetager vores legeme på?
Læs det tredje og fjerde afsnit på s. 211. Tænk over, hvad disse lærdomme betyder for dig, når du udøver din handlefrihed. Hvad kan vi specifikt gøre for at modstå Satans indflydelse?

Skriftstedshenvisninger: 2 Ne 2:25; 9:6-12; Alma 34:31-33; L&P 76:25-32; 101:78; Abr 3:22-25.

Christ speaking to Moses — »Og Gud Herren talte til Moses og sagde: … For se, dette er min gerning og herlighed – at tilvejebringe udødelighed og evigt liv for mennesket.«

father reading — »Guds formål før verdens grundlæggelse var, at vi skulle modtage et tabernakel (legeme), at vi skulle sejre gennem trofasthed.«