Jesus Kristus, verdens guddommelige Forløser

»Frelse kunne ikke komme til verden uden gennem Jesu Kristi mellemkomst.«

Fra Joseph Smiths liv

Længe før Joseph Smith blev født, følte hans farfar, at der skulle ske noget i hans familie, som »ville revolutionere verden.«¹ I Joseph Smiths optegnelse står der: »Min farfar, Asael Smith, forudså for længe siden, at en profet skulle fødes i hans familie, og min farmor var fuldt ud overbevist om, at denne profeti blev opfyldt med mig. Min farfar Asael døde i East Stockholm i St. Lawrence-området i New York, efter at have fået Mormons Bog og læst den næsten igennem og erklæret, at jeg var den selv samme profet, som han længe havde vidst skulle fødes i hans familie.«²

Som genoprettelsens profet var en af Joseph Smiths vigtigste roller at vidne om Jesus Kristus. Han blev velsignet med at modtage personlig kundskab om Jesu Kristi guddommelighed og med at forstå Kristi rolle som verdens Forløser. Denne kundskab begyndte med det første syn, hvor den unge Joseph så vor himmelske Fader og Jesus Kristus og hørte Faderen erklære: »Det er min elskede Søn. Hør ham!« (JS-H 1:17). Gennem denne hellige oplevelse fik Joseph det privilegium at modtage anvisninger fra verdens Frelser.

Næsten tolv år senere, den 16. februar 1832, var profeten i færd med at oversætte Bibelen med Sidney Rigdon som skriver i John Johnsons hjem i Hiram i Ohio. Efter profeten havde oversat Joh 5:29, som beskriver opstandelsen for dem, der har øvet det gode, og dem, der har øvet det onde, modtog Joseph og Sidney en åbenbaring, og de så og talte med Frelseren:

»Ved Åndens kraft blev vore øjne åbnet, og vor forstand blev oplyst, så vi kunne se og forstå det, som hører Gud til – ja, det, som var fra begyndelsen, førend verden blev til, og som var blevet bestemt af Faderen ved hans enbårne Søn, som var i Faderens favn, ja, fra begyndelsen; om hvem vi aflægger vidnesbyrd; og det vidnesbyrd, som vi aflægger, er Jesu Kristi evangeliums fylde, han, som er Sønnen, og som vi så, og med hvem vi samtalte i det himmelske syn …

Og vi så Sønnens herlighed ved Faderens højre hånd og modtog af hans fylde; og så de hellige engle og dem, som er helliggjort, foran hans trone, mens de tilbad Gud og Lammet, de, som tilbeder ham for evigt og altid.

Og se, efter de mange vidnesbyrd, som er blevet givet om ham, er dette det vidnesbyrd, det seneste af dem alle, som vi giver om ham: At han lever!

For vi så ham, ja, ved Guds højre hånd; og vi hørte røsten aflægge vidnesbyrd om, at han er Faderens Enbårne – at ved ham og gennem ham og af ham, bliver og blev verdenerne skabt, og deres indbyggere er født som Guds sønner og døtre« (L&P 76:12-14, 20-24).

Joseph Smith så Frelseren igen søndag den 3. april 1836. Profeten og Oliver Cowdery havde trukket sig tilbage til den vestlige talerstol i templet i Kirtland. De bøjede sig i inderlig bøn, hvorefter Frelseren viste sig for dem. Profeten erklærede:

»Sløret blev borttaget fra vort sind, og vor forstands øjne blev åbnet. Vi så Herren stå foran os på talerstolens brystværn, og under hans fødder var der et flisegulv af rent guld af farve som rav. Hans øjne var som en ildslue, håret på hans hoved var hvidt som ren sne, hans ansigt strålede klarere end solen, og hans røst var som lyden af bruset fra vældige vande, ja, Jahves røst, som lød: Jeg er den første og den sidste; jeg er den, som lever, jeg er den, som blev slået ihjel; jeg er jeres talsmand over for Faderen« (L&P 110:1-4).

Gennem disse oplevelser opnåede profeten førstehåndskendskab til og blev et særligt vidne om Frelserens guddommelighed.

Joseph Smiths lærdomme

I alle uddelinger har Guds folk sat deres lid til Kristi forsoning for syndernes forladelse.

»Frelse kunne ikke komme til verden uden gennem Jesu Kristi mellemkomst.«³

»Gud … havde beredt et offer, idet han gav sin Søn, der til sin tid ville blive sendt for at bane vejen eller åbne døren, hvorigennem mennesket igen kunne træde ind i Herrens nærværelse, hvorfra det var blevet forstødt på grund af ulydighed. Dette glædesbudskab blev fra tid til anden forkyndt menneskene i forskellige tidsaldre indtil Messias’ komme.

I tro på dette sonoffer eller på denne forløsningsplan bragte Abel et offer af sin floks førstefødte til Gud, hvilket offer blev antaget. Kain ofrede af jordens frugter og blev forkastet, fordi han ikke gjorde det i tro; han kunne ingen tro have, eller han kunne ikke udøve en tro, som var imod himlens plan. Den enbårnes blod måtte udgydes for at sone for menneskenes fald, for dette var forløsningsplanen, og uden blodsudgydelse var der ingen forladelse. Da nu ofring blev indstiftet som et forbillede eller sindbillede, for at mennesket bedre kunne lære at forstå det store offer, som Gud havde bragt, så kunne en tro i modsætning til denne plan ikke udøves, fordi forløsningen ikke kan tilvejebringes på nogen anden måde; forsoningens kraft kan heller ikke gøres virksom efter nogen anden orden. Følgelig kunne Kain ikke have nogen tro, og alt, hvad der ikke kommer af tro, er synd. Men Abel bragte et antageligt offer, hvorved han fik bevis for, at han var retfærdig, idet Gud selv gav ham vidnesbyrd om hans gaver (se Hebr 11:4).

Det er ganske afgjort, at udgydelsen af et dyrs blod ikke ville nytte noget menneske, hvis det ikke blev gjort som et sindbillede eller som forklaring på, hvad der skulle ofres gennem selve Guds gave, og at det blev udført i tro på dette store offers magt til syndernes forladelse …

Vi kan … ikke tro, at de gamle i alle tidsaldre var så uvidende om himlens orden, som mange antager, for alle, som nogensinde er blevet frelst, er blevet det ved denne store forløsningsplans magt og kraft, og det såvel før som efter Kristi komme. Havde det ikke været således, så havde Gud gennemført forskellige planer (hvis vi må udtrykke os således) til at bringe menneskene tilbage til sin nærhed. Det kan vi ikke tro, for mennesket har ikke ændret sig siden faldet, og blodofferets forordning eller indretning var kun bestemt til at blive udført, indtil Kristus selv ville komme og udgyde sit blod som offer – som tidligere sagt – således at mennesket i tro kunne se frem til det tidspunkt …

At det at bringe ofre kun var for at henlede opmærksomheden på Kristus, slutter vi af Jesu bemærkelsesværdige ord til jøderne: ›Abraham, jeres fader, jublede over at skulle se min dag, og han fik den at se og glædede sig‹ (Joh 8:56). Fordi de gamle bragte ofre, hindrede det dem dog ikke i at høre evangeliet, men det tjente, som vi allerede har sagt, til at åbne deres øjne, så de kunne se hen til tiden for Kristi komme og glæde sig over hans forløsning … Vi drager den slutning, at når som helst Herren åbenbarede sig for menneskene i fordums tid og gav dem befaling om at frembære ofre, blev det gjort, for at de i tro kunne se hen til tiden for hans komme og stole på forsoningens kraft til deres synders forladelse. Og det har de gjort, tusinder, der er gået forud for os, og hvis klæder er uplettede, og, ligesom Job, venter med samme forvisning som han, at de vil se ham i de sidste dage på jorden, ja i kødet (se Job 19:25-26).

Vi kan konkludere, at selv om der var forskellige uddelinger, var alt, hvad Gud gav sit folk, dog beregnet på at vende deres sind mod det store formål og at lære dem alene at forlade sig på Gud som ophavet til deres frelse, som den findes i hans lov.«⁴

Fordi Jesus Kristus opstod fra de døde, skal alle mennesker opstå.

»De fundamentale principper og grundsætninger i vores religion er apostlenes og profeternes vidnesbyrd om Jesus Kristus, at han døde, blev begravet og igen opstod den tredje dag og fór til himlen; og alt andet, som falder ind under vores religion, er kun tillæg dertil. Men i forbindelse med disse tror vi på Helligåndsgaven, troens kraft, glæden over de åndelige gaver ifølge Guds vilje, Israels hus’ genoprettelse og sandhedens endelige sejr.«⁵

»›For ligesom alle dør med Adam, skal også alle gøres levende med Kristus.‹ Alle skal opstå fra de døde« (1 Kor 15:22). Guds Lam frembragte opstandelsen, så alle skal opstå fra de døde.«⁶

»Gud har udset en dag, hvor han vil dømme verden, og det har han forvisset os om, fordi han har oprejst sin Søn Jesus Kristus fra de døde – det holdepunkt, hvorpå alle, som tror på den inspirerede beretning, baserer deres fremtidige lykke og glæde, for ›er Kristus ikke opstået‹, sagde Paulus til korinterne, ›er jeres tro forgæves, så er I stadig i jeres synder, og så er også de, som er sovet hen i Kristus, gået fortabt‹ (1 Kor 15:17-18) …

Kristus selv er visselig opstået fra de døde, og hvis han er opstået fra de døde, vil han med sin kraft føre alle mennesker til at stå foran sig, for hvis han er opstået fra de døde, er den timelige døds bånd brudt, og graven har ingen sejr. Hvis graven således ingen sejr har, så vil de, der følger Jesu bud og adlyder hans lærdomme ikke blot have et løfte om opstandelse fra de døde, men også en forsikring om at blive lukket ind i hans strålende rige, for han har selv sagt: ›Hvor jeg er, dér skal også min tjener være‹ (Joh 12:26).«⁷

»De, der er døde i Jesus Kristus, kan, når de kommer frem, forvente at indgå til den glædes virkeliggørelse, som de havde eller så hen til her … Jeg er taknemlig over at have det privilegium at tale til jer om noget, der, forstået korrekt, vil være en hjælp for jer, når jordskælvene raser, skyerne samler sig, lynene glimter og uvejret er parat til at bryde ud over jer som tordenbrag. Hold fast i dette og lad ikke jeres knæ skælve eller jeres hjerte frygte, for hvad kan jordskælv, krige og tornadoer gøre? Intet. I vil blive godtgjort alle jeres tab i opstandelsen, hvis I forbliver trofaste. Jeg har set det i et syn fra den Almægtige …

Gud har fra himlen åbenbaret sin Søn og ligeledes lærdommen om opstandelsen, og vi ved, at dem, vi begraver her, vil Gud bringe frem igen iklædt et legeme og bragt til live af den store Guds Ånd, og hvad betyder det, om vi begraver dem, eller om vi selv bliver begravet med dem, når vi ikke kan beholde dem længere? Lad disse sandheder synke dybt ned i vores hjerte, så vi allerede her kan begynde at glæde os over det, som herefter skal findes i dets fylde.«⁸

Gennem Kristi forsoning og lydighed mod evangeliet kan vi blive medarvinger sammen med Jesus Kristus.

»Jeg tror på Jesu Kristi guddommelighed, og at han døde for alle menneskers synder, som faldt med Adam.«⁹

TA 1:3: »Vi tror, at hele menneskeheden i kraft af Kristi forsoning kan blive frelst ved lydighed mod evangeliets love og ordinancer.«¹⁰

»Efter Gud havde skabt himlen og jorden, steg han ned og sagde på den sjette dag: ›Lad os skabe mennesker i vort billede.‹ I hvis billede? I de Guders billede, som skabte dem, mand og kvinde, uskyldige, sagesløse og uplettede, med samme karakter og i samme billede som guderne (se 1 Mos 1:26-27). Og da mennesket faldt, mistede det ikke sit billede, men dets væsen beholdt dets Skabers billede. Kristus, der er skabt i menneskers billede, er selv det udtrykte billede af Faderens person (se Hebr 1:3) … I kraft af Kristi forsoning og opstandelsen og lydighed mod evangeliet skal vi alle igen formes i hans Søns, Jesu Kristi, billede (se Rom 8:29). Da vil vi have opnået Guds billede, herlighed og væsen.«¹¹

»Vores ånds Fader har sørget for et offer for hans skabninger, en forløsningsplan, en forsoningskraft, en plan for frelse med det store formål at føre mennesker tilbage til himmelens Konges nærhed og krone dem i celestial herlighed og gøre dem til arvinger sammen med Sønnen til den arv, som er uforgængelig, ren, og som ikke svinder bort.«¹²

»I skrifterne står der, at de, som vil adlyde befalingerne, skal blive Guds arvinger og Kristi medarvinger … ›Ånden selv vidner sammen med vores ånd om, at vi er Guds børn. Men når vi er børn, er vi også arvinger, Guds arvinger og Kristi medarvinger, så sandt som vi lider med ham for også at herliggøres med ham‹ (se Rom 8:16-17).«¹³

»Hvilken trøst for de sørgende, når de må skilles fra en ægtefælle, far, mor, et barn eller en kær slægtning, at vide, at selv om deres jordiske tabernakel begraves og opløses, så skal de atter opstå for at hvile ved evig ild i udødelig herlighed for ikke mere at sørge, lide eller dø, men for at blive Guds arvinger og Kristi medarvinger.«¹⁴

Jesus Kristus er fuldkommen, ren og hellig, og han har kaldet os til at være ligesom ham.

»Hvem iblandt alle de hellige i disse sidste dage kan betragte sig lige så god som vor Herre? Hvem er lige så fuldkommen? Hvem er lige så ren? Hvem er så hellig, som han var? Kan sådanne findes? Han overtrådte eller brød aldrig en himmelsk befaling eller lov – intet svig fandtes i hans mund, ej heller fandtes der falskhed i hans hjerte … Hvor findes der en som Kristus? Han kan ikke findes på jorden.«¹⁵

»Skabningen blev jo underlagt tomheden, ikke fordi den selv ville, men fordi Kristus gjorde det samme med håb (se Rom 8:20) – alle er underlagt tomheden, mens de vandrer ad de krogede stier og gennem de vanskeligheder, der omgiver dem. Hvor er det menneske, som ikke er tomt? Ingen anden end Jesus var nogensinde fuldkommen – og hvorfor var han fuldkommen? Fordi han var Guds Søn og havde Åndens fylde og større magt end nogen anden mand.«¹⁶

»Da Jesus Kristus endnu kun var dreng, besad han al den intelligens, som var nødvendig for at sætte ham i stand til at styre og regere jødernes rige, og han kunne argumentere med de klogeste og mest dybsindige skriftkloge og lovkyndige og få deres teorier og fremgangsmåder til at virke tåbelige sammenlignet med den visdom, han besad.«¹⁷

»Vi håber på, at I altid overvejer vor Herres befalinger i jeres hjerte, og lader jer undervise, ikke kun i hans vilje med hensyn til at forkynde evangeliet, men ligeledes i hans ydmyghed og fuldkomne eksempel, selv på de tidspunkter, hvor han var udsat for alvorlig forfølgelse og mishandling, som blev pålagt ham af en ond og utro slægt. Husk på, brødre, at han har kaldet jer til at være hellige; og selvfølgelig til at være rene som ham? Hvor vist, hvor helligt, hvor kyskt og hvor fuldkomment bør I så ikke opføre jer i hans åsyn – og husk også på, at hans øjne altid hviler på jer.«¹⁸

»Når vi tænker på vor store Mesters hellighed og fuldkommenhed – han som banede en vej, hvorved vi kan komme til ham, idet han ofrede sig selv – så smelter vores hjerte ved hans store nåde. Og når vi ligeledes tænker på, at han har kaldet os til at være fuldkomne i alt, så vi kan være forberedte til at møde ham i fred, når han kommer i sin herlighed med alle de hellige engle, så føler vi, at vi frimodigt skal formane vore brødre til at være ydmyge og bønsomme, til i sandhed at vandre som lysets og dagens børn, så de kan modtage nåde til at modstå enhver fristelse og til at overvinde alt ondt i vor Herre Jesu Kristi værdige navn. For vær forvissede om, brødre, at den dag virkelig er nær, hvor husets Mester skal rejse sig og lukke døren, og ingen andre end de, der er klædt i bryllupsklæder, skal få lov til at deltage i bryllupsfesten! (Se Matt 22:1-14).«¹⁹

Forslag til studium og samtale

Tænk over disse forslag, mens du studerer kapitlet eller forbereder dig til at undervise. Du kan finde yderligere hjælp på s. vii-xi.

Gennemgå beretningerne om Joseph Smiths syn af Frelseren (s. 47-48). Hvilke tanker gør du dig, når du grunder over disse oplevelser?
I gammel tid hjalp ofring af dyr Herrens folk til at »åbne deres øjne, så de kunne se hen til tiden for Kristi komme og glæde sig over hans forløsning« (s. 50). Hvad hjælper dig til at se hen til Frelseren i dag?
Læs det afsnit, der begynder nederst på s. 50. Bemærk, at i denne udtalelse er et tillæg noget, der er forbundet med noget vigtigere, som fx en gren, der er forbundet til en træstamme. Hvorfor tror du, at apostlenes og profeternes vidnesbyrd angående Frelserens forsoning og opstandelse er de »fundamentale principper i vores religion«? Hvilken tilgang ville du have til din tjeneste hjemme og i Kirken, hvis du husker på, at alt andet er tillæg til disse principper?
Gennemgå profetens lærdomme om forsoningen (s. 50-52). Hvilken trøst får du af at vide, at »I vil blive godtgjort alle jeres tab i opstandelsen, hvis I forbliver trofaste«? På hvilken måde kan viden om opstandelsen hjælpe os til at »begynde at nyde det, vi skal nyde fuldt ud herefter«?
Gennemgå s. 53-54 og overvej, hvad Frelseren har gjort for at vi kan blive hans medarvinger. Overvej, hvordan du kan vise ham din taknemlighed for hans sonoffer.
På s. 54-55 nævner profeten Joseph Smith mange af Frelserens egenskaber. Hvilke andre egenskaber kommer du i tanke om, når du overvejer Frelserens liv og mission? Overvej, hvad du kan gøre for at blive mere ligesom ham.

Skriftstedshenvisninger: Es 53:1-12; 2 Ne 9:5-26; L&P 20:21-29.

Jospeh and Oliver — Frelseren viste sig for Joseph Smith og Oliver Cowdery i templet i Kirtland. »Sløret blev borttaget fra vort sind«, sagde Joseph, »og vor forstands øjne blev åbnet. Vi så Herren stå foran os på talerstolens brystværn.«

resurrected Lord — »Guds lam havde frembragt opstandelsen, så alle skal opstå fra de døde.«

Christ with children — »Når vi overvejer vor store Mesters hellighed og fuldkommenhed … så smelter vores hjerte for hans offer.«