Familien: Den skønneste forening for tid og evighed

»Den skønneste harmoni og lykke herskede i vores hus. Ingen strid eller splid forstyrrede vores fred, og der var ro i vores midte« (Lucy Mack Smith).

Fra Joseph Smiths liv

I 1843 havde profeten, skønt templet i Nauvoo endnu ikke stod færdigt, bekendtgjort læren om frelse for de døde, og han havde givet tempelbegavelsen til en gruppe trofaste hellige. Men en vigtig del af de hellige tempelordinancer manglede stadig. Den 16. maj 1843 rejste profeten fra Nauvoo til Ramus i Illinois, hvor han overnattede i sin nære ven Benjamin F. Johnsons hjem. Samme aften underviste han bror og søster Johnson og nogle få nære venner i den »nye og evigtvarende ægteskabspagt.« Han forklarede, at denne pagt var »præstedømmets orden« og nødvendig for at opnå den højeste grad af herlighed i det celestiale rige (se L&P 131:1-4). Han lærte dem også, at medmindre en mand og en kvinde indgår den evige ægteskabspagt, »vil de høre op med at forøges, når de dør, dvs. at de ikke vil få børn efter opstandelsen.« De, som indgår i denne pagt og forbliver trofaste »vil blive ved med at forøges og få børn i den celestiale herlighed.«¹

To måneder senere, den 12. juli 1843, i kontoret på første sal af profetens købmandsforretning, dikterede profeten en åbenbaring om læren om evigt ægteskab til William Clayton (se L&P 132). Profeten havde kendt og undervist i denne lære i nogen tid. I denne åbenbaring erklærede Herren, at hvis en ægtemand og en hustru ikke er beseglet gennem det hellige præstedømmes magt »kan de ikke blive forøget, men vedbliver med at leve hver for sig og enkeltvist uden ophøjelse i deres frelste tilstand i al evighed« (se L&P 132:15-18). For at opnå ophøjelse, skal ægtemænd og hustruer besegles gennem magten i præstedømmet og derefter forblive trofaste mod deres pagter:

»Sandelig siger jeg jer: Hvis en mand ægter en kvinde ved mit ord, som er min lov, og ved den nye og evigtvarende pagt, og det bliver beseglet på dem ved forjættelsens hellige Ånd af ham, som er salvet, og til hvem jeg har givet denne magt og nøglerne til dette præstedømme; og det bliver sagt til dem – I skal komme frem i den første opstandelse… skal der i alle henseender ske det med dem, som min tjener har lagt på dem, i tid og i al evighed, og det skal have fuld kraft, når de er ude af verden; og de skal passere forbi de engle og de guder, som er sat der, til deres ophøjelse og herlighed i alle henseender, sådan som det er blevet beseglet på hovedet af dem, hvilken herlighed skal være en fylde og en fortsættelse af efterkommere for evigt og altid.

Da skal de være guder, fordi de ikke ophører; derfor skal de være til fra evighed til evighed, fordi de fortsætter; da skal de være hævet over alt, for alt er dem undergivet. Da skal de være guder, fordi de har al magt, og englene er dem undergivet. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Medmindre I efterlever min lov, kan I ikke opnå denne herlighed« (L&P 132:19-21).

For ældste Parley P Pratt fra De Tolv Apostles Kvorum førte kendskab til denne lære til en dybere kærlighed til hans familie: »Det var Joseph Smith, som lærte mig at sætte pris på det kærlige forhold mellem far og mor, ægtemand og hustru, bror og søster, søn og datter. Det var af ham jeg lærte, at mit hjertes hustru kunne være sikret mig for tid og al evighed, og at de ædle og kærlige følelser, som vi nærede for hinanden, stammede fra kilden til guddommelig og evig kærlighed. Det var af ham, jeg lærte, at vi kan fremme disse følelser, og at vi kan styrke og forøge disse i al evighed, og at resultatet af vores uendelige forening ville blive afkom så talrigt som himmelens stjerner eller som sandet ved havets bred… Jeg havde elsket før, men jeg vidste ikke hvorfor. Men nu elskede jeg – med en renhed – en intensitet, der stammede fra en ophøjet følelse, der løftede min sjæl fra de flygtige ting i denne urene sfære og udbredte den som havene… Kort sagt kunne jeg nu elske med ånden og også med forståelsen.«²

Joseph Smiths lærdomme

Ægtemænd og hustruer ærer hinanden ved at vise kærlighed, venlighed og hengivenhed.

»Ægteskabet er en himmelsk forordning, indstiftet i Edens have.«³

»Det er en ægtemands pligt at elske, opbygge og forsørge sin hustru og holde sig til hende og ingen anden (se L&P 42:22). Han bør ære hende lige så højt som sig selv, og han bør tage hensyn til hendes følelser, for hun er hans kød og hans ben, der er skabt som en hjælper for ham – både timeligt og åndeligt – en til hvem han uden forbehold kan udøse alle sine bekymringer, en som er villig (og skabt til) at bære en del af hans byrder, til at trøste og opmuntre ham med sin blide stemme.

Mandens plads er at stå som familiens overhoved… ikke for at herske over sin hustru som en tyran, ej heller som en, der er jaloux eller bange for, at hans hustru skal forlade sin plads og forhindre ham i at udøve sin myndighed. Det er hans pligt at være en Guds mand (for en Guds mand er vís), altid parat til at hente den vejledning i skrifterne, åbenbaringerne og fra det høje, som er nødvendig for hans husstands opbyggelse og frelse.«⁴

Til et hjælpeforeningsmøde sagde Joseph Smith følgende: »I behøver ikke drille jeres mænd på grund af deres gerninger, men lad jeres uskyld, venlighed og hengivenhed føles, for det vejer mere end en møllesten, der er blevet hængt om halsen. Ikke strid, ikke kævl, ikke modsigelse eller skænderi, men sagtmodighed, kærlighed, renhed – det er det, der vil højne jer i alle gode mænds øjne…

Når en mand føler sig tynget af vanskeligheder, når han føler sig rådvild på grund af bekymringer og vanskeligheder, hvis han da kan få et smil i stedet for strid og kævl og knurren – hvis han modtager mildhed, vil det berolige hans sjæl og formilde hans følelsesliv. Når sindet er ved at fortvivle, trænger det til kærlighedens og venlighedens husvalelse… Når I går hjem, sig da aldrig et gnavent eller uvenligt ord, men lad venlighed, barmhjertighed og kærlighed fremover være kronen på jeres værk.«⁵

Eliza R. Snow har berettet: »Profeten Joseph Smith formanede søstrene til altid at udvise tro, bede for og stole på deres ægtemand, som Gud havde bestemt, at de skulle ære.«⁶

Børn ærer deres forældre ved at udtrykke taknemlighed over for dem og værdsætte dem, hele deres liv.

I løbet af oktober 1835 aflagde profeten mange daglige besøg hos sin alvorligt syge far, og plejede ham »med stor bekymring«. I profetens dagbog står der: »Jeg tilså min far, som var meget syg. I en personlig bøn om morgenen sagde Herren til mig: ›Min tjener, din far skal leve.‹ Jeg tilså ham hele dagen med mit hjerte henvendt til Gud i Jesu Kristi navn om, at han ville gøre ham rask igen, så jeg kunne blive velsignet med hans selskab og vejledning, eftersom jeg anså det for en af de største velsignelser på denne jord at være velsignet med tilstedeværelsen af forældre, hvis modne år og erfaring gør dem i stand til at give de allernyttigste råd. Om aftenen kom bror David Whitmer. Vi anråbte Herren i inderlig bøn i Jesu Kristi navn, og lagde vore hænder på hans hoved og irettesatte sygdommen. Og Gud hørte og besvarede vore bønner – til vores sjæls store fryd og glæde. Vores aldrende far rejste sig og klædte sig på, råbte og priste Herren.«⁷

»Velsignet være min mor, for hendes sjæl er altid fuld af godgørenhed og menneskekærlighed, og trods sin alder skal hun alligevel modtage styrke og finde trøst i sin familie, og hun skal have evigt liv. Og velsignet være min far, for Herrens hånd skal være over ham, for han skal se sine børns plager forsvinde, og når hans liv står i fuldt flor, skal han se sig selv som et oliventræ, hvis grene er tynget af megen frugt, og han skal også besidde en bolig i det høje.«⁸

»Jeg husker begivenheder fra min barndom. Jeg har tænkt på min far, som er død… Han havde en prægtig statur og besad et stærkt, helligt, ophøjet og dydigt sindelag. Hans sjæl hævede sig over alle de onde og gemene principper, som det menneskelige hjerte så let tillægger sig. Jeg siger nu, at han efter mit vidende aldrig i sit liv foretog en ond gerning, som kunne kaldes ugenerøs. Jeg elsker min far og hans minde, og mindet om hans ædle gerninger fylder meget i mit sind, og mange af hans venlige og faderlige ord til mig er nedskrevet i mit hjerte.

De tanker, som jeg nærer om hans livshistorie, som er skyllet ind over mit sind og er blevet plantet der gennem mine iagttagelser, siden dengang jeg blev født, er hellige for mig. Hans støv og det sted, han ligger begravet, er helligt for mig. Det gravmæle, jeg har placeret over hans hoved, er helligt for mig. Må mindet om min far vare evigt… Må den Gud, som jeg elsker, se ned fra det høje og frelse mig fra mine fjender her og lede mig ved hånden, så jeg kan stå på Zions bjerg og for evigt krone mig der sammen med min far.

Ord kan ikke udtrykke den tak, som jeg skylder Gud for at have givet mig så hæderlige forældre.

Min mor er også en af de ædleste og bedste af alle kvinder. Gud give, at hendes og mine dage forlænges, så vi kan leve længe nok til at nyde hinandens selskab i lang tid.«⁹

»Når vi tænker på, med hvilken omsorg og med hvilken uophørlig flid, vore forældre har stræbt efter at passe på os, og hvor mange timer de har tilbragt med sorg og bekymring ved vores vugge eller seng i tider med sygdom, hvor stort hensyn bør vi da ikke tage til deres følelser i deres alderdom! Det kan ikke være en kilde til gode minder for os, hvis vi siger eller gør noget, der med sorg vil føre deres grånende hår i graven.«¹⁰

Kærligheden mellem brødre og søstre kan være inderlig og varig.

Om to af sine brødre, som begge var døde unge, skrev profeten følgende: »Alvin, min ældste bror – jeg husker tydeligt den overvældende sorg, der voksede i mit indre, og som næsten fik mit sorgfulde hjerte til at briste, da han døde. Han var den ældste og den ædleste i min fars familie. Han var en af de ædleste af menneskets sønner… Der var ingen svig i ham. Han levede et lydefrit liv, lige fra han var barn… Han var et af de mest besindige mennesker, og da han døde, besøgte Herrens engel ham i hans sidste øjeblikke…

Min bror Don Carlos Smith… var ligeledes en ædel dreng. Jeg kendte ikke til nogen fejl ved ham. Jeg oplevede aldrig den første umoralske handling eller den første religionsløse eller uværdige gerning i dette barn lige fra hans fødsel til hans død. Han var et dejligt, godhjertet, kærligt, dydigt, trofast og retskaffent barn, og må min sjæl gå samme sted hen som hans.«¹¹

Joseph Smith skrev følgende i et brev til sin storebror Hyrum: »Min højt elskede bror Hyrum, jeg har næret stor bekymring for dig, men jeg husker dig altid i mine bønner og beder Gud om at bevare dig i sikkerhed trods mennesker og djævle… Må Gud beskytte dig.«¹²

Om Hyrum skrev profeten følgende: »Jeg kan bede i mit hjerte for, at alle brødrene var mere lig min elskede bror Hyrum, som besidder et lams mildhed, Jobs hæderlighed, og kort sagt Kristi ydmyghed, og jeg elsker ham med en kærlighed, der er stærkere end døden.«¹³

Forældre, som elsker, støtter og beder for deres børn, bringer umådelige velsignelser ind i deres børns liv.

Efter sit besøg på Cumora-højen i september 1823 fortalte Joseph Smith sin familie om oplevelsen og fortsatte derefter med at indvie dem i sine oplevelser. Profetens mor skrev følgende: »Hver aften samlede vi børnene. Jeg vil antage, at vores familie på den måde tog sig anderledes ud end nogen anden familie på denne jord – alle sad i en rundkreds, far, mor, sønner og døtre, og lyttede opmærksomt til en dreng på sytten år, der underviste i religion…

Vi var overbeviste om, at Gud var ved at bringe noget frem i lyset, som vi kunne grunde dybt over, eller som kunne give os en mere fuldkommen kundskab, end noget vi hidtil var blevet undervist i, og vi glædede os over det med overmåde stor fryd. Den skønneste harmoni og lykke herskede i vores hus. Ingen strid eller splid forstyrrede vores fred, og der herskede ro i vores midte.«¹⁴

Nær afslutningen på Zions Hærs march i juni 1834 blev Joseph og Hyrum Smith blandt mange andre ramt af kolera. Deres mor har nedskrevet følgende angående deres oplevelse: »Hyrums og Josephs… glæde over igen at se os ved godt helbred var overmåde og overordentlig stor på grund af de farer, som de havde overvundet i løbet af deres fravær. De satte sig ned på hver sin side af mig. Joseph holdt mig i den ene hånd, og Hyrum holdt mig i den anden, og de fortalte mig følgende:…

›Sygdommen bed sig fast i os på et øjeblik, og i løbet af få minutter led vi frygtelige smerter. Vi gjorde tegn til hinanden uden ord, og forlod huset med det formål at finde et afsondret sted, hvor vi sammen kunne gå i bøn til Gud om at udfri os fra denne forfærdelige påvirkning. Men før vi nåede tilstrækkelig langt væk til at undgå forstyrrelser, var vi nærmest ikke i stand til at stå oprejst, og vi blev meget bekymrede, og frygtede, at vi skulle dø i denne vestlige ødemark så langt fra vores familie, og uden så meget som at få det privilegium at velsigne vore børn eller give dem et råd før afskeden. Hyrum råbte: ›Joseph, hvad skal vi gøre? Skal vi borttages fra jordens overflade af denne skrækkelige forbandelse?‹ ›Lad os,‹ sagde Joseph, ›knæle ned og bede Gud om at fjerne krampen og andre lidelser og gengive os vores helbred, så vi kan vende tilbage til vores familie.‹ Det gjorde vi, men uden at drage nytte deraf, og sygdommen tog til…

Vi besluttede os snart for atter at bede Gud om nåde og at blive liggende på vore knæ, indtil en af os fik et vidnesbyrd om, at vi ville blive helbredt… Vi bad et stykke tid, først den ene og så den anden, og mærkede snart, at krampen begyndte at miste sit greb. Og kort efter sprang Hyrum op og udbrød: ›Joseph, vi skal vende tilbage, for jeg har set et syn, hvori jeg så mor knæle under et æbletræ i bøn for os, og lige nu beder hun grædende Gud om at skåne vores liv, så hun atter kan få os at se i dette liv. Og Ånden vidner for mig, at hendes og vore bønner skal blive hørt.‹ Og i det øjeblik blev vi helbredt og drog videre med jubel.‹

›Å, mor,‹ sagde Joseph, ›så ofte har dine bønner været en hjælp for os, når dødens skygge har omgivet os.‹«¹⁵

Lucy Mack Smiths kærlighed til sine sønner illustreres af hendes beretning om, hvordan profeten og hans bror Hyrum blev taget til fange i Far West i Missouri i november 1838 og ført til Independence og derpå Richmond i Missouri, hvor de blev sat i fængsel. Familien frygtede, at Joseph og Hyrum ville blive dræbt: »Da vi modtog beskeden om, at vore sønner skulle føres bort, fortalte budbringeren os, at hvis vi ville se vore sønner i live igen, skulle vi gå hen til dem, for de var i vognen og ville blive kørt væk inden for nogle minutter. Min mand var på det tidspunkt for syg til at tage derhen, men jeg selv og Lucy (en datter) begyndte at gå derhen alene, for vi var de eneste i familien, der var raske.

Da vi stod cirka 350 meter fra vognen, kunne vi ikke komme længere på grund af de mænd, der omgav dem. ›Jeg er profetens mor,‹ råbte jeg. ›Er der ikke en gentleman her, der vil hjælpe mig gennem mængden og frem til vognen, så jeg kan se mine sønner en sidste gang og atter tale med dem, før de dør?‹ En person meldte sig frivilligt til at lave en sti gennem skaren, og vi fortsatte midt blandt sværd, geværer, pistoler og bajonetter, og blev truet på livet for hvert skridt, vi tog, indtil vi til sidst nåede frem. Manden, som førte os frem, talte til Hyrum, som sad foran, og fortalte ham, at hans mor var der og ønskede, at han ville række hende sin hånd. Det gjorde han, men jeg fik ikke lov til at se dem, for vognen var dækket med en kraftig presenning, som var bundet helt ned foran og sømmet fast i siderne…

Vores ven ledte os derefter hen til den bageste del af vognen, hvor Joseph var, og talte til ham og sagde: ›Hr. Smith, din mor og søster er her og ønsker at give dig hånden.‹ Joseph maste sin hånd ud mellem vognen og dækket, der hvor det var sømmet fast til det bageste bræt. Vi greb fat i hans hånd, men han talte ikke til os. Jeg kunne ikke bære at forlade ham uden at have hørt hans stemme. ›Å, Joseph,‹ sagde jeg, ›tal endnu engang til din stakkels mor. Jeg kan ikke gå, før jeg har hørt dig tale.‹

›Gud velsigne dig, mor,‹ sagde han, hvorefter et råb hørtes, og vognen kørte af sted og bortrev min søn fra os, netop mens Lucy trykkede hans hånd ind til sig for at give den en søsters sidste kys, for vi vidste, at de var dømt til henrettelse.

Det lykkedes os at vende tilbage til huset, skønt vi kun lige kunne holde os oprejst… Et stykke tid hørtes kun sukken og stønnen i huset, fordi vi ikke vidste andet, end at vi havde set Joseph og Hyrum for sidste gang. Men midt i min sorg fandt jeg en trøst, der overgik enhver jordisk trøst. Jeg fyldtes med Guds Ånd og modtog følgende ved profetiens gave: ›Lad dit hjerte være trøstet angående dine børn, for de skal ikke så meget som at ødelægge et hår på deres hoved‹… ›Mine børn,‹ sagde jeg, ›græd ikke mere. Pøbelhoben skal ikke dræbe dem, for Herren har tilkendegivet for mig, at han vil befri dem fra deres fjenders hånd.‹ Dette var til stor trøst for os alle, og vi var ikke længere så ængstelige for, om de skulle blive dræbt.«¹⁶

Forslag til studium og samtale

Tænk over disse forslag, mens du studerer kapitlet eller forbereder dig til at undervise. Du kan finde yderligere hjælp på s. vii-xi.

Gennemgå ældste Parley P. Pratts beskrivelse af, hvordan kendskab til læren om evigt ægteskab har velsignet hans liv (s. 476). Hvordan kan denne lære påvirke vore følelser over for vores familie og den måde, hvorpå vi behandler hinanden derhjemme?
Læs Joseph Smiths råd til ægtemænd og hustruer (s. 477-478). Overvej, hvordan nogle af disse råd gælder både kvinder og mænd. Hvorfor er det vigtigt for både fædre og mødre at studere skrifterne og modtage åbenbaringer med vejledning til familien? Hvad kan en ægtemand gøre, når han ser, at hans hustru er »tynget af vanskeligheder«? Hvorfor skal både ægtemænd og hustruer undgå at tale »et gnavent eller uvenligt ord«?
Som voksen nød profeten fortsat at være sammen med sine forældre, søge deres vejledning og ære dem (s. 478-480). Hvilke af profetens udtalelser angående hans forældre gør størst indtryk på dig? Hvilke eksempler har du set på den varige, gode indflydelse, som forældre kan have på deres børn? Tænk over, hvordan du kan blive bedre til at ære dine forældre.
Gennemgå profetens udtalelser om hans brødre Alvin, Don Carlos og Hyrum (s. 480-481). Hvorfor tror du, at forholdet mellem brødre og søstre kan være så holdbart og stærkt? Hvad kan forældre gøre for at opmuntre deres sønner og døtre til at være gode venner? Hvad kan brødre og søstre gøre for at nære deres venskab med hinanden?
Gennemgå Lucy Mack Smiths erindringer om, hvordan hendes søn Joseph underviste familien (s. 481). Hvilke oplevelser kan du fortælle om, hvor du har følt »harmoni og lykke« sammen med familien? Hvad kan forældre lære fra Joseph og Hyrums oplevelse, da de blev helbredt fra koleraen? (Se side 481-483).

Skriftstedshenvisninger: 2 Mos 20:12; 1 Kor 11:11; Ef 6:1-4; Mosi 4:14-15; Moses 3:18, 21-24.

family praying — Parley P. Pratt erklærede følgende: »Det var Joseph Smith, som lærte mig at sætte pris på det kærlige forhold mellem far og mor, ægtemand og hustru, bror og søster, søn og datter«.

Smith family — Joseph Smith voksede op i en familie, hvor forældre og børn elskede og respekterede hinanden. Maleriet viser familien Smiths genforening med deres far i 1816 efter han var rejst i forvejen, da de flyttede til Palmyra i New York.

Joseph teaching — »Hver aften samlede vi børnene,« berettede Lucy Mack Smith »Far, mor, sønner og døtre, og lyttede opmærksomt til en dreng på sytten år, der underviste i religion.«