Kirkens præsidenters lærdomme
Kapitel 7: Dåb og Helligåndsgaven


Kapitel 7

Dåb og Helligåndsgaven

»Vanddåben er til ingen nytte uden ilddåben og Helligånden; de to står i absolut nødvendig og uadskillelig forbindelse med hinanden.«

Fra Joseph Smiths liv

På Joseph Smiths tid flød Susquehanna-floden i store, snoede bugtninger gennem løv- og nåleskove omgivet af bølgende bakkedrag og kornmarker. Som den største flod i Pennsylvania var den en central del af landskabet omkring Harmony i Pennsylvania. Eftersom floden var tæt på hans hjem og frembød stille, afsondrede steder, trak profeten sig undertiden tilbage for at tænke og bede der.

Det var ved bredden af denne flod, at profeten og Oliver Cowdery den 15. maj 1829 gik ned til for at bede om dåbens betydning. Som svar på deres bøn viste Johannes Døber sig for dem og overdrog dem Det Aronske Præstedømmes nøgler og befalede dem at døbe hinanden. Den velsignelse de havde søgt, kunne nu udføres på den rigtige måde og med Guds magt og myndighed. De trådte ud i floden og døbte hinanden – Joseph døbte Oliver først – som Johannes havde anvist. Joseph lagde derpå hænderne på Olivers hoved og ordinerede ham til Det Aronske Præstedømme, hvorefter Oliver gjorde det samme for Joseph. Profeten berettede:

»[Vi] oplevede … store og herlige velsignelser fra vor himmelske Fader. Aldrig så snart havde jeg døbt Oliver Cowdery, førend Helligånden faldt på ham, og han rejste sig op og profeterede meget, som snart skulle ske. Og videre, så snart jeg var blevet døbt af ham, fik jeg også profetiens ånd, og da jeg havde rejst mig op, profeterede jeg om denne kirkes tilblivelse og meget andet i forbindelse med kirken og denne slægt af menneskenes børn. Vi blev fyldt med Helligånden og frydede os i vor frelses Gud« (JS-H 1:73).

Dåbens velsignelser blev snart udstrakt til andre troende. Senere i maj måned kom profetens yngre bror Samuel for at besøge Joseph og Oliver i Harmony. »Vi … arbejdede på at overtale ham angående Jesu Kristi evangelium, som nu skulle åbenbares i dets fylde,« sagde profeten. Samuel fik et vidnesbyrd om værket, og Oliver Cowdery døbte ham, hvorefter Samuel »vendte tilbage til sin fars hus, højt opløftet og priste Gud, idet han var fyldt af Helligånden.«1 I juni døbte profeten sin ældre bror, Hyrum, som længe havde troet standhaftigt på profetens budskab. »Fra den tid og frem trådte mange troende frem,« berettede Joseph, »og nogle blev døbt, mens vi fortsatte med at undervise og overbevise.«2

Profeten Joseph var især taknemlig for at se sin far, Joseph Smith sen., blive døbt. Profeten følte stor kærlighed til sin far, som havde været den første, der troede på hans budskab, efter han første gang var blevet besøgt af Moroni. Joseph Smith sen. blev døbt den 6. april 1830, den dag Kirken blev organiseret. Profetens mor, Lucy Mack Smith, erindrede: »Joseph stod på bredden, da hans far kom op af vandet, og da han tog ham ved hånden, råbte han: › … Jeg har oplevet at se min far blive døbt ind i Jesu Kristi sande kirke,‹ og han lagde sit hoved ind til faderen og græd højt af glæde, ligesom fordums Josef gjorde, da han så sin far komme til Egyptens land.«3

Den dag Kirken blev organiseret, var der mange hellige, som tidligere var blevet døbt, der modtog Helligåndsgaven og Det Melkisedekske Præstedømmes magt. Profeten Joseph Smith underviste grundigt i behovet for både dåb og håndspålæggelse til Helligåndsgaven. »Vanddåben er til ingen nytte uden ilddåben og Helligånden,« erklærede han. »De to står i absolut nødvendig og uadskillelig forbindelse med hinanden. Et menneske skal fødes af vand og af ånd for at komme ind i Guds rige.«4

Joseph Smiths lærdomme

Dåbsordinancen er nødvendig for ophøjelse.

»Gud har sat mange tegn på jorden såvel som i himlene. Fx bærer skovens eg, træets frugt og markens urt alle tydelige tegn på, at der er plantet frø der, for det er Herrens forordning, at hvert træ, hver plante og urt, der bærer frø, skal frembringe sin egen art og kan ikke vokse frem efter nogen anden lov eller noget andet princip.

Efter samme princip hævder jeg, at dåb er et tegn, der er indstiftet af Gud for den, der tror på Kristus, til at tage på sig for at komme ind i Guds rige, for ›den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige,‹ sagde Frelseren (se Joh 3:5). Det er et tegn og en befaling, som Gud har sat for mennesket, for at det kan komme ind i hans rige. De, der søger at komme ind på nogen anden måde, vil søge forgæves; for Gud vil ikke tage imod dem, og englene vil heller ikke anerkende deres gerninger, for de har ikke adlydt forordningerne eller rettet sig efter de tegn, som indstiftedes for menneskets frelse for at berede det til og give det adkomst til celestial herlighed; og Gud har fastsat, at alle der ikke vil adlyde hans røst, ikke skal undgå helvedes fordømmelse. Hvad er helvedes fordømmelse? At gå sammen med de mennesker, som ikke har adlydt hans befalinger.

Dåb er et tegn for Gud, for engle og for himlen, at vi gør Guds vilje, og der findes ikke nogen anden vej under himlen, hvorved Gud har fastsat, hvorledes mennesket kan komme til ham for at blive frelst og komme ind i Guds rige undtagen ved tro på Jesus Kristus, omvendelse og dåb til syndernes forladelse, og en hvilken som helst anden vej eller retning er forgæves; derpå vil I få forjættelsen om Helligåndsgaven.«5

»Efter at have gennemgået Bibelens hellige sider, og have gransket profeternes og apostlenes ord, kan vi ikke finde noget emne, der er så tæt forbundet med frelse som dåb … Vi må forstå, at ordet døbe er oversat fra det græske ord baptizo, som betyder ›dyppe‹ eller ›nedsænke i vand‹ …

Det er ikke forkert at bruge Jesu egne overdragelser og befalinger på dette emne. – Han sagde til De Tolv, eller snarere elleve dengang: ›Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer.‹ Således har Matthæus skrevet (Matt 28:19-20). I Markus kan vi læse disse vigtige ord: ›Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen. Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes‹ (Mark 16:15-16) …

›Nikodemus, medlem af jødernes råd … kom til Jesus om natten og sagde til ham: ›Rabbi, vi ved, du er en lærer, der er kommet fra Gud; for ingen kan gøre de tegn, du gør, uden at Gud er med ham.‹ Jesus svarede ham: ›Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.‹ Nikodemus sagde til ham: ›Hvordan kan et menneske fødes, når det er gammelt? Det kan da ikke for anden gang komme ind i sin mors liv og fødes?‹ Jesus svarede: ›Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige‹‹ (Joh 3:1-5).

Dette stærke og udtrykkelige svar fra Jesus angående dåb afgør spørgsmålet: Hvis Gud er den samme i går, i dag og for evigt, så kan det ikke undre, at han er så udtrykkelig i denne storslåede erklæring: ›Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes‹ (Mark 16:16). Der var intet andet navn givet under himlene, ej heller nogen anden ordinance indstiftet, hvorved mennesket kunne blive frelst: Det kan ikke undre, at apostlen sagde, at ›da I blev begravet sammen med ham i dåben,‹ skal I opstå fra de døde (Kol 2:12). Det kan ikke undre, at Paulus skulle rejse sig og blive døbt og vaske sine synder væk (se ApG 9:17-18).«6

I alle uddelinger er de hellige blevet døbt i Jesu Kristi navn.

»De gamle, som rent faktisk var Kirkens fædre i de forskellige tidsaldre, da Kirken blomstrede på jorden … blev indført i riget ved dåb, for det er indlysende i skriften, at Gud ikke forandres. Apostlen siger, at evangeliet er Guds kraft til frelse for enhver, som tror, og han fortæller os også, at liv og uforgængelighed blev bragt frem for lyset ved evangeliet (se Rom 1:16; 2 Tim 1:10) …

Hvis vi nu tager det for givet, at skriften erklærer, hvad den mener, og mener det, den erklærer, har vi tilstrækkeligt grundlag for at gå videre og ud fra Bibelen bevise, at evangeliet altid har været det samme, ordinancerne til at opfylde dets krav de samme og embedsmændene til at fungere deri de samme – og tegnene og frugterne som resultat af løfterne de samme: Siden Noa var forkynder af retfærdighed, må han være blevet døbt og ordineret til præstedømmet ved håndspålæggelse osv. Den værdighed kan ingen selv tage, men må ligesom Aron kaldes af Gud (se Hebr 5:4) …

Det vil blive set og erkendt, at hvis der er synd blandt mennesker, så er omvendelse lige så nødvendig på ét tidspunkt i verdenshistorien som på et andet – og at mennesket ikke kan lægge nogen anden grundvold, end den, der allerede er lagt, nemlig Jesus Kristus. Hvis Abel således var en retfærdig mand, må han være blevet det ved at holde befalingerne. Hvis Enok var retfærdig nok til at komme ind i Guds nærhed og gå sammen med ham, så må han være blevet det ved at holde befalingerne, og det samme gælder alle, der er retfærdige, uanset om det var Noa, en retfærdighedens forkynder, Abraham, de retfærdiges fader, Jakob, der kæmpede med Gud, Moses, der skrev om Kristus og frembragte loven på befaling som en opdrager, der bragte mennesker til Kristus, eller om det var Kristus selv, som ikke havde brug for omvendelse, fordi han ikke havde syndet, og som højtideligt erklærede til Johannes: Lad mig nu blive døbt, for intet menneske kan komme ind i riget uden at adlyde denne ordinance: ›For således bør vi opfylde al retfærdighed‹ (Matt 3:15). Det er helt sikkert, at hvis det var passende for Johannes og Jesus Kristus, Frelseren, at opfylde al retfærdighed ved at blive døbt – så er det helt sikkert, at enhver anden, der søger himmeriget skal gøre det samme, for han er døren, og den, der klatrer over et andet sted, er en tyv og en røver! (Se Joh 10:1-2).

I verdens tidligere tidsaldre, før Frelseren kom i kødet, blev ›de hellige‹ døbt i Jesu Kristi navn, ham, der skulle komme, fordi der aldrig nogensinde har været noget andet navn, hvorved folk kunne blive frelst; og efter at han var kommet i kødet og blev korsfæstet, blev de hellige døbt i Jesu Kristi navn, ham, som blev korsfæstet, opstod fra de døde og opsteg til himlen, så de kunne blive begravet i dåben ligesom ham og opstå i herlighed ligesom ham, og ligesom der kun var én Herre, én tro, én dåb og én Gud og Fader til os alle (se Ef 4:5-6), således skal der også kun være én dør til lyksalighedens boliger.«7

Børn, som dør, før de når ansvarlighedsalderen, behøver ikke blive døbt – de er forløst gennem Jesu Kristi forsoning.

»Dåb er til syndernes forladelse. Børn har ingen synder. Jesus velsignede dem og sagde: ›Gør det, I har set mig gøre.‹ Alle børn er gjort levende i Kristus, og de som er ældre gennem tro og omvendelse.«8

»Læren om at døbe små børn, eller stænke vand på dem, for at de ikke skal lide i helvede, er en lære, der ikke er sand, som ikke har støtte i hellig skrift, og som ikke er i overensstemmelse med Guds natur. Alle børn er forløst ved Jesu Kristi blod, og det øjeblik, hvor børn forlader denne verden, bliver de taget til Abrahams skød.«9

Profeten Joseph Smith beskrev det følgende som en del af en åbenbaring, han modtog den 21. januar 1836, og som senere blev nedskrevet i Lære og Pagter 137:1, 10: »Himlene blev åbnet for os, og jeg så Guds celestiale rige og dets herlighed … Og jeg så også, at alle børn, som dør, før de når ansvarlighedsalderen, bliver frelst i himlens celestiale rige.«10

Efter vanddåben modtager vi Helligånden ved håndspålæggelse.

»Evangeliet kræver dåb ved nedsænkning i vand til syndernes forladelse, hvilket er betydningen af ordet på det oprindelige sprog – nemlig at begrave eller sænke ned … Jeg tror endvidere på Helligåndsgaven ved håndspålæggelse, hvilket bevises af Peters forkyndelse på pinsedagen (ApG 2:38). Man kan lige så godt døbe en sæk sand som et menneske, dersom det ikke bliver gjort med henblik på syndernes forladelse og modtagelsen af Helligånden. Dåb med vand er blot en halv dåb og duer ikke uden den anden halvdel – dvs. dåben med Helligånden. Frelseren siger: ›Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige‹ (Joh 3:5).«11

Daniel Tyler erindrede en tale, som profeten holdt i Springfield i Pennsylvania i 1833: »I løbet af sit korte ophold forkyndte han i min fars hus, en ydmyg bjælkehytte. Han læste det 3. kapitel i Johannes … For at forklare det 5. vers, sagde han, at det at være ›født af vand og ånd‹ betyder at blive nedsænket i vand til synder-nes forladelse og at modtage Helligåndsgaven derefter. Denne blev givet ved håndspålæggelse af en, der havde fået myndighed dertil af Gud.«12

»At blive født igen sker gennem Guds Ånd gennem ordinancer.«13

»Dåb er en hellig ordinance, som er en forberedelse til at modtage Helligånden – det er den kilde og nøgle, hvorigennem Helligånden vil blive overdraget. Helligåndsgaven ved håndspålæggelse kan ikke modtages ved noget andet princip end princippet om retfærdighed.«14

»Hvad ville der ske, hvis vi prøvede at få Helligåndsgaven ved hjælp af andre metoder end ved de tegn eller måder som Gud har anvist – ville vi få den? Bestemt ikke, alle andre metoder ville svigte. Herren siger, gør det jeg siger, og jeg vil velsigne jer.

Der er bestemte nøgleord og tegn, som hører til præstedømmet, som skal iagttages for at kunne modtage velsignelsen. Det tegn, som Peter lærte os, var at omvende sig og blive døbt til syndernes forladelse med løftet om Helligåndsgaven, og der er ingen anden måde, hvorpå Helligåndsgaven kan opnås (se ApG 2:38).

»Der er en forskel på Helligånden og Helligåndsgaven. Cornelius modtog Helligånden, før han blev døbt, og det var Guds overbevisende kraft til ham om evangeliets sandhed, men han kunne ikke få Helligåndsgaven, før han var døbt. Dersom han ikke havde påtaget sig dette tegn eller denne ordinance, ville Helligånden, som overbeviste ham om Guds sandhed, have forladt ham (se ApG 10:1-48). Ikke før han adlød disse ordinancer og modtog Helligåndsgaven ved håndspålæggelse i henhold til Guds orden, kunne han helbrede de syge eller befale en ond ånd at komme ud af et menneske og få denne ånd til at adlyde sig, for ånderne ville måske sige til ham som til Skeuas sønner: ›Jesus kender jeg, og jeg ved, hvem Paulus er, men hvem er I?‹ (se ApG 19:13-15).«15

I december 1839, mens de var i Washington D.C. for at søge oprejsning for den uret, der var overgået de hellige i Missouri, skrev Joseph Smith og Elias Higbee følgende til Hyrum Smith: »Under vores samtale med [USA’s] præsident udspurgte han os om, hvordan vores religion adskilte sig fra tidens andre religioner. Bror Joseph sagde, at vi adskilte os ved dåbsmåden og Helligåndsgaven ved håndspålæggelse. Vi mener, at alle andre forskelle er omfattet af Helligåndsgaven.«16

Helligåndsgaven bringer fred, glæde, guddommelig vejledning og andre gaver ind i vores liv.

»Vi tror, at Helligåndsgaven findes lige så meget nu, som den gjorde på apostlenes tid. Vi tror, at den [Helligåndsgaven] er nødvendig til at skabe og organisere præstedømmet, at intet menneske kan blive kaldet til at udfylde noget embede i tjenestegerningen uden den. Vi tror også på profeti, på tungemålsgaven, på syn og på åbenbaring, på gaver og helbredelser, og at disse ikke kan nydes uden Helligåndsgaven. Vi tror, at de hellige mænd i fordums tid talte, som de blev drevet til af Helligånden, og at hellige mænd i disse dage taler ved samme princip – vi tror, at den er en talsmand og et vidne, at den bringer os det, der allerede er sket, i hu, fører os til al sandhed og viser os det, der skal ske. Vi tror, at intet menneske ›kan vide, at Jesus er Kristus, undtagen ved Helligånden‹ (se 1 Kor 12:3). Vi tror på den [Helligåndsgaven] i al dens fylde, magt, storhed og herlighed.«17

I februar 1847 næsten tre år efter profeten led martyrdøden, viste han sig for præsident Brigham Young og overbragte ham dette budskab: »Fortæl folket, at de skal være ydmyge og trofaste og sikre sig, at de beholder Herrens Ånd hos sig, for så vil den føre dem på rette vej. Vær forsigtig med ikke at afvise den lille sagte stemme. Den vil lære dem, hvad de skal gøre, og hvor de skal gå hen. Den vil bære rigets frugter. Sig til brødrene, at de skal holde hjertet åbent for overbevisning, så deres hjerte vil være rede til at modtage den, når Helligånden kommer til dem. De kan skelne Herrens Ånd fra alle andre ånder. Den hvisker fred og glæde til deres sjæl, og den vil tage al ondsindethed, alt had, misundelse, strid og alt ondt fra deres hjerte, og deres største ønske vil være at gøre godt, frembringe retfærdighed og opbygge Guds rige. Fortæl brødrene, at hvis de følger Herrens Ånd, så vil de gå på rette vej.«18

Forslag til studium og samtale

Tænk over disse forslag, mens du studerer kapitlet eller forbereder dig til at undervise. Du kan finde yderligere hjælp på s. vii-xi.

  • Gennemgå s. 89-91, hvor profeten Joseph Smith udtrykker de følelser, han havde, da han og Oliver Cowdery blev døbt, og da hans far blev døbt. Hvilke minder har du fra din egen dåb eller fra familiemedlemmers og venners dåb? Overvej at nedskrive disse minder i din dagbog eller memoirer.

  • Udtalelserne på s. 92-95 er taget fra budskaber, som Joseph Smith gav til mennesker, som allerede var blevet døbt. Hvorfor tror du, at døbte medlemmer af Kirken har brug for at blive mindet om disse sandheder? Hvilken ny indsigt har du fået ved at studere disse lærdomme?

  • Hvad kan man eventuelt sige til en ven, som tror, at dåb ikke er nødvendig? Hvad kan man eventuelt sige til en ven, som tror, at spædbørn skal døbes? (Se eksemplerne på s. 94-95).

  • Læs det andet underafsnit på s. 95. Hvorfor er dåben intet værd uden Helligåndsgaven? Joseph Smith har sagt: »Der er forskel på Helligånden og Helligåndsgaven« (s. 97). Nævn ud fra dine egne erfaringer nogle velsignelser, der kan komme ind i vores liv, når vi har Helligåndsgaven.

  • Gennemgå andet afsnit på s. 98. Hvorfor er dåbsmåden en betydelig forskel mellem den genoprettede kirke og andre kirker? Hvorfor er Helligåndsgaven en betydelig forskel? Hvor-dan er »alt andet … indeholdt i Helligåndsgaven«?

  • Studér det sidste afsnit i kapitlet (s. 98). Overvej, hvordan du kan leve, så du er værdige til at modtage og genkende Helligåndens tilskyndelser.

Skriftstedshenvisninger: Joh 15:26; Rom 6:3-6; 2 Ne 31:13; 3 Ne 11:18-41; Moro 8:1-23.

Noter

  1. History of the Church, 1:44; fra »History of the Church« (manuskript), bog A-1, s. 19, Kirkens arkiver, Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, Salt Lake City, Utah.

  2. History of the Church, 1:51; fra »History of the Church« (manuskript), bog A-1, s. 23, Kirkens arkiver.

  3. Lucy Mack Smith, »The History of Lucy Smith, Mother of the Prophet«, manuskriptet fra 1844-1845, 9. bog, s. 12, Kirkens arkiver.

  4. Se Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 435-436; fra en tale holdt af Joseph Smith den 7. apr. 1844 i Nauvoo, Illinois; nedskrevet af Wilford Woodruff, Willard Richards, Thomas Bullock og William Clayton.

  5. Se Profeten Joseph Smiths Lærdomme, s. 236-237; fra en tale holdt af Joseph Smith den 20. mar. 1842 i Nauvoo, Illinois; nedskrevet af Wilford Woodruff; se også tillæg s. 562, pkt. 3.

  6. »Baptism«, en leder bragt i Times and Seasons, 1. sep. 1842, s. 903- 905; kursiv slettet; Joseph Smith var tidsskriftets redaktør. Se også Profeten Joseph Smiths Lærdomme, s. 317-318.

  7. »Baptism«, en leder bragt i Times and Seasons, 1. sep. 1842, s. 904-5; Joseph Smith var tidsskriftets redaktør. Se også Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 320.

  8. Se Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 377-378; fra en tale holdt af Joseph Smith 9. juli 1843 i Nauvoo, Illinois; nedskrevet af Willard Richards; se også tillæg, s. 562, pkt. 3.

  9. Se Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 236; fra en tale holdt af Joseph Smith den 20. mar. 1842 i Nauvoo, Illinois; nedskrevet af Wilford Woodruff; se også tillæg, s. 562, pkt. 3.

  10. L&P 137:1, 10; en åbenbaring, som Joseph Smith modtog den 21. jan. 1836 i templet i Kirtland, Ohio.

  11. Se Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 378; fra en tale holdt af Joseph Smith 9. juli 1843 i Nauvoo, Illinois; nedskrevet af Willard Richards; se også tillæg, s. 562, pkt. 3.

  12. Daniel Tyler, »Recollections of the Prophet Joseph Smith«, Juvenile Instructor, 1. feb. 1892, s. 93-94.

  13. Se Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 191; fra en tale holdt af Joseph Smith omkring juli 1839 i Commerce, Illinois; nedskrevet af Willard Richards.

  14. Se Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 175; fra en tale holdt af Joseph Smith den 27. juni 1839 i Commerce, Illinois; nedskrevet af Willard Richards.

  15. Se Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 238; fra en tale holdt af Joseph Smith 20. mar. 1842 i Nauvoo, Illinois; nedskrevet af Wilford Woodruff.

  16. James E. Faust, »Samkvem med Helligånden«, Liahona, marts 2002, s. 3. Fra et brev fra Joseph Smith og Elias Higbee til Hyrum Smith og andre kir-keledere, 5. dec. 1839, Washington D.C.; USA’s præsident var dengang Martin Van Buren.

  17. Se Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 291; fra »Gift of the Holy Ghost«, en leder bragt i Times and Seasons, 15. juni 1842, s. 823; Joseph Smith var tidsskriftets redaktør.

  18. Citeret af Brigham Young, i Brigham Young, Office Files, Brigham Young, Vision, 17. feb. 1847, Kirkens arkiver.

Joseph Smith Sr.

Profetens far, Joseph Smith sen., blev døbt den 6. april 1830. Da profetens far kom op af vandet, »lagde [profeten] sit hoved ind til faderen og græd højt af glæde.«

Alma baptizing others

Alma døber i Mormons vande. Joseph Smith har sagt: »Før Frelseren kom i kødet, blev ›de hellige‹ døbt i Jesu Kristi navn, ham, som skulle komme, fordi der aldrig nogensinde har været noget andet navn, hvorved folk kunne blive frelst.«

young woman being confirmed

Helligånden bliver »givet ved håndspålæggelse af en, der havde fået myndighed dertil af Gud.«