Skrifterne
Lære og Pagter 138


Afsnit 138

Et syn givet til præsident Joseph F. Smith i Salt Lake City, Utah, den 3. oktober 1918. I sin åbningstale ved generalkonferencen den 4. oktober 1918 meddelte præsident Smith, at han havde modtaget adskillige guddommelige tilkendegivelser i de foregående måneder. En af disse, som drejer sig om det besøg, Frelseren aflagde de afdødes ånder, mens hans legeme var i graven, havde præsident Smith modtaget dagen før. Den blev nedskrevet umiddelbart efter konferencens afslutning. Den 31. oktober 1918 blev den fremlagt for rådgiverne i Det Første Præsidentskab, De Tolvs Råd og patriarken, og den blev enstemmigt antaget af dem.

1-10: Præsident Joseph F. Smith grunder over det, som Peter har skrevet, og vor Herres besøg i åndeverdenen. 11-24: Præsident Smith ser de retfærdige døde samlet i paradis og Kristi tjenestegerning blandt dem. 25-37: Han ser, hvordan forkyndelsen af evangeliet blev organiseret blandt ånderne. 38-52: I åndeverdenen ser han Adam, Eva og mange af de hellige profeter, som betragtede deres tilstand som ånder før deres opstandelse som trældom. 53-60: De retfærdige døde fra vore dage fortsætter deres arbejde i åndeverdenen.

1 Den tredje oktober i året nitten hundrede og atten sad jeg i mit værelse og grundede over skrifterne

2 og reflekterede over det store sonoffer, som Guds Søn havde bragt for at forløse verden,

3 og over den store og vidunderlige kærlighed, som Faderen og Sønnen havde vist, ved at Forløseren var kommet til verden,

4 for at menneskeheden ved hans forsoning og ved lydighed mod evangeliets principper kunne blive frelst.

5 Mens jeg var optaget af dette, gik mine tanker tilbage til apostlen Peters breve til de fordums hellige, som var spredt ud over Pontus, Galatien og Kappadokien og andre dele af Asien, hvor evangeliet var blevet prædiket efter Herrens korsfæstelse.

6 Jeg åbnede Bibelen og læste det tredje og fjerde kapitel af Peters første brev, og mens jeg læste, gjorde følgende skriftsteder stærkt indtryk på mig, stærkere end de nogen sinde før havde gjort:

7 »For også Kristus led engang for synder, den retfærdige for de uretfærdige, for at han kunne føre os til Gud, idet han blev dræbt i kødet, men gjort levende i Ånden,

8 i hvilken han også drog hen og prædikede for de ånder, der var i fængsel,

9 de, som engang havde været ulydige, dengang Guds langmodighed ventede i Noas dage, mens arken blev bygget, hvori nogle få, nemlig otte sjæle, blev frelst ved vand.« (1 Pet 3:18-20).

10 »For af denne årsag blev evangeliet også prædiket for dem, der er døde, for at de i kødet kan blive dømt ligesom mennesker, men i ånden leve ligesom Gud.« (1 Pet 4:6).

11 Mens jeg grundede over dette, som er skrevet, blev min forstands øjne åbnet, og Herrens Ånd hvilede på mig, og jeg så hærskarerne af døde, både små og store.

12 Og på ét sted var der samlet en utallig skare af ånder af de retfærdige, som havde været trofaste i vidnesbyrdet om Jesus, mens de levede som dødelige,

13 og som havde bragt slagtofre som et sindbillede på Guds Søns store offer og havde lidt trængsler i deres forløsers navn.

14 Alle disse havde forladt dette liv, faste i håbet om en herlig opstandelse ved Gud Faderens og hans enbårne Søns, Jesu Kristi, nåde.

15 Jeg så, at de var fyldt med lykke og glæde, og at de frydede sig sammen, fordi dagen for deres udfrielse var for hånden.

16 De var forsamlet, fordi de afventede, at Guds Søn skulle komme til åndeverdenen og kundgøre deres forløsning fra dødens bånd.

17 Deres sovende støv skulle bringes tilbage til dets fuldkomne skikkelse, knoglen til sin knogle, senerne og kødet på dem, ånden og legemet skulle forenes for aldrig mere at blive adskilt, så de kunne modtage en fylde af glæde.

18 Mens denne umådelig store mængde ventede og talte sammen og glædede sig til timen for deres udfrielse af dødens lænker, viste Guds Søn sig og forkyndte frihed for de fangne, som havde været trofaste,

19 og dér prædikede han det evigtvarende evangelium for dem, læren om opstandelsen og menneskehedens forløsning fra faldet og fra egne synder på betingelse af omvendelse.

20 Men til de gudløse gik han ikke, og blandt de ugudelige og de uomvendte, som havde besmittet sig, mens de var i kødet, hævede han ikke sin stemme,

21 ej heller skuede de oprørske, der forkastede de fordums profeters vidnesbyrd og advarsler, hans herlighed eller så hans ansigt.

22 Hvor disse var, herskede der mørke, men blandt de retfærdige var der fred,

23 og de hellige glædede sig ved deres forløsning og bøjede knæet og anerkendte Guds Søn som deres forløser og befrier fra døden og helvedes lænker.

24 Deres ansigt lyste, udstrålingen fra Herrens nærvær hvilede på dem, og de sang lovsange til hans hellige navn.

25 Jeg undrede mig, for jeg havde den forståelse, at Frelseren havde anvendt omkring tre år af sin tjenestegerning blandt jøderne og dem, der var af Israels hus, mens han bestræbte sig på at lære dem det evigtvarende evangelium og kalde dem til omvendelse;

26 og alligevel, til trods for hans mægtige gerninger og mirakler og forkyndelse af sandheden med stor kraft og myndighed, var der kun få, der gav agt på hans røst og frydede sig ved hans nærvær og modtog frelse ved hans hånd.

27 Men hans tjenestegerning blandt dem, der var døde, var begrænset til den korte tid, der gik mellem korsfæstelsen og hans opstandelse,

28 og jeg tænkte med forundring over Peters ord – der hvor han sagde, at Guds Søn prædikede for de ånder, der var i fængsel, de, som engang var ulydige, dengang Guds langmodighed ventede i Noas dage – og over hvordan det var muligt for ham at prædike for disse ånder og udføre det nødvendige arbejde blandt dem på så kort tid.

29 Og mens jeg med forundring tænkte over dette, blev mine øjne åbnet, og min forståelse blev oplyst, og jeg forstod, at Herren ikke i egen person gik ud blandt de ugudelige og ulydige, som havde forkastet sandheden, for at undervise dem,

30 men se, han organiserede sine styrker blandt dem, der var retfærdige, og udpegede budbringere, iklædt magt og myndighed, og bemyndigede dem til at gå ud og bære evangeliets lys til dem, der var i mørke, ja, til alle menneskers ånder; og således blev evangeliet prædiket for de døde.

31 Og de udvalgte budbringere gik ud for at kundgøre Herrens nådedag og forkynde frihed for de fangne, som var bundet, ja, for alle, som ville omvende sig fra deres synder og antage evangeliet.

32 Således blev evangeliet prædiket for dem, der var døde i deres synder uden kundskab om sandheden, eller i overtrædelse fordi de havde forkastet profeterne.

33 Disse blev undervist i tro på Gud, omvendelse fra synd, stedfortrædende dåb til syndernes forladelse, Helligåndsgaven ved håndspålæggelse,

34 og alle andre evangeliske principper, som det var nødvendigt for dem at kende, for at de kunne kvalificere sig, så de i kødet kunne blive dømt ligesom mennesker, men i ånden leve som Gud.

35 Og således blev det kundgjort blandt de døde, både små og store, de uretfærdige såvel som de trofaste, at forløsning var blevet udvirket ved Guds Søns offerkorset.

36 Det blev således givet til kende, at vor forløser under sit ophold i åndernes verden brugte sin tid på at undervise og forberede de trofaste ånder af de profeter, som i kødet havde vidnet om ham,

37 så de kunne bære budskabet om forløsning til alle de døde, til hvem han ikke personligt kunne drage hen på grund af deres oprør og overtrædelse, så de ved hans tjeneres betjening også kunne høre hans ord.

38 Blandt de store og mægtige, der var forsamlet i denne umådelig store forsamling af retfærdige, var fader Adam, den gamle af dage og alles fader,

39 og vor ærværdige moder Eva med mange af sine trofaste døtre, der havde levet gennem tiderne og tilbedt den sande og levende Gud.

40 Abel, den første martyr, var der, og hans bror Set, en af de mægtige, som var sin fars, Adams, udtrykte billede.

41 Noa, der advarede om vandfloden; Sem, den store højpræst; Abraham, de trofastes fader; Isak, Jakob samt Moses, Israels store lovgiver;

42 og Esajas, der ved profeti kundgjorde, at Forløseren var salvet til at læge de sønderknuste, til at udråbe frihed for de fangne og åbne fængslet for dem, der var lænket, var der også.

43 Derudover Ezekiel, der i et syn fik vist den store dal med tørre knogler, der skulle iklædes kød, så de kunne komme frem igen i de dødes opstandelse som levende sjæle;

44 Daniel, der forudså og forudsagde, at Guds rige skulle blive oprettet i de sidste dage for aldrig mere at blive tilintetgjort eller givet til noget andet folk;

45 Elias, der var med Moses på Forklarelsens bjerg,

46 og Malakias, den profet, der vidnede om profeten Elias’ komme – hvem Moroni også fortalte profeten Joseph Smith om, da han kundgjorde, at han skulle komme før indvarslingen af Herrens store og frygtelige dag – var der også.

47 Profeten Elias skulle i børnenes hjerte plante de forjættelser, der var blevet givet deres fædre,

48 hvilket bebudede det store værk, der skal udføres i Herrens templer i tidernes fyldes uddeling for at forløse de døde og besegle børnene til deres forældre, for at hele jorden ikke skal blive slået med en forbandelse og blive lagt fuldstændig øde ved hans komme.

49 Alle disse og mange flere, nemlig de profeter, der havde boet blandt nefitterne og vidnet om Guds Søns komme, gik rundt i den umådelig store forsamling og ventede på deres udfrielse,

50 for de døde havde betragtet deres ånds lange fravær fra deres legeme som trældom.

51 Herren underviste disse og gav dem magt til at komme frem efter sin opstandelse fra de døde for at træde ind i sin Faders rige og dér at blive kronet med udødelighed og evigt liv

52 og at fortsætte deres arbejde, sådan som Herren havde lovet dem, og få del i alle de velsignelser, som var sat til side til dem, der elsker ham.

53 Profeten Joseph Smith, og min far Hyrum Smith, Brigham Young, John Taylor, Wilford Woodruff og andre udvalgte ånder, som var blevet holdt tilbage for at komme frem i tidernes fylde for at være med til at lægge grundvoldene til det store sidstedagesværk,

54 herunder bygningen af templer og udførelsen af ordinancer deri til forløsning af de døde, var også i åndeverdenen.

55 Jeg bemærkede, at de også var blandt de ædle og store, der i begyndelsen var blevet udvalgt til at være herskere i Guds kirke.

56 Endog før de blev født, modtog de sammen med mange andre deres første undervisning i åndernes verden og blev forberedt til at komme frem, når Herren anså tiden for at være inde, for at arbejde i hans vingård for menneskesjælenes frelse.

57 Jeg så, at de trofaste ældster i denne uddeling, når de forlader det jordiske liv, fortsætter deres arbejde med at prædike evangeliet om omvendelse og forløsning ved Guds enbårne Søns offer blandt dem, der er i mørke og under syndens trældom i den store verden af de afdødes ånder.

58 De døde, der omvender sig, bliver forløst ved lydighed mod Guds hus’ ordinancer

59 og skal, efter at de har lidt straffen for deres overtrædelser og er blevet tvættet rene, modtage en belønning i forhold til deres gerninger, for de er arvinger til frelse.

60 Således blev synet om de dødes forløsning åbenbaret for mig, og jeg aflægger vidnesbyrd om, og jeg véd i kraft af vor Herre og frelser Jesu Kristi velsignelse, at denne optegnelse er sand. Således er det. Amen.