Hvem kan vi hjælpe?

Amber Healey

Baseret på en virkelig hændelse

Forfatteren bor i Utah i USA.

Denne historie fandt sted i Auckland i New Zealand.

Tadianas familie delte deres have. Hvad ellers kunne de dele?

»Derfor må I trænge jer frem med … en kærlighed til Gud og til alle mennesker« (2 Ne 31:20).

»Klar til at skære bananerne ned?« spurgte far. Tadiana så på med sine søskende, Alicia og Kavi. Far brugte en kniv til at skære en hel klase bananer ned.

Haven gav godt i år! Men mange andre ting var vanskelige. Der var karantæne i New Zealand på grund af coronavirus. Tadiana kunne ikke se sine venner eller gå i skole. Men hun var glad for, at hun havde så meget tid sammen med sin familie.

Kavis øjne blev store, da han stirrede på al frugten. »Vi kan umuligt spise det hele selv!« sagde han.

Mor nikkede. »Jeg er sikker på, at søster Banks gerne vil have nogle. Hun har ikke kunne lave havearbejde, siden hendes mand døde.«

»Jeg ved, at søster Finau også er ensom,« sagde Tadiana. »Jeg kan give hende nogle bananer!«

»Hvem ellers?« sagde far. De satte sig alle sammen på græsset. De lavede en liste over mennesker, der måske havde brug for lidt hjælp.

Dagen efter fyldte de sække med sølvbeder, søde kartofler og bananer. Mor og far kørte rundt i nabolaget. Ved hvert hus på deres liste satte de en sæk.

Tadiana kiggede ud gennem bilruden og så søster Banks åbne døren. Søster Banks brugte sin stok til langsomt at gå hen til posen. Hendes smil var så stort, at Tadiana kunne se det, selv mens de kørte væk.

Tadiana fik en varm, god følelse. Men hun følte sig også lidt trist. Hun kunne være i karantæne sammen med sin familie. Men søster Banks boede helt alene. Hun havde nok ikke talt med nogen i flere uger!

»Jeg tror, der også er noget andet, vi kan gøre for vores naboer,« sagde Tadiana. »Hvorfor inviterer vi dem ikke via et videoopkald til vores hjemmeaften med skrifterne?«

»Det er en god idé!« sagde far.

Da de kom hjem, ringede Tadiana til søster Banks. »Hej, søster Banks! Vores familie læser i skrifterne i aften. Vil du være med på et videoopkald?«

»Det vil jeg rigtig gerne!« sagde søster Banks. Bagefter rakte Tadiana telefonen til Alicia. På skift ringede de til folk fra menigheden og inviterede dem.

Den aften sad Tadiana og ventede nervøst ved computeren. Ville folk dukke op? Så begyndte deres naboers ansigter at dukke op på computerskærmen, en efter en. Nogle af dem havde svært ved at bruge teknologien, så mor hjalp dem.

En dame holdt en tallerken op med hokey pokey (karamelknas). »Jeg ved, at ingen af jer kan spise dette,« sagde hun. »Men jeg var så begejstret for denne aften, at jeg lavede en særlig dessert! Måske kan I lade som om, I kan dufte den gennem skærmen!«

Alle lo og talte om, hvordan de havde tilbragt de seneste dage. Mange havde problemer at slås med, men det gjorde dem alle gladere at tale med hinanden.

Da de var færdige med at snakke sammen, delte Tadiana et skriftsted, 2 Nefi 31:20: »Derfor må I trænge jer frem med standhaftighed i Kristus og have et fuldkommen klart håb og en kærlighed til Gud og til alle mennesker.«

De havde en kort lektion og skiftedes til at læse op fra skrifterne. Så bad Kavi en bøn.

»Husk at komme tilbage igen i næste uge!« sagde Tadiana. En efter en vinkede folk farvel og forlod videoopkaldet.

Da den sidste person havde koblet sig af, samlede mor og far familien i et stort gruppekram. Tadiana var glad for, at hun og hendes familie kunne hjælpe deres naboer. De ville alle trænge sig frem i fællesskab.