»Frygtløse sammen«, Til styrke for de unge, juni 2022.
Kom og følg mig
Frygtløse sammen
No’omi og Ruth havde ikke meget. Men de havde hinanden og tro på Gud.
Illustrationer: Katy Dockrill
Hele hendes verden var styrtet sammen omkring hende. No’omi, en retfærdig israelit i Det Gamle Testamente, havde ikke kun mistet sin mand, men også sine to sønner (se Ruth 1:2-5).
Fordi hun levede på den tid og det sted, hun gjorde, betød det næsten med sikkerhed en økonomisk katastrofe for hende. I den kultur og tid var det svært for en kvinde selv at tjene penge. Hvis en kvindes mand døde, skulle hendes sønner tage sig af hende.
Men da de også døde, blev No’omi efterladt uden støtte og boede langt væk hjemmefra og fra sit folk. Så hun og hendes svigerdøtre begyndte en rejse mod Israel.
Men da No’omi tænkte på sine svigerdøtres velfærd, fortalte hun dem, at de skulle tage tilbage til Moab, så deres familie kunne tage sig af dem.
Men de elskede deres svigermor. De svarede: »Vi vil følge med dig hjem til dit folk« (Ruth 1:9-10). De ville gerne blive hos No’omi.
Trods deres protester opfordrede No’omi dem igen til at tage hjem. Efter at have grædt valgte en svigerdatter at gå.
Den anden holdt dog endnu mere fast i No’omi. Så sagde hun de ord, der er et af de store eksempler på loyalitet i hele skriften:
»Du må ikke tvinge mig til at forlade dig og vende tilbage. Nej, hvor du går hen, vil jeg gå, hvor du bor, vil jeg bo; dit folk er mit folk, og din Gud er min Gud« (Ruth 1:16).
Denne trofaste kvinde og svigerdatter hed Ruth. Og hun havde ingen anelse om, at hendes loyalitet og kærlighed til No’omi ville sætte en række begivenheder i gang, der ville velsigne hele verden.
Det, Ruth stod overfor
Lad os gøre os en ting klart: Ruth havde ikke sat penge til side. Hun var ikke i stand til at tage sig af No’omi økonomisk – eller sig selv. Faktisk var Ruths sikreste vej at vende hjem, som No’omi havde sagt. Ved at holde sammen måtte de kæmpe for deres overlevelse. Selv om Ruth vidste dette, ville hun ikke lade No’omi møde den skæbne alene. Hendes loyalitet var dyb.
Ruth oplevede flere trængsler. Hun var blevet omvendt til Israels Gud, Jesus Kristus, noget tid efter hun havde giftet sig med sin mand. Hun kom fra Moab, hvor folket tilbad andre guder. Ruth var villig til at rejse til et fremmed land (Betlehem), hvor hun ville være udenforstående med en anden religiøs baggrund og opvækst. Alt dette uden noget løfte om hjælp eller sikkerhed.
Men det, hun havde, var tro på Gud og loyalitet over for No’omi.
Velsignelser gennem trofasthed
Da de ankom til Betlehem, foreslog Ruth, at hun gik ud til markerne for at samle aks, dvs. samle det korn, der var faldet til jorden, efter høstfolkene havde været der.
Mens hun samlede aks på markerne mødte Ruth Boaz. Han var en vigtig mand, der var i familie med No’omis mand. Boaz fik medlidenhed med Ruth. Han havde hørt, hvor trofast Ruth var mod No’omi og Israels Gud (se Ruth 2:11-12).
Snart samlede Ruth kun aks på Boaz’ marker, og Ruth og No’omi havde mad nok at spise. No’omi så en mulighed for at hjælpe Ruth. Hun foreslog, at Ruth viste sig for Boaz som en mulig hustru.
Ruth svarede, som man kunne forvente: »Jeg vil gøre alt, hvad du siger« (Ruth 3:5).
Boaz giftede sig med Ruth (se Ruth 4:13), hvilket gav No’omi og Ruth sikkerhed og tryghed. De fik desuden en søn, der blev forfader til Jesus Kristus (se Ruth 4:17 og Joh 7:42).
No’omi og Ruth blev på et tidspunkt efterladt uden meget, de kunne kalde deres eget. Men de havde hinanden. »Din svigerdatter, som har vist dig kærlighed,« sagde nogle kvinder til No’omi, »betyder mere for dig end syv sønner« (Ruth 4:15).
Det de havde, i hinanden og i Herren, var alt, hvad de havde brug for.