»Jeg føler ikke noget, når jeg beder. Hvordan kan jeg gøre mine bønner mere meningsfulde?« Til styrke for de unge, juni 2022.
Spørgsmål og svar
»Jeg føler ikke noget, når jeg beder. Hvordan kan jeg gøre mine bønner mere meningsfulde?«
Vær ydmyg, taknemlig og oprigtig
»Bøn er hellig. En meningsfuld bøn er ydmyg. I stedet for kun at bede Gud om noget, fortæller jeg ham, hvad jeg er taknemmelig for. Som Moroni lærte os, prøver jeg at bede med tro, med et oprigtigt hjerte og med oprigtig hensigt (se Moro 10:4). Disse bønner hjælper mig virkelig til at føle noget dybt og markant.«
Angbo K. er 20 år og fra Elfenbenskysten
Tilføj ordet Fordi
»Jeg kan godt lide at bruge ordet fordi i mine bønner. Når man tilføjer fordi, forklarer man vor himmelske Fader, hvorfor man beder. For eksempel: ›Hjælp min ven eller mit familiemedlem med at blive helbredt, fordi jeg elsker hende.‹ Det hjælper virkelig med at gøre mine bønner mere meningsfulde og personlige.«
Eliza G. er 17 år og fra Maryland i USA
Bøn indbyder Helligånden
»Bliv ved med at bede hver dag. Bed vor himmelske Fader om at hjælpe jer til at blive mere opmærksom på Helligånden. I kan også lære mere om Helligånden og bøn i appen Evangelisk bibliotek – det vil helt sikkert være en stor hjælp!«
Elena J. er 13 år og fra Guatemala
Sæt farten ned
»Sommetider beder vi kun for selve bønnens skyld. Vi siger kun det, vi hører andre mennesker bede for, og vi siger ikke rigtigt, hvad der er i vores hjerte. Bøn er en mulighed for at tale med Gud. Forhast det ikke. Tag jer tid til at udøse det, der er i jeres hjerte.«
Marseilles O. er 15 år og fra Tonga
Tak ham, og bed om hjælp
»Bøn er en samtale med vor himmelske Fader, så tal med ham! I kan takke ham for noget, der har gjort jer glade. I kan altid bede Gud om hjælp. Når jeg husker på, at vor himmelske Fader kender mig og elsker mig, er det svært at holde op med at bede. Når jeg ved, at Frelseren led så meget for mig, er det mindste, jeg kan gøre, at bede en inderlig bøn.«
Ingrid R. er 15 år og fra Brasilien
Tænk grundigt over jeres bønner
»Selvom man kan bede hvor som helst, når som helst, må man have den rigtige indstilling. Man er nødt til at bede med oprigtig hensigt om at føle hans Ånd. Tænk grundigt over dine ord, mens du beder. Hver eneste bøn bør være unik og forskellig.«
Elyssa T. er 15 år og fra Missouri i USA
Undgå forstyrrelser
»Prøv kun at fokusere på bønnen og intet andet, mens I beder. Vi er nødt til at indse, at bøn er en gave, fordi vi taler med vor Fader i himlen. Vi kan huske de velsignelser, han har givet os.«
Rebecca J. er 14 år og fra Indien
Før en meningsfuld samtale
»Jeg kan godt lide at tænke på min bøn som en rigtig samtale med vor himmelske Fader. Jeg føler mig glad, når jeg beder sådan, på samme måde som jeg har det efter at have haft en god samtale med en ven. Jeg har også opdaget, at det at gå et uforstyrret sted hen og bede højt hjælper mig til at være mere fokuseret på bønnen, så jeg kan gøre den mere meningsfuld.«
Dot V. er 12 år og fra North Carolina i USA