»Vidner til opstandelsen«, Til styrke for de unge, apr. 2023.
Kom og følg mig
Påske
Vidner til opstandelsen
Vidner om den opstandne Frelser i Det Nye Testamente kan hjælpe jer til også at finde jeres eget vidnesbyrd.
Søndag morgen efter Jesu Kristi korsfæstelse kom Maria Magdalene til graven, hvor hans legeme var blevet lagt. Hun fandt, at den store, tunge sten var rullet væk og graven tom.
Fordi Maria troede, at Frelserens legeme var blevet taget, græd hun. Der var en, der henvendte sig til hende og spurgte: »Kvinde, hvorfor græder du?«
Maria genkendte ikke stemmen, der talte til hende. Hun troede, at det var havemanden og sagde: »Sig mig, hvor du har lagt ham, så jeg kan hente ham«.
»Maria«, svarede stemmen.
Maria vidste straks, hvem der sagde hendes navn. Det var Frelseren – nu herliggjort og opstanden! (Se Joh 20:15-16).
Maria blev den første til at se, at Jesus Kristus lever. Skrifterne fortæller os, at andre også blev vidne til, at han overvandt døden. Hvordan kan deres oplevelser styrke jeres tro? Hvordan kan I, selv uden at se ham fysisk, være vidne om, at Frelseren lever?
To disciple på vejen til Emmaus
En dag, kort tid efter Kristi korsfæstelse, fik to disciple, der rejste til Emmaus, selskab af en fremmed. Sammen drøftede de profetier om opstandelsen. Denne samtale fyldte de sørgende disciple med glæde.
Da de ankom til Emmaus, bad disciplene den fremmede om at blive hos dem. Under aftenmåltidet velsignede den fremmede maden og og serverede den. Pludselig genkendte disciplene den fremmede, men før de kunne nå at sige noget, forsvandt den fremmede. De indså, at Frelseren havde været sammen med dem hele tiden!
»Brændte vore hjerter ikke i os?« spurgte de hinanden. Ånden bekræftede, at det virkelig var Jesus, der havde været sammen med dem (se Luk 24:13-34).
De ti apostle
Jesus Kristus viste sig for ti af sine apostle, mens de talte om de vidnesbyrd, de havde hørt om hans opstandelse.
»Fred være med jer«, sagde han. »Se på mine hænder og fødder – det er mig. Føl på mig og se; en ånd har ikke kød og knogler, som I ser, jeg har« (Luk 24:36, 39). Hver apostel så og følte Frelserens naglemærker i hænderne og fødderne.
Apostlen Thomas
Thomas var der ikke, da Frelseren viste sig for de andre apostle. Han kunne ikke tro, at Jesus virkelig var opstået. Han sagde: »Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder … tror jeg det ikke« (Joh 20:25).
Otte dage senere viste Jesus sig for apostlene igen. Denne gang var Thomas der, og han troede. Jesus sagde til Thomas: »Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror« (se Joh 20:26-29).
Find jeres eget vidnesbyrd
Jesus Kristus viste sig for andre efter sin opstandelse (se Matt 28:9-10; ApG 9:4-8; 1 Kor 15:6). Selvom I måske ikke ser ham, som de gjorde, kan I stadig være et vidne.
Frelseren spørger sine disciple: »Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?« De svarede: »Nogle siger Johannes Døber … eller en anden profet«.
Så spurgte Jesus dem: »Men I, hvem siger I, at jeg er?«
Peter svarede: »Du er Kristus, den levende Guds søn«.
»Salig er du«, sagde Jesus til Peter. »For det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene« (Matt 16:13-17).
Jesus stod foran Peter. Peter havde gået og talt med ham og set mange af hans mirakler, men det gav ikke Peter sit vidnesbyrd. Jesus påpegede, at Peters vidnesbyrd blev åbenbaret af vor Fader i himlen. Han belærte også om, at det vidnesbyrd er mere sikkert end at se med øjnene.
Selv uden fysisk at se Jesus Kristus kan I personligt søge ham og lære mere om ham. I kan udøve jeres tro på ham ved at holde hans bud. Ånden kan røre jeres sjæl og vidne for jer. Ligesom dem, der virkelig så den opstandne Frelser, kan I også stå og vidne om, at han lever, han elsker os, og han er der for os i dag.