»Jeres Frelser og fremtiden, der ligger foran jer«, Til styrke for de unge, apr. 2023.
Jeres Frelser og fremtiden, der ligger foran jer
Jesus Kristus gør alle gode ting mulige i jeres fremtid her og i evigheden.
I befinder jer i en fascinerende tid i livet. I har skolearbejde, venskaber, familieansvar, måske et job, såvel som andre aktiviteter og hobbyer, der optager jeres tid og opmærksomhed.
På samme tid tænker I jer måske over jeres fremtid:
Hvad venter der forude for jer? Hvad ønsker I at opnå? Hvilken slags arbejde vil I have? Hvilke udfordringer vil I møde? Mit svar på den slags spørgsmål er enkelt: Jeg ved det ikke! Ingen ved præcist, hvad fremtiden vil bringe.
Men jeg ved, at jeres fremtid rummer mange vidunderlige muligheder for, at I kan lære, vokse og udvikle jer. Jeg vil gerne fortælle jer, hvordan I kan få mest muligt ud af jeres fremtid her og realisere alle mulighederne for jeres evige fremtid i det kommende liv.
Anerkend jeres fantastiske fremtid
Alt godt i jeres fremtid og enhver velsignelse af evig betydning er mulig takket være Frelseren, Jesus Kristus. Mere end noget andet ønsker han og vor himmelske Fader, at I vælger at blive som dem og vende tilbage for at bo hos dem og få den slags liv, de lever.
Uden Jesus Kristus ville denne storslåede mulighed gå tabt. Uden ham ville døden være enden. På grund af Frelseren og hans forsoning er udødelighed – at leve for evigt – en realitet for alle, og evigt liv – at leve for evigt i Guds nærhed – er en mulighed for alle, der kvalificerer sig. De uforanderlige sandheder i Jesu Kristi gengivne evangelium kan vejlede jer til alt det, som Frelseren har i vente for jer nu og i fremtiden.
Husk, hvem I er
Glem aldrig, hvem I er i alt det, I gør nu. I er Guds søn eller datter med ubegrænset, guddommeligt potentiale. Jeres ånd kom til jorden i et fysisk legeme. Sammen er jeres ånd og legeme en levende sjæl, der er i stand til at opleve jordelivet på måder, som ellers ikke ville være mulige (se L&P 88:15). Det er jeres opgave at lade jeres sande identitet som Guds barn forme de beslutninger, I træffer nu og for evigheden.
Forstå jeres sjæls fremtid
En dag vil tiden komme, hvor I skal dø. Jeres legeme og ånd vil blive adskilt og kan i den tilstand »ikke modtage en fylde af glæde« (L&P 93:34). Men takket være Jesus Kristus vil I opstå. I kan ikke gøre noget ved det – I vil opstå!
Jeres legeme vil blive fuldkomment genoprettet, for aldrig igen at blive adskilt fra jeres ånd. Så vil I være en evig sjæl. Men vil jeres sjæl være værdig til det celestiale rige? Det beslutter I ved i dette liv at vælge at følge Jesus Kristus og modtage de gaver, han tilbyder. Skrifterne lærer os, at vi vil »nyde det, som [vi] er villige til at modtage«. Desværre vil nogle ikke være »villige til at nyde det, som de kunne have modtaget« (L&P 88:32, fremhævelse tilføjet).
Hvad er I villige til at modtage og nyde? Vil I modtage den fred og glæde, der kommer af oprigtigt at søge og følge Jesus Kristus? Vil I fryde jer i håbet om evigt liv og »den, der er gavens giver«? (L&P 88:33). Hvis jeres svar er »Ja!«, vil I ønske at tage imod disse gaver og de andre gaver, som Jesus Kristus så villigt har givet jer og alle, der vil modtage dem.
Søg omvendelsens velsignelse
I dette liv vil I nogle gange falde i fristelse og synd. Når det sker, tilbyder Frelseren jer kærligt evnen til at ændre jer. Det kaldes omvendelse. Satan ønsker, at I ser omvendelse som noget negativt, der bør undgås, og at frygte, at der ikke er nogen vej tilbage fra synd. Det er ganske enkelt ikke sandt.
Der findes altid en udvej. Jesus Kristus er vejen. I er aldrig uden for hans rækkevidde. Han står med åbne arme og er villig til at helbrede, rense, lutre og hellige jer. Når I vender jer til Frelseren og tager skridt til at omvende jer, vil I føle, hvor meget han elsker jer. Han vil tilgive jer og forandre jeres hjerte. Takket være Jesus Kristus kan I gøre det bedre og blive bedre hver dag!
Få styrke til at holde ud til enden.
Til tider vil I opleve sorg og lidelse. Gennem disse svære stunder kan Frelseren styrke jer til at holde ud til enden, ligesom han gjorde.
Jesus påtog sig villigt al jeres synd og smerte og udholdt al jeres kval og lidelse. Han gav ikke op og holdt til det hele. Han led dybt, fordi han elsker jer dybt! (se 1 Ne 19:9-10). Han opgav sit liv, og tre dage senere overvandt han døden og blev den første, der opstod.
Fordi Frelseren holdt ud til enden, har han kraft til at styrke jer. Han sagde: »Se hen til mig, og hold ud til enden, og så skal I leve; for til den, der holder ud indtil enden, vil jeg give evigt liv« (3 Ne 15:9).
Se hen til jeres Frelser
Jeg er optimistisk omkring jeres fremtid. I har så meget at se frem til! Når I kommer til Jesus Kristus i tro, kan I tillidsfuldt gå jeres fremtid i møde.
En dag i fremtiden vil I stå foran Frelseren for at blive dømt. I det øjeblik vil I blive overvældet af glæde over at være i hans hellige nærhed. I vil kæmpe med at finde ord til at takke ham for hans uendelige, fuldkomne kærlighed og sonoffer, der gør det muligt for jer at bo sammen med ham og jeres familie for evigt.
Jesus Kristus er jeres Frelser. Jeg opfordrer jer til at se hen til ham og gøre ham til midtpunktet i jeres liv. Han vil give jer mening og håb og gøre det umulige muligt for jer. Med ham ved jeres side kan forbløffende bedrifter og oplevelser, som I knap kan forestille jer nu, blive jeres.
Takket være ham venter en vidunderlig og spændende fremtid forude, både her og herefter!