»Når andre menneskers valg sårer jer«, Til styrke for de unge, juli 2023.
Når andre menneskers valg sårer jer
Her er nogle ting at huske på, når andre mennesker bruger deres handlefrihed på måder, der sårer jer.
I træffer masser af valg hver dag – hvad I skal have på, hvad I skal spise til morgenmad, hvilke venner I skal være sammen med. Handlefrihed, eller friheden til at vælge og handle, er en af de største gaver, Gud har givet os.
Vores valg har også konsekvenser, og nogle gange kan andre menneskers valg såre os. Hvis I nogensinde har fået stuearrest på grund af noget, jeres bror gjorde, ved I, hvor udfordrende det kan være, når andre mennesker bruger deres handlefrihed på måder, I ikke kan lide!
Men nogle gange er der endnu værre ting, som folk kan bruge deres handlefrihed til. Børn i skolen driller jer måske, eller måske beslutter en i familien at forlade Kirken. Der er mange gange, hvor livet kan virke uretfærdigt. I prøver jo at bruge jeres handlefrihed til at træffe de rette valg – så hvorfor gør de ikke det?
Selvfølgelig kan I ikke kontrollere andre. Men den gode nyhed er, at I kan ændre jer selv. Strategien er at ændre det, I fokuserer på, og træffe gode valg, selv når andre ikke gør det.
Her er nogle ting at huske på om det at gå fremad i tro, selv når andre bruger deres handlefrihed på måder, der sårer jer:
-
Satan stræbte efter at tilintetgøre handlefriheden (se Moses 4:3). Selvom det er svært at se andre træffe dårlige valg, er I også frie til at træffe gode valg om at følge Jesus Kristus og blive mere som ham!
-
Jeres handlinger har en virkning. Husk: »Vi kan frit vælge, men vi kan ikke vælge konsekvenserne«.1 Når I ser, hvordan andre menneskers valg påvirker jer, kan det være en god påmindelse for jer om at træffe valg, der ikke skader jer selv eller andre.
-
Alle er ansvarlige for deres egne valg (se L&P 101:78). I behøver ikke at være bebyrdet med at føle jer ansvarlige for at ændre andre mennesker eller deres valg. I stedet kan I fokusere på at træffe positive beslutninger og følge Jesus Kristus.
-
I kan vælge at være venlige. Nogle er måske ondskabsfulde mod jer, men I kan stadig være venlige mod dem. Det kræver mod at være venlig mod mennesker og tilgive dem, når de er uvenlige mod jer, men det er præcis, hvad Jesus ville gøre (se Luk 23:34).
-
I bør fokusere på det, I kan kontrollere. I er måske ikke i stand til at afholde jeres forældre fra at blive skilt, men I kan vælge at fokusere på at blive på pagtsstien, hjælpe jeres søskende, lære om sunde forhold og sætte jer mål for jeres egen fremtidige familie. Vælg at vende jeres udfordringer til muligheder for at vokse og lære.
-
I har en guddommelig identitet og et guddommeligt formål. Når I husker jeres identitet som Guds barn og igen fokuserer på jeres mål i livet, kan I se det større perspektiv. Når I fokuserer på jeres formål og ser, at disse udfordringer kun er en lille del af jeres livshistorie, kan det hjælpe jer til at gå fremad i tro.
-
Gennem tro på Jesus Kristus kan I finde personlig fred, selv når der ikke er fred omkring jer. Præsident Russell M. Nelson har sagt: »Vi [kan] mærke varig fred og glæde, selv i urolige tider«.2 Livet er et stormfuldt hav, og det er let at ønske, at Gud ville stilne disse storme for os. Men sommetider beroliger han os, sømændene, i stedet for at gøre havet roligt. Vend jer til ham med jeres problemer, så vil han hjælpe jer.
Gud gav jer handlefrihed, så I kan vælge at følge ham og derfor blive som ham. Når I gør det, vil I naturligt lære af jeres egne valg og fejltagelser og af andres valg. Selvom det er svært at se folk træffe valg, der sårer jer, kan I lære af disse oplevelser og gå fremad med formål, tro og glæde.