»At komme på samme hold«, Til styrke for de unge, juli 2023.
At komme på samme hold
Disse to rivaler i skolen blev livslange venner.
Foto: Jeffery Barker Edwards
Søster Dil havde kun seks uger tilbage af sin mission i Australien, da hun fandt ud af, at hun skulle tilbringe de sidste uger med at tjene sammen med søster Tuala!
»Det er det allersidste, jeg ville have valgt,« siger søster Dil.
Søster Dil og søster Tuala havde været startspillere på deres respektive gymnasiers basketballhold i Auckland i New Zealand. De var rivaler. De spillede ofte mod hinanden i slutkampene, og det var ikke kønt.
»For at illustrere det lidt,« siger søster Tuala, »så kunne vi gå fra banen med rifter og blå mærker«.
Søster Dil og søster Tuala brugte meget tid på at træne og spille basketball. »Basketball var vores liv,« siger søster Dil.
Da de var blevet færdige med gymnasiet, følte de sig begge tilskyndet til at tage på mission – selvom ingen af dem nogensinde havde haft et ønske om at tjene før.
At tage beslutningen om at tjene
For søster Tuala tog det tid at få sin egen vilje på linje med Herrens vilje. »Jeg var 21, da jeg besluttede mig for at handle på tilskyndelsen,« siger hun. »Jeg kæmpede stort set med det, indtil jeg var i flyet«.
Søster Tuala ankom til sin mission i Australien under COVID-19-pandemien, og selvom det har været svært, er hun meget taknemlig for, at hun besluttede sig for at tjene.
»Jeg kan ikke forestille mig at være den samme søster Tuala, som jeg var, da jeg var 21. Jeg føler virkelig, at jeg er vokset«.
Søster Dil fik en »klar og direkte« tilskyndelse til at tage på mission, da hun modtog sin patriarkalske velsignelse. Efter nogen tid besluttede hun sig for at følge tilskyndelsen til at tjene, fordi »Herrens vilje altid er den rette vej og det bedste valg«. Kaldet kom, og hun pakkede sin kuffert for at tjene i Australien.
At komme på samme hold … på afstand
Bare fordi søster Dil og søster Tuala tjente i den samme mission, betød det ikke, at de blev venner med det samme. Fordi søster Dil og søster Tuala havde været rivaler så længe, havde de stadig svært ved at se hinanden som noget andet.
Den første dag, søster Tuala så søster Dil, var en af hendes første tanker faktisk: »Jeg ved ikke, om det er meningen, at jeg skal kunne lide hende«.
Afslutning på konflikten
Så da søster Tuala og søster Dil fik til opgave at tjene sammen, var det helt sikkert mærkeligt.
Begge havde ideer om hinanden ud fra, hvordan de spillede på basketballbanen. De syntes begge, at den anden var aggressiv, konkurrencepræget og ondskabsfuld.
Men tingene begyndte at ændre sig, efterhånden som de lærte hinanden at kende. Søster Dil indså, at søster Tuala er »det stik modsatte« af, hvordan hun altid havde set hende. »Hun er faktisk et meget kærligt menneske – en af de mest kærlige kammerater, jeg har tjent sammen med,« siger søster Dil.
Søster Tuala havde en lignende oplevelse. Hun havde ikke indset, at hendes følelse af rivalisering mod søster Dil havde været »noget af en ubevidst konflikt« i hendes liv.
Disse negative følelser af konflikt og fordømmelse blev erstattet af kærlighed og forståelse, da hun begyndte at se, hvem søster Dil virkelig var. Og selvom søster Tuala syntes, at søster Dil var stille, opdagede hun, at »søster Dil virkelig kan snakke!«
I deres nyfundne venskab indså søster Dil og søster Tuala, at de måske aldrig havde været fjender alligevel.
»I basketball opbygger man den tanke, at vi skal vinde, og alle andre hold er fjenden,« siger søster Dil. »Og så er basketball slut, og man indser: ›Åh, de er ikke længere fjenden. De har sikkert egentlig aldrig rigtigt været fjenden.‹«
Nu ser søster Dil og søster Tuala, at de er på det samme »hold« – Guds hold.
Kristus midt blandt dem [Christ in the Midst], af Judith Mehr
Jesu Kristi offer er for alle
Begge søstre følte Guds hånd i deres opgave som kammerater og kendte kraften i Jesu Kristi forsoning, som gjorde, at de kunne opleve helbredelse og forandring.
»Jesus Kristus ydede det offer, så alle de ting, der tidligere er gået galt, kan blive helbredt, gjort godt igen og blive bedre,« siger søster Dil. »Vi kan tilgive. Vi kan glemme. Vi kan komme videre, og tingene ændrer sig«.
Ikke alene helede søster Tuala og søster Dil deres konflikt, men de lærte også, hvordan man ser andre, som Gud ser dem.
»Når jeg kommer herud og er i stand til at se min kammerat og andre mennesker i et andet lys, indser jeg, at hver eneste persons historie betyder noget,« siger søster Tuala. »Og alle har brug for Jesu Kristi forsoning«.
De lærte, at selvom det kan være svært, er det muligt for to mennesker, der engang så hinanden som fjender, at mødes gennem kærlighed.
»Det betyder ikke noget, hvilken alder man har, eller hvilken etnicitet man har,« siger søster Tuala, »eller om man er ateist eller religiøs.
Hvis jeg kan arbejde side om side med en, som jeg aldrig rigtig har haft et godt forhold til, og vi to mødes med ét hovedformål, så kan andre også«.