»Vær et svar på nogens bøn«, Til styrke for de unge, juli 2023.
Kom og følg mig
Vær et svar på nogens bøn
At følge tilskyndelser hjælper os til at gøre en forskel.
I føler måske ikke, at I har meget at give. Men I har jeres tro på Jesus Kristus, og jeres tro på ham er nok til at føre til nogle ret forunderlige ting.
Kort tid efter Jesu Kristi død og opstandelse tog Peter og Johannes til templet, hvor en mand, der ikke kunne gå, sad lige udenfor og bad dem om en almisse.
Peter sagde til manden: »Sølv eller guld har jeg ikke, men jeg giver dig, hvad jeg har: I Jesu Kristi, nazaræerens, navn, stå op og gå!« (se ApG 3:6, fremhævelse tilføjet).
Peter trak manden op at stå. For første gang i sit liv kunne manden stå. Han gik og sprang endda af glæde. Peters tro på Kristus gav ham mod til at helbrede manden ved præstedømmets kraft.
Men lad os være ærlige. I kommer sikkert ikke til at hele alles fysiske lidelser hele tiden. Men jeres tro kan hjælpe på andre måder. Ligesom Peter kan I give det, I har.
Gør en forskel
Har I nogensinde bedt om at føle jer mindre ensomme? Eller at nogen ville være jeres ven?
Er der nogensinde nogen, der er dukket op, har ringet eller sms’et til jer i det øjeblik? De kunne have fulgt en tilskyndelse og prøvet at forbedre sig, ligesom jer. Alt, hvad de gjorde, var trofast at bruge lidt af deres tid, noget af deres mod og lidt venlighed – med andre ord, hvad de havde. I kan også lade jeres tro få jer til at handle på tilskyndelser.
Ældste Ronald A. Rasband fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »Vi har det hellige ansvar at lære at anerkende hans indflydelse i vores liv og reagere på den«.1
I lægger ikke altid mærke til, hvornår eller om I har gjort en forskel for nogens dag, så det kan være svært at se formålet med at følge tilskyndelser.
Men at prøve at tjene – at gøre, hvad I kan – vil få jer til at føle jer glade og tilfredse, selv hvis I ikke altid ser resultaterne. Når I lytter til tilskyndelser, vil Helligånden hjælpe jer til at lære, hvordan I kan tjene andre, selv i en travl hverdag. Som ældste Jeffery R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum engang har sagt: »For det meste besvarer Gud bønner ved at bruge folk. Jeg beder til, at han vil bruge os. Jeg beder til, at vi må være svar på andre folks bønner«.2
Glæde for alle
Ved at gøre godt kan I være svaret på andres bønner og finde glæde undervejs – og i evighederne. Som ældste Rasband har sagt: »Glæde kommer som fred midt i sorg og savn. Den giver fred og frygtløshed, viser os evangeliets sandheder og øger vores kærlighed til Herren og alle Guds børn«.3 Med andre ord bliver I også mere kristuslignende.
Giv blot, hvad I kan, og begynd med lidt tid og lydighed.
Nogle gange er det selvfølgelig jer, der har brug for lidt ekstra hjælp. Også da sender en kærlig himmelsk Fader tilskyndelser til andre. De kan finde glæde, mens de bliver et svar på jeres bønner, ligesom I kunne være et svar på deres. Det betyder, at der er milliarder af mulige svar, og det næste kunne være ved at gå ned ad gaden for at sige hej.