At holde fast i sandheden

Melissa T.

en ung kvinde holder en lysende kugle

Illustration: Ben Simonsen

Første gang jeg så en kirkebygning, troede jeg, at det var et hospital. Der var så rent og stille. Jeg elskede Jesu Kristi evangelium fra første øjeblik, jeg begyndte at gå til gudstjenester.

Søstermissionærerne begyndte at undervise mig, og jeg besluttede mig for at blive døbt. Det var den bedste dag!

Jeg blev præsenteret for evangeliet af min nabo, der er hjemvendt missionær. Hun ringede til mig en søndag morgen og spurgte mig, om jeg ville tage med hende og hendes familie i kirke. Først sagde min mor, at jeg ikke kunne tage med, for vi havde ikke penge til busbilletten. Da jeg fortalte min nabo det, sagde hun, at jeg kunne køre med hende, og min mor lod mig tage med.

Selv når vi går alene

Da jeg var blevet døbt, havde jeg mange svære stunder med min familie. Nogle gange ønskede de, at jeg blev hjemme om søndagen, men jeg valgte at gå i kirke i stedet for. Det meste af tiden var det svært at blive på pagtsstien.

Nogle i min familie har været imod Kirken og har sagt til mig, at jeg traf det forkerte valg ved at blive medlem. Når de siger det til mig, tænker jeg på disse ord: »Jeg ved, at vor himmelske Fader og Jesus Kristus lever. Jeg ved, at Kirken er sand«. Disse tanker har hjulpet mig til at holde fast i sandheden.

Vores handlinger kan påvirke andres liv

Da jeg kæmpede med at vide, hvordan jeg skulle betale tiende, viste min nabo mig, hvordan jeg kunne betale den. Når min mor nu giver mig lommepenge, betaler jeg altid tiende. Min familie og jeg har set velsignelser ved det. Min familie er endda begyndt at give mig deres penge til tiende! Det har overrasket mig.

Det meste af tiden går jeg alene i kirke, men sommetider tager min mor med mig. Min mor besluttede sig for at lære mere om evangeliet og synes, det virker meget glædesfyldt, selvom hun ikke er blevet døbt endnu.

Bøn og tro forandrer hjerter

Jeg har set Herrens hånd i min families liv, når jeg beder for dem og beder andre om at bede for dem i templet. Min familie er blevet mere støttende, og de opfordrer mig nu til at gå i kirke og være tro mod den, jeg er.

Min bedstefar døde for nylig, og jeg fandt hans navn, da jeg lavede slægtsforskning. Jeg spurgte min far, om jeg måtte få hans ordinancer udført i templet. Han sagde: »Bare gør det, hvis det er det rette«.

Ægte glæde og lykke

At læse i skrifterne og kende til Jesu Kristi forsoning har bragt mig glæde, lykke, fred og trøst.

Jesu Kristi forsoning har bragt mig glæde.

Jeg ved, at jeg gennem Frelserens sonoffer kan være sammen med min himmelske Fader igen, og at min familie kan være med mig for evigt, hvis vi bliver beseglet i templet en dag.

Forfatteren er fra Vanuatu og bor i Fiji.