»Min Gud er mit lys«
Ældste Quentin L. Cook
De Tolv Apostles Kvorum
Vores evne til at være standhaftige og trofaste og følge Frelseren trods livets omskiftelighed styrkes væsentligt af retskafne familier og kristuscentreret enighed i vore menigheder.
I denne påsketid tænker vi på og fryder os over den forløsning, som vor Frelser Jesus Kristus tilvejebragte.
Det ramaskrig, der genlyder over hele jorden på grund af verdens ugudelighed, forårsager sårede følelser. Med moderne kommunikationsmidler får virkningerne af synd, ulighed og uretfærdighed mange til at føle, at livet grundlæggende er urimeligt. Hvor betydelige disse prøvelser end kan være, må de ikke aflede os fra at glæde os over og mindes Kristi guddommelige forbøn for os. Frelseren har bogstaveligt talt »vundet sejr over døden«. Med barmhjertighed og medfølelse påtog han sig vore synder og overtrædelser og forløste os således og tilfredsstillede retfærdighedens krav for alle, der vil omvende sig og tro på hans navn.
Hans storslåede sonoffer er af så ophøjet betydning, at den er udover al jordisk fatteevne. Denne nådefulde handling tilvejebringer den fred, der overgår al forstand.
Men hvordan griber vi da de barske realiteter an, der er omkring os?
Min hustru, Mary, har altid elsket solsikker. Hun glæder sig, når de på temmelig uventede steder dukker op i vejsiden. Der er en grusvej, der fører hen til det hus, hvor mine bedsteforældre boede. Når vi kom kørende ad den vej, udbrød Mary ofte: »Tror du, vi får de fantastiske solsikker at se i dag?« Vi blev overraskede over, at solsikker kunne blomstre i jord, der var blevet presset sammen af landbrugs- og snerydningsmaskiner og bestående af en bunke materialer, der ikke kan betragtes som særligt ideelle vækstforhold for vilde blomster.
Udover at gro i ugæstfri jord er et af de bemærkelsesværdige træk ved unge, vilde solsikker, at den unge blomsterknop følger solen hen over himlen. Når den gør det, får den energi til at opretholde livet, før den springer ud i sin strålende gule farve.
Ligesom den unge solsikke blomstrer vi, når vi følger verdens Frelser, og kommer til at stråle trods de mange frygtelige forhold, der er omkring os. Han er i sandhed vores lys og liv.
I lignelsen om hveden og ukrudtet fortæller Frelseren sine disciple, at de, der fører til frafald og begår lovbrud, skal tages væk fra hans rige. Men om de trofaste sagde han: »Da skal de retfærdige skinne som solen i deres faders rige.« Som enkeltpersoner kan vi, Kristi disciple i en fjendtlig verden, der bogstaveligt talt er i oprør, trives og blomstre, hvis vi er rodfæstede i vores kærlighed til Frelseren og ydmygt følger hans lærdomme.
Vores evne til at være standhaftige og trofaste og følge Frelseren trods livets omskiftelighed styrkes væsentligt af retskafne familier og kristuscentreret enighed i vore menigheder.
Det er klokken derhjemme
Familiens rolle i Guds plan er »at bringe os lykke, for at hjælpe os til at lære de korrekte principper i en kærlig atmosfære og for at forberede os til evigt liv«. De smukke traditioner med religiøs efterlevelse i hjemmet må lægges ind i vore børns hjerte.
Min onkel Vaughn Roberts Kimball var en dygtig studerende, en lovende forfatter og quarterback på BYU’s footballhold. Den 8. december 1941, dagen efter angrebet på Pearl Harbor, meldte han sig som soldat i den amerikanske flåde. Mens han var på et hvervekontor i Albany i New York, indsendte han en kort artikel til Reader’s Digest. Bladet betalte ham 200 dollars og offentliggjorde hans indlæg under overskriften »Det er klokken derhjemme« i majnummeret i 1944.
I sit bidrag til Reader’s Digest, hvor han selv er sømanden, står der bl.a.:
»Det er klokken derhjemme:
›En aften i Albany i New York spurgte jeg en sømand, hvad klokken var. Han trak et kæmpestort ur frem og svarede: ›Den er 7.20.‹ Jeg vidste, den var mere end det. ›Dit ur er gået i stå, ikke også?‹ spurgte jeg.
›Nej,‹ sagde han, ›det går stadig på Utah-tid. Jeg er fra det sydlige Utah. Da jeg meldte mig til flåden, gav far mig dette ur. Han sagde, at det ville få mig til at huske dem derhjemme.
Når klokken er 5 om morgenen, ved jeg, at far er ved at køre ud for at malke køerne. Og om aftenen, når den er halv otte, ved jeg, at hele familien sidder omkring et veldækket bord, og far takker Gud for, hvad der står på det og beder ham om at passe på mig …‹ fortalte han. ›Det er let nok at finde ud af, hvad klokken er, der hvor jeg er. Jeg vil gerne vide, hvad klokken er i Utah.‹«
Kort tid efter Vaughn havde indsendt artiklen, fik han til opgave at gøre tjeneste på et skib i Stillehavet. Den 11. maj 1945, mens han gjorde tjeneste på hangarskibet USS Bunker Hill nær Okinawa, blev det ramt af to selvmordsfly. Knap 400 besætningsmedlemmer døde, deriblandt min onkel Vaughn.
Ældste Spencer W. Kimball udtrykte sin dybeste medfølelse til Vaughns far og kommenterede Vaughns værdighed og Herrens forsikring om, at »de, der dør i mig, ikke skal smage døden, for den skal være sød for dem«. Vaughns far sagde dybt rørt, at selv om Vaughn blev begravet i havet, ville Guds hånd føre Vaughn til hans himmelske hjem.
Otteogtyve år senere talte præsident Spencer W. Kimball om Vaughn ved en generalkonference. Han sagde bl.a.: »Jeg kendte denne familie godt … Jeg har knælet i indtrængende bøn sammen med dem … Undervisning i hjemmet har hjulpet denne store familie igennem til evig velsignelse.« Præsident Kimball opfordrede alle familier »til at gå på knæ … og bede for deres sønner og døtre to gange dagligt.«
Søskende, hvis vi trofast har familiebøn, skriftstudium, familieaften, præstedømmevelsignelser og overholdelse af sabbatsdagen, vil vore børn vide, hvad klokken er derhjemme. De bliver forberedt til et evigt hjem i himlen, uanset hvad der rammer dem i en vanskelig verden. Det er af afgørende betydning, at vore børn ved, at de er elsket og i sikkerhed derhjemme.
Ægtemand og hustru er jævnbyrdige partnere. De har forskellige, men supplerende ansvar. Kvinden kan føde børn, som velsigner hele familien. Ægtemanden kan modtage præstedømmet, som velsigner hele familien. Men i familieråd træffer mand og hustru som jævnbyrdige partnere de væsentligste beslutninger. De beslutter, hvordan børnene skal undervises og opdrages, hvordan pengene skal bruges, hvor de skal bo og mange andre beslutninger om familien. De træffes i fællesskab efter at have søgt vejledning fra Herren. Målet er en evig familie.
Kristi lys indgyder familiens evige natur i hjertet hos alle Guds børn. En af mine yndlingsforfattere, som ikke er af vores tro, sagde således: »Der er så meget i livet, der er uvedkommende, men … familien er den ægte vare, det med indhold, det evige, den man skal vogte og drage omsorg for og være loyal over for.«
Kirken hjælper os som familie til at fokusere på Frelseren
Udover familien er Kirkens rolle også betydningsfuld. »Kirken sørger for organisationen og midlerne til at undervise alle Guds børn i Jesu Kristi evangelium. Den sørger for præstedømmets myndighed til at forvalte frelsens og ophøjelsens ordinancer til alle, som er værdige og villige til at acceptere dem.«
I verden er der udbredt strid og synd og et større fokus på afvigende kulturer og ulighed. Bortset fra sprogmenigheder er vore menigheder i Kirken geografiske. Vi deler ikke op i klasser eller efter rang. Vi glæder os over, at alle racer og kulturer blandes sammen i en retfærdig forsamling. Vores menighedsfamilie er vigtig for vores fremgang, lykke og personlige indsats for at blive mere kristuslignende.
Kulturforskelle splitter ofte mennesker og er sommetider en kilde til vold og diskrimination. I Mormons Bog anvendes noget af det mest barske sprog til at skildre ugudelige fædres overleveringer, som førte til vold, krig, onde handlinger, synd og endog menneskers og folkeslags udryddelse.
Der findes intet bedre udgangspunkt i skrifterne end 4 Nefi til at beskrive den kirkekultur, som er så vigtig for os alle. I vers 2 står der bl.a.: »Alle mennesker på hele landets overflade, både nefitter og lamanitter, blev omvendt til Herren, og der var ingen stridigheder og mundhuggerier blandt dem, og enhver handlede retfærdigt, den ene med den anden.« I vers 16 kan vi læse: »Og visselig kunne der ikke findes noget lykkeligere folk blandt alle de folk, der var blevet skabt ved Guds hånd.« Det, at der ikke var nogen stridigheder, blev tilskrevet »Guds kærlighed, som boede i folkets hjerte«. Det er den kultur, vi tilstræber.
Dybe kulturelle værdier og overbevisninger er en fundamental del af vores jeg. Traditioner for at ofre, være taknemlig, have tro og være retskafne skal der værnes om, og de skal bevares. Familier må glæde sig over og beskytte de vaner, der opbygger tro.
Et af de mest betydningsfulde træk ved alle kulturer er sproget. I området omkring San Francisco i Californien, hvor jeg boede, var der 7 menigheder, hvor man talte et andet sprog end engelsk. Der redegøres for vores lære med hensyn til sprog i afsnit 90, vers 11 i Lære og Pagter: »For det skal ske på den dag, at enhver skal høre evangeliets fylde på sit eget tungemål og på sit eget sprog.«
Når Guds børn beder til ham på deres modersmål, er det deres hjertes sprog. Det er tydeligt, at hjertets sprog betyder meget for alle mennesker.
Min storebror Joseph er læge og har i mange år praktiseret i området ved San Francisco-bugten. Et ældre samoansk kirkemedlem, der var ny patient, kom ind på hans kontor. Han havde stærke smerter og var svækket. Det blev konstateret, at han havde nyresten, og en passende behandling blev indledt. Dette trofaste medlem fortalte, at hans egentlige formål blot var at finde ud af, hvad der var galt, så han på samoansk kunne bede til sin himmelske Fader om sit helbredsproblem.
Det er vigtigt for medlemmer at forstå evangeliet på deres hjertes sprog, så de kan bede og handle i overensstemmelse med evangeliets principper.
Selv med forskellige sprog og smukke, opløftende kulturelle traditioner må vi have vore hjerter knyttet sammen i enighed og kærlighed. Herren har eftertrykkeligt sagt: »Lad enhver agte sin broder som sig selv … Vær ét; og hvis I ikke er ét, er I ikke mine.« Selv om vi værdsætter passende kulturelle forskelligheder, er vores mål at være forenede i Jesu Kristi evangeliums kultur, vaner og traditioner i enhver henseende.
Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige har aldrig været stærkere
Vi anerkender, at nogle medlemmer har spørgsmål og bekymringer, mens de søger at styrke deres tro og vidnesbyrd. Vi bør være forsigtige med ikke at kritisere eller dømme dem, der har bekymringer – store som små. Samtidig bør de, der har bekymringer gøre alt, hvad de kan, for at opbygge deres tro og vidnesbyrd. Tålmodigt og ydmygt studium, overvejelse, bøn, efterlevelse af evangeliets principper og at søge råd hos passende ledere er den bedste måde at løse spørgsmål eller bekymringer på.
Nogle har hævdet, at flere medlemmer forlader Kirken i dag, og at der er mere tvivl og mangel på tro end før i tiden. Det er ganske enkelt ikke sandt. Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige har aldrig været stærkere. Det antal medlemmer, der fjerner deres navn fra Kirkens optegnelser, har altid været meget lavt og har de senere år været markant lavere end tidligere. Stigningen, der ses på målbare områder som medlemmer, der har modtaget deres egen begavelse og som har en gyldig tempelanbefaling, voksne, der betaler en fuld tiende, og de, der tager på fuldtidsmission, har været dramatisk. Lad mig gentage: Kirken har aldrig været stærkere. Men »husk, at sjæles værdi er stor i Guds øjne«. Vi rækker ud til alle.
Hvis de barske realiteter, I for nuværende oplever, ser mørke, tunge og næsten ubærlige ud, så husk, at Frelseren i Getsemanes kvalfulde mørke og i den ubegribelige pinsel og smerte på Golgata udførte forsoningen, som bortvejrer de mest forfærdelige byrder, der kan forekomme i dette liv. Han gjorde det for jer, og han gjorde det for mig. Han gjorde det, fordi han elsker os, og fordi han adlyder og elsker sin Fader. Vi vil blive reddet fra døden – selv fra havets dyb.
Vores beskyttelse i dette liv og i evigheden vil afhænge af retskaffenhed hos den enkelte og i familien, Kirkens ordinancer og af at følge Frelseren. Det er vores ly for stormen. I, der føler jer alene, kan stå standhaftigt fast i retskaffenhed og vide, at forsoningen vil beskytte og velsigne jer udover jeres evne til helt at fatte det.
Vi bør huske på Frelseren, holde vore pagter og følge Guds Søn, ligesom den unge solsikke følger solen. Når vi følger hans lys og eksempel, bringer det os glæde, lykke og fred. Således lyder det i både Salme 27 og en yndlingssalme: »Herren er mit lys og min frelse.«
Denne påskeweekend bærer jeg som en af Frelserens apostle højtideligt vidnesbyrd om Jesu Kristi opstandelse. Jeg ved, at han lever. Jeg kender hans røst. Jeg vidner om hans guddommelighed og realiteten af hans forsoning. I Jesu Kristi navn. Amen.