Vi stiger op sammen
Linda K. Burton
Hjælpeforeningens hovedpræsident
Som mænd og kvinder, der holder vore pagter, er vi nødt til at opløfte hinanden og hjælpe hinanden til at blive de mennesker, som Herren ønsker, vi skal blive.
Jeg har hørt fra mange søstre, at det, de elsker højst, udover de inspirerende taler, musik og bønner, der altid rører os under generalkonferencen, er at se Det Første Præsidentskab og De Tolvs Kvorum, når de forlader denne forhøjning sammen med deres evige ægtefælle. Og elsker vi ikke bare alle at høre brødrene udtrykke deres kærlighed til dem?
Da Boyd K. Packer talte om sin hustru, Donna, fortalte han: »På grund af det kald, jeg har, er jeg forpligtet til at fortælle sandheden: Hun er fuldkommen.«
»Hun er mit livs solstråle,« sagde præsident Dieter F. Uchtdorf om sin hustru, Harriet.
Præsident Henry B. Eyring sagde om sin hustru, Kathleen: »Hun har altid fået mig til at ønske at yde mit bedste.«
Og præsident Thomas S. Monson sagde, da han talte om sin elskede Frances: »Hun var mit livs kærlighed, min betroede partner og min bedste ven. At sige, at jeg savner hende, beskriver overhovedet ikke dybden af mine følelser.«
Jeg vil også gerne udtrykke min kærlighed til min elskede partner, Craig. Han er min dyrebare gave! Med henvisning til min mand lover en hellig og påskønnet sætning fra min patriarkalske velsignelse, at mit liv og mine børns liv »vil være i sikkerhed i hans varetægt«. Det er tydeligt for mig, at Craig har fået det løfte til at gå i opfyldelse. Jeg låner nogle ord fra Mark Twain og siger: »Livet uden [Craig] ville ikke være et liv.« Jeg elsker alt ved ham, hud og hår!
Guddommelige roller og ansvar
I dag ønsker jeg at hædre ægtemænd, fædre, brødre, sønner og onkler, der ved, hvem de er, og som gør deres bedste for at udfylde de roller, Gud har givet dem. Disse roller står beskrevet i familieproklamationen og omfatter at præsidere i retskaffenhed over, forsørge samt beskytte deres familie. I skal vide, at jeg godt er klar over, at emner som faderrollen, moderskab og ægteskab er svært for mange. Jeg ved, at nogle kirkemedlemmer føler, at deres hjem aldrig bliver det, de opfatter som idealet. Mange er blevet såret på grund af forsømmelse, misbrug, afhængigheder, upassende traditioner og kulturer. Jeg billiger ikke disse mænd eller kvinders handlinger, der enten bevidst eller ubevidst har forårsaget smerte og fortvivlelse i deres hjem. Men i dag vil jeg tale om noget andet.
Jeg er overbevist om, at en mand aldrig er mere tiltrækkende for sin hustru, end når han tjener i de roller, Gud har givet ham som værdig præstedømmebærer – især i hjemmet. Jeg elsker og tror på de ord, som præsident Packer talte til værdige ægtemænd og fædre: »I har kraften i præstedømmet direkte fra Herren for at beskytte jeres hjem. Der vil være tider, hvor alt, der står som skjold mellem jeres familie og modstanderens unoder, vil være den kraft.«
Åndelige ledere og undervisere i hjemmet
Tidligere i år deltog jeg i begravelsen af en almindelig, men ganske særlig mand – min mands onkel Don. En af onkel Dons sønner fortalte om en oplevelse, han havde haft som barn, kort tid efter at hans forældre havde købt deres første hus. Eftersom der var fem små børn, som alle skulle have mad og tøj, var der ikke penge nok til at indhegne haven. Fordi onkel Don tog sin guddommelige rolle som familiens beskytter alvorlig, hentede han nogle små pinde, tog noget snor og bandt snoren fra pind til pind om hele haven. Han kaldte derefter på sine børn. Han viste dem pindene og snoren og forklarede dem, at hvis de blev indenfor det midlertidige hegn, ville de være i sikkerhed.
En dag så nogle forbavsede besøgslærere, da de nærmede sig huset, hvordan fem små børn stod lydigt for enden af snoren og kiggede længselsfuldt efter den bold, der var hoppet udenfor hegnet og ud på vejen. Et lille barn løb ind og hentede sin far, som løb ud og hentede bolden.
Senere under begravelsen udtrykte den ældste søn grædende, at alt, hvad han nogen sinde har håbet på at opnå i sit liv, var at blive som sin kære far.
Præsident Ezra Taft Benson har sagt:
»Kære ægtemænd og fædre i Israel – I kan gøre så utrolig meget for jeres families frelse og ophøjelse! …
Glem ikke jeres hellige kaldelse som far i Israel – det er jeres vigtigste kaldelse i tid og al evighed – en kaldelse, som I aldrig kan blive afløst fra.
I må være med til at skabe et hjem, hvor Herrens Ånd kan bo.«
Profetens ord er relevante for os i dag.
Det må være svært for mænd i pagten at leve i en verden, der ikke blot nedværdiger deres guddommelige roller og ansvar, men også sender falske budskaber om, hvad det vil sige at være en »rigtig mand«. Et falsk budskab er: »Alt handler om mig.« I den anden ende af skalaen findes det nedværdigende og hånende budskab, at der ikke længere er brug for ægtemænd og fædre. Jeg bønfalder jer om ikke at lytte til Satans løgne! Han har mistet det hellige privilegium, at han en dag kan blive ægtemand eller far. Fordi han er jaloux på dem, som har de hellige roller, han aldrig skal udfylde, er det hans hensigt at gøre »alle mennesker elendige, ligesom han selv er«!
Opløft og hjælp hinanden i vore supplerende roller
Brødre og søstre, vi har brug for hinanden! Som mænd og kvinder, der holder vore pagter, er vi nødt til at opløfte hinanden og hjælpe hinanden til at blive de mennesker, som Herren ønsker, vi skal blive. Og vi er nødt til at arbejde sammen om at opløfte den opvoksende slægt og hjælpe dem til at nå deres guddommelige potentiale som arvinger til evigt liv. Vi kunne gøre, som ældste Robert D. Hales og hans hustru, Mary, gjorde og følge ordsproget: »Du løfter mig, og jeg løfter dig, og vi stiger op sammen.«
Vi ved fra skrifterne, at »det er ikke godt, at mennesket er alene.« Derfor skabte vor himmelske Fader »en hjælper, der svarer til ham«. Det var en hjælper, der passede til, var værdig til og svarede til ham. Vore to hænder ligner fx hinanden, men de er ikke ens. De er faktisk modsætninger, men de supplerer hinanden og passer sammen. Gennem samarbejde bliver de stærkere.
I et kapitel om familien indeholder Kirkens håndbog denne udtalelse: »Mænds og kvinders natur er således, at de komplementerer hinanden.« Bemærk, at der ikke står »konkurrerer med hinanden«, men »komplementerer hinanden«! Vi er her for at hjælpe, opløfte og glæde hinanden, når vi forsøger at blive det allerbedste, vi kan. Søster Barbara B. Smith kom med denne kloge udtalelse: »Vi kan få så megen større lykke, når vi kan glæde os over andres succeser og ikke kun vore egne.« Når vi søger at »komplementere« snarere end at »konkurrere«, er det så meget nemmere at heppe på hinanden!
Da jeg var en ung mor til flere små børn, fandtes der ingen, der på dage fyldt med bleskift, opvask og disciplinering mere begejstret sang primarysangen: »Jeg er glad, når far kommer hjem.« Jeg er dog ked af at indrømme, at jeg ikke altid var lykkelig, når Craig kom glad ind af døren efter en hård dag på arbejde. Han hilste altid på os alle med et knus og et kys og vendte mange svære og somme tider kaotiske dage til en glædelig tid sammen med far. Jeg ville ønske, jeg havde været mindre optaget af den endeløse liste med ting, der stadig skulle gøres, og ligesom han havde været mere fokuseret på det, der betyder mest. Så ville jeg oftere være stoppet op og have nydt den hellige tid sammen som familie og oftere have takket ham for at velsigne vores liv!
Lad os ofte tale venlige ord til hinanden
For ikke så lang tid siden fortalte en trofast søster mig om en stor bekymring, hun havde bedt om i et stykke tid. Hendes bekymring handlede om nogle søstre i hendes menighed. Hun fortalte mig, hvor ondt det gjorde at se, at de somme tider talte respektløst til og om deres mænd, selv foran deres børn. Hun fortalte mig derefter, hvordan hun som ung pige oprigtigt havde ønsket og bedt om at finde og gifte sig med en værdig præstedømmebærer og opbygge et lykkeligt hjem sammen med ham. Hun var opvokset i et hjem, hvor hendes mor havde haft bukserne på, og hendes far havde givet efter for hendes mors krav for at bevare freden i hjemmet. Hun følte, at der fandtes en bedre måde. Hun havde ikke set det i det hjem, hvor hun voksede op, men når hun inderligt bad om vejledning, velsignede Herren hende med en viden om, hvordan hun sammen med sin mand kunne skabe et hjem, hvor Ånden ville blive budt velkommen. Jeg har været i det hjem og kan vidne om, at det er et helligt sted!
Søstre og brødre, hvor ofte taler vi bevidst venlige ord til hinanden?
Vi kan teste os selv ved at stille nogle få spørgsmål. Med lidt tilpasning kan disse spørgsmål passe på de fleste af os, hvad enten vi er gift eller enlige, uanset hvordan vores situation i hjemmet er.
-
Hvornår roste jeg sidst min ægtefælle, enten da vi var alene eller foran vores børn?
-
Hvornår takkede jeg sidst for, udtrykte min kærlighed til eller bad oprigtigt i tro for ham eller hende?
-
Hvornår stoppede jeg sidst mig selv i at sige noget, jeg vidste ville såre ham eller hende?
-
Hvornår undskyldte jeg sidst og bad ydmygt om tilgivelse – uden at tilføje ordene »men hvis blot du havde« eller »men hvis blot du ikke havde«?
-
Hvornår valgte jeg sidst at være glad i stedet for at have »ret«?
Hvis nogen af disse spørgsmål har fået jer til at krumme tæer og føle en snert af skyld, så husk, at ældste David A. Bednar har sagt, at »skyld er for vores ånd, hvad smerte er for vores krop – en advarsel mod fare og en beskyttelse mod yderligere skade«.
Jeg opfordrer os alle til at give agt på ældste Jeffrey R. Hollands inderlige bøn: »Brødre og søstre, i denne lange evige stræben efter at blive mere som vor Frelser, lad os da prøve at blive ›fuldkomne‹ mænd og kvinder i det mindste på én måde nu – ved ikke at fejle i ord, eller sagt på en mere positiv måde, ved at tale med en ny tunge, engles tunge.«
Mens jeg har forberedt mig til denne tale her i dag, har Ånden undervist mig, og jeg har forpligtet mig til oftere at tale venlige ord til og om min elskede partner, til at opløfte mændene i min familie og udtrykke min taknemlighed for den måde, hvorpå de udfylder deres guddommelige og supplerende roller. Og jeg har forpligtet mig til at følge ordsproget: »Du løfter mig, og jeg løfter dig, og vi stiger op sammen.«
Vil I slutte jer til mig i at søge Helligåndens hjælp til at undervise os i, hvordan vi bedre kan løfte hinanden i vore supplerende roller som børn i pagten af vore kære himmelske forældre?
Jeg ved, at vi kan gøre det gennem Jesu Kristi forsonings opbyggende kraft og vores tro på ham. Jeg beder om, at vi vil sætte vores lid til ham for at hjælpe hinanden til at leve lykkeligt og evigt, idet vi sammen stiger op. I Jesu Kristi navn. Amen.